Why can't I just be happy?

Historien handler om en 15-årig pige ved navn Naya Myrik. Hun er kommet ind på London High School, og skal derfor flytte derover alene. Hun håber og tror på, at dette her er en ny start for hende, men det er stik det modsatte. Da hun kontakter en af medlemmerne fra det verdens berømte boyband One Direction, tager hendes liv en dramatisk drejning og hun kommer ud i en del problemer, så langt ud at hun ikke længere kan bunde. Drengene vælger at hjælpe hende, men det får konsekvenser for dem, store konsekvenser.
Hvem dater hvem? Og hvad med drengenes karriere, er den forbi?

83Likes
160Kommentarer
16208Visninger
AA

14. ''What the hell is going on?''

Nayas synsvinkel.

Jeg vågnede ved at en kiggede på mig, eller det føltes som om. Jeg åbnede stille mine øjne og så Zayn sad ved siden af mig og kiggede på mig. Jeg smilede til ham, men han sad bare helt stille og kiggede seriøst på mig. Jeg satte mig en smule op ''Er det noget galt?'' spurgte jeg og kiggede på ham. Han pegede på min mave ''Du skærer i dig selv!'' sagde han, hans stemme var en smule hård, men samtidig blød og næsten ved at knække. Jeg kiggede ned og prøvede at undgå hans øjne. De øjne, som kan kigge lige igennem mig og vide hvad jeg tænker ''Hvorfor?'' spurgte han og rykkede tættere på mig. Jeg trak på skuldrene, jeg kunne jo ikke sige til ham, at det var den smerte som jeg havde kontrol over ''Hvorfor?'' spurgte han igen, med en hårdere stemme. Jeg kiggede op på ham ''Du vil ikke kunne forstå det'' svarede jeg og kiggede ned igen. Han tog min hånd, som lå på dynen ''Prøv..'' sagde han og gav min hånd et klem. Jeg kiggede ind i hans øjne, hans gylden brune øjne. De gik lige igennem mig, det gjorde helt ondt. Mine øjne blev fyldt med vand, hans øjne forsvandt langsomt bag tårerne. Jeg blinkede en gang og der løb en tåre ned ''Jeg kan ikke..'' fik jeg sagt, i mens jeg rystede på hovedet ''Jo, du kan..'' svarede han og prøvede at få øjenkontakt med mig. Jeg vidste at han bare ville hjælpe, men han skubbede for meget på, han prøvede for meget. Så det sagde klik inde i mit hoved og jeg fik nok ''Det rager ikke dig!'' råbte jeg, i mens jeg hurtigt fjernede dynen og rejste mig fra sengen. Jeg rykkede min top længere nede, så han ikke kunne se mine ar ''Du bliver nød til at snakke med nogen om det!'' råbte han, men med en blød stemme, en stemme der var bekymret ''Nej!'' skreg jeg da jeg var halvt ude af døren.

Jeg gik igennem stuen hvor de andre sad ''Godmorge.. noget galt?'' kom det fra Harry. Jeg ignorerede ham, og fortsatte hen til køkkenet ''Naya, forhelvede!'' kom det bagfra mig, det var Zayn. ''Lad mig være!'' svarede jeg og tog noget papir og tørte mine øjne ''Det er jo ikke for at være ond!'' sagde han stille og holdte om mig bagfra ''Nå!'' svarede jeg kort og fik mig rykket fri af hans arme, men han tog fat i min arm. Jeg vendte mig om og skulle til at skrige ham ind i hovedet, da jeg så hans ansigtsudtryk. ''Snak nu med mig!'' kom det fra ham, hans øjne var nærmest på knæ og skreg bebe. ''Hvad fanden sker der?'' Liam stod pludselig ved siden af os, han så forvirret ud. Jeg brød sammen, jeg stod helt stille og græd, i mens jeg mistede det sidste af det værdighed jeg havde tilbage. At græde foran nogle var det værste man kunne gøre, efter min mening.

Zayn lagde sine arme omkring mig. Jeg lagde mit hoved på hans bare brystkasse, i mens jeg græd. Hans krop var varm, han er altid varm. Jeg har aldrig oplevet hans hænder kolde. Han kørte sin ene hånd op og ned af min ryg, det var rart. For første gang i lang tid, følte jeg mig faktisk... hvad hedder det nu... tryg?

 

Zayns synsvinkel.

Efter Naya og jeg havde haft det lille skænderi, og hun fik lov til at græde færdig. Gik vi hver til sit, hun gik ind og tog tøj på, i mens jeg satte mig hen til drengene og så tv. Jeg havde hurtigt taget et par løse bukser og en sort T-shirt på.

