My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46843Visninger
AA

17. Rejsen

 

               Jeg havde sovet helt perfekt den nat, og det kunne jeg tydeligt mærke den næste dag i skolen, men jeg savnede allerede Jonghyun, selvom det kun var den første time. Jeg savnede hans søde, nuttede ansigt, hans nuttede krop, som lå helt tæt ind til min, og hans rolige snorken. Min hund var perfekt! Så derfor kunne jeg ikke lade være med at sidde og kigge på baggrunden på min telefon hvert andet sekund, for at se på billedet af min Jjongie.

               Så blev øjeblikket knust af min lærer.

               ”I for to uger siden, da I startede, husker I vel, at I fik lov til at stemme for hvor vi skulle hen og være udvekslingselever. I bliver jo alle opdelt, og kommer hen på de andre skoler over hele verden, som det nye projekt, som I er gået med til…” startede min lærer. Jeg blinkede et par gange, før jeg forstod, hvad det var han var ved at fortælle.

               ”Udvekslingselever! Er det ikke spændende, Key hyung?” spurgte Taemin og smilede stort. Nej! Det var slet ikke spændende! Jeg havde helt glemt, at jeg havde taget den multikulturelle linje på den uddannelse. Det var kun grundforløbet, som tog fire uger, der var i Seoul… Resten foregik over alt i verden!

               ”Uhm! Undskyld mig, er det ikke muligt at skifte linje med en anden elev?!” spurgte jeg straks, da jeg kom i tanke om, at Rin ikke gik på den multikulturelle linje.

               ”Nej, Key. Det er allerede for sent,” sagde min lærer bare koldt, og fortsatte med at dele folderne ud til eleverne. Vi blev delt op i tre hold af ti elever, og skulle så rejse rundt med dem. Jeg kom idet mindste på hold med Taemin, men alligevel… Vi skulle af sted snart. Om kun to uger…

               ”M-Men… Min hund…” mumlede jeg helt lavt for mig selv og stirrede bare tomt ud i luften. Skulle jeg virkelig være adskilt fra min hund i de to år?! Det ville være forfærdeligt…

 

               ”Key ummaaa!!” råbte Jonghyun da han kom løbende i samme sekund jeg åbnede døren til min lejlighed. Han løb over og omfavnede mig imns han slikkede mig i ansigtet.

               ”Hej Jjongie!” sagde Rin, som kom ind lige efter mig.

               ”Vruf~!” sagde Jonghyun og smilede. Der gik ikke mange sekunder, før det lige gik op for Rin, hvad Jonghyun havde kaldt mig.

               ”Aegyo! Han kaldte dig for Key umma!” udbrød Rin. Jonghyun grinede bare og logrede med sin hale. Det var da idet mindste godt, at de kom fint ud af det med hinanden, i forhold til Serri.

               ”Vruf?” spurgte Jonghyun og satte sig i mit skød, da jeg havde sat mig på gulvet ved siden af Rin. Jeg bed mig selv i min underlæbe. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle få det sagt. Jeg vidste ikke engang, om det var en god idé, eller om jeg kunne undvære Jonghyun i to år.

               ”Jjongie, ser du… Key umma har indgået en aftale med Rin noona,” startede jeg og nussede Jonghyuns hår imens han sad i mit skød. ”Key umma skal ud og rejse, og derfor… Skal Rin noona passe dig imens, okay?”

 

               ”Rin, kan jeg lige snakke med dig?” spurgte jeg, da jeg fangede Rin på gangen i frikvarteret efter den første time. Vi havde kun få minutter at snakke i, så jeg måtte fatte mig i korthed.

               ”Jeg ved godt, at det måske er meget at forlange, men… Du er den eneste som jeg kan stole på, så… Vil du ikke nok please passe Jonghyun imens jeg er væk?” bønfaldt jeg hende, da jeg bare ikke ville miste ham igen. Hun stod og stirrede på mig med store øjne.

               ”Passe Jjongie?”

               ”Jeg ved godt, at to år er lang tid, og…”

               ”Jeg vil elske at passe på lille Jjongie!” udbrød hun før jeg fik lov til at afslutte. Hun hoppede op og ned i glæde, da hun sikkert allerede havde fået en masse idéer til, hvad hun skulle lave med ham.

               ”O-Okay?” mumlede jeg lavt, en smule overrasket.

               Det var sådan det gik til, at jeg var bundet til at rejse i de to år, og Rin så passede på min lille baby imens jeg var væk. Jeg ville savne ham…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...