Can't go back - One Direction

Det her er 2'ern af Scarred for life. Stephanie er taget til U.S.A og lever et helt andet liv. Hun har glemt sin far, alt det dårlige. Der er bare en, som hun ikke kan glemme. Eller rettere fem - One Direction. Hun får stadig tårer i øjnene, når hun tænker på dem. Men hun må indse, at det er ikke alt, som man kan gå tilbage til. Det er ikke alt, som kan glemmes.

31Likes
83Kommentarer
3357Visninger
AA

8. Kapitel 6

 

Lyden af en radio vækkede mig langsomt, sammen med lyden af fire støjende drenge. Mens jeg gned søvnen ud af mine øjne, gik jeg ud i køkkenet. Lige i tide til at se Caroline stå i en af Harry's trøjer, som dårligt dækkede. Drengene - minus Harry - så ud til at have det ubehageligt. Jeg vinkede akavet og satte mig ved bordet. "Steph, gudskelov. Hvad vil du have til morgenmad?" Niall kastede sig nærmest over mig med de sødeste hundeøjne. Jeg kløede mig i nakken og kiggede rundt. "Faktisk tror jeg, at jeg tager hjem nu." Drengene kiggede misundeligt på mig, for jeg kunne tage væk, mens de skulle kigge på - ved ikke en gang, hvad jeg skulle det. Harry, som stak tungen ned i halsen på Caroline. Jeg løftede øjenbrynet og stak fingeren ind i munden - diskret selvfølgelig. Med lange skridt gik jeg ud i gangen og tog overtøj på. Liam kom løbende ud og lænede sig op af væggen. "Jeg ved ikke, om jeg burde sige det her, men jeg gør det alligevel. Louis var vild med dig først." Jeg rynkede mine øjenbryn og kiggede lidt på Liam. "Hvad mener du?" spurgte jeg og gik lidt tættere på ham. "Harry gik efter dig, selvom han vidste, at Louis var vild med dig først." Ordene kom hviskende ud, men det stoppede ikke mig i at blive vred. "Hvorfor siger du det overhovedet?" Liam så ud til at tænke lidt, inden han sagde: "Harry bebrejder dig for at ødelægge deres venskab, selvom han allerede havde sat revner i." Jeg smed min jakke og gik ud i køkkenet igen. "Harry... kan jeg tale med dig?"

 

"Du vidste, han var vild med mig!" Min plan om, at jeg ville have en rolig samtale med ham virkede ikke, da jeg startede med at råbe af ham. "Hvad?" spurgte han dumt, hvilket gjorde mig endnu mere sur. "For helvede! Louis var vild med mig, men du var ligeglad! Og så skal jeg høre fra Liam, at du syntes, jeg ødelagde jeres venskab!" Harry kiggede vredt på mig, men vreden var vist ikke rettet mod mig. "Har Liam sagt noget til dig?" Jeg kiggede op i loftet, mens jeg lagde en hånd på min pande. "Efter alt hvad der er sket, så er det dét du vil fokusere på?" Harry svarede ikke, så jeg styrtede bare ud der fra. "Steph, hvad sker der?" Jeg kiggede over på Niall, der kiggede bekymret på mig. Et såret smil kom frem på mine læber, inden jeg sagde: "Det var en fejl, Niall." Han kiggede forvirret på mig. "Hvad var en fejl?" spurgte han. "At I opsøgte mig. Det bringer bare dårlige minder frem." Tårer sprang frem i øjnene på ham. "Steph, ikke igen. Du må ikke forlade os igen." Et bedrøvet smil lå på mine læber, da jeg sagde: "Jeg tror ikke, at jeg har noget valg." Med de ord, gik jeg ud af døren og efterlod Niall - og alle drengene - bag mig. 

 

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg blev så sur. Men Harry havde beskyldt mig for at ødelægge Louis og hans venskab, når han åbenbart havde ødelagt det selv længe før mig. Jeg sparkede irriteret til nogle sten, mens jeg gik gennem parken. En fyr kiggede overrasket over mod mig. Han havde en stor hættetrøje på og nogle solbriller, så man næsten ikke kunne se hans ansigt. Han skulle til at åbne munden, da jeg kom ham i forkøbet: "Jeg har haft en dårlig dag, så spar dig." Han smilede til mig og trak solbrillerne af. "Lou-Louis?" stammede jeg lavt. "Og jeg sagde, at jeg aldrig ville klæde mig ud for at undgå fans, men her er jeg." Jeg blinkede med øjnene mange gange, inden det gik op for mig, at han virkelig var her. "Ingen striber?" mumlede jeg bare for at sige noget. Han smilede lidt, inden han rystede på hovedet. Da han tog solbrillerne på igen, spurgte jeg mærkeligt: "Hvorfor?" Han trak på skuldrene. "Det ville nok ødelægge det hele, hvis der blev taget et billede af dig og mig nu." Jeg begyndte langsomt at gå sammen med Louis. "Jeg tror, at jeg ødelagde det selv." Louis stoppede op og stirrede undrende på mig. "Jeg begyndte at råbe af ham, fordi han beskyldte mig for at ødelægge jeres venskab, men han gjorde det selv, gjorde han ikke? Ved at tage mig, selvom han vidste, at du var vild med mig." Louis nikkede og smilede så. "Det er ironisk, hvad kærlighed får en til, var?" Jeg nikkede enigt. "Det værste er, at jeg stadig elsker ham. Han hjalp mig efter min far, han støttede mig altid. Jeg hader at jeg gjorde det mod ham, men han er så stædig nogen gange! Hvis bare, han for at kort øjeblik kunne se det fra min side." Jeg sukkede og begyndte at gå igen. Gruset raslede, hver gang enten Louis eller jeg tog et skridt. Der var komplet stilhed, mens vi gik ved siden af hinanden. Jeg havde aldrig set Louis sådan; han var alt for stille og tænksom. Det virkede helt forkert, når han var sådan. 

 

"Jeg burde nok komme hjemad," mumlede jeg og drak den sidste slat kaffe. Han nikkede og lagde nogle sedler på bordet. For en gangs skyld, gad jeg ikke en gang prøve at betale for mig selv. Da jeg gik ud af døren, hørte jeg Louis sige: "Jeg er ked af det, Steph. Det er jeg virkelig." Jeg vendte mig langsomt om. "Hvad har du at være ked af?"

"Jeg... jeg er bare ked af det." Han gik forbi mig og fortsatte ned af gaden. Hvis jeg aldrig havde mødt One Direction igen, så ville det have været en ok slutning. Men selvfølgelig var det ikke sådan, for da jeg kom hjem til min lejlighed, stod en fuld og gennembanket Harry foran min dør. "Harry," gispede jeg forskrækket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...