This Is Who I Am - 2 One Direction

Alice og Louis er forlovede og alt ser fantastisk ud. For Ashley og Niall ser det hele anderledes ud. Ashley er gravid og beslutter at beholde barnet, selvom hun kun er 17.
Da pigerne fylder 18 er Ashley en måned inde i graviditeten, men har stadig ikek sagt det til andre end Niall. Hvordan mon verden reagere når de finder ud af at Niall skal være far?
Hvordan mon alle Louis fans reagere når de finder ud af at han har valgt Alice frem for dem?

34Likes
66Kommentarer
6718Visninger
AA

16. Ashley - Skyldfølelse

Den plaskende lyd blev ved og ved som om noget torturerede replay knappen. Min krop var stivnet midt på broen og lige meget hvor højt jeg ønskede at løbe hen til kanten og råbe, skrige, se eller bare lytte, flyttede mine ben sig ikke det mindste, men det gjorde mine øjne tilgengæld. De piskede rundt og søgte efter tegn på Louis var kommet op med hende igen. Der var intet at se, kun det samme, skræmmende, mørke. Pludselig lød en masse andre lyde og nogle hårde trampende skridt kom mig i møde. Der kunne jeg ikke mere og lod mine ben falde sammen under mig så jeg landte på asfalten. Alice. Min søster. Alice. Hun var hoppet. Hun havde opgivet, sagt slut, men uden at bare sige et eneste farvel til os andre. Pludselig var det ikke den lammende rædsel der fyldte mig, men i stedet en brusende vrede. Hvorfor gjorde hun det mod Louis? Mod Harry?... Mod mig?

Nogle hænder lukkede sig om mine overarme og hev mig op at stå. Jeg stirrede tomt ind i de smukke blå øjne, det gik op for mig jeg faktisk savnede dem, men lige nu var de ikke kærlige og varme som jeg mest af alt længdes efter, men i stedet var de skræmte og opspilede. Hans øjne var en genspejling af mine følelser og det skræmte mig. Hvis Alice var død... så måtte det jo være min skyld! Det var mig der ikke havde været sammen med hende, men bare været sammen med Jessica. Måske var det fordi Alice ikke var det samme sted i livet som jeg var og Jessica forstod mig i det jeg sagde og gjorde. Alt det vare bare ligemeget nu, for Alice ville ikke længere være der til at fortælle mig at alt nok skulle gå, det burde være mig der lige nu var der nede med et reb om foden. Ikke Alice... Hun var bare så følsom og det vidste jeg jo godt, hvorfor var jeg så dum? Hvorfor havde jeg ikke sagt ja til at være sammen med hende? Hvorfor fanden gjorde jeg som jeg gjorde?

Fortvivlede klynk slap over mine læber da Niall hev mig over mod kanten. Jeg var ikke sikker på at jeg ville se det. Min hjerne gik totalt amok med en masse blodige scener og skræmmede tomme øjne der stirrede på mig, men inderst inde vidste jeg jo godt at det ikke var sådan de ville se ud. Der ville bare ligge en livløs Alice i en sprællende og grædende Louis arme. Mit hjerte satte farten en tak op da jeg så Jessica, Rose og Harry stirrede ned i det mørke vand under broen. Det her tydede ikke godt og automatisk satte jeg hælende i jorden og kæmpede blidt mod Nialls arme der trak mig mod vandet. Jeg ville helt klart ikke se det! Jeg ville ikke se min søster, død, og vide at det var min skyld. Niall lod mig ikke slippe, men strammede bare sit greb en smule og hev mig nærmere. Et forvildet gisp gled over mine bævrende læber da jeg så hende ligge der. Hun lå som jeg havde forudset, helt bleg og stille i Louis arme. Han havde store runde øjne og stirrede på hende, mens han hev hende ind mod bredden. Et eneste forståeligt råb gled gennem luften og ramte mig lige i ansigtet "Ring til en ambulance"

Over alt omkring mig lød råb, skrig og mande stemmer der kommanderede mig i forskellige retninger. Mit hoved var proppet ti randen med frygt for hvad der skulle ske, men noget jeg ikke havde regnet med var at Alice rent faktisk trak vejret! Det var selvfølgelig en kæmpe lettelse, men den chokerede mig også lidt, der var jo gået nogle minutter før Louis var nået hen ti hende og sprunget i. I følge lægerne var hun meget heldig, hvilket hun sikkert ikke selv ville sige på den måde, men det var ikke det der betød noget. Det eneste der betød noget var hun levede og havde ret gode chancer for ikke at få nogle bivirkninger. Nu kunne vi bare håbe.

"Hvad?" hviskede jeg og knugede Nialls hånd i min. Lægen gik bare videre og kastede endnu en besked over skulderen "Du må først besøge hende i morgen" Gentog han. Jeg vendte mig om og hulkede i Nialls bryst. Han lagde beskyttende armene om mig. "Hun overlever" hviskede han trøstende. Jeg kiggede op på ham med tårer glidende ned af mine kinder "Tror du?" spurgte jeg stille. Han nikkede "Hun er stærk, men hun har virkelig såret Louis. Dybt" han mumlede det sidste så lavt at jeg næsten ikke kunne høre det.

Vi gik hjem og det første jeg gjorde var at gå ind på mit værelse og syne sammen på gulvet. Alt virkede mørkt og tågen omkring mig, men jeg ville heller ikke opfange noget af det, mest af alt ville jeg bare drikke mig fuld, men det var vidst ikke godt for barnet... Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, fik jeg øje på det. Helt hvidt lå det på min seng og nærmest skreg efter mig. Jeg rejste mig med langsomme bevægelser og rakte ud efter det. Mine fingre ramte papiret og et stød skød gennem mig. Med små klodsede bogstaver stod mit navn; Ashley Leonora Hope Styles. Mit navn gav ingen mening og passede heller ikke sammen når man sagde det. Jeg løftede det op og foldede det ud. Min øjne fløj over papiret og satte de små bogstaver sammen i ord der dannede de korte hjerteskærende sætninger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...