Moment - One Direction

Tiffany Hamilton er en den snobbede diva fra Los Angeles. Hun er datter af Bill Hamilton, den rige hotelejer, hvilket gør hende forkælet. Men da hendes far får nok af, at hun opfører sig som en stjerne, sender han hende til London, over til hendes veninde, Megan, hvor hun skal bo i fem måneder. Tiffany vil bestemt ikke til London, da hun mener, at det er en øde landsby, som ikke lever op til hendes krav overhovedet, men da hun er stucked i en elevator med en ukendt dreng ved navn Zayn, ændres hele hendes mening.

711Likes
629Kommentarer
107506Visninger
AA

5. 4

 

Næste morgen vågnede jeg klokken halv ni. Jeg havde sat min iPhones alarm til at ringe, så jeg havde god tid til at få gjort mig klar.

Jeg startede med at tage en brandvarmt bad, nærmere dampbad. Men det var dejligt, og det gjorde min hud rigtig blød, hvis jeg lige smørrede noget bodylotien på bagefter.

Da det hele var gjort, lagde jeg makeup. Det gjorde jeg altid ført. Jeg elskede bare at rende rundt med et håndklæde på hovedet og min lyserøde badekåbe. Det var hyggeligt og gav mig næsten den samme stemning, som jeg havde derhjemme.

Jeg startede med at lægge en smule puder, dernæst lidt primer, og så gik jeg ellers i gang med at lægge en pæn øjenskygge, som ville passe til mit tøj. Til sidst en mascara og et lag lipgloss.

Efter makeuppen tog jeg tøj på. Det blev til et sæt undertøj fra Calvin Klein, et par mørkeblå jeans fra Amarni og en flot palliettop fra Gucci. Så gik jeg i gang med mit hår. Det blev føntørret og redt igennem, så mine krøller kom godt frem. Derefter tog jeg et par smykker på.

Inden jeg gik ud i køkkenet for at få noget at spise, tjekkede jeg mig selv hurtigt ud i spejlet. Perfekt.

Jeg gik ud i køkkenet og fandt Megan stående ved komfuret, hvor hun var i gang med at morgenmad.

”Godmorgen,” sagde hun og smilede hurtigt.

”Morgen,” svarede jeg og satte mig på en af barstolene, så jeg kunne kigge på hende.

”Fortæl mig alt om i går!” befalede hun og havde et lidt nervøst blik i øjnene. Det havde hun nu ikke rigtig nogen grund til at have...

”Det gik fint,” svarede jeg bare og tog en appelsin, der lå i frugtskålen, som stod på bordet ved siden af mig. Jeg gik i gang med at skrælle den omhyggeligt.

Megan så med lidt dumt blik på mig.

”Hvad skete der?”

Jeg trak på skuldrende.

”Vi spiste... Snakkede...”

Hun sukkede af mig.

”Nå, det lyder hyggeligt. Var de søde?”

Jeg nikkede en smule ivrigt.

”Og ret sjove,” sagde jeg og smilede svagt. Hendes læber lyste op i et stort smil.

”Er du faldet for en af dem?” spurgte hun og blinkede med øjet. Jeg himlede med øjnene og svarede ikke. Det var jeg jo heller ikke. Det kunne godt være, at jeg skulle på date med Zayn, men indtil videre var jeg slet ikke forelsket i ham overhovedet. Jeg var ikke en gang nået til fasen, hvor jeg kunne lide ham på dén måde. Jeg følte mig ikke en gang tiltrukket af ham. Ja, jeg har en regel, at hvis jeg skal være kærester med en, skal jeg tænde på ham. Og jeg tændte altså ikke rigtig på ham...

”Nå, vil du have noget morgenmad?”

Jeg kiggede opmærksomt på Megan igen og så så hen på stegepanden, der stod på komfuret.

”Hvad er det?” spurgte jeg.

”Pølser, røræg, bacon.”

Fedt, fedt og fedt.

”Mm, røræg, tak,” svarede jeg. Hun nikkede, fandt en tallerkenen og gav mig den halvfyldt. Hvor meget troede hun lige, jeg kunne spise?

