Moment - One Direction

Tiffany Hamilton er en den snobbede diva fra Los Angeles. Hun er datter af Bill Hamilton, den rige hotelejer, hvilket gør hende forkælet. Men da hendes far får nok af, at hun opfører sig som en stjerne, sender han hende til London, over til hendes veninde, Megan, hvor hun skal bo i fem måneder. Tiffany vil bestemt ikke til London, da hun mener, at det er en øde landsby, som ikke lever op til hendes krav overhovedet, men da hun er stucked i en elevator med en ukendt dreng ved navn Zayn, ændres hele hendes mening.

711Likes
629Kommentarer
107583Visninger
AA

12. 11


Okay, så var det nu.
Jeg rettede pænt på min korte sorte Chanel nederdel og så opmærksomt op, imens jeg hev i døren til min nye skoles indgang. Forsigtigt gik jeg ind og hen ad en lang stor gang. Der var ret mange derinde, det var næsten for trængt, men sådan var det jo på skoler. Og bakterier. Så måtte jeg bare have en masse desinfektionsspray med. 
Jeg kiggede lidt rundt og lagde mærke til, at der stod sammenkomst->, så jeg skyndte mig den vej og endte ude i en aula, hvor der stod en rimelig stor mængde mennesker på min alder. Jeg gik ind og begyndte at gå lidt. Der var placeret en stor udstilling bagerst i lokalet af runway-tøj, som så ret fedt ud. 
"Det er flot, hva'?"
Jeg så hen på personen, der lige havde stillet mig spørgsmålet. Det var en pige. Hun havde brunt pagehår, et markeret ansigt og så rimelig køn ud. Hendes tøj var dog lidt slattent, men alligevel. Hende kunne jeg vel godt være bekendt at blive set med.
"Meget," svarede jeg og nikkede en enkelt gang. Hendes læber lyste op i et lille smil. Hun rakte sin hånd frem mod mig.
"Kristen."
Jeg tøvede lidt med at tage hendes hånd, men gjorde det så med en lidt selvsikker gejst.
"Tiffany," sagde jeg professionelt. Hun nikkede.
"Hvor er du fra..? Du lyder ikke engelsk," spurgte hun og slap min hånd.
Nej, selvfølgelig lyder jeg ikke engelsk!
"Jeg er fra USA," var jeg ved at vrisse. Men sådan fik man ikke ligefrem nye venner.
"Ej, hvor fedt," fastslog hun. Jeg nikkede hurtigt.
"Hvad med dig?" spurgte jeg. 
"Fra London.. Jeg har en lejlighed i Paddington og bor sammen med min kæreste," svarede hun og smilede. Jeg nikkede igen.
"Dejlig," sagde jeg lavt.
"Bor du så på et skolehjem eller noget, nu når du ikke er herfra?" lød næste spørgsmål. Jeg rystede på hovedet. 
"Jeg bor hos min veninde i Chelsea." 
Hun nikkede kort. 
"Må jeg gerne stjæle jeres opmærksomhed en gang?" lød det pludseligt fra højtalerene af. Vi vendt os om mod en scene, hvor der stod en dame. Hun var vist i 40-50'erne. Men hun lyste op af mode. Hendes tøj, hendes sko. Jeg var sikker på, at det var ret vigtigt for hende. Ligesom mig.
"I kan tage velkomstdrinks henne på det store bord i hjørnet. Og ja, Marge, der er alkohol i.."
Hun kiggede hen på en dame, som begyndte at grine. Yderst mærkeligt.
"Men så vil jeg ellers bare byde jer velkommen til Central London Fasion-school..."
Hun begyndte at plapre løs om skolens historie og alt det der. Jeg magtede virkelig ikke at høre på det, så jeg gav mig i stedet til at kigge rundt og studere de forskellige personer, der var samlet her i dag. Der var mange typer. Billige, dyre, grimme, okay pæne. Ikke noget overdrevet spændende. 
