My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
633Kommentarer
46945Visninger
AA

2. Drengen i papkassen

 

Regnen stod ned i stænger den aften. Folk var indenfor og hyggede sig med deres familie inde i deres varme, trygge stuer, imens de ingen bekymringer havde, overhovedet! Jeg, derimod, løb ude i regnen med min lyserøde paraply, forpustet, imens jeg havde min kæreste i telefonen.

               ”Hør her, Kibum! Jeg mener det alvorligt!” sagde hun og jeg stoppede op, midt i regnen, tæt på at være hjemme. Jeg forsøgte at få vejret, da jeg var ufatteligt forpustet af at løbe imens jeg besværligt slæbte på min skoletaske, som også var lyserød og matchede min paraply.

               ”Hvad er det, der er galt, Serri-goo?” spurgte jeg bekymret til min kæreste. Jeg kunne høre at hun sukkede dybt i den anden ende af røret. Det var ikke godt, og det var slet ikke et godt tegn når hun kaldte mig mit rigtige navn, ”Kibum”. Hun plejede at kalde mig ”Key” eller ”Key-goo”, nogle gange også bare ”Yeobo”.

               Der var noget galt denne gang.

               ”Jeg… Har tænkt over tingene, Kibum. Du ser ud til at have så travlt for tiden… Undgår du mig?” spurgte hun med en trist tone. Jeg fik store øjne, imens jeg bare stod under min lyserøde paraply og lyttede til regnen som slog mod dens vandtætte plastik.

               ”H-Hvad?! Nej! Jeg har bare travlt! Jeg er jo lige begyndt på designerskolen,” udbrød jeg og forsøgte at få hende til at blive lidt glad.

               ”Det er to år, du skal gå på den skole… Er det ikke?” spurgte hun så. Jeg sukkede lavt og bed mig i min underlæbe. Hun var ikke kommet i bedre humør endnu.

               ”Jo, næsten to år,” mumlede jeg lavt.

               ”Så lang tid kan jeg ikke vente, Kibum…”

               Så stod mit hjerte stille, da hun sagde de sidste ord, som flåede mit bankende hjerte midt over, hvorefter det brændte op indefra.

               ”Vi bliver nødt til at gå hver til sit… Jeg beklager.”

               ”V-Vent! Serri-goo! Kan vi ikke snakke om det her? Vi kan spise middag når som helst! Bare sig til, ikke?!” sagde jeg en smule i panik. Hun var min første rigtige kæreste, og vi havde været sammen i fem år. Hun kunne ikke bare slutte det på den måde!

               ”Fint. Kan du være sammen i aften?” spurgte hun så. Hun lød ikke som om hun mente det, hun skulle bare prøve mig af, det vidste jeg godt. Og hendes plan lykkedes.

               ”J-Jeg kan ikke i aften… Jeg har virkelig mange lektier for til i morgen, så…” mumlede jeg lavt og sænkede mit blik mod den vandpyt som jeg stod i, med mine sorte lædersko.

               ”Så er det jo afgjort, Kibum. Farvel.”

               Beep. Beep. Beep…

               ”Fuck…” hviskede jeg lavt og så på min mobil, endda med Serri på min baggrund. Hun var så smuk, med hendes lyserøde hår. Hun havde endda farvet det for min skyld! Hvordan kunne hun bare slå op med mig efter alle de år?! Vi skulle endda flytte sammen snart!

               ”Pis!!” udbrød jeg og skulle lige til at kaste min mobil ned i jorden af raseri, idet jeg hørte noget klynkeri, som kom inde fra den gyde, som jeg stod få meter fra. Lygtepælene stod lige præcist, så der intet lys kom derind. Jeg var lidt bekymret for, om det var et dyr, eller et barn, som var kommet til skade, så jeg tjekkede det ud.

               ”Uhmm… Er her nogen?” spurgte jeg forsigtigt, og straks hørte jeg klynkeriet igen. Denne gang kom det fra den papkasse, som jeg stod lige foran. Jeg lagde blot mit hoved på skrå og satte mig ned på hug.

               Regnen var ved at ødelægge papkassen, så meget styrtede det ned. Forsigtigt tog jeg fat i låget til kassen, og vippede det lidt op, så jeg kunne se hvad der lå dernede. Jeg brugte lyset fra min mobiltelefon til at se hvad det var.

               Jeg fik straks store øjne, da jeg kunne se den lille dreng, som lå sammenkrøllet nede i kassen i fosterstilling. Han var omkring syv år, ville jeg gætte på. Hans hår var brunt, og hans hud var virkelig beskidt. Gad vide hvor længe han havde lagt der?

               Det var ikke det faktum, at der lå en hjemløs dreng i en papkasse, der gjorde mig forskrækket. Det var det faktum, at han havde hundeører!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...