''Hvad fanden skete der lige?'' kom det fra Harry. De andre kiggede på mig ''Jeg fandt ud af det..'' svarede jeg og kiggede på Harry, som nikkede stille. Han vidste godt hvad jeg snakkede om ''Hvad er det?'' spurgte Niall. Havde Harry fortalt de andre det? Men jeg kunne ikke fortælle dem det. Efter Naya havde grædt, havde hun flere gang bedt mig om ikke at fortælle de andre det. Og jeg lovede at lade være ''Jeg kan ikke fortælle det..'' svarede jeg og kiggede ned ''Hun vil vidst selv fortælle det'' sluttede jeg og kiggede op igen, for at se deres reaktion. De nikkede forstående og vendte sig mod tv'et igen.

Jeg gik ind til Naya for at se om hun var okay. Selv om hun sagde op til flere gange, efter hun var færdig med at græde, at hun var okay, troede jeg ikke på hende. Det var nemt at se når hun løj.

Jeg åbnede døren og så hun stod foran spejlet, og gjorde det samme som da vi var nede ved omklædningsrummene. Hun holdte på sin mave og trak den ind. Jeg gik stille hen i mod hende og stoppede op et stykke bag ved hende. Hun fik øje på mig i spejlet og smilede til mig ''Hej dig..'' sagde hun, med den stemme som gik lige ind i en. ''Hey..'' svarede jeg og smilede til hende, hun vendte sig om ''Undskyld, det før..'' hun lagde sit hoved på skrå og kiggede lidt ned. ''Det er helt okay'' svarede jeg og tog nogle skridt tættere på hende ''Jeg bryder mig bare ikke om at snakke om det..'' hun kiggede på mig. Og jeg nikkede forstående, selv om jeg synes at hun burde snakke om det, det er trods alt det bedste.  Men jeg ville ikke sige noget, jeg vidste det ville sige klik for hende igen så.

Hun kom hen i mod mig og lagde armene omkring min nakke. Hun var så lille at hun skulle stå på tæer, for at være på højde med mig. Jeg lagde armene omkring hende. Hun duftede som dengang vi var inde i skabet - vanilje, en mild duft af vanilje. Jeg blev varm inden i hver gang hun rørte mig. Jeg fik en følelse, som jeg kun har oplevet en gang før, og det var med Rebecca. Skulle jeg tage chancen? Hvad havde jeg at miste, jeg kan virkelig li hende. Og hvis hun ikke føler på samme måde, så må vi vel forblive venner - selvom det er det modsatte af hvad jeg vil.

Jeg flyttede mit hoved tættere på hendes øre ''Jeg kan virkelig godt li dig'' hviskede jeg. Det var nemt at mærke, at det kom som et chok for hende. Det var nok mere ordene, end det var det at jeg snakkede til hende. Hun stod helt stille, stadig med sine arme om min nakke. Hendes hjerte bankede hurtigere, det var nemt at mærke. Vi stod så tæt på hinanden. Der kom stadig ikke nogen reaktion fra hende. Hun lagde sit hoved på min skulder, og tog en dyb ånding ''Jeg...'' kom det fra hende. Jeg var klar... det var nu slaget kom. Jeg fik en klump i halsen, da hun igen åbnede sin mund ''Jeg kan virkelig osse li dig... men'' kom det fra hende. Lige for et øjeblik var jeg glad, hvad mener hun med men? Hvad er der at sige men til? Jeg trak hende væk fra mig, og placerede mine hænder på hendes hofter. Hendes hænder gled ned og stoppede ved mine overarme, hun smilede da hun holdte der. ''Men?'' spurgte jeg og kiggede på hende. Hun nikkede svagt ''Jeg kan ikke..'' kom det svagt fra hendes læber. De ramte mig, de tre ord.

 

Nayas synsvinkel

Han stod med hænderne på mine hofter, mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Han var uimodståelig, jeg kunne nemt kysse ham lige nu, men jeg kan ikke. Deres fans, jeg kan ikke klare mere hate - det er for meget allerede. Han kiggede på mig med de gylden brune øjne, de mest fantastiske øjne nogensinde. ''Hvad kan du ikke?'' spurgte han og holdte sit blik på mig, jeg kiggede ned og rystede på hovedet og lukkede mine øjne i. Jeg kunne ikke fortælle ham det, men han skal ikke tro at jeg ikke vil ham, for åh gud.. jeg vil ham!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...