"Første dag er på mandag. I møder op her igen kl. 08.30. Jeres skemaer og klasser er blevet sendt til jer. Jeg vil ikke sige mere, men lade jer selv tage over. Så håber jeg bare, at i får et godt år, og ender som noget stort i fremtiden!"
Hun forlod scenen, imens folk klappede. Jeg klappede roligt med for en gangs skyld. 
Snakken gik i gang endnu en gang. Jeg så hen på Kristen igen og smilede svagt. Hun så netop også på mig.
"Hvilken linje har du valgt?" spurgte hun mig.
"A,"svarede jeg. Hun så med løftet øjenbryn på mig.
"Seriøst?" 
Jeg nikkede.
"Hvorfor?" sagde jeg. Hun trak på skuldrende
"Jeg så på nettet, at den kostede 200.000£ at tage..."
Ja, i got money.
"Min far betaler," svarede jeg ligeglad. Hun svarede ikke, men skulede bare lidt til mit tøj.
"Hva'... Er du sådan en, der elsker dyrt tøj og det hele?" sagde hun med et grin. 
Var set svært at se eller hvad??
"Jeg lever livet i luksus."
Hun nikkede lidt. Jeg kiggede lidt væk fra hende og så så ud i mængden af folk. Der så helt uoverskueligt ud, og ærlig talt orkede jeg ikke at være her. Måske skulle man bare dumpe af...
"Nå, jeg har en aftale, så jeg må se at komme af sted," løj jeg. 
"Så ses vi vel mandag?"
Jeg nikkede hurtigt, vendte mig om og skyndte mig mod udgangen. Jeg kom ud på den anden gang, hvor der var skabe og sådan noget. Det var også der dørene til udgangen var. Så dem smuttede jeg selvfølgelig ud ad. 
Den friske luft ramte mit ansigt, da jeg gik af sted mod undergrunden. Siden Zayn havde vist mig systemet her i London, havde jeg haft en del nemmere ved den offentlige trafik. Jeg ville i hvert fald ha' været på bar grund, hvis ikke han havde vist mig det. Apropos Zayn. Jeg skulle være sammen med ham i morgen, og jeg glædede mig en del. Vi havde skrevet sammen i går om tidspunkt, og så ville han skrive til mig i dag, så vi kunne finde ud af, hvordan jeg skulle komme derhen og sådan. 
Jeg endte nede i undergrunden og kom igennem de mærkelige maskiner og gik derefter hen til metroen, der stoppede ved Chelsea. Der var heldigvis ikke helt så mange, der skulle med, da de fleste folk jo var på arbejde. Klokken var nu også kun lidt over 12, så det var ikke så underligt. Imens jeg ventede på metroen, tog jeg mit headset til min iPhone op ad tasken og satte det til. Musik var godt tidsfordriv. Faktisk havde jeg købt en One Direction sang. One Thing. Den var ret god. Jeg anede egentlig ikke rigtig, at Zayn kunne synge sådan, som han nu kunne. Måske kunne han synge for mig en dag. Det ville jeg sætte pris på i hvert fald. 
Jeg opdagede, at metroen kom kørende og stoppede. Der var ikke så mange mennesker, så jeg fik en siddeplads, selvom jeg egentlig ikke ville sidde på mit tøj. Det blev bare ulækkert. Men jeg ville også gerne indrømme, at de her stilletter tog livet af mig! Men flade sko.. Det ville aldrig gå. Desuden havde jeg ingen.
Inden jeg rigtig nåede at få set mig omkring, stod der 'Chelsea' oppe i næste-station-skiltet. Jeg rejste mig op og gik hen til døren, hvor en mindre flok mennesker havde samlet sig. De skule vel også ud. Toget stoppede, og jeg spænede nærmest ud. Hurtigt var jeg på vej mod lejligheden igen.  Vejret var ikke særlig godt, men det holdte mig ikke fra at tjekke nogle butikker ud inden. Jeg havde bestemt mig for at hygge mig en smule, så jeg købte en milkshake og en muffin på en lille café, hvorefter jeg skyndte mod videre. Jeg havde kun været inde på caféen i 5 minutter, men alligevel regnede det, da jeg kom ud. Røv og nøgler. Jeg kunne tage en taxa... Ellers kunne jeg gå. Der var vel ikke så langt. Jeg kiggede frem og sukkede. Der var alt for langt.
