What doesn't kill you.

Esmeralda jespersen. Arh, hun hadede det navn, hvordan kunne hendes forældre dog finde på det fantastisk dårlige navn? Men navnet var ikke det værste, slet ikke det værste. Hun var lille og bleg, man kunne faktisk slet ikke se på hende at hun næsten var 16 år gammel. Hun hadede sit liv, ville bare gøre en ende på det, lige nu og her, men så enkelt var det ikke, for da skete det, det som bare ikke måtte ske... Hun blev Forelsket.....Men det var ikke en helt almindelig håbløs kærlighed til det fantastiske.....

12Likes
52Kommentarer
2096Visninger
AA

2. Martin

Nogen gange smiler jeg, nogen gange græder jeg, nogen gange drømmer jeg…

 ’’som i kan se på kortet side 47 til højre, ligger polen syd vest for Sibirien’’ fablede Martin Villumsen.

Kan han ikke bare holde kæft den latterlige højrøvede nar, tænkte Esmeralda. Hun havde aldrig brudt sig om ham. Den måde han talte på, den måde han gik på, den måde han tænkte på, hans duft, hans holdning, hans udstråling (hvis han overhovedet havde noget man kunne kalde en udstråling). Alt ved ham virkede frastødende, mest af alt den måde han røvslikkede de dygtigste elever på. Arh hvor var det frastødende. Hun havde tit hørt de andre piger fra klassen gå og hviske om hvor lækker han var. Hun fik kvalme. Hvordan kunne de bruge ord som ’’lækker’’ og ’’Martin Villumsen’’ i samme sætning. Det gav et sæt i hende. Da klokken pludselig ringede. Endelig, endelig kunne hun komme ud fra det lille ildelugtende, klaustrofobiske geografilokale.  Hun pakkede tingene ned i tasken, først bogen, derefter hæftet og til sidst penalhuset. Det var kun anden time men hun følte sig allerede fuldstændig smadret, som om Martin Villumsen og alt hans ævl havde suget alt energien ud af hende.  Hun rejste sig trak skuldertasken over hovedet og gik hen mod døren.

’’Hov hov, unge dame, kan du ikke sætte stolen op?’’

Normalt ville hun svare igen i Aller spydigste tone, men lige netop i dag orkede hun det bare ikke, hun vendte om på hælen og gik med raske skridt hen mod bordet hun havde siddet ved. Bukkede sig ned for at løfte stolen op. Smilede sarkastisk til Martin, og fortsatte ud på gangen. Hun gik hen mod klasselokalet, tog i håndtaget, den var låst. Hvad havde hun forventet? Hun lagde tasken på gulvet og gik ud i gården, i det samme kom en hær af skrigende børn løbende mod hende. De havde alle våben i form af, trækæppe, hockeystave og plasticskovle. Hun så frem til at slippe af med dem efter sommerferien, eftersommerferien var hun fri for skrigende småbørn, irriterende latterlige Martin, og ikke mindst Betina, Hver gang hun så Betina, havde hun lyst til at skrige, Betina var en selvfed, overklasse snob, som helt klart havde et problem med at lægge naturlig make-up, hun styrede de andre piger med hård hånd, normalt, når nogen prøvede at komme ind i hendes lille klike, skulle de gennemgå hendes lille prøve, de skulle være hendes tjener i en uge, give hende alt hvad hun ville have og gøre alt for hende. Når de havde gjort det var de inde i kliken i et par dage, hvorefter de blev frosset totalt ude, de fleste endte som små hæmorider i røven på hende. ULÆKKERT!

(Fortsættes)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...