Moment - One Direction

Tiffany Hamilton er en den snobbede diva fra Los Angeles. Hun er datter af Bill Hamilton, den rige hotelejer, hvilket gør hende forkælet. Men da hendes far får nok af, at hun opfører sig som en stjerne, sender han hende til London, over til hendes veninde, Megan, hvor hun skal bo i fem måneder. Tiffany vil bestemt ikke til London, da hun mener, at det er en øde landsby, som ikke lever op til hendes krav overhovedet, men da hun er stucked i en elevator med en ukendt dreng ved navn Zayn, ændres hele hendes mening.

711Likes
629Kommentarer
107740Visninger
AA

2. 1

Fuck, det var kedelig vejr her i London. Også selvom jeg kun gik igennem en lufthavnen, der var overbemandet af andre mennesker, der enten var ankommet til England eller skulle ud og rejse. Folk, der endda skulle til Nord Amerika, hvor jeg havde havde været for ti timer siden. Men nu var jeg så i England, Heathrow lufthavn. Rettere sagt, 24 km fra London. Der hvor jeg skulle hen og bo hos en veninde, skulle starte på en designerskole og møde en masse nye mennesker. Ikke fordi jeg havde lyst, for det havde jeg virkelig ikke, men fordi min far havde tvunget mig herhen. Han mente, at jeg kun havde penge i hovedet. Så derfor sendte han mig London. Og så selvom jeg havde protesteret, grædt og skreget. Men jeg havde nu ikke forstået, hvad der var galt med, at jeg brugte penge? Jeg havde jo nok til at leve i luksus. Eller, min far havde. Jeg lånte bare hans kreditkort. Han var en af Nord Amerikas mest berømte hotelejere, og havde flere kæder derhenne og i udlandet, derfor havde han enormt mange millioner på kontoen, og jeg havde da ikke noget imod at bruge dem. Tøj, tasker, sko, smykker, det var alt!

Jeg kiggede mig omkring i gaten og opdagede, at folk stirrede på mig. Nok fordi, at jeg var iført i en mini nederdel fra Hamish Morrow Melton, en stumpebluse designet af Chanel, en cowboyjakke fra efterårskollektionen af Dior og til sidst, et par tårnhøje stilletter af Alexander McQeen, og at det var koldt udenfor. Alt for koldt. Solen skinnede næsten hele tiden i Los Angeles, så det var bare surt.

Jeg ignorerede elevatorblikkene og svingede selvsikkert min nyeste Louis Vuitton taske elegant frem og tilbage i takt med min gang.

Gad vide, hvor jeg egentlig skulle hen? Jeg havde aldrig været i denne her lufthavn på egen hånd, og hvis jeg havde været her, var jeg blevet hentet i en limousine ude på flypladserne. Men her skulle jeg altså klare mig selv. Jeg kiggede desperat rundt i den store sal, hvor folk blev genforenet med familie og venner, for at finde min limousinechauffør. Han skulle vist stå med og holde en seddel op, hvorpå der stod mit navn. Mit blik færdes rundt, men jeg så kun fremmede folk, som nok kom fra alle verdensdele af. Jeg begyndte at gå i håb om, at jeg fik øje på min chauffør, men det lykkedes ikke rigtig, og jeg stod nok som en idiot og gloede rundt i lufthavnen. Undrende blikke mødte mine paniske øjne, da jeg hørte en stemme kalde:

"Miss Hamilton!"

Jeg kiggede lettet hen på en mand, som vist nok lignede en chauffør. Han havde i hvert fald uniformen på. Men det var ham. Det kunne jeg se. For bag ham, stod to mænd med hver deres vogn, hvor mine otte kufferter lå på. Mine elskede Louis Vuitton kufferter. Jeg gik uden besvær hen til ham med et værdifuldt ansigtsudtryk i hovedet.

"Det var noget på tide," sagde jeg kort og begyndte at gå. Som en leder, gik jeg bare. Dog var chaufføren kommet op foran mig for at vise vej. Men jeg følte mig stadigvæk som en stjerne, da jeg gik her. Folk kiggede på mig, fyre blinkede, piger så misundeligt på mig. Standard.

Vi kom ud til limousinen, og jeg satte mig ind og sukkede. At bedømme ud fra, hvordan der så ud fra vinduet af, var jeg havnet det helt forkerte sted.

