Last Kiss - Jason McCann 2

Jason har kun været i fængsel i fire måneder, og Allie savner ham allerede mere end nogensinde. Det hjælper dog lidt, at Jacob får hende til at glemme Jason... en smule. For selv ikke Jacob kan få tankerne om Jason væk i mere end to minutter. Men da Jason ringer går alting stærkt. I hvert fald alt for stærkt til, at Allie kan følge med. Hendes liv bliver vendt op og ned på en enkelt dag, og før Allie ved af det, er hun kidnappet... igen...

77Likes
318Kommentarer
18950Visninger
AA

14. Chokeret.

”Jason, det er virkelig ikke, som du tror!” sagde jeg, men troede egentlig ikke på, at han ville tro mig. Om lidt ville han hundrede procent få et flip på både Evan og jeg, men intet af det her var min skyld. Det hele var Evans skyld. Hvis han ikke have været sådan en røvhul, var intet af det her sket!

”Nej nej, slet ikke. Det er heller ikke derfor, at jeg ser jer to stå og æde hinanden?!” råbte Jason hidsigt, og jeg blev faktisk bange for ham.

”Jamen…” Jeg følte allerede tårerne presse sig på, men jeg ville ikke græde. ”Tro mig! Det var ikke mig, der gjorde noget!”

”Hold nu op, babe. Vi ved begge, at du gerne ville,” sagde Evan og smilede klamt til mig. Jeg nåede ikke en gang at svare ham, før Jason havde slået ham direkte i fjæset. Jeg gispede. Dette var helt klart ikke noget, jeg var vant til at se.

”Jason, det er kun dig, jeg vil have.” Jeg lagde en hånd på hver side af hans ansigt, men han børstede dem væk.

”Hvorfor stod du så og kyssede med ham, Allie?! Og jeg vil ikke høre alle mulige dårlige løgne! Fortæl mig sandheden!” Jeg forholdt mig tavs. ”Det kan du nok ikke svare på, var?” spurgte han, og hvis øjne kunne dræbe, havde jeg været død nu.

”Det var jo ikke mig for helvede! Hør nu på mig i stedet for at beskylde mig for noget, som du ikke en gang har hele historien på!” råbte jeg op i hovedet på ham. Han skulle til at snakke igen, da jeg lagde min hånd over hans mund. ”Han,” jeg pegede på Evan. ”Kyssede mig!” råbte jeg. ”Tror du selv, at jeg ville kysse ham?! Du ved, hvad jeg føler for dig!” Jason kiggede ned på Evan, og jeg så hadet i hans øjne. Evan rejste sig og kiggede også med had på Jason. Jeg havde ikke lyst til at se det her. Det ville ende grimt. Jeg kunne mærke det.

”Hvordan kan du dog holde dig fra hende, Jason? Se dog på hende. Hun er jo brandlækker! Alt ved hende tiltaler mig. Er du ikke en mand? Du tænder måske slet ikke på hende, dit skvat?” Evan kiggede hånende på Jason, og jeg nåede ikke en gang at blinke, før Jason havde slået ham igen.

”Du skal slet ikke tale om hende på den måde,” sagde Jason imellem sine sammenbidte tænder, og jeg mærkede, hvordan min mave snørede sig sammen. Jason satte sig ovenpå Evan og slog ham igen og igen. Jeg kiggede væk og lukkede hårdt mine øjne i. Jeg kunne ikke klare at se det her. Ikke nok med at det var vold, men jeg hadede også at se Jason så vred. Og især når det var mig, som delvis var skylden til det.

Jeg åbnede mit øje på klem og så Evan ligge næsten helt livløs på gulvet, og med blodet strømmende ned forskellige steder, og Jason som bare blev ved.

”Jason, stop!” råbte jeg og prøvede at få ham væk derfra, men som altid var han stærkere end mig. Jeg fik dog fat i hans arm, og han vendte sig truende om imod mig, og i et øjeblik var jeg bange for, at han ville slå mig også. Hans blik blødte dog op, og han skiftede med at kigge imellem Evan og jeg. Han rejste sig fra Evan af og kiggede med væmmelse på ham. Han gav ham et spark i ribbenene, men Evan rørte ikke på sig. Var han…?

”Kom. Vi kan ikke blive her,” sagde Jason og tog min hånd. ”Smut ud i bilen. Jeg henter din taske.” Han puffede mig imod døren, men jeg var ikke meget for at gå. Selvom Evan havde kysset mig og var grunden til, at Jason var sur på mig, var han et menneske, og man kunne ikke bare lade ham blive her. ”Allie, der kommer sikkert nogen om en time eller to. Vi kan alligevel ikke gøre noget,” sagde Jason, da han så, at jeg bare stod og kiggede på livløse Evan.

”Men… er han… du ved… død?” spurgte jeg tøvende, men Jason nikkede uden at vise en eneste følelse. Ikke en gang vrede.

”Smut nu ud i bilen,” vrissede han irriteret, og jeg gjorde, hvad han sagde, inden han blev mere sur på mig, end han allerede var. Vi skulle sikkert have en lang samtale i dag. Og mig som synes, at dagen var gået så godt. Jeg havde ikke en gang fundet følelserne frem omkring det her. Jeg var alt for chokeret til, at kunne føle noget…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...