Jeg stoppede op og så efter en taxa på vejen. Der var ikke ligefrem nogle lige nu. Og hvis der var, kørte de forbi, også selvom jeg prajede. Svin. 
"Argh!" 
Hvorfor....?!?!?! Lorte taxaer!!!!
Jeg havde stået og prøvet at prajene taxa i snart 10 minutter nu, og ingen havde så meget som tænkt på at stoppe. Jeg sukkede højlydt og var ved at sparke til en sten, da der lød et højt brag. Hvad var nu det?? 
Jeg fortrød, at jeg stillede mig selv spørgsmålet, da regnen væltede ned. Og så lige i mit hår?! Det var glattet! Jeg smed min muffin og milkshake hårdt ned i en skraldespand, der stod ved et busstoppested af raseri. Fucking lort! Endnu et tordenbrag lød, og jeg gik med hastige skridt videre. Jeg kiggede rundt en gang og så en butik, hvor der var paraplyer. My lifesaver! Jeg skyndte mig derind og købte en almindelig sort en. Da jeg kom ud, slog jeg den op og trådte ind under den, så regnen piskede mod den. Det gik da heldigvis ikke udover mig. Jeg traskede af sted igen i mine drivvåde stilletter. Stakkels dem. Min jakke var heller ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Den var helt kold og havde fået en alt for blå farve, da den jo var våd. 
Efter 15 minutter kunne jeg se hotellet fra min synsvinkel af. Der var nok omkring 500 meter endnu. Jeg åndede lettet op og gik lidt stærkere, fast besluttet på, at jeg skulle forkæle mig selv, når jeg kom hjem. Det kunne min hud og jeg godt trænge til. 
For at komme hen til lejligheden skulle jeg over på den anden side. Og selvfølgelig var der ikke noget lyskryds. Så jeg skulle altså prøve at komme igennem den enorme mængde sindssyge biler. Jeg slog paraplyen ned, da den ikke lige var megen hjælp lige nu. Regnen ramte mig igen endnu hårdere end før. Jeg dræber virkelig snart mig selv.
Jeg så til højre, hvor bilerne spænede af sted forbi mig. Det var virkelig forvirrende, at de kørte i denne her side! Hvordan kunne de klare det?? 
Jeg hørte mig selv sukke og kiggede igen opmærksomt på bilerne. Lige nu var der rødt for det kommende lyskryds, så de holdte stille. Det gjorde den modsatte part også... Uden at tænke over det, satte jeg i løb, imens jeg hørte biler dytte. Nok af mig. Men idet mindste kom jeg da over.
Jeg vendte mig hurtigt om mod bilerne, for at se om alt var godt, men det skulle jeg virkelig ikke ha' gjort. En bil kørte op i siden for at overhale de andre biler, og da køreren passererede mig, kørte han lige igennem en enorm vandpyt. Og gæt så hvor vandet sprøjtede hen.
Udover mig. På mit ansigt, mit hår, min jakke, mine ben og sko. Jeg nåede idet mindste at undvige med min taske, da jeg spredte armene ud.
Jeg var ved at skrige, men i stedet for spyttede jeg hurtigt det vand ud, som jeg havde fået i munden. 
"Fucking lort!" sagde jeg højt, vendte mig om og fortsatte ind mod lejlighedernes bygning. Den samme dørmand, som havde taget imod mig første dag stod med et grin på læberne. 
"Hvad griner du af?!" hvæsede jeg og gik ind ad døren, som han åbnede for mig. Det ulækre vand dryppede ned ad mig. Især mit hår. Og mine sko gnavede. Pis og lort!!!
Jeg gik rasende hen til elevatoren og trykkede hysterisk på knappen. Da den endelig kom trampede jeg ind i den og vendte mig om mod væggen, som jeg lænede mig opgivende op ad, imens jeg sukkede. Lige nu hadede jeg virkelig London. Jeg ville bare hjem. 
