My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46852Visninger
AA

16. Fodring og stemmen...

 

Jeg klædte hurtigt Jonghyun i en T-shirt i samme størrelse, som den anden han havde haft lånt. Jeg fik store øjne, da jeg så, at den ikke var specielt stor til ham længere, og den gik til hans lår. Det samme med et par andre shorts, de var heller ikke som store joggingbukser til ham længere.

               ”Du vokser godt nok hurtigt,” mumlede jeg lavt. Jonghyun smilede bare og logrede endnu engang med sin hale. Jeg løftede ham op igen, og nu hvor jeg lagde mærke til det, var han faktisk også blevet lidt tungere.

               ”Du er tyk, Jjongie…”

               ”Vruf?”

 

               Selvom klokken var ved at blive mange, kunne jeg ikke lade Jonghyun gå i seng på tom mave. Så ville jeg være en dårlig umma, og det var jeg bestemt ikke! Jeg havde ikke lyst til at give min baby tørfoder, fordi han jo faktisk var mere menneske end hund… Tror jeg?

               Jeg var for træt til at lave det helt store til ham, så jeg tog bare nogle kimchi rester fra min fryser, og varmede dem op til ham. Jeg håbede, at han kunne lide det.

               ”Vruf!!” udbrød han og smilede stort da maden blev stillet på bordet foran ham. Han åbnede sin mund, og skulle lige til at æde, som var han en hund, men jeg stoppede ham og rystede på hovedet, og rakte ham en kniv og gaffel. Han stirrede bare på mig, som om jeg var idiot. Selvfølgelig vidste han jo ikke, hvordan man brugte kniv og gaffel, så jeg var nødt til at fodre ham med gaflen.

               ”Fint,” sukkede jeg opgivende og satte mig ned ved siden af ham.

               ”Sig ’Aaah~’!” sagde jeg med et smil.

               ”Aaah~!” sagde Jonghyun, og hans skarpe hjørnetænder kom endnu engang til syne, da han åbnede sin mund op. Jeg grinede bare af ham, og hans nuttethed. Rin havde ret, han var en aegyo-maskine. Helt uimodståelig!

               Sådan gik der lige godt en halv time, hvor jeg fodrede Jonghyun med en gaffel. Han elskede min mad, og det gjorde mig glad.

               ”Nu skal vi sove, Jjongie,” sagde jeg, og han surmulede straks. Han var som et barn, der ikke gad i seng til sin sengetid.

               ”Du får lov til at sove inde ved mig?” sagde jeg så.

               ”Vruf!!” udbrød han med et smil og krammede mig stramt, imens jeg bar ham med ind i mit soveværelse. Jeg ville virkelig ønske, at han snart kunne snakke noget mere. Det var lidt trist, at han ikke kunne sige meget andet end ”Key umma”.

               Jeg ville gerne høre ham tale til mig, ikke bare sige mit navn. Hvorfor tænkte jeg overhovedet sådan? Han var jo min baby, ikke min ven, eller… Noget andet…

              

               ”Godnat, Jonghyun,” sagde jeg lavt, da jeg pakkede Jonghyun ind i min dyne samme med mig. Han kravlede helt tæt på mig, så jeg kunne lægge mine arme omkring ham, imens vi sov.

               ”Mmmh~” mumlede Jonghyun lavt og nussede sit hoved ind mod mit bryst. Jeg kunne ikke lade være med at smile af hans nuttethed. Jeg omfavnede ham trygt ind til mig og lukkede mine øjne sammen. Ingen skulle tage min baby fra mig, ingen! De kunne komme an, alle sammen, men jeg beholdte ham.

               Han var min, og jeg elskede ham jo.

 

               ”Jeg elsker dig, Key-sshi…”

 

               ”Jeg elsker også dig, Jonghyun…” mumlede jeg lavt, da jeg langsomt faldt hen i drømmeverdenen, hvor Jonghyun også ville være. Når jeg vågnede, ville han også være der. Han ville altid være hos mig.

               Men sandheden måtte jo komme frem, før eller siden…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...