Jeg begyndte at nippe lidt til det, og det smagte faktisk rimelig godt. Ikke, at det var første gang jeg havde smagt det – det var bare meget sjældent, jeg spiste æg.

Megan satte sig ned ved siden af mig og begyndte at spise maden, som lå sejlende i ketchup på hendes tallerken. Det så virkelig ulækkert ud. Men det var vel sådan englænderne spiste.

”Lorte vejr,” mumlede hun i mellemtiden. Jeg svarede ikke, men spiste bare videre. Da jeg blev færdig, børstede jeg tænder. Det var vist snart tid til, at Zayn var her. Jeg fandt ude i gangen et par sorte Alexander McQeen pumps og tog på. De passede godt til mit tøj.

Så skyndte jeg mig ind på mit værelse og tog noget duft på, og så var jeg klar. Nu skulle jeg bare vente.

Og ligesom da jeg tænkte det, ringede det på.

”Jeg åbner!” råbte jeg hurtigt og gik ud til døren. Inden jeg åbnede den, rettede jeg hurtigt på mit hår og mit tøj, og så var jeg klar. Jeg tog roligt fat i dørhåndtaget og gjorde mig klar til at se Zayn, men i stedet for mødte jeg bare et råb:

”Vas happenin'?!”

Inden jeg nåede at se, hvem det var, smækkede jeg døren forskrækket i. Tænk hvis det var en, der ville voldtage mig?!

”Hvem var det?” råbte Megan inde fra stuen.

”Øhh...”

Måske jeg burde åbnet døren.

Jeg åbnede den forsigtigt igen og så til min store overraskelse, at det var Zayn, der stod ude foran døren. Han stod og smågrinte. Jeg gav ham hurtigt elevatorblikket, som jeg ikke rigtig troede, han bemærkede. Han havde et par beigefarvet bukser på, og så kunne jeg ikke rigtig se, hvad han havde på af trøje/t-shirt, da han havde en sort jakke på. Han så rimelig.. godt ud.

”Jeg troede, at du en voldtægtsmand,” mumlede jeg, så han grinede endnu mere. Jeg åbnede døren helt, så han kunne stå og kigge ind, imens jeg tog min sorte jakke/blazer på. Den var ikke helt så varm, men det gik nok. Så tog jeg min elskede taske og tjekkede indholdet – alt var der.

”To sekunder,” sagde jeg til Zayn og gik ind i stuen, hvor Mega sad og gloede fjernsyn.

”For resten.. Jeg smutter på date med Zayn nu. Så, ses.”

Jeg nåede lige netop at se hendes fjæs, inden jeg vendte mig og gik ud. Hun så med åben mund og store øjne på mig, men jeg ignorerede det bare og gik ud til Zayn.

”Skal vi gå?” spurgte jeg. Han nikkede.

”Yes.”

Han gik ud på gangen igen, og jeg lukkede døren. Så var det kun mig og ham.

”Elevatoren eller trappen?” sagde han og havde et grin på læben. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule.

”Bare elevatoren. Hvis den stopper er du da ikke fremmed denne her gang,” svarede jeg ironisk. Han fnes lidt. Vi kom til elevatoren, og han trykkede på knappen, så døren med det samme åbnede sig. Så havde han nok også selv taget elevatoren herop. Vi gik derind, og han trykkede på S. Imens den kørte ned var der en smule tavshed. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle bringe op af emner. Han gad nok ikke snakke om sko, tøj, makeup, smykker...

”Hvorfor stoppede du egentlig ikke elevatoren den dag, hvor vi mødtes herude?” spurgte han pludseligt. Jeg så hurtigt på ham og rømmede mig lidt, selvom han nok ikke kunne se det. Heldigvis.

”Altså... Jeg havde mine dejlige sko på,” sagde jeg, selvom det nu ikke kun var derfor. Jeg troede sjovt nok, at han var grim.

Han rystede smilende på hovedet af mig.

”Elsker du virkelig sko så meget?”

Jeg gloede olmt på ham.