Jeg undrede mig lidt over, at elevatoren ikke var sat i gang. Men jeg orkere ikke at tjekke hvorfor. 
"Er det ikke Tiffany?" kunne jeg svagt høre ude fra lobbyen af. Og jeg tror ikke, at jeg tog fejl af, hvem det var.
"Jo, kom."
Kill me. Helt seriøst.
Jeg rettede mig lidt op og lod som om jeg stod og læste noget. 
"Hey, Tiffany," sagde en stemme pludselig bag mig. Jeg overvejede at vende mig om, men de skulle ikke se mig sådan her.
"Hvad laver du?" 
Det var vist Harry, der spurgte.
"Læser..." svarede jeg dumt, og kunne mærke elevatoren sætte i gang. Der var lidt stilhed. Der opdagede jeg så, at jeg havde sagt, at jeg stod og læste en blank væg. Ej, hvor er det typisk. Kunne de ikke bare smutte??
"Nå, hvordan går det så?" spurgte Louis, nok for at få sat en samtale i gang. Jeg sukkede højlydt og vendte mig om, så de kunne se mig. De gispede nærmest på en gang og fik store øjne. Jeg måtte virkelig se slem ud. Hvad jeg dog blev glad for, var at det kun var Harry og Louis, der var der.
"Vil du vide, hvordan det går? Okay. Jeg har været henne på den skole, som jeg skulle starte på i dag. Det gik fint. Så skulle jeg hjem. Der begyndte det at regne. Og jeg havde glattet hår i morges! Nå, men så begyndte det også at tordne. Og regnen blev meget værre. Det var bare så forfærdeligt. Så fik jeg idet mindste købt en paraply, men så skulle jeg over den forbandede vej for at komme herhen. Og der... kørte en bil direkte igennem en vandpyt, som sprøjtede på mig. Og så kom i. Og det her er totalt ydmygende."
Jeg opdagede, at jeg stod og råbte af dem begge. De stod bare og kiggede overraskende på mig.
"Okay," startede Harry ud. Han sank en lille klump.
"Det var meget på en gang.." fortsatte han. Jeg sukkede og kiggede ned i gulvet.
Måske skulle jeg sige u-ordet. Ej, det gik ikke.
"Du spurgte, jeg svarede," sagde jeg i stedet og kiggede op på ham. Han nikkede.
"Det har du så ret i..." 
Jeg smilede lidt.
"Har du så bare fri nu?" spurgte Louis. Jeg nikkede.
"Heldigvis....."
Han smilede, da elevatoren stoppede. Mit blik røg op på etage nummeret. Der stod 9. Så havde de nok trykket for mig. 
"Nå, men vi ses," sagde jeg og begyndte at gå hen mod dørene. De nikkede begge smilende. Jeg smuttede ud ad døren og skulle til at gå, men vendte mig hurtigt om og stak hovedet ind ad dørene igen.
"Jeg ville blive meget taknemmelig, hvis i lod være med at sige noget om dette til Zayn," sagde jeg dumt. De grinede lidt.
"Bare rolig. Vi holder det for os selv." 
Jeg smilede.
"Tak."
Hurtigt vendte jeg mig om og gik hen mod døren til den lige nu bedste lejlighed i verdenen. Jeg fandt nøglen i min taske og låste op. Derefter gik jeg ind og smed for første gang min taske på gulvet og tog mine stilletter af. De var helt ulækre nede i. Og mine tæer var helt våde, og der var små sten på. Føj. Jeg tog langsomt min jakke af og hang den op over en radiator, selvom den nu skulle vaskes. Men det måtte Megan gøre, sådan noget havde jeg ikke forstand på. Jeg gik ud på badeværelset og så mig selv i spejlet, så jeg næsten fl et chok. Jeg lignede virkelig et rumvæsen. Makeupopen hang ned ad mine kinder, mit hår var totalt filtret, der lå sand i min hovedbund, mine kinder var helt røde. Åh gud. Jeg har aldrig set så slem ud før. Det her var virkelig en af mine livs værste oplevelser!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...