Talking to the Moon ✩ Justin Bieber

De mødtes. De blev forelsket. De blev kærester. De delte alt. De snakkede om alt - og aldrig havde Rosalie troet, at hun skulle sidde hjemme, alene, uden at have hendes et og alt, Justin, ved hendes side. Det hele kom uventet, da han en sommeraften fortalte, at han taget en beslutning. En beslutning, han vidste hun ikke ville blive glad for. Som 18'årig, havde Justin afsonet sin værnepligt, som en hver anden mandlig Amerikaner, der ikke havde trukket et heldigt frinummer. Siden dengang, havde Justin ikke kunne få sine tanker fra det hele. Rosalie ved ikke hvor hun skal gøre af sig selv, da Justin lader sig udstationere til Afghanistan i krigen, der stadig er i fuld gang. Vil Justin nogen sinde komme hjem til hende igen? Og hvordan skal det gå Rosalie, der senere finder ud af, at hende og Justin venter et barn?

53Likes
70Kommentarer
3832Visninger
AA

3. Del 2 af 2

En Canadisk soldat blev dræbt og en anden hårdt såret, da en improviseret sprængladning eksploderede i Helmand-provinsen i Afghanistan.

En knude på størrelse med en fodbold snoede sig sammen i Rosalies mave. Det var fire måneder siden. Fire lange måneder siden hun sidst havde set Justin. Og det, der bekymrede hende mest var, at han skulle være væk i tre. Hvorfor var han ikke kommet hjem? Hvorfor havde han ikke kontaktet hende én eneste gang? Alle blev ved med at sige, at hun snart måtte indse det. Justin var væk. Justin var forsvundet. Hun ville bare ikke tro det. Hun kunne ikke tro det.

”Far kommer snart hjem, skat. Det gør han,” hviskede hun grådkvalt til sig selv, og aede sin mave, der med tiden havde fået en lille bule på. Hun slukkede arrigt fjernsynet, da hun ikke kunne holde ud at høre på nyhedsværten mere.

”Han er der stadig et sted. Jeg ved det,” blev hun ved med at sige. Men inderst inde, var hun så småt ved at miste håb. Hun havde på fornemmelsen, at det eneste hun nogensinde ville have tilbage af Justin, var deres dyrebare baby. Justin havde altid talt så meget om, hvor meget han drømte om at være far til et barn en dag. Det var en af hans største drømme. Rosalie var altid villig til at lade det ske.

Dørklokken ringede, og det blev efterfulgt af nogle høje bank. Rastløst og med tunge opgivende gik hun hen og åbnede døren, for at blive mødt af Pattie, Justins mor.

”Hej,” sagde Pattie lavt, og kiggede op på Rosalie. Siden Justin var taget af sted, havde Rosalie brugt utrolig meget tid med Pattie. Sammen snakkede de udelukkende om Justin.

”Hej, Pattie. Kom inden for.” Hun bød den lille brunhårede dame ind, og sammen satte de sig i sofaen, der stod i stuen. Hver gang Rosalie så på Patties ansigt, kunne hun se Justin. De lignede hinanden så meget, bortset fra øjnene, hvor Patties var blå, og Justin en helt fantastisk varm brun farve.

”Går det hele?” spurgte hun, og prøvede at lystre stemningen lidt. Rosalie trak på skuldrene.

”Jeg ved snart ikke Pattie. Hvordan skal jeg tage mig ad et barn helt alene? Og så Justins barn.. Det tror jeg ikke jeg kan.” Det var så svært, at holde de tårer hun havde grædt så mange dage og nætter i træk inde igen. Pattie så hvordan hun kæmpede med det hele. Og Rosalie så det ligeså i Pattie. Langsomt strøg hun sin hånd hen over Rosalies mave.

”Han ville have været så stolt af dig.” Rosalie fik en underlig fornemmelse. En underlig boblende fornemmelse, der hurtigt blev til vrede.

”Lad være med at tal om ham, som om han allerede er død! Jeg ved at han lever. Jeg ved det..” Vreden og styrken i hendes stemme, blev mindre og mindre, mens hun bagefter blev kvalt i sin egen gråd. Pattie stirrede overrasket på den knuste pige, der sad overfor hende. Hun var overbevist om at Justin ikke længere levede. Hun var sikker på at han havde forladt dem, men hun kunne ikke græde mere som Rosalie gjorde. Hun havde grædt sig selv i søvn den sidste måned. Bedt til gud hver evig eneste aften, for at bede ham passe på Justin. Men det nyttede ikke. Hendes søn var borte. Han sad i himlen og kiggede ned på hende. Det undrede hende bare, at hun ikke havde fået besked. Intet brev. Intet besøg. Intet telefonopkald. Men han kunne ikke være levende. Han skulle have været hjemme for en hel måned siden.

”Men Rosalie.. jeg tror virkelig ikke at du skal..” begyndte Pattie, men blev hurtigt og kontant afbrudt.

