Last Kiss - Jason McCann 2

Jason har kun været i fængsel i fire måneder, og Allie savner ham allerede mere end nogensinde. Det hjælper dog lidt, at Jacob får hende til at glemme Jason... en smule. For selv ikke Jacob kan få tankerne om Jason væk i mere end to minutter. Men da Jason ringer går alting stærkt. I hvert fald alt for stærkt til, at Allie kan følge med. Hendes liv bliver vendt op og ned på en enkelt dag, og før Allie ved af det, er hun kidnappet... igen...

77Likes
318Kommentarer
18930Visninger
AA

17. Tvivl.

Hvorfor stolede han ikke på mig? Han havde ingen grund til at tvivle på mig. Jeg havde været loyal og havde aldrig løjet for ham igennem hele den tid, vi havde været ’sammen’. Han havde virkelig ingen grund til at tvivle på mig. Men jeg vidste, at hvis jeg ikke snart begyndte at gå hjemad, så ville han stole endnu mindre på mig. Han forstod bare ikke, at jeg havde brug for noget tid alene, hvor han ikke kunne holde øje med mig hele tiden, eller hvor han bare kunne gå ind på mit værelse, hvis han havde lyst. Nogle gange kunne det være så svært at ’bo’ sammen med Jason. Jeg rejste mig fra den sten, jeg havde siddet på og gik den vej tilbage, som jeg kom frem.

 

”Hvor fanden har du været?” var det første, jeg hørte, da jeg åbnede døren.

”Jeg havde bare brug for noget tid alene. Gider du godt slappe af?” vrissede jeg og lagde min trøje på den nærmeste stol.

”Slappe af?! Jeg troede, at du fucking var skredet! Jeg kan jo ikke vide, om du overhovedet vil være her!” Han var virkelig opkørt, og det irriterede mig.

”Hvorfor skulle jeg dog det, når jeg kun vil være sammen med dig? Hvorfor fanden i helvede skulle jeg gå, når det som jeg vil have, er lige her?” spurgte jeg og gik hen og lagde mine arme omkring ham. Han lagde dog ikke sine arme omkring mig, og jeg mærkede hvor kold og afvisende, han var. ”Hvorfor tvivler du overhovedet på mig? Det gjorde du da ikke for en dag eller to siden?” spurgte jeg koldt og fjernede mine arme fra ham.

”Hvorfor jeg tvivler på dig?” Han grinede kort. ”Er du dum, Allie? Det burde ikke være så svært igen at regne ud.” På grund af det med Evan. Kørte han stadig på det?

”Du er totalt åndssvag. Det var jo ikke min skyld! Jeg har forklaret dig, hvad der skete kort og sandt, og alligevel bliver du ved med at køre på det? Hvem er nu dum?” sagde jeg og spillede op, hvilket nok ikke var det klogeste, men han gjorde mig så vred, at jeg ikke kunne lade være. Kunne han ikke bare komme videre? Han lod Evans lort gå udover mig.

”Du burde virkelig passe på, hvad du siger,” sagde han og gik truende hen imod mig, men for en gang skylds gjorde det mig ikke bange. Jeg stolede nok på ham til at vide, at han ikke ville gøre mig bange.

”Jeg forstår bare ikke, hvorfor du tvivler på mig. Det har du jo ingen grund til. Jeg har altid været ærlig overfor dig, og jeg kom jo tilbage uanset, hvad du siger,” sagde jeg og kiggede ned i jorden. Han sukkede og lagde en hånd under mig hage og løftede den op, så jeg kiggede ham i øjnene.

”Undskyld. Det der Evan noget går mig bare stadig på nerverne, og jeg kan ikke glemme det, eller glemme hvad der mon ville være sket, hvis jeg ikke var kommet ind i rette tide.”

”Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg havde givet ham et knæ i skridtet, hvis han var gået meget længere end det der. Det skal du slet ikke være bange for.” Han rystede på hovedet af mig med et lille smil og trak mig ind til sig. ”Vil du ikke være sød at stole på mig i stedet for at tvivle på mig? Det sårer mig altså, at du ikke stoler på mig, når du er den i hele verden, som jeg stoler mest på.”

”Du er også den, jeg stoler mest på, Allie. Det ved du,” sagde han og gav mig et lille klem.

”Jeg er også den eneste, du stoler på mig, hvis du overhovedet stoler rigtigt på mig,” sagde jeg og mærkede, at jeg straks fortrød, hvad jeg sagde. Jason sagde dog heldigvis ikke noget, men ignorerede mig dog bare. Heldigvis. Ellers ville vi bare begynde at diskutere igen.

”Må jeg spørge, hvorfor du gik? Går jeg dig på nerverne, eller…?” spurgte han nysgerrigt, og jeg kunne høre, at det var et spørgsmål, som havde naget ham.

”Jeg havde bare brug for noget tid alene. Bare et øjeblik. Og… ja, nogle gange går du mig på nerverne, men jeg går også dig på nerverne nogle gange. Der er op og nedture i alle forhold.” Jason smilede skævt, og han kyssede blidt min kind.

”Du ser træt ud. Gå ind og hvil dig,” sagde han omsorgsfuldt, og han havde faktisk ret. Jeg mærkede med det samme trætheden komme til mig, og jeg følte mig pludselig slap og doven. Med et dovent udtryk nikkede jeg og gik dovent hen imod det værelse, som jeg sov på. Jeg nåede ikke langt, før Jason havde taget mig op og bar mig ind i sengen. ”Godnat,” sagde han og kyssede min næsetip, før han gik ud af døren. Jeg følte mig pludselig tom, da han var væk, men jeg havde ikke følelsen længe, før jeg faldt i søvn, og alt blev mørkt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...