Can't go back - One Direction

Det her er 2'ern af Scarred for life. Stephanie er taget til U.S.A og lever et helt andet liv. Hun har glemt sin far, alt det dårlige. Der er bare en, som hun ikke kan glemme. Eller rettere fem - One Direction. Hun får stadig tårer i øjnene, når hun tænker på dem. Men hun må indse, at det er ikke alt, som man kan gå tilbage til. Det er ikke alt, som kan glemmes.

31Likes
83Kommentarer
3359Visninger
AA

6. Kapitel 4

Inden I læser det her, må I meget gerne gå ind og høre Scars med Miley Cyrus på YouTube ;) 

 

 

Jeg vågnede op fra den samme drøm, som alle andre nætter. Harry var kommet for at tage mig tilbage. Jeg smilede lidt ved tanken, inden jeg gik i bad. Men jeg mærkede det varme vand ramme min krop, lod jeg mig selv huske. Huske Harrys smil, hans grønne øjne, som altid lyste af omsorg. Hans ustyrlige krølhår og hans mund. Jeg slukkede langsomt vandet og steg ud igen.

 

Da jeg havde fået tøj på, ringede min mobil. Niall. "Det er Steph," mumlede jeg ind i mobilen. "Hey, kommer du ikke hen til studiet?" Jeg sukkede lydløst. "Niall, jeg kan ikke." Jeg kunne ligefrem føle, hvordan han himlede med øjnene. "Jeg er ikke dum, Harry er her ikke." Jeg grinede kort. "Niall, vær glad for, at du er så pokkers uimodståelig." Han grinede og lagde på. Jeg spiste lidt morgenmad, inden jeg tog af sted. Jeg var bange for, at Niall ikke havde sagt sandheden og, at Harry ville være der, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ville se ham igen. For det ville jeg. Den sidste gang jeg havde set ham, havde været et stort rod. 

 

Da jeg ankom, var der stille. Nogle hænder lagde sig om mine øjne og jeg sukkede drillende. "Niall, vi er ikke i tredje klasse mere." Personen grinede højt. "Så er det heldigt, at jeg ikke er Niall." Jeg vendte mig om og smilede stort. "Zayn!" udbrød jeg, inden jeg kastede mig i armene på ham. "Jeg har savnet dig," mumlede jeg ned i hans trøje. Nogle få tårer pressede på. Zayn trak mig lidt væk fra ham. "Hey, jeg ved godt, at jeg er sexet, men det går nok." Jeg daskede blidt til ham. "Hvor er Niall?" Zayn trak mig med ind i studiet og lukkede mig ind i et rum. Da jeg var inde, smækkede han døren i og låste den. Jeg kastede mig mod den. "Zayn, luk op nu!" En anden dør blev smækket, og jeg hørte den samme sætning blive råbt mod Niall. Jeg kendte stemmen, men jeg vidste, det ikke kunne være sandt. Jeg vendte mig langsomt om og så hans baghovedet. "Harry, " hviskede jeg. Han vendte sig om mod mig, og hans grønne øjne lyste op. Der stod han. Ham, jeg havde såret så dybt, og jeg havde ingen flygt muligheder. "I kommer ikke ud, før I i det mindste er venner igen!" Jeg kiggede gennem den gennemsigtige rude, men så ingen. Jeg smilede et lille smil til Harry. "Det ser ud som om vi er fanget her." Han svarede ikke, men stod bare med knyttede hænder og stirrede på mig. Jeg satte mig på en af stolene og prøvede at se afslappet ud, selvom jeg var alt andet end afslappet. "Hvorfor forlod du mig bare?" Spørgsmålet var simpelt, men effektivt. Jeg kiggede over mod Harry, der stod med lukkede øjne. "Fordi jeg hadede mig selv. Jeg kunne ikke se dig i øjnene, vel vidende, hvilken smerte jeg havde påført dig, Harry." Jeg rejste mig stille og gik over til ham. "Men du behøvede ikke ligefrem at rejse til et andet land." Hans tone var skarpt, men bage facaden, så var han såret. "Harry, der var ikke en dag, hvor jeg ikke ville rejse tilbage og bare se dig en enkelt gang. Blive holdt i dine arme igen. Jeg elsker dig stadig, for fanden!" Harry åbnede sine øjne. "Hvorfor kom du så ikke tilbage?" Jeg trak på skuldrene uden at slippe hans blik. "Jeg var bange. Bange for, at du ikke ville se mig. Bange for at blive afvist." Han grinte hånligt. "Jeg var også bange. Bange for aldrig at se dig igen. Bange for, hvad der var sket med dig. Jeg rendte rundt og fortalte alle, hvor meget jeg hadede dig, men inderst inde ville jeg bare se dig en gang mere." Jeg kiggede væk. "Harry, jeg er så ked af det."

 

Efter flere timers stilhed, rejste jeg mig fra stolen. "Hvornår kommer vi mon ud?" Jeg fik intet svar. "Den første dag jeg kom, gik jeg direkte i seng. Jeg kom ikke ud før en uge senere. En hel uge med selvmedlidenhed. Jeg græd hver dag. Om natten var det ikke slemt, for jeg havde den her drøm. At du ville komme og redde mig. Du ville stå udenfor min dør, mens du sagde, at du tilgav mig. Jeg ville kramme dig og sige, at jeg elskede dig. Og alt var godt igen. Så vågnede jeg op igen og det gik op for mig, at det kun var en drøm. Jeg kan kigge på dig og lade som, at jeg ikke vil give alt for at få dig tilbage. Jeg kan lade som om, at jeg ikke savner dig hver dag, men det er en løgn. For det gør jeg." Jeg sad lidt, inden jeg tøvende spurgte: "Harry?" Jeg hørte noget bevæge sig. "Jeg er her stadig." Jeg nikkede. I mørket var det sværere at se, men måske var det bedste sådan - så kunne jeg ikke se Harrys dømmende blik. Harry rejste sig op og gik over til mig. "Jeg savnede dig engang. Så gik det op for mig, at du ikke kom igen. Så det holdt jeg op med. Så mødte jeg dig igen og nu, er du alt jeg tænker på." Jeg rejste mig op, så jeg var nogenlunde på højde med Harry. Vores hoveder var meget tættere end de burde, men jeg havde intet imod det. Jeg kyssede ham tøvende. En lille boble af lykke sprang inde i mig. Harry trak sig hurtigt væk. "For fanden, du kan ikke bare gå i seng med min bedsteven og så kysse mig! Dammit, Steph."

 

Flere timer gik igen uden lyd. Jeg havde grædt, men der var ingen sød Harry. Han havde bare kigget på mig, mens jeg krampeagtigt holdt fast i mig selv - ellers var jeg bange for, at jeg skulle gå i stykker. Nu sad vi bare i hvert vores hjørne. "Det var en fredag. Da vi mødtes første gang. Vi var hjemme hos Zayn, fordi jeg skulle se hans ynglings film. Du havde dine ynglings sko på, nogle sandfarvede løse bukser og en hvid T-shirt på." Der gik lidt tid, inden Harry sagde: "Du havde nogle flåede jeans på, dine sorte Converse sko og en sort T-shirt med et logo af 'The Beatles' på." Jeg kiggede overrasket hen på ham. "Som du selv sagde, det var kærlighed ved første blik, så jeg sørgede for at huske det hele." Jeg smilede lidt ved tanken om, at han stadig huskede det. "Kan vi ikke være venner? Kun venner." Jeg kiggede overrasket hen på Harry, der nu sad op og kiggede på mig. "Okay," sagde jeg. Selvom jeg indeni døde - kun venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...