My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46836Visninger
AA

37. Se det i øjnene!

               ”Jonghyun…” mumlede jeg lavt og omfavnede hunden, som sendte mig triste hundeøjne. Forbandelsen var rigtig nok. Jonghyun var ikke længere et menneske, men nu en hund! Jeg brød mig ikke om det. Nu kunne jeg jo ikke være hans… Kæreste. Nu ville jeg være hans ejer, og han ville være mit kæledyr.

               Jeg ville være hans kæreste… Men nu var det umuligt.

               ”Undskyld jeg tvivlede, Jjongie…” snøftede jeg svagt, imens jeg græd ned i Jonghyuns tykke pels. Der var ingen vej tilbage nu.

               På den anden side, så var der en fordel ved, at have en hund, i forhold til en kæreste. Kærester kan man stoppe med at elske, men kæledyr kan man ikke bare forlade på samme måde. Dem vil man blive hos, indtil døden skiller.

               Jonghyun ville også stå og vente på mig hver dag, når jeg kommer hjem fra min uddannelse, nu hvor jeg kun havde ét år tilbage af den, og så var jeg endeligt færdiguddannet.

               ”Jonghyun, lige meget hvad… Så vil jeg stadig elske dig, ikke?” sagde jeg da mine øjne mødte hans. Jeg kunne se, hvordan hans hale begyndte at logre da jeg sagde det. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

               ”Troede du virkelig, at jeg ikke ville elske dig mere? Bare fordi du blev til en hund? Pabo,” grinede jeg og aede hans hoved.

               ”Vruf~!” sagde han. Jeg rakte bare tunge til ham og krammede ham igen.

               ”Du vil altid være min elskede yeobo, lige meget om du er menneske eller hund,” hviskede jeg og fældede en enkelt tåre. Lige meget hvad, så ville jeg altid elske ham.

 

               ”Jjongie! Jeg tager af sted nu!” kaldte jeg, nogle dage efter, da jeg var på vej ud af døren. Min første uddannelsesdag efter jeg havde haft ferie. Jonghyun gøede da han kom løbende for at sige farvel. Han fik et lille kram, men peb da jeg forlod ham.

               Jeg kunne næsten ikke nænne det, men jeg havde intet valg. Jeg skulle jo af sted, og kunne ikke tage ham med mig. Folk ville kigge lidt, hvis jeg kom gående med en stor, brun husky.

               Jeg tog mig sammen, og lukkede døren før Jonghyun kunne nå at følge med. Jeg lukkede mine ører til, så jeg ikke kunne høre hans gøen. Jeg havde prøvet det før, da han var en lille dreng, og det gjorde mindst lige så ondt.

               ”Annyeong Key hyung!” sagde Taemin med et stort smil, da han kom løbende hen til mig, med sin taske over skulderen.

               ”Annyeong Taemin-ah,” smilede jeg svagt, uden rent faktisk at se på ham. Mit blik var rettet mod jorden, jeg kunne ikke lade være med at tænke på Jonghyun. Jeg kunne ikke vænne mig til, at han nu var et dyr, og ikke et menneske.

               ”Hvad er der galt, hyung?” spurgte Taemin og sendte mig sine uskyldige, nuttede øjne, som man ikke kunne modstå. Præcist ligesom Jonghyuns hundeøjne.

               ”Ikke noget, Minnie,” løj jeg og smilede helt svagt til ham.

               ”Ikke noget? Virkelig? Det ser ikke sådan ud,” nynnede han og gik helt hen til mig. Jeg sukkede opgivende og rystede på hovedet. Jeg kunne ikke fortælle det til nogen, måske kun Rin, da hun nok allerede godt havde regnet ud, at der var noget galt med Jonghyun.

               Han havde jo hundeører og hundehale, og voksede desuden meget hurtigere end normale mennesker.

               ”Det er ikke noget, Minnie… Virkelig!” sukkede jeg dybt, da vi langt om længe nåede vores skole, så jeg måske var fri for Taemins endeløse spørgen, selvom han jo bare bekymrede sig om mig.

               Men én ting var sikkert…

               Når jeg fik fat på ham, som havde givet Jjongie den forbanselse…

               Så dræbte jeg ham!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...