”Zayn, det er ligesom at spørge om en kvindes alder, det der. Uforskammet! Selvfølgelig elsker jeg sko!”

Jeg var ved at råbe. Men han tog det vist som en joke. Ellers syntes han bare, at jeg var virkelig mærkelig. Ikke, at det bekymrede mig. Han havde jo selv inviteret mig herud, så skulle han da også vide, hvordan jeg rigtig var.

Vi kom ned i lobbyen. Der var stadigvæk ingen mennesker. Ikke at det generede mig.

”Hvad skal vi nu?” spurgte jeg og gik ud ad døren, som han holdte for mig. Han sendt mig et venligt smil og gik ud efter mig.

”Hen til undergrunden. Og så tager vi til Baker Street,” svarede han. Ad, undergrunden! Bakterier.. Men det skulle jeg nok ikke sige.

eg nikkede og begyndte gå ud på fortorvet, under halvtaget til bygningen. Men selvfølgelig skulle jeg være rigtig uheldig: Det regnede. Det var nok derfor Megan sagde, at det var lorte vejr tidligere. Typisk. Og så havde jeg kun den blazer på.

”Første gang du er i London, egentlig?” spurgte Zayn. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg var her sidste år med min far. Men det var kun en weekend, og der var vi til modeshow...”

”Godt så,” svarede han og så ligeud. Jeg kunne mærke vinden blæse mit hår rundt omkring mig, hvilket var virkelig irriterende. Sådan noget kunne virkelig drive mig til vanvid!

”Hvor langt er der?” sagde jeg efter 5 minutter. Zayn kiggede på mig.

”Kig ligeud.”

Jeg gjorde som sagt og fik øje på et stort skilt, hvor der stod Underground på. Så var det vist der...

Vi kom ned til undergrunden og gik hen til et billetsalg. Jeg kiggede lidt rundt og så på menneskerne, der rendte stresset rundt.

”Hvad skal vi have?” spurgte jeg dumt. Jeg stillede vist ret mange spørgsmål.

”Du skal have et togkort,” svarede han og smilede. Så havde de da noget af det samme system som i USA.

Jeg så hen på et skilt, hvor der stod priser og sådan.

”Vent, kan man få et på længere sigt?”

Endnu et spørgsmål.

”Ja.. Hvorfor?”

Det var vores tur om lidt, og Zayn var i gang med at finde penge frem, men jeg tog hurtigt min pung frem i stedet for.

”Jeg skal nok, for jeg skal alligevel have til resten af mit ophold her.”

Jeg sendte ham et smil, men han rynkede panden.

”Sikker?”

Jeg nikkede hurtigt.

”Helt.”

Han smilede til mig, og så blev det vores tur. Zayn trådte frem og begyndte at tale til manden, der stod og solgte billetter. Og så lavede de et kort til mig. Jeg rakte ham mit kort, skrev under, og så var det overstået.

”Vi skal herhen, kom.”

Zayn begyndte at gå hen mod et stort indgangssystem, hvor man skulle stikke sit kort ind i og skynde sig igennem. Åh gud. Kill me.

Jeg fulgte efter ham og betragtede ham gå igennem den der dims. Så vendte han sig om og så afventende på mig.

”Kommer du?” spurgte han. Jeg var ved at sige nej, men da køen bag mig samlede sig, stak jeg min billet igennem maskinen og halvløb igennem ud til Zayn. Han stod og grinede af mig. Jeg ignorerede det bare.

”Hvor skal vi hen?”

Jeg begyndte at gå, og Zayn kom efter mig.

”Vi skal have den her linje,” svarede han og førte an. Vi gik ned ad nogle trapper og kom til noget, der lignede en metrostation. Der stod rimelig mange mennesker og ventede på den næste metro. Jeg stod bare og kiggede rædselsslagen rundt og fangede så Zayns blik.

”Er du okay?” spurgte han hurtigt. Jeg nikkede bare.

”Hvor langt skal vi?” sagde jeg og betragtede flere mennesker komme.

”3 stationer,” svarede han. Jeg svarede ikke, men huskede bare på den desinfektionsspray, som lå i min taske. Så havde jeg da den.

