My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46836Visninger
AA

26. Elsk mig!

 

               Dunk… Dunk… Dunk…

               Den næste morgen, vågnede jeg op til lyden af noget, som slog, noget som bankede. Det bankede hårdt, som om jeg blev slået på mit hoved, igen og igen, og dog… Så kunne jeg slet ikke mærke nogen smerte, men kun en lille glæde, som susede gennem min krop.

               Jeg åbnede langsomt mine øjne op, og opdagede, at jeg lå med mit hoved mod Jonghyuns brystkasse, og den bankende lyd, som jeg kunne høre, var hans hjerte som slog. På én eller anden måde, havde jeg ikke lyst til at flytte mig, men jeg havde bare lyst til at blive liggende der, og lytte til hans rolige hjerteslag. Det gjorde mig glad. Det gjorde mig lykkelig, at jeg kunne høre hans hjerte, som slog. Bare tanken, at han var i live, og han var hos mig. Det var alt, jeg behøvede.

               ”Yeobo, er du vågen?” hørte jeg Jonghyun mumle, stadig halvt sovende. Jeg lukkede straks mine øjne, og lod som om jeg sov igen, ellers ville han sætte spørgsmålstegn til, hvorfor jeg ikke havde fjernet mig fra hans bryst endnu.

               Jeg kunne da, kort efter, høre en lav latter, hvorefter han kyssede min pande helt blidt. Jeg kunne mærke mine kinder blive røde, hvilket ikke var godt, for så var jeg afsløret.

               ”Yeobo, du rødmer… Jeg ved godt, at du er vågen,” grinede Jonghyun, og jeg slog endelig mine øjne op og så på ham.

               ”Snyder,” mumlede jeg koldt og lagde mig til rette igen. Jeg var lidt for træt til at stå op den dag, jeg havde fri, så jeg kunne vel godt lige tage fem minutter mere.

               ”Skal vi ikke tage på date i dag?” spurgte Jonghyun og krammede mig ind til sig. Jeg rynkede lidt på brynene og så på ham. Mente han det alvorligt? Date? Troede han virkelig, at jeg var hans yeobo?

               ”Der er nok noget, som du har glemt,” sagde jeg og sukkede dybt imens jeg satte mig op i sengen. Han satte sig straks ved siden af mig og så på mig med sine mørke, store hundeøjne.

               ”Virkelig? Hvad?” spurgte han og hvilede sit hoved på min skulder, imens han bare fortsatte med at sende de hundeøjne. Jeg så på ham og lagde min hånd om på hans ryg, hvor jeg langsomt kørte den ned. Han smilede bare, da han troede, at jeg havde gang i noget helt andet. Da stoppede min hånd ved hans hale, og gav den et blidt hiv, som gjorde at han peb i forskrækkelse og hang med ørerne.

               ”Den,” sagde jeg kort og stod ud af sengen.

               ”Så… Du vil ikke på date med mig, fordi jeg er som jeg er?” mumlede Jonghyun lavt med sit blik rettet mod jorden. Jeg bed mine læber en smule hårdt og stoppede brat op. Det var vidst ikke så godt, den måde jeg formulerede det på.

               Jeg vendte mig straks om og gik hen til Jonghyun igen. Han sad på sengekanten og stirrede bare ned i gulvet, med et trist blik. Jeg satte mig på knæ lige foran ham, på gulvet mellem hans spredte ben. Han stirrede bare ud i luften, stadig lige så trist som før. Det kunne jeg ikke lide, så jeg lagde blidt mine hænder på hans kinder imens jeg så ham ind i øjnene.

               ”Undskyld, Jjong… Det var ikke sådan ment,” sagde jeg lavt med så blid en stemme, jeg kunne lave. Det virkede tydeligvis ikke, da jeg pludseligt kunne mærke, at et par tårer ramte mine hænder, som var på Jonghyuns kinder.

               Han græd…

               Helt lydløst, sad han og græd, foran mig.

               ”J-Jjong… Du skal ikke græde, please…” hviskede jeg stille, og kunne mærke hvordan mit hjerte pludseligt gjorde ondt. Jeg ville ikke se ham græde, han skulle smile. Han skulle altid smile og være glad! Lige meget hvad, så skulle han bare være lykkelig.

               ”Hvorfor kan du ikke bare elske mig, Key?” hviskede Jonghyun helt lavt og tog mine hænder væk fra mine kinder. Jeg fik store øjne, da han sagde det. Hvad mente han…?

               ”Hvis det kun er på grund af mine ører og hale… Så giv mig en skarp kniv, så skal jeg med glæde fjerne alt det, som adskiller os…”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...