Limousinen satte i gang, og jeg gik i gang med at sms'e. Sms'e til mine venner, min far og en enkelt en til min mor. Mine forældre var skilt, så det var ligesom en tvang, at jeg skulle gøre det.

Jeg lagde min iPhone fra mig og kiggede lidt ud af vinduet. Vi var kommet en smule længere ind mod byen. Der var i hvert fald flere mennesker, biler og butikker. Men de butikker så virkelig kedelige ud. Slet ikke noget sammenlignet med dem derhjemme. Tænk, at jeg skal leve med dem i fem måneder.

Et opgivende udtryk ramte mit ansigt, da limousinen pludselig stoppede hårdt op, og jeg røg helt frem i sædet.

Jeg var ved at råbe af chaufføren, men lod være. Det ville bare være dumt.

Tyve minutter efter begyndte det at ligne noget. Der rendte mennesker overalt, var ret mange taxaer, og så var der designerbutikker – dog stadigvæk intet i forhold til Los Angeles, men det var vel bedre end ingenting.

"Om 5 minutter," sagde chaufføren til mig i en lille mikrofon. Jeg sagde intet, men kiggede bare ud ad vinduet. Det så koldt ud. Himlen var grå og overskyet. Ikke en gang en lille snert af solen stod på den. Trist.

Da limousinen stoppede, spændte jeg min sele op og ventede på, at chaufføren åbnede min dør, hvilket han var 20 sekunder om. Langsomme. Jeg gik ud i den kolde luft og rettede hurtigt på mit tøj, imens jeg kiggede på de to piccoloer, der var i gang med at læsse mine kufferter på deres vogne. Mit hår blæste rundt, og jeg følte mig nærmest overvældet af blæst. Åh gud.

Jeg vendte mig om og så, at en vagt stod og ventede på, at jeg gik indenfor i den store bygning, der så ret fornem ud. Megan havde nu også sagt, at det var en fed og dyr lejlighed, som hun boede i, og at jeg nok skulle få det godt. Jeg begyndte at gå indenfor og trådte ind på et stort brunt tæppe, der lå i den flotte lobby. Okay, det her var fedt. Det gik i hvert fald an. Hele lobbyen skinnede og så ret flot ud. Så var jeg idet mindste ikke i tvivl om, at Megan boede et godt sted. Jeg gik hen til receptionen, og med det samme kom en receptionist, der havde et ulækkert smil på læben. Ad.

"Velkommen til Chelsea, miss. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" spurgte han høfligt. Jeg tyggede lidt på mit tyggegummi og gjorde mig klar til at sige mit navn.

"Tiffany Hamilton," svarede jeg kort. Han nikkede og tastede et eller andet ind på hans computer.

"Ja, jeg har en meddelelse til Dem fra Megan Crost. Hun har skrevet, at hun først kommer hjem i nat, så du må finde dig til rette selv."

Fedt. Så var hun væk på min første dag. Great. Men så kunne jeg da bruge dagen på at pakke ud.

"Kan jeg så få nøglen?" sagde jeg og kiggede dumt på ham.

"Jeg skal bede om noget legitimation."

Undskyld mig, hvad? Legitimation? Troede han ikke, at det var mig eller hvad?!

Jeg sukkede højlydt og fandt irriteret mit sygesikringskort i min taske, som jeg rakte ham. Han nåede ikke at se det i mere end 2 sekunder, da jeg rev til til mig igen. Et lille smil formede sig på hans læber. Morede det ham, at set mig sådan? Spasser.

Han rakte pludseligt en nøgle frem mod mig, som jeg rev ud ad hånden på ham, selvom den faktisk så ret klam ud. Den var garanteret brandfyldt med bakterier.

"Her. 9. etage, nr. 36."

Jeg sagde ikke mere, før jeg havde vendt mig om og fortsatte hen mod en elevator, hvori der allerede stod en mand inde. Han havde læsset alle mine kufferter derind og havde vist lige taget dem ned ad sin vogn. Forventede han, at jeg selv skulle slæbe dem ind i lejligheden?! Hvad helvede er det her for en ringe service?

Han gik ud fra elevatoren, og jeg stillede mig derind og lænede mig lidt op ad væggen, så jeg kunne kigge ud ad døren. Min iPhones sms-tone lød pludseligt fra min taske af, så jeg tog den hurtigt op og så, hvem der havde skrevet. Inden jeg begyndte at skrive, så jeg kort op og lagde mærke til, at elevatorens døre var i gang med at lukke.