Jeg mødte Zayns blik, og der gik det op for mig, at han faktisk havde rigtig flotte øjne.

”Er det egentlig ikke lidt underligt, at du ikke er blevet genkendt?” spurgte jeg for at få en samtale i gang. Han trak på skuldrende.

”De fleste er jo i skole og på job..”

”Er det godt?”

Han smilede.

”Medmindre du vil overfaldes, er det rimelig godt.”

Jeg grinede lidt, da jeg blev døv på det ene øre. Der kom et tog kørende og stoppede ret hurtigt op.

”Kom,” sagde Zayn og gik hen mod en dør, hvor der ikke stod så mange. Dørene blev åbnet og en masse mennesker trådte ud og gik deres vej. Andre gik ind i metroen, hvilket også ville sige mig. Der lugtede virkelig ulækkert derinde. Sådan gammelt og råddent. Det eneste jeg kunne rose metroen for var, at der var varmt. Men alligevel. Hvorfor kunne vi ikke tage en taxa?! Der var så proppet derinde, at vi var nødt til at stå op. Men jeg nægtede simpelthen at røre noget! Jeg lænede mig lidt op ad en væg, imens jeg desperat ledte i min taske, til jeg fandt min spray. Så vendte jeg mig om, holdte fast i Zayns arm og begyndte at sprøjte på stangen der var, som man kunne holde i. Så var den vist ikke så ulækker mere. Dog fandt jeg alligevel en serviet i min taske, som jeg tørrede stangen med. Sådan der. Nu kunne jeg vel bare slappe af.

Jeg tog fat i stangen og vendte mig om, hvor jeg opdagede at alle gloede på mig. Hvad havde jeg nu gjort?

Jeg så hen på Zayn, der stod og smilede til mig.

”Må jeg egentlig godt spørge om, hvor vi skal hen?” spurgte jeg. Han nikkede. Inden han begyndte at snakke, tog jeg hurtigt fat rundt om hans arm, da metroen stoppede med et høj fart.

”På Madame Tussauds,” svarede han så. Jeg nikkede dumt, da det gik op for mig, hvad han sagde.

”Uh, skal vi?!”

Han grinede og nikkede, og så trak han mig længere ind til sig, da der kom flere mennesker ind ad døren. Jeg syntes, at det var rimelig sødt, at han gjorde sådan i stedet for at lade mig lide. Det var dejligt.

Da vi endelig kom til Baker Street, var jeg den første, der hoppede ud ad metroen. Frisk luft! Frisk, kold luft. Desværre. Zayn kom dumpende ud som en af de sidste, og jeg stod bare og så på ham.

”Hvor skal vi nu hen?” spurgte jeg og lød vist ret begejstret. Jeg ville faktisk ret gerne hen på voksmuseet. Det var første gang, jeg skulle derind.

Vi kom op til det der indgangssystem, som Zayn fortalte mig, at det skulle man igennem hver gang for at tage toget. Det var suk. Men jeg skulle vel bare vænne mig til det...

Jeg kom ud af dimsen og lagde min togkort ned i pungen, som jeg lagde ned i min taske.

Zayn guidede os hen til voksmuseet, imens vi fik hyppigt snakket. Også selvom vi måske var lidt lukket begge to, men vi skulle jo bare lære hinanden at kende. Tror jeg.

Jeg fik øje på en stor rød bygning, hvorpå der var et tapet med kendte folk. Det måtte være der.

Og jeg havde sørme ret. Zayn gik i hvert fald derind, og vi gik op til billetsalget, hvor han købte 2 billetter. Så blev vi kropsvisiteret, hvilket jeg ikke rigtig fattede. Hvem gad at bombe et voksmuseeum? Nå, lige meget.

Vi tog elevatoren op til en etage, som vi gik ud på. Man kunne svagt høre musik fra højtalerer, der sad i loftet. Vi gik hen ad en lang rød gang, hvorefter vi kom ind i et stort rum, hvor der var placeret voksfigurer af de kendte forskellige steder. Jeg kiggede rundt og var ret overrasket over, at der næsten ingen mennesker var. Mit blik faldt på de forskellige figurer. Uh, Brad Pitt!

