Invisible

Har du prøvet at være usynlig? Hvor folk ikke kender dig, som du er?

9Likes
11Kommentarer
1445Visninger

4. 4

Jeg gik rundt uden nogen retning eller forstand resten af dagen. Jonas havde ikke banket på, eller ringet mig op endnu. Så jeg forsøgte at samle mig selv. Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg havde det sådan. Han var jo bare endnu en fyr, endnu en playboy. Men jeg kunne mærke der var noget anderledes. Noget jeg ikke burde reagere på, da han var chefens søn. Og chancen for at han havde et ligeså stort problem som mig, var minimal. Jeg havde brugt de sidste 2 timer af dagen på at kigge uafbrudt på mit vægur. Jeg kunne ikke vente til at klokken blev 16, så jeg kunne komme hjem. Men min ro blev afbrudt af Jonas. Selvfølgelig. 

"Må jeg komme ind?"

Spurgte han mig, mens han åbnede døren og trådte ind. Jeg fnøs af hans spørgsmål, for det havde kun været retorisk nu hvor han bare gik ind uden mit svar. Men valgte at nikke, så han kunne få min godkendelse, selvom han bare var gået ind. Jeg kiggede på ham, og så noget i øjnene på ham. Var det nervøsitet? Han skiftede vægten på hans ben før han mumlede noget jeg ikke kunne høre.

"Hvad?"

Spurgte jeg ham, han kiggede igen på mig og sagde så lidt højere

"Tak for hjælpen idag, og håber ikke du fik et dårligt indtryk af mig"

Jeg smilede bare. Han gav mig et blidt smile tilbage der tog vejret fra mig. Han så mere ægte ud nu, end han gjorde før. Synet fik mit hjerte til at banke hurtigere og jeg fik en pludselig trang til at kysse ham. Jeg rystede svagt på hovedet, og sagde så

"Nej overhovedet ikke. Gamle vaner er svære at slå ihjel"

Han grinede svagt og nikkede. Han kiggede ned i gulvet, men jeg så endnu et udtryk flyve hen over hans ansigt. Det lignede skam, var det skam over at det ikke var gamle vaner? Men nåede ikke at spørge, da han næsten løb ud af mit kontor med noget der lød som

"Vi ses imorgen"

Jeg sad forvirret tilbage, og kunne hverken finde hoved eller hale i hvad der lige var sket. Men lod det være. Næste dag var jeg igen kommet ind på kontoret tidligt som jeg plejede. Jeg plejede altid at være den første, derfor forskrækkede det mig, da jeg så en sidde inde på chefens kontor. Jeg næsten løb derind, men stoppede brat op, da han vendte sig om i stolen. Det var Jonas. Han så mit forvirret udtryk, og grinede svagt. Før han forklarede.

"Jeg nyder stilheden her på kontoret inden arbejde. Jeg fik stress af alle de mennesker igår. Jeg håber ikke jeg forskrækkede dig?"

Han sendte mig et blændende smil, som gjorde mine knæ bløde, jeg måtte mentalt sparke mig selv, før jeg svarede med en mere ro.

"Nej overhovedet ikke, og der er dejligt her før arbejde."

Han nikkede og lavede en armbevægelse, for at fortælle jeg var velkommen til at sætte mig. Jeg smilede bare og trak en stol ud. Det var ikke ofte jeg brugt mere end 5 min på chefens kontor. Som mindede mig om at han også skulle have sit eget kontor. Jeg vidste hans far ikke dukkede op før ved en 9 tiden. Så der var en times tid tilbage i en komfortabel stilhed. Jonas var den første der brød den.

"Så Line.."

Jeg vrængede af navnet, jeg kunne næsten ikke få mig til at rette ham, for har haft et andet navn længe, men jeg opdagede for sent at han havde opdaget mit ansigts udtryk.

"Hvad er der galt?"

Jeg kiggede op på ham, han burde få sandheden af vide. Så jeg trak vejret dybt og sagde så

"Jeg hedder ikke Line" Forvirringen var tydelig i hans ansigt. "Din far har ikke opfanget det endnu, og jeg har droppet at rette på ham. Jeg hedder Ashley."

Han kiggede på mig med store øjne, før han lod informationen glide ind. Så grinede han. Højt. Det var en smittende latter, som jeg ikke kunne undgå at beundre. Shit. Jeg var allerede begyndt at blive svag overfor ham!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...