"Hey, stop den lige!" lød en stemme ude fra en dreng, der kom løbende hen mod elevatoren. Han var virkelig grim. Så nej tak. Og desuden skulle mine stilletter ikke i klemme i en ulækker dør!

Jeg kiggede provokerende ned på min iPhones skærm igen og begyndte at skrive, da der pludseligt lød skridt foran mig. Ej, så nåede han det.

"Tak for hjælpen," sagde han ironisk. Jeg kiggede op og rømmede mig over, at jeg kaldte ham grim før, for det var han ikke. Han var tværtimod virkelig flot. Hans mørke hår stod pænt til hans brune hud, og så havde han et flot markeret ansigt. Jeg fjernede mit blik, da jeg ikke skulle stirre. Og desuden lød han ikke specielt sød. Hans kommentar lige før. Den var virkelig flabet og irriterende at høre på!

Selvom jeg ikke stirrede på ham, smugkiggede jeg lidt på ham og lagde mærke til, at han stod og gloede lidt på mig og så ned på mine kufferter.

Jeg begyndte at sms'e igen og var fordybet i min iPhone, da elevatoren pludseligt gav et ordentligt bump. What the..?

Jeg kiggede panisk hen på ham drengen, der stod i den anden side og mødte hans blik, lige som lyset gik ud i elevatoren. Hvad helvede???

"Okay, hvad sker der?" kunne jeg høre mig selv sige bange, selvom jeg godt kunne se lidt, da min iPhone lyste op.

"Det ved jeg ikke," svarede han og gik, tror jeg. Måske hen til knapperne på elevatoren. Jeg tror, at han begyndte at trykke på nogle knapper, men der skete ikke rigtig noget. Jo, lyset kom igen. Men det var vist et nødlys. Ej, det sker bare ikke det her.....

Jeg kiggede hen på drengen, der stod og holdte alarmknappen inde for at få svar af en eller anden.

"Hallo?" sagde han ind i mikrofonen, men der var intet svar. Det er fandeme løgn.

"Hallo?" blev han ved. Jeg sukkede og var ved at banke hovedet ind i siden. Det var da en fed start i London. Det må jeg sige.

"Er der nogen?"

Tænk hvis de aldrig svarer. Så skal jeg dø herinde. Hvad så med verdenen udenfor? Den nye mode, de nye parfumer, alle modeshows og gallaaftener som jeg bør deltage i. Åh gud, hvis jeg ikke kan gå i bad?! Verdens undergang. Og hvad med mad? Jeg kiggede på ham drengen og så på ham med et panisk blik.

"Vi skal dø! Og hvis vi aldrig kommer ud, skal du dø først. For du er ældst. Og du er fattig. Og så må jeg spise dig, så jeg kan overleve. D..."

Jeg talte fuldstændig i vildelse og begyndte at gå tilbage, da ham drengen gik tættere på mig.

"Slap af," sagde han roligt. Jeg rystede fast på hovedet og blev en smule svimmel.

"Hvordan skal jeg kunne slappe af, når jeg er ved at dø. Vi kommer til at dø af iltmangel, og s..."

Mere nåede jeg ikke at sige, før jeg snublede over min kuffert og var ved at falde, men et par arme greb mig hurtigt, og jeg var redet. Jeg åbnede mine øjne og mødte hurtigt drengens blik. Han havde nogle flotte brune øjne.

Jeg kunne mærke hans hånd, der lå næsten nede ved min røv, hvilket generede mig.

"Lad være med at røre mig!" sagde jeg hårdt. Han så overrasket på mig, men jeg rev mig bare væk fra ham. Nu skulle mit tøj også vaskes...

Drengen stirrede lidt på mig, da en stemme fra højtaleren afløste det:

"Elevator nummer 6, vi prøver at få problemet løst. Jeg er bange for, at der kan gå nogle minutter eller timer. Vi er nødt til at koble systemet af elevatoren, for at få jer ned."

What? Var det virkelig det eneste, de kunne sige? Omg. Hvor er det dog jeg er havnet på jordkloden?

Jeg satte mig opgivende ned ad væggen og kiggede rundt i elevatoren. Mine kufferter stod og fyldte over halvdelen af den. Og så havde jeg selv taget en lille plads. Og den anden halvdel havde drengen så.