Jeg tog ubevidst Zayns hånd og trak ham med ned til Brad.

”Kan du godt lide ham?” spurgte Zayn. Jeg så hen på ham og nikkede.

”Love him!” fastslog jeg og smilede. Han gengældte mit smil og fandt sin iPhone frem.

”Stil dig hen til ham.”

Ej, han ville tage billeder.

”Nej, tak,” grinede jeg og blev stående. Han smilede bare.

”Så gør vi det begge, kom!”

Jeg overgav mig og lod ham tage et billede af os alle. Det blev garanteret mega grimt. Men det siger vi ikke til nogle.

Vi gik rundt og kiggede på de forskellige figurer, da vi nåede til et slags X-Factor studie.

Der stod en pige og en dreng og ventede på, at nogen kom derhen.

”Zayn, skal du ikke synge?”

Han grinede lidt af mig.

”Kun hvis du også synger.”

Jeg nikkede bare.

Vi gik hen til drengen og pigen, og de kiggede ret underligt på os. Zayn var vist busted.

”Skal i synge?” spurgte pigen og lød helt vildt glad og frisk.

”Ja,” svarede Zayn kort og smilede.

”Så bare find en sang.”

Hun pegede på en planche, der hang på døren til studiet. Vi gik hen og så på sangene, der stod på planchen.

”Hmm, hvad syntes du?” spurgte Zayn. Jeg skimtede hurtigt titlerne. ”On The Floor?” jokede jeg. Han nikkede lidt.

”Okay,” smilede han. Nå...

Han fortalte det til pigen, som lod os komme ind i det lille rum, hvor der stod to mikrofoner. Så var der et fjernsyn, som man skulle glo på.

Zayn gik hen til den ene mikrofon og stillede sig elegant ved den. Han var vel vant til det. Jeg gik hen og tog mikrofonen ud ad holderen og så på skærmen, som pludselig lyste op, hvorefter melodien fra X-Factor kom frem. Sikke meget de gjorde ud af det..

Et billede af de 3 dommere kom frem på skærmen, som om Zayn og jeg var rigtige deltagere.

”Hvad er jeres navn?” spurgte han. Jeg så hen på Zayn, som svarede i mikrofonen. Wow, det her var underligt.

”Hvad vil i gerne synge?”

Zayn så på mig som tegn til, at jeg skulle svare.

”Øhh, On The Floor,” svarede jeg dumt. Han grinede lidt af mig.

”Godt valg.”

Meldoien til sangen begyndte ligeså stille, og en tekst kom frem på fjernsynet. Åh nej.

”Hvem er hvem?” spurgte jeg hurtigt Zayn.

”Jeg tror, jeg er Pitbull, og du er JLO.”

Vi så begge på teksten, hvorefter Zayn begyndte at synge. Det lød ret sjovt. Ikke fordi, at jeg havde noget imod hans stemme, men hans stemme klingede ikke så godt til Pitbull.

Åh nej, nu var det mig. Det ville blive en smule pinligt det her....

”If you go hard, you gotta get on the floor,” sange jeg stille. Det var ikke rigtig fordi, jeg havde lyst til at så her foran Zayn Malik, tidligere X-Factor-deltager, nu verdenskendt sanger, og synge med min ikke-gode-sangstemme.

”Lalalalalalalalalalalalalala, tonight we gon' be it on the floor!”

Sidste linje, tak.

Jeg satte grinende mikrofonen tilbage på plads og så på Zayn.

”Det lød virkelig dårligt!” fastslog jeg. Han nikkede, imens han fnes en smule. Pigen fra før, åbnede døren og lod os komme ud.

”Hvis i vil se det, så gå derop.”

Hun pegede på en lille bod.

”Tak,” sagde jeg og smilede kort til hende. Så gik Zayn og jeg videre.

”Vi vil ikke kigge, vel?” spurgte jeg. Han grinede.

”Hvis du siger det...”

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...