”Jeg synes bare du skal gå. Jeg vil gerne være alene..” Pattie sukkede, men rejste sig, og gik. Da Rosalie hørte hoveddøren smække i, vidste hun, at hun atter var alene, og at det var sådan hun ville have det resten af sit liv. Uden Justin ved sin side var hun ensom. Hun savnede hans smil. Hun savnede hans latter. Hun savnede hans nærvær. Hun savnede hans kys. Hans arme. Hans søde bemærkninger. Hans endeløse komplimenter. Hans øjne. Hun savnede ham ved sin side om natten. Hun savnede når han smed sin jakke foran hoveddøren hver dag, når han kom hjem fra arbejde, og omfavnede hende. Hun savnede, når hun kom hjem til et beskidt køkken, og der på spisebordet ville stå hjemmelavet aftensmad klar til hende. Hun savnede ham.

På reolen bag hende, stod der et tykt, brunt fotoalbum. Hun havde ikke turde kigge i den indtil nu. Da hun stod med den i hånden, pustede hun støvede af dets ru overflade.

Indgraveret i forsiden, stod der med kursive bogstaver: ”Justin og Rosalie.”

Tøvende satte hun sig i sofaen igen, og åbnede det. Et lille og næsten usynligt smil, tryllede sig frem på hendes læber, allerede da hun så på det første billede. Det billede sagde mere end tusind ord. Det var taget en varm dag i juli. Justin og Rosalie stod sammen ude i deres lille baghave. Solen skinnede, himlen var blå, og der var så meget liv i billedet, at Rosalie næsten stadig kunne høre fulgene synge. På billedet kunne hun se Justin holde kameraet i en udstrakt arm, og havde sin anden arm rundt om hende, der stod op af ham. De smilede begge to. Det var sådan en god dag. Hun huskede det hele så tydeligt.

Det var en søndag, og solen skinnede så klart udenfor. Rosalie sad alene på en stol i haven, og nød varmen. Justin var ikke hjemme. Han havde taget endnu en ekstra vagt på hans daværende job, for at tjene nogen flere penge. Han var en meget hårdtarbejdende mand. Måske endda for hårdtarbejdende. Han tog alle de ekstravagter han kunne få, og trådte altid til, hvis nogen blev syge, eller når de manglede en ekstra – men det holdt ham ikke fra at elske livet. Aldrig nogensinde havde han fortrudt at flytte sammen med Rosalie, selvom det krævede mange penge. De var begge villige til at kæmpe for det.

”Rose!” Rosalie mærkede straks hvordan hun lyste op, da hun kunne høre Justins stemme inde fra huset. Hun rejste sig og løb ind ad den åbne terrasse dør, og videre ind i køkkenet, hvor en udmattet Justin stod. Som hun hver dag gjorde, kastede hun sig på ham. Det var en ting de havde gjort til en vane.

”Kom med ud. Det er så dejligt vejr i dag,” smilede hun, og tog hans hånd.

”Årh, jeg har ventet hele dagen på det her!” sagde Justin med en glad og lettet følelse i maven, da han trådte ud af bagdøren og mærkede solens varme mod sit ansigt.

”Sæt dig ned. Så henter jeg noget iskoldt vand og nogen jordbær.. Det regner jeg med du trænger til,” svarede Rose ham med et blink i øjet.

”Du’ en skat,” mumlede han, og satte sig ned på en af de bløde stole der stod på fliserne. De vidste begge næsten alt om hinanden, og Rose vidste at Justin elskede jordbær. På hendes vej ud til Justin igen, så hun deres kamera ligge og flyde på stuebordet. Uden egentlig at vide hvad hun skulle brugde det til, tog hun det med udenfor.

”Giv mig, giv mig, giv mig, giv mig!” sagde Justin med store øjne og udstrakte arme, da Rosalie kom gående med en hel skål jordbær. Rosalie himlede med sine øjne, og gav ham skålen.

”Se hvad der lå og flød indenfor.” Rose viftede med kameraet frem og tilbage foran Justin. Han løftede et øjenbryn.

”Et kamera?” Rose nikkede hurtigt.

”Skal vi ikke tage et billede?”

”Okay. Kom her.” Justin gik ned på græsset, og tog kameraet ud af Rosalies hænder. Langsomt lagde han sin ene arm om hende, og holdt hende tæt, mens han med den anden arm, pegede linsen ned mod dem.

”Smiiiiiiiil!” beordrede han, men på en sød måde, og lod sin tommelfinger trykke ned på den store knap, der gjorde at kameraet tog et billede. Rosalie smilede et stort og ægte smil – men ikke fordi Justin havde sagt det. Mere fordi hun var oprigtigt glad. Eller nærmere lykkelig.

Sådan var det ikke mere. Den lykkelige fornemmelse var for længst forsvundet. Det eneste der var tilbage i hende nu, var sorg, savn og udmattelse.

