Maybe you? - One Direction.

Isabella, som bare bliver kaldt Bella er født i Danmark, men efter hendes mors og fars skilsmisse for seks år siden er hun flyttet til London med sin mor.
Selvom hun hun elsker London, finder hun dog ud af at det ikke er alt hvad der er engelsk hun bryder sig om, da hun tilfældigt stødfer ind i Harry Styles fra bandet One Direction.


90Likes
145Kommentarer
16022Visninger
AA

18. Kapitel 17

 

"Bella?" hørte jeg en fjern stemme sige. Jeg rykkede let på mig og trak dynen længere op over hovedet. "Bella, du skal altså op nu" hørte jeg stemmen sige. Jeg mærkede noget rode blidt ved mit hår, jeg vendte mig forsigtigt om og så at det bare var Louis. "Godmorgen søde Bella" han havde set jeg havde åbnet øjnene. "Godmorgen, øh Louis" sagde jeg og han grinede lidt. "Syntes du ikke jeg er sød?" spurgte han drillende om, "Ikke når du vækker mig så tidligt om morgenen" svarede jeg og han trak på smilebåndet. "Vi tager afsted til interview om to timer, hvis du altså vil med" sagde han og gik derefter ud af døren, jeg kunne høre nogle snakke da han åbnede døren. Jeg lå lidt og kiggede op i loftet, før jeg besluttede mig for at stå op. Jeg kiggede ud af vinduet, det så varmt ud, og jeg havde ret. Da jeg åbnede vinduet, strømmede der varm luft ind og jeg sukkede tilfreds. "Bella?" hørte jeg en fjern stemme sige. Jeg rykkede let på mig og trak dynen længere op over hovedet. "Bella, du skal altså op nu" hørte jeg stemmen sige. Jeg mærkede noget rode blidt ved mit hår, jeg vendte mig forsigtigt om og så at det bare var Louis. "Godmorgen søde Bella" han havde set jeg havde åbnet øjnene. "Godmorgen, øh Louis" sagde jeg og han grinede lidt. "Syntes du ikke jeg er sød?" spurgte han drillende om, "Ikke når du vækker mig så tidligt om morgenen" svarede jeg og han trak på smilebåndet. "Vi tager afsted til interview om to timer, hvis du altså vil med" sagde han og gik derefter ud af døren, jeg kunne høre nogle snakke da han åbnede døren. Jeg lå lidt og kiggede op i loftet, før jeg besluttede mig for at stå op. Jeg kiggede ud af vinduet, det så varmt ud, og jeg havde ret. Da jeg åbnede vinduet, strømmede der varm luft ind og jeg sukkede tilfreds. Jeg trak i et par sorte jeans og en lyseblå lang skjorte uden ærmer, og satte mit hår i en sidelæns fletning. Jeg lagde to lag mascara, og dækkede urenhederne med noget concealer, derefter børstede jeg mine tænder. Jeg skulle til at gå ud til drengene, da jeg kunne høre deres snak gennem døren. ”Du bliver nødt til at snakke med hende Harry?” kunne jeg høre en stemme sige, Louis var jeg ret sikker på. ”Louis, du forstår det jo ikke” mumlede Harry tilbage. ”Harry, gå ind og snak med hende nu” hørte jeg en tredje stemme sige, Liam. ”Vi har jo ikke noget at snakke om det var jo…” Liam afbrød Harry, ”Gå så derind.” Jeg hørte en stol skrabe hen ad døren, og nogle nærme sig. Jeg skyndte mig hen og smed mig på min seng, og tog min telefon op af lommen og gik hurtigt ind på Facebook. Det bankede på døren, ”Kom ind” sagde jeg og døren åbnedes og Harry trådte ind. ”Hvad så?” spurgte jeg om og kiggede ned i min telefon igen. ”Må jeg sidde her?” spurgte han om, og da jeg kiggede op opdagede jeg at han stod lige ved siden af sengen. Jeg havde ikke hørt han var gået herover. Jeg nikkede stift, jeg var nervøs. Jeg vidste ikke helt hvorfor. ”Bella jeg… Jeg er ked af det.” sagde han og fangede mit blik. Hans