My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
634Kommentarer
46850Visninger
AA

33. Anden sidste dag...

 

Jonghyun kravlede nærmest ovenpå mig, da han havde lagt mig ned på sengen. Han plantede små kys over alt på min hals, og ned til mine skuldre, som var helt bare. Hans kys føltes som rosenblade, som landede over alt på mig. Det føltes herligt, men så kunne jeg mærke, hvordan hans ene hånd langsomt gled op langs mit ben, og helt op til mine boksershorts. Da gispede jeg og satte mig straks op, hvilket fik Jonghyun til at trække sig lidt væk fra mig, og tage sin hånd til sig.

               ”U-Undskyld, yeobo…” sagde han straks, imens han så på mig med store, overraskede øjne. Mit hjerte bankede utroligt hurtigt, og jeg så bare straks væk fra ham og rystede på hovedet, hvorefter jeg rejste mig fra sengen, for at gå ud i køkkenet.

               ”Y-Yeobo!” kaldte Jonghyun da han straks gik efter mig. Jeg så mig ikke tilbage, men åbnede bare køleskabet, uden at se på min hundehvalp, som virkelig så trist ud.

               ”Undskyld~!” sagde han og hang med sine nuttede hundeører. Det var jo min anden sidste dag med ham, så jeg burde vel egentligt være sød mod ham, burde jeg ikke?

               Jeg sukkede dybt og så tilbage på min yeobo. Han sendte mig sine store, nuttede hundeøjne, som han vidste, at jeg ikke kunne sige nej til. Jeg lukkede køleskabet i, og gik over til ham. Jeg havde allerede givet op, jeg kunne ikke være ond mod hans nuttethed. Desuden elskede jeg ham jo, det havde jeg for længst indrømmet. Derfor gjorde det også så ondt, at han pludselig ikke ville være her mere.

               ”Jeg elsker dig, Jjong,” hviskede jeg og omfavnede ham tæt ind til mig. Han krammede mig stramt tilbage, og havde ikke i sinde bare at lade mig gå.

               Det passede mig fint.

               ”Jjong, hvor skal vi tage hen i dag?” spurgte jeg og så på ham med et svagt smil. Han plantede et kys i min pande og vuggede mig en smule frem og tilbage i hans favn, imens han tænkte en smule over mit spørgsmål. Jeg elskede, hvordan han så en smule opad, og hævede et øjenbryn når han skulle tænke meget over noget.

               ”Hvad med bare at være herhjemme og hygge lidt?” spurgte han og smilede varmt til mig. Jeg smilede tilbage, og sukkede dybt. Det var egentligt også det, jeg havde mest lyst til. Bare at være alene med ham, en hel dag. Hygge os, kramme og måske kysse lidt under tæpperne inde i stuen.

               ”Som du vil, puppy,” nynnede jeg med et skævt smil og kyssede hans læber helt blidt. Han kyssede mig straks tilbage, og endnu engang, logrede hans hale som en gal.

               ”Saranghae~!!” sagde han med et stort smil og krammede mig endnu engang tæt ind til mig. Jeg grinede en smule af ham, men stoppede da straks med at grine, da ham fyren fra aftenen før, dukkede op i mit hoved.

               Jonghyun ville jo snart ikke være her mere, jeg burde egentligt ikke udvikle alt for mange følelser for ham, selvom det faktisk var en smule for sent allerede. Jeg var fuldstændigt forelsket i Jonghyun.

               Nej, ikke forelsket. Jeg elskede ham.

               Jeg vidste, at fyren stadig var derude et sted. Han holdt øje med os, jeg kunne mærke det. Det gjorde mig utilpas. Hvis han gjorde min Jonghyun noget, skulle jeg personligt flænse ham.

               ”Jeg vil savne dig,” hviskede jeg helt lavt. Så lavt, at næsten intet kom ud, og jeg håbede ikke, at Jonghyun hørte det. Det ville bare gøre ham mere trist. Men jeg tror han hørte det, for hans hale stoppede med at logre i samme sekund, og hans greb omkring mig blev endnu engang strammere.

               ”Undskyld, yeobo,” hviskede han så og kyssede min hals.

               ”Det er okay, yeobo,” sukkede jeg lavt og så en smule ned, imens jeg hvilede mit hoved mod hans skulder.

               ”I morgen nat, Kibum. Der vil din elskede yeobo ikke længere være sig selv…”

               Fyrens stemme var i mit hoved. Jeg havde lyst til at give ham fingeren, så meget. Han kunne vove på, at tage Jonghyun fra mig!

               Selvom… Der intet var, jeg kunne gøre, for at stoppe ham i det. Han ville adskille os, meget snart. Men hvem var han egentligt? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...