My Pet

Key, studerende, finder en dag en lille "hundehvalp" i en kasse på en regnvejrsdag, men denne hundehvalp er faktisk en lille dreng, med hundeører og hundehale, som han tager til sig som sit kæledyr. Drengen lever kun i hundeår, og bliver hurtigt på Keys alder, og så begynder følelser at udspille sig mellem Key og den mystiske dreng, som han ikke ved ret meget om. Denne dreng lever dog kun i hundeår, og kan ikke blive ældre end en almindelig hund. Så... Hvordan holder Key det hemmeligt, at han har en (hot) fyr som kæledyr, og hvordan brydes forbandelsen som binder denne dreng til et liv på kun 14 menneskeår?

243Likes
633Kommentarer
46952Visninger
AA

38. Afstraffelse

 

Dagene gik. Ugerne… Månederne. Det var snart et helt år siden, at Jonghyun blev til en hund. Jeg kunne næsten ikke huske, hvordan han så ud som menneske mere, selvom hans smil stadig var på indersiden af mine øjenlåg. Det smil, som fik sommerfuglene i min mave til at gå amok, trods jeg aldrig ville se det igen.

               ”Yeobo~!” kaldte jeg, da jeg kom hjem, lige efter at have bestået min eksamen med topkarakterer! Jeg var nu officielt færdig med at gå i skole, færdig med uddannelser. Mit store smil blev dog langsomt visket væk, da jeg fik øje på Jonghyun, som kom haltende imod mig på sine fire ben. Han peb en smule da han satte sig ned en lille meter fra mig. Han så virkelig skidt ud, hans øjne var trætte, og han kunne knapt nok sidde.

               ”Hvad er der galt?” spurgte jeg og satte mig ned foran ham, hvorefter jeg tog ham i min favn. Forventede jeg et svar? Nej, for hans menneskelige stemme var for længst borte. Jeg kørte mine hænder blidt gennem hans tykke pels, som pludseligt synes meget tyndere, og mine øjne blev store, da jeg så hvordan hans lange, brune hår nærmest klistrede sig til mine hænder.

               Han fældede. Og det var meget.

               ”M-Mwo…?” hviskede jeg lavt, og jeg begyndte straks at ryste over hele kroppen, da han kollapsede i min favn og begravede sit pivende hundehoved i mit skød. Det gik hurtigt op for mig, at han skulle til dyrelægen, og det kunne ikke gå for stærkt!

               ”Shit… Hvordan fanden får jeg dig derhen? Jeg kan sku da ikke løfte dig…” hviskede jeg i panik, imens mine hænder fumlede efter min mobiltelefon i mine stramme buksers lomme. Jonghyun døsede langsomt hen, og jeg kunne have svoret på, at en tåre faldt fra hans ene øje.

               ”Taemin, tag nu den telefon…” mumlede jeg irriteret, idet samme blev telefonen taget, og Taemin var i den anden ende.

               ”A-Annyeong?” sagde hans stemme, og jeg kunne nærmest høre på ham, at hans kinder var ildrøde, desuden var hans stemme svagt forpustet. Jeg ville ikke vide, hvad han lige havde lavet.

               ”Taemin, kom over til min lejlighed lige nu!” sagde jeg straks. Taemin vidste godt, at jeg havde en hund, men han anede ikke, at det var Jonghyun, som han mødte den dag i forlystelsesparken.

               ”U-Uh… Kan min hyung komme med?” spurgte han forsigtigt, jeg hævede bare et øjenbryn lidt. Han havde en hyung? Den måde han sagde det på, lød det mere som en kæreste… Så vidste jeg pludseligt godt hvad de lige havde lavet før de blev forstyrret.  Han var stadig fuldstændigt forpustet, og hans stemme rystede lidt.

               ”Okay, men skynd jer! Der er noget galt med Jjongie!” sagde jeg, og lagde da min telefon på, hvorefter jeg begyndte at nusse Jonghyun omkring hans hoved igen. Jeg hviskede små, trøstende ord til ham om, at det hele nok skulle gå. Han peb bare mere, lige meget hvad jeg sagde til ham. Jeg kunne mærke, hvordan tårerne pressede på, og hvordan frygten steg indeni mig. Det var frygten for at miste den skabning, der betød mest for mig i hele verden.

               ”Gud… Du må ikke tage Jonghyun fra mig… Selvom han har været mindre god i sit sidste liv…” hviskede jeg lavt og snøftede, hvorefter jeg skjulte mine tårefyldte øjne ved at gemme mit ansigt i Jonghyuns bløde pels. Hans vejrtrækning blev langsomt svagere og svagere, imens jeg begyndte at græde mere og mere.

               ”Du må ikke forlade mig…” hviskede jeg helt lavt, imens min elskedes sjæl langsomt forlod hans krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...