My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46849Visninger
AA

13. Kærlighed

 

               ”J-Jonghyun!” udbrød jeg i smerte, da hans skarpe hjørnetænder borede sig ned gennem min hud, så små dråber af blod kom til syne, og blandede sig med regndråberne på min hånd.

               ”Grrrh~!!” knurrede han vredt og bed bare hårdere, så mere blod kom til syne. Jeg kunne ikke lide blod, men jeg ville ikke give slip på Jonghyun! Jeg vidste godt nok ikke, hvad han havde gang i, men jeg havde vel fortjent det?

               ”Jjongie… Se på mig, please… Jeg er så ked af det!” sagde jeg, men Jonghyun svarede bare igen med en endnu højere knurren, og et endnu hårdere bid. Han var helt sikkert ude på, at flå min hånd af, eller idet mindste flå min hud af.

               ”Undskyld, Jonghyun!! Tilgiv mig! Jeg elsker dig jo!” udbrød jeg i smerte, imens mine tårer trillede ned ad mine kinder. Tårerne som jeg græd, ved tanken om at Jonghyun var rasende på mig nu, selvom jeg fuldt fortjente det. Jeg fortjente det hele.

               ”Jeg elsker dig… Jeg er så ked af det, Jjongie,” hviskede jeg lavt og kyssede hans hoved, trods hans tænder fortsatte. Dog forsvandt hans knurren lige pludseligt, og hans tænder stoppede med at gøre mig ondt. Jonghyun tog fat i min blødende hånd med sine små, fine hænder, og så forsigtigt op på mit ansigt, for at se om det virkelig var mig.

                Da han så mig ind i øjnene, fik han store øjne, og begyndte straks at pive, med ørerne som hang en smule, og slikkede såret på min hånd, som han selv havde lavet for få sekunder siden. Han stoppede ikke med at slikke mit sår, men til gengæld begyndte hans tårer at falde igen. Han var virkelig ked af det, så det ud til.

                Det var sjovt… Han stoppede først med at bide mig, da han så mit ansigt, da han så hvem jeg var. Noget sagde mig, at han havde bidt alle, som var kommet for tæt på ham, ellers ville han ikke bare gå til angreb på en tilfældig person som mig. Var det mon fordi, at han ikke ville tages væk herfra? Fra det sted, jeg havde beordret ham at blive…

                 ”Lad os tage hjem, Jonghyun,” sagde jeg, og han stoppede straks med at slikke mit sår, og så op på mig med sine store, søde, brune hundeøjne, som jeg blev opslugt i hver gang.

                 ”Vruf…?” sagde Jonghyun lavt, stadig med et trist blik. Jeg smilede bare varmt til ham og krammede ham ind til mig igen.

                 ”Du er tilgivet alt, Jonghyun… Jeg fortjente det,” sagde jeg lavt og kyssede hans kind. Han knugede sig ind til mig, uden at give én eneste lyd fra sig. Han var stadig ked af det. Jeg sukkede lavt og løftede ham op i mine arme.

                 Tæppet var helt gennemblødt, han ville blive syg hvis han stadig var viklet ind i det, så derfor… Åbnede jeg min vinterjakke, og krammede Jonghyun ind til min tynde skjorte, som jeg havde under, og lukkede jakken omkring os begge. Det var lidt stramt, men idet mindste ville han ikke fryse længere. Jeg holdt stadig omkring ham, løftede ham stadig, og denne gang ville jeg ikke lade ham gå igen. Lige meget hvad Serri måtte sige til det, så måtte hun tage både mig og Jonghyun, eller ingen af os.

                Jeg ville helt sikkert ikke forlade min baby igen!

 

               ”Hvad er det for et… Misfoster?!” udbrød Serri, da jeg trådte indenfor i min lejlighed igen, og hun stod i en badekåbe med en champagne i hånden. Hun havde altså ikke opgivet det endnu.

               ”Det her? Det er Jonghyun, han er min hund,” sagde jeg kort og koldt.

               ”Du ved godt, at jeg hader hunde!”

               ”Så smut?”

               Serri stirrede bare på mig med store øjne, da jeg nærmest beordrede hende til at skride fra min ejendom, hvis hun havde et problem med min baby, Jonghyun.

               ”Bild mig ikke ind, at du sætter den… Mutant… Højere end mig!” udbrød hun rasende og stillede champagnen fra sig, hvorefter hun gik hen til mig. Jeg krammede bare den halvsovende Jonghyun beskyttende ind til mig og stirrede koldt på Serri. Nu var jeg vred!

               ”Skrid fra min ejendom, fucking kælling!!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...