Jeg opdagede, at han kiggede på mig, så jeg tog bare hurtigt min iPhone frem igen og så, hvad der stod. Intet signal. Ej, det kan virkelig ikke passe! Jeg havde lyst til at skrige og hamre min iPhone ind i væggen, da den garanteret bare ville smadre. Og det var det for værdifuld til!

En lyd afbrød min tankegang, og jeg så hen på fyren. Han fik lavet en eller andet underlig lyd, da han gled ned langs elevatorvæggen eller hvad den nu hed. Jeg kiggede hurtigt på hans tøj. Det tog mig ikke lang tid at finde ud af, at han havde et på Levi's jeans på. Og så havde han en hvid t-shirt på indenunder en sort læderjakke, der stod godt til hans ansigt. Da han så op på mig, så jeg hurtigt væk. Der var en irriterende stilhed. Jeg var vant til at snakke virkelig meget, men det kunne jeg ligesom ikke. Jeg kunne ikke en gang ringe til nogen.

Jeg fortsatte i smug med at sende ham drengen nogle blikke, da hans blik pludselig mødte mit. Jeg var ved at fjerne det, da hans mund åbnede sig:

"Jeg hedder for resten Zayn," begyndte han og sendte mig et svagt smil. Og det skulle jeg vide fordi?

"Ligner jeg en, der bør vide det?" svarede jeg flabet og kiggede væk. Jeg kunne høre, at han begyndte at fnise lidt. Mit blik faldt hurtigt hen på ham, men han kiggede ikke på mig mere. Igen gav jeg ham elevatorblikket. Jeg stoppede og lavede enorme øjne, da jeg lagde mærke til, at han havde et Rolex-ur på. Det nyeste, der ikke en gang var i butikkerne! Du skulle næsten være kendt for at få et.

Jeg kunne ikke styre mig, men forhåbentlig så jeg ham ikke igen: Jeg kravlede på alle fire hen til ham med hans blik hvilende på mig og et mærkeligt ansigtsudtryk. Men jeg var ligeglad. Jeg måtte se det!

Jeg greb fat i hans arm og rev hans arm op til mig.

"Dit ur! Det er Rolex!" hvinede jeg så på det, som om det var hele mit liv – men det var altså også et Rolex-ur! Og det kostede bare over 100.000 dollars at få fat på – når det først var kommet ud i butikkerne.

Men min begejstring blev lidt ødelagt, da den såkaldte Zayn bare svarede:

"Og?"

Det var fandeme ikke bare 'og'!

"Det er ikke bare 'og'! Hvor har du fået fra?!"

Spørgsmålet væltede ud ad min mund, men han forstod det vist godt.

"Tja, det lå på mit skrivebord, så jeg tog det bare på..."

Jeg lavede store øjne.

Var han tyv eller sådan noget? Eller var hans familie kendt? Måske var han designer..? Jeg vidste det egentlig ikke, og jeg havde heller ikke tænkt mig at spørge.

Jeg vendte skuden om igen og begyndte at kravle tilbage, da jeg kom i tanke om, at jeg havde en lille nederdel på.

"Nice ass."

What the hell?!

Så jeg flashede sandsynligvis røv lige nu. Flot.

Jeg ignorerede kommentaren, da min bagdel landede på det ubekvemte gulv, og jeg lænede mig endnu en gang op ad elevatorvæggen. Den var kold. Sjovt nok fordi den var af stål.

Jeg så ned på mit armbånd, der hang på mit håndled. Det var et guldarmbånd, der var pyntet med små vedhæng fra alle de steder, min far havde været. Det betød næsten alt for mig.

"Hvad hedder du?" spurgte drengen, Zayn, lidt efter. Jeg så hen på ham med et snobbet blik. Det sædvanlige mig-face.

"Tiffany."

Han nikkede.

"Er du amerikaner?" sagde han og så på min bagage.

"Tsk. Hvad tror du selv??" svarede jeg kort. Han nikkede lidt.

Tænk, at han spurgte om det. Enhver idiot kunne vel regne ud, at jeg var amerikaner. Jeg talte ligesom ikke som en spasser ligesom englænderne. Deres accent. Den var virkelig weird.

"Og hvad laver du her i London?" fortsatte han. Jeg så lidt på ham, men begyndte så at fortælle:

"Min far har sendt mig hertil, fordi at jeg er lidt for... forkælet. Så jeg skal begynde på designerskolen her og bo her i 5 måneder."

"Fedt," svarede han begejstret, hvorefter jeg rystede stramt på hovedet.

