Last Kiss - Jason McCann 2

Jason har kun været i fængsel i fire måneder, og Allie savner ham allerede mere end nogensinde. Det hjælper dog lidt, at Jacob får hende til at glemme Jason... en smule. For selv ikke Jacob kan få tankerne om Jason væk i mere end to minutter. Men da Jason ringer går alting stærkt. I hvert fald alt for stærkt til, at Allie kan følge med. Hendes liv bliver vendt op og ned på en enkelt dag, og før Allie ved af det, er hun kidnappet... igen...

77Likes
318Kommentarer
18926Visninger
AA

26. Slutningen på eventyret.

Jeg blev ved med at nusse Jasons hånd, imens han var forbundet til maskinen. Det var dog ikke uden besvær, jeg havde fået dem til at gøre det. De var ikke meget for det, da de sagde, at det allerede var for sent, men jeg troede på mirakler. Især når det gjaldt Jason!

”Allie!” Den eneste anden der kaldte mig Allie. Nu var han den sidste... ”Er du okay?” spurgte han. Jeg kiggede dumt på ham. Så jeg okay ud?! ”Dumt spørgsmål.” Han satte sig ved siden af mig og lagde sine arme omkring mig.

”Han fortjente det ikke,” sagde jeg og stoppede ikke med at nusse hans hånd.

”Han var kriminel, Allie.” Jacob synes sikkert, at jeg var totalt mærkelig, og at jeg var latterlig, men for mig var Jason ikke kriminel.

”Det kan godt være, men han havde et hjerte af guld, og han var min eneste ene. Jeg kommer aldrig til at blive så forelsket i en, som jeg var i ham. Han var min prins på den sorte hest i dette tilfælde.” Jeg kunne ikke stoppe tårerne uanset hvor meget, jeg end prøvede.

”Du skal nok finde en ny,” sagde han fast og smilede opmuntrende til mig, men det hjalp ikke. Og hvis han tænkte på sig selv, kunne han lige så godt glemme det. Ingen kommer til at tage Jasons plads. Aldrig. ”Jeg vil lade dig være alene, men hvis du mangler en at snakke med, ved du, hvor du kan finde mig.” Han rejste sig op, og jeg nikkede bare uden at svare ham. Jeg hørte døren lukke bag ham, og jeg lagde mit hoved på hospitalssengen...

 

”Allison.” En hånd ruskede i mig, og jeg glippede med mine øjne for at få dem åbnet. ”Jason bliver fjernet om nogle minutter. Han skal brændes. Alle hans ting går videre til dig,” sagde stemmen, og jeg kunne genkende den. Nick Stokes. Havde han ikke gjort nok?

”Okay,” sagde jeg kort og holdt mine øjne lukkede. Jasons hånd var helt koldt, og hans ansigt var ligblegt – sjovt nok.

”Jeg ved godt, at det her ikke hjælper, men husk at alting sker af en grund,” sagde han og skulle til at gå hen til døren, da min vrede blev for stor.

”Han fortjente det ikke! Han har ikke gjort mig noget!”

”Og hvad med de andre ting, han har gjort? Skulle vi bare glemme dem?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet og vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle sige.

”Hvem er Rosie?” spurgte jeg så. Spørgsmålet havde plaget mig længe, men jeg havde bare glemt det imellem tiden sammen med Jason, og jeg havde aldrig fået det stilt.

”En pige Jason har voldtaget for et år siden. Hun var sønderknust, da hun kom hjem igen.” Jason havde ikke voldtaget hende. Det troede jeg ikke på, men fint nok. Jeg troede ikke på det, og det var det, der betød noget for mig, og det var også det, der havde betydet noget for Jason. Jeg svarede ikke, men endte blot med at mumle et ’hm’.

”Du kan hente hans ting senere. Vi har fået alt ud af hans venner, og vi har fået samlet hans ting i en kæmpe kasse. De er på politistationen.” Jeg nikkede bare og glædede mig egentlig på en måde til at få Jasons trøjer, parfume og hvad han nu end ejede. Jeg hørte døren gå i med et lille smæk, og mit blik faldt hurtigt på Jasons ansigt. Selvom han var ligbleg, var han så utrolig køn. Hans hår faldt forsigtigt ned i hans øjne, så jeg strøg det forsigtigt til siden, så jeg kunne se ham bedre. Jeg åbnede hans øjenlåg og kiggede på hans smukke øjne. De var helt frosset fast, og jeg kunne ikke se så meget af dem.

”Hvorfor skulle det her lige ske for dig?” spurgte jeg, men var udmærket godt klar over, at han ikke kunne høre mig. Uheldigvis. ”Du må ikke forlade mig, Jase. Please. Kan du ikke bare... leve op igen?” Selvfølgelig rørte han ikke på sig. ”Ved du hvad?! Fint nok! Du vil jo ikke vågne op! Du havde gjort det, hvis du kunne!” Jeg satte mig ned på gulvet og lod endnu en gang tårerne strømme ned ad mine kinder. Selvom jeg vidste, at han ikke kunne høre mig, havde jeg det dårligt med, at jeg lige havde sagt det. ”Jeg mente det ikke, Jason. Jeg er bare frustreret. Vil du ikke bare vågne op igen?” Jeg rejste mig op igen og stillede mig tæt på ham. Jeg spærrede øjnene op, da jeg synes, at jeg så, at han bevægede sig. Men da jeg indså, at det var fordi, jeg havde snittet ham, blev jeg så utrolig skuffet, at jeg begyndte at græde endnu mere.

”Jeg elsker dig! Hvorfor sker der ikke noget mirakel? Hvorfor vågner du ikke op? Det sidste kys var ikke nok!” Jeg lagde mit hoved på hans hånd, og mine tårer landede på den. "Det var bare ikke nok," hviskede jeg og lod tårerne strømme ned ad mit ansigt. ”Du er svaret på hver bøn, jeg har ofret. Du er en sang, en drøm, en hvisken, og jeg ved ikke, hvordan jeg har levet så længe uden dig, som jeg har, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at leve uden dig nu. Jeg vil aldrig glemme dig, Jason McCann. Du er uforglemmelig. Jeg vil altid elske dig.” Jeg lænede mig ned og kyssede blidt hans kolde læber. Jeg ville ønske, at han kyssede igen, men det var umuligt. Jeg ville aldrig høre hans grin, se ham smile, røre ved hans hår, se hans smukke øjne eller kysse ham igen. Alt dette kunne jeg vinke farvel til nu. Måske var det det sidste kys for ham derude, men det var ikke det sidste for mig. Jeg kyssede ham endnu en gang, før jeg rejste mig og lod min hånd snitte alt på ham en sidste gang.

”Jeg elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...