forbandede smukke grønne øjne, ”Undskyld jeg ha været en idiot, undskyld jeg…” jeg afbrød ham. ”Hvad? Harry stop? Det er mig der har været dum!” han kiggede sært på mig, som om jeg var fuldstændig forkert på den. ”Nej Bella, det er…” Jeg afbrød ham igen. ”Harry please stop” det blev næsten kun til en hvisken, men jeg kunne se han hørte hvert et ord. Jeg fortsatte lidt efter, ”Er du ikke nok sød at råbe ad mig, please ikke giv dig selv skylden” sagde jeg og kiggede bedende på ham, jeg kunne ikke holde det ud. Han kiggede forskrækket på mig, ”Råbe ad dig? Jamen hvorfor?” spurgte han og så helt forvirret ud. ”Harry, det er mig der er dum hver gang, og alligevel er det dig der undskylder, eller tilgiver mig så let. Det er meningen du skal råbe ad mig, sige at jeg har dummet mig” sagde jeg og kiggede ham i øjnene, han så ud til at forstå det. ”Hvorfor? Alle mennesker begår fejl?” sagde han og smilede svagt til mig, jeg rystede på hovedet. ”Jamen Harry, jeg såre dig gang på gang, og alligevel tilgiver du mig?” han rystede på hovedet. ”Du såre mig ikke, jeg bliver skuffet, og okay måske en smule såret. Men jeg ved at du gør de fleste ting fordi du holder af mig, og fordi du er bange for at miste mig” sagde han og tog min hånd i sin. Jeg kunne mærke tårene igen, jeg havde skyldfølelse, jeg følte mig forvirret. Aldrig i mit liv havde jeg oplevet en dreng være så forstående, og omsorgsfuld. Han rykkede sig tættere på mig og lagde forsigtigt armen om mig, som om han var bange for hvordan jeg ville reagere. Men jeg lod ham gøre det. Jeg havde savnet ham, helt forfærdeligt! Selvom det var mig der havde dummet sig, og selvom han også havde dummet sig, så havde jeg savnet ham! Jeg lagde mit hoved ind mod hans bryst. Han nussede mig stille på ryggen, ”Undskyld, Harry” sagde jeg og snøftede lidt. Gud, hvor havde jeg grædt meget her på det sidste. En rigtig tude prinsesse, normalt græder jeg slet ikke så meget. ”Jeg tilgiver dig, hvis du tilgiver mig” jeg skulle lige til at protestere, men jeg gad ikke. ”Jeg tilgiver dig” sagde jeg, han gav min skulder et klem. Vi sad sådan i noget tid. ”Holder vi så stadig pause, eller er vi okay igen?” spurgte han om og jeg grinede lidt. ”vi er okay igen, hvis du vil?” svarede jeg og grinede svagt. ”Det vil jeg” sagde han og kyssede mig i håret. ”Jeg har savnet dig” mumlede han ned i mit hår. ”Jeg har også savnet dig” svarede jeg.

***

Efter at havde forklaret drengene at Harry og jeg var nogenlunde okay igen, tog vi afsted mod der hvor de skulle til interview. Stemningen var en smule akavet. Vi sad alle sammen bag i bilen, og Niall sad mellem Harry og jeg hvilket jeg egentlig var godt tilfreds med. Jeg havde tilgivet Harry, og han havde jo tilgivet mig. Men jeg bare brug for at tænke lidt over tingene. Der var ikke rigtig nogen der sagde noget. Vi ankom til det ”studie” hvor de skulle interviewes, vi blev vist om det til et rum hvor der var to sofaer og et sofa bord og en vand automat i hjørnet. Her skulle vi sidde indtil interviewet skulle begynde. ”jeg skal vel ikke med ind på scene vel?” spurgte jeg om og de rystede på hovedet. ”Nej, nede foran er der nogle pladser hvor vores ’venner og familie’ kan sidde. I dag, kan dig!” sagde Zayn og sendte mig et blændene smil. Det gjorde mig en smule nervøs. Det betød at drengenes fans, og resten af verden skulle se mig live. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...