"Overhovedet ikke!"

Han så undrende på mig.

"Hvorfor ikke?" Jeg gloede olmt på ham.

"London er not, Los Angeles er hot."

Jeg blev lidt stolt af mit rim.

Han kiggede lidt underligt på mig, men jeg kunne fornemme et lille smil på hans læber.

"Du kommer til at blive vild med London," sagde han til mig. Jeg rystede endnu en gang på hovedet.

"Det tror jeg nu ikke lige.."

"Og hvorfor så ikke?"

Alle de spørgsmål.

"Der er for for mange grimme mennesker," svarede jeg kort. Han så med løftet øjenbryn på mig, men sagde ikke noget.

"Mine sko er dyrere end alle folks ansigter her, tilsammen" fortsatte jeg. Han begyndte at hoste, selvom det dog lød lidt som et grin. Han syntes åbenbart, at det var morsomt.

"Så må dine sko godt nok være dyre," svarede han med et grin. Jeg gloede dumt på ham.

"Det er Alexander McQueen, hvad tror du selv?" sagde jeg seriøst. Han nikkede kort, men havde stadigvæk bare det smil klasket op på fjæset. Jeg rystede på hovedet, da elevatoren pludselig gav et ordentligt ryk. Jeg blev en smule forskrækket, men lettet da den begyndte køre. Yes.

"Hvor skal du af?" spurgte Zayn mig. Jeg så på ham og rejste mig op, hvorefter jeg hurtigt rettede på min nederdel, så han ikke så på min røv igen.

"9. etage," svarede jeg og begyndte at fumle mine ting sammen. Elevatoren stoppede, og dørene åbnede til en flot gang, der var belagt med et rødt gulvtæppe og fortsatte i derudad.

"Skal jeg hjælpe dig med dem der?"

Zayn hentydede til mine kufferter.

Jeg nikkede ivrigt. Så slap jeg da for det.

Han begyndte at tage mine kufferter ud fra døren, imens jeg så lidt til. Problemet var bare, at han ikke var særlig sød ved dem... Han kørte dem ind i hinanden, og jeg kunne nærmest høre den der lyd, når de skar hinanden og råbte av. Det gjorde ondt. Inderst inde var jeg ved at skrige og tude.

"Så," sagde han til sidst. Jeg mødte hans blik og gik så ud ad elevatoren med min håndtaske på armen.

"Tak," mumlede jeg. Jeg hadede virkelig det ord.

"Selv tak. Vi ses, Tiffany."

Mere nåede jeg ikke at sige, før elevatoren havde lukket sig og forsvandt. Jeg sukkede og vendte mig om, hvorefter jeg tog mine første to kufferter og begyndte at gå. Jeg gik fem meter, stillede mine kufferter, gik tilbage og tog mine næste to. Og sådan fortsatte det, til jeg var nået døren til lejligheden. Forsigtigt satte jeg nøglen i nøglehullet og låste op, og så åbnede jeg døren. Jeg åbnede op for et lækkert syn med en enormt fed udsigt udover Chelsea, som det vist nok hed. Jeg fik slæbt mine kufferter ind i lejligheden og kiggede rundt. Her var ret fedt, egentlig – ligesom Megan sagde. Her var ret stilet og lyst. Møblerne var moderne. Jeg kom ud til køkkenet og så, at der lå en seddel på køkkenbordet.

#Hey smukke! Velkommen til! Jeg er desværre ikke hjemme i dag, men jeg kommer hjem i nat. Dit værelse er det, hvor der er en sort dør... Kan ikke svare på mobil, den er slukket. See ya!#

Jeg smilede lidt og lagde nøglen til lejligheden på bordet, hvorefter jeg gik ud i gangen igen. Jeg tog mine sko og min cowboyjakke af, dernæst gik jeg ind på en gang, hvor der var fire døre. Med det samme fik jeg øje på den sorte dør – det måtte være mit værelse. Jeg gik hen og åbnede den og fik en pænt værelse at se. Der stod en stor dobbeltseng, et langt klædeskab, der gik langs hen ad væggen, et stort fjernsyn, et natbord og en reol. Og så var der heldigvis et enormt spejl. Godt, så var jeg da redet. I stedet for at tjekke resten af lejligheden, smed jeg mig direkte på min seng og sukkede. Årh, den var god at ligge i!

Første dag i London, og jeg er allerede fuldstændig udmattet!

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...