Maybe you? - One Direction.

Isabella, som bare bliver kaldt Bella er født i Danmark, men efter hendes mors og fars skilsmisse for seks år siden er hun flyttet til London med sin mor.
Selvom hun hun elsker London, finder hun dog ud af at det ikke er alt hvad der er engelsk hun bryder sig om, da hun tilfældigt stødfer ind i Harry Styles fra bandet One Direction.


90Likes
145Kommentarer
16025Visninger
AA

7. Kapitel 6

De følgende uger gik. Jeg havde brugt meget tid sammen med Alice, men også tid sammen med drengene. Harry var begyndt at undgå mig, hvilket egentlig ikke gjorde mig spor. Han var flink ja. Men overhovedet ikke min type, og hvad skulle han dog også med sådan en som mig. En ganske almindelig pige. Jeg kiggede op i loftet. Jeg lå i min seng og var lige vågnet. Idag skulle jeg besøge drengene igen. De har et par dage fri. Hurtigt rejste jeg mig op og min blik blev sløret. Okay, det var ikke en god idé, derefter gik jeg hen til skabet og fandt noget tøj frem. Et par mørkeblå jeans, en ferskenfarvet lidt gennemsigtig skjorte, med en hvid top indenunder. Derefter tog jeg mit ynglings armbåndsur på, det er sølvfarvet og jeg har fået det af min far. Derefter satte jeg mit hår op i en rodet, men pæn knold og til sidst lagde jeg noget mascara. klokken var kun lidt i elleve. Efter jeg havde spist morgenmad tjekkede jeg uret igen. Kun lidt over elleve, men jeg kunne simpelthen ikke vente længere. Jeg styrtede ud i gangen, og tog mine sorte ballerinaer med sløjfen på, og tog en Taxa hen til drengenes hus. Egentlig skulle jeg først havde været her om tre kvarter. 

Jeg ringede på døren. og havde egentlig forventet Louis ville lave sjov med mig, eller en af de andre. Den sidste jeg havde forventet ville åbne døren var Harry. Men det gjorde han altså, og der stod han så foran mig, og ingen af os sagde et ord. "Hej" sagde han og sendte mig et smil, et flirtende smil. "Hej" mumlede jeg og kiggede genert ned i jorden. Det var akavet. "Hvor er de andre henne?" spurgte jeg og prøver at kigge ind i huset. "De er ikke hjemme lige nu, men du kan bare komme ind hvis det er?" tilbød han. Jeg takkede ja og fulgte med ham ind i stuen. Jeg satte mig i sofaen og han satte sig ved siden af og tændte for tv'et. Det kørte lidt, da han pludselig slukkede det. "Prøv at hør her Bella" sagde han, og jeg blev  straks nervøs. "Jeg ved godt du ikke føler det sammen, men jeg bliver nødt til at fortælle dig at jeg virkelig godt kan lide dig!" Det kom en smule bag på mig, jeg havde ikke forventet at han ville sige det så lige ud. Jeg tøvede lidt, det gik op for mig at jeg faktisk var sur, han forstod ingenting. Jeg vidste nøjagtig hvad jeg ville sige. "Du forstår det slet ikke vel?" sagde jeg. "Du kan få alle piger i hele verden." Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. "Kan du slet ikke se at du er alt for god til mig? Du fortjener så meget mere! Jeg fortjener slet ikke dig" røg det ud af mig. Først der gik det op for mig at jeg havde løjet for mig selv hele tiden. Selvfølgelig var jeg vild med Harry, men mit hjerne havde prøvet at stikke mig en løgn. Sandheden var at jeg slet ikke fortjente Harry, han var alt for god til mig. Og derfor havde jeg ubevidst skubbet ham væk fra mig. Der var stille lidt. Jeg kunne mærke den trykkede stemning, og pludselig gjorde Harry noget der kom fuldstændig bag på mig. Han lagde armene om mig og trak mig ind i et kram. Jeg kunne mærke tårene presse på, og skubbede Harry væk fra mig. "Harry, jeg har været et svin overfor dig, og det må du undskylde" sagde jeg. Jeg rejste mig og gik udenfor. Jeg stoppede da jeg endelig var kommet ud. Det hele kørte rundt i mit hoved. Hvorfor havde jeg ikke bare kunne se det fra starten af? Det gjorde ondt i mit hjerte, men Harry fortjente bare så meget bedre! Jeg satte mig ned på en bænk ude foran huset. 