Pludselig slog det bare klik for hende. Hun indså det nu. Grædende og hysterisk brød hun sammen i sofaen, mens hun gang på gang aede sin mave – det eneste hun havde tilbage af Justin.

”Hvorfor Justin? Hvorfor kommer du ikke tilbage! Hvorfor er du her ikke når jeg har brug for dig!” råbte hun til inden bestemt. Ingen hørte hende. Ingen ville nogensinde høre hende. Hun var alene. Alene tilbage i den store tomme verden. Justin er død. Han kommer aldrig igen. Han har forladt dig. Du vil aldrig se ham igen. Du vil aldrig, aldrig, aldrig se ham igen. Stemmerne i hendes hoved, drev hende til vanvid. Hvordan skulle hun klare sig uden Justin? Hvordan skulle det hele komme til at gå uden Justin? Det ville aldrig blive det samme igen uden ham. Hun var slet ikke sikker på, at hun var i stand til at leve uden ham.

Da dørklokken pludselig ringede, ville hun ikke lade sig selv rejse sig op. Det var bare Pattie der var kommet igen. Men det blev ved, og til sidst rejste Rosalie sig alligevel, og gik ud for at åbne døren.

”Undskyld jeg råbte sådan af dig før Pattie, det var ikke..” begyndte hun allerede at  plapre om, inden hun overhovedet havde set sig om. Da hun løftede hovedet, og så hvem der stod i døren, sprang hendes hjerte et slag over.

Det var umuligt. Det kunne ikke være rigtigt. Det måtte være syner.

”J-Justin?” måbede hun, skræmt fra vid og sans. ”Det kan ikke.. Er det virkelig dig?” Foran hende, stod hendes et og alt. I ét stykke, helt uskadt, og i sin uniform. Han havde et lille, trist smil formet på sine læber. Han nikkede langsomt som svar, uden rigtig at vide hvad han skulle sige. Han havde savnet Rosalie så meget. Grædt sig selv i søvn til tider, fordi han var bekymret for hende, og bange for at han aldrig ville se hende igen. Som han havde håbet, havde hun ikke glemt deres vane. Som hver gang han kom hjem efter en lang arbejdsdag, kastede Rosalie sig i hans muskuløse arme. Denne gang var det bare anderledes. Denne gang holdt han hende mere tæt. Denne gang faldt der glædestårer fra begge deres øjne. Denne gang var de sikre på, at de aldrig ville lade hinanden gå igen.

”Undskyld jeg ikke ringede, undskyld jeg ikke skrev. Undskyld så mange gange,” mumlede han ned i hendes hår, og kyssede hendes pande. Hun svarede ved bare at gribe hårde fat om ham. Hun elskede ham så højt. Hver lille del af ham.

”Det er okay. Så længe du er hjemme nu..” Hun var så lykkelig inden i. Og det havde hun ellers ikke troet var muligt.

”Det er jeg, og jeg forlader dig aldrig igen. Du  har ingen idé om hvor meget jeg har savnet dig Prinsesse..” Ordene der kom fra hans mund, var så sande og fyldt med kærlighed.

”Jeg troede du var død,” fik Rosalie fremstammet. Justin sukkede, ”jeg ville aldrig forlade dig. Aldrig nogensinde.” Det sad fast i Rosalie nu. Justin ville aldrig forlade hende. De skulle være sammen for evigt.

”Der er noget jeg skal fortælle dig..” sagde hun, og trak sig væk. Justin kiggede spørgende på hende. Han havde så mange tanker i hovedet. Havde hun været ham utro? Var der sket noget alvorligt?

Rosalie placerede sine hænder på sin lille bule, de var på hendes mave. Justin fulgte hendes hænder med øjnene.

”Nogle få uger efter du var taget af sted, fandt jeg ud af, at jeg er..-” Justin kunne ikke tro sine egne øjne. Han vidste hvad hun ville sige, og følelsen der svømmede rundt i hans krop, var helt vidunderlig.

”-Gravid..” sagde han og afsluttede Rosalies sætning. Hun smilede et genert smil, og bed sig selv i underlæben. Justin tog Rosalies i ansigt i sine hænder og bordede sine øjne ind i hendes.

”Jeg elsker dig så højt. Og jeg elsker vores baby. Du kommer til at blive en fantastisk mor, og vi får den her familie op og stå med det samme, det ved jeg vi gør.” Hans tommelfinger kærtegnede blidt Rosalies kind. Hun var blæst helt væk af hans ord.

”Vi to,” fortsatte han og flettede deres fingre sammen, ”kan klare alt.”

”Alting,” gjorde Rosalie sig enig. Kærligt pressede Justin sine læber mod Rosalies, og opdagede først der, hvor meget han havde savnet hendes læber mod hans.

”Jeg elsker dig.” Rosalie opdagede også først der, hvor meget hun havde savnet at kunne sige de ord til ham.

”I lige måde, Rose. I lige måde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...