Pludselig kom Harry ud af døren. Han gik hen og satte sig ved siden af mig, han vidste tydeligvis ikke helt hvad han skulle sige. "Bella, jeg ved godt du føler du ikke er god nok, men det er jeg ligeglad med. Du er god nok til mig." Sagde han. "Du forstår det stadig ikke, jeg har opført mig som et svin overfor dig? Jeg har ignoreret dig, og holdt mig på afstand af dig, afvist dig og såret dig?" Sagde jeg og kiggede genert ned i jorden. "Kan vi ikke bare starte forfra?" spurgte han. "Lade som om det aldrig er sket?" Jeg tænkte mig lidt om før jeg nikkede. "Det er måske det bedste" sagde jeg. Lidt efter rakte han hånden frem mod mig, "Hej, jeg hedder Harold Edward Styles, men du kan kalde mig Harry" han sendte mig et flirtende smil. Og jeg fik en smule dårlig samvittighed men tog hans hånd. Jeg grinede lidt før jeg præsenterede mig selv. "Jeg hedder Isabella Smith, men du kan kalde mig Bella" efterlignede jeg. Han grinede. "Okay, måske skal vi ikke glemme så meget" han grinede lidt, og igen fik jeg et stik af dårlig samvittighed. "Okay, men du må altså stadig virkelig undskylde at jeg har været sådan overfor dig!" sagde jeg og kiggede ned i jorden. "Det er okay" mumlede han. "Jeg tilgiver dig!" Han sendte mig et varmt smil, og trak mig så ind i et kram. Vi sad sådan længe, jeg med hoved begravet i han skulder, og hans hoved i mit hår. Pludselig kunne jeg høre en bil dytte. Vi trak os begge to forskrækket væk fra hinanden. Busted! De andre drenge var kommet hjem og jeg kunne høre hyl og fløjt inde fra bilen af. Jeg rødmede. Harry gav min hånd et klem. Louis, og de andre drenge kom hen mod os. "Nårh, hvor ærgerligt. Det ser ud til Harry allerede har sagt at han virkelig godt kan lide dig" sagde Louis, og kiggede spændt på skift fra Harry til jeg, jeg kiggede op på Harry. Han rødmede lidt. Det sammen gjorde jeg. "Årh hvor søødt" hvinede Zayn med en meget skinger stemme. Han lød akkurat som en pige, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Derefter gik vi allesammen ind. Det var en smule akavat, Louis tog mig til side lidt efter. "Hvad så?" spurgte han om. Louis var efterhånden min bedsteven, men jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. "Du kan lige så godt sige det Bella, Harry fortæller mig det alligevel senere når de andre er gået hjem" truede han, og jeg vidste han havde ret. Louis og Harry var som brødre. "Han sagde bare han godt kunne lide mig" sagde jeg uskyldigt, han kiggede bebrejdende på mig. For sjov selvfølgelig. "Jeg får alle detaljerne ud af Harry senere" grinede han. "Helt ærlig Louis" sagde jeg. Han grinede bare og kig ind i stuen til de andre. Det begyndte at blive mørkt, og Harry og jeg sad pludselig alene i sofaen. Han havde sin hånd i min. Og for første gang var jeg ligeglad med at stemmen i mit hovedet fortalte at jeg slet ikke fortjente ham. For første gang i lang tid lyttede jeg til mit hjerte. Og da Harry lænede sit hovedet tættere på mit, og kyssede mig tøvede jeg ikke med at kysse igen.'

 

 

JEG SKRIVER IKKE MERE FØR DER ER KOMMET 18 LIKES :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...