Can't go back - One Direction

Det her er 2'ern af Scarred for life. Stephanie er taget til U.S.A og lever et helt andet liv. Hun har glemt sin far, alt det dårlige. Der er bare en, som hun ikke kan glemme. Eller rettere fem - One Direction. Hun får stadig tårer i øjnene, når hun tænker på dem. Men hun må indse, at det er ikke alt, som man kan gå tilbage til. Det er ikke alt, som kan glemmes.

31Likes
83Kommentarer
3365Visninger
AA

4. Kapitel 2

 

Jeg satte mig ned i min lille lejlighed og sukkede. Jeg ville gerne ringe til min farmor, men jeg havde ikke modet. Hvordan skulle jeg fortælle hende, at jeg pludselig var flyttet til U.S.A? Hvordan skulle jeg sige, at hendes lille pige havde været hendes kæreste utro? Jeg rejste mig hurtigt op og satte en tilfældig CD på. Jeg nynnede med, indtil jeg hørte teksten. "Shut the door, turn the light off. I wanna be with you; I wanna feel your love. I wanna lay beside you, I cannot hide this, even do I try.  Jeg hørte deres stemmer synge, og jeg huskede alle vores minder sammen. Jeg smilede, da alle billederne dukkede op i mit hoved. Jeg gik ind og hentede Harry's trøje, som jeg havde beholdt. Den duftede ikke af ham mere, men det var stadig hans. Jeg trak den over hovedet og satte mig i sofaen igen. Hvornår var livet blevet så besværligt? En enkelt tåre faldt ned af min kind, men jeg tørrede den voldsomt væk. Jeg ville ikke græde mere! Det var bedst sådan her - han havde det sikkert bedre uden mig alligevel. Jeg tændte for det lille fjernsyn og kørte kanalerne igennem - TV2 og DR1. Mine fingre rystede næsten, mens mine øjne sved. Jeg havde brug for at komme ud af den her lejlighed. 

 

Jeg tog iPoden i ørerne og løb af sted. I mit hoved sad alle mit tanker i et stort virvar. Jeg drejede ned af en lille sidevej, som første til en park. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og faldt. Jeg kiggede op mod personen, jeg var løbet ind i. Så rejste jeg mig hurtigt op og løb den anden vej. Hvad lavede han her? Han greb fat i min arm og holdt fast. Jeg vred mig i hans greb, men kunne ikke komme fri. Han havde altid været stærkere end mig. Jeg holdt op med at kæmpe, og han gav slip på mig. Vi stod i kort stilhed, inden han sagde: "Jeg har savnet dig." Hans stemme sendte rystelserne gennem mig. Jeg kiggede ind i hans grønne øjne. "Jeg troede, at du hadede mig?" Min stemme knækkede næsten over. "Det gør jeg også, men jeg elsker dig også. Det var værre ikke at vide, hvor du var end at kunne se dig." Han smilede halvhjertet til mig. "Jeg er virkelig ked af det." Mine øjne forrådte mig og ned af mine kinder trillede der nu tårer. Harry var i vildrede - skulle han hjælpe mig eller holde sig på afstand? "Er de andre her også?" Han nikkede tøvende. "De har savnet dig, specielt Niall." Jeg nikkede med et smil gennem tårerne - jeg havde også savnet Niall. "Kan du ikke give Niall min adresse?" Hans ansigt stivnede. "Bare glem det, Harry." Jeg vendte mig om og gik. "Jeg elsker dig stadig," var de sidste ord, jeg sagde til en stivnet Harry. Han stod midt på vejen, da jeg rundede hjørnet.

 

Mørket havde lagt sig over byen, da jeg kom hjem. Jeg smed mine nøgler og gik direkte hen i min seng. Så rejste jeg mig igen. Jeg kunne ikke ligge stille lige nu. Jeg tog et varmt bad, men det var ikke afslappende. Harry var i U.S.A. One Direction var i U.S.A. Hvordan? Havde Zayn sagt det? Spørgsmålene fløj rundt i mit hoved, mens jeg desperat prøvede at glemme dem. Jeg slog min hånd ind i væggen og for en kort stund, distraherede smerten mig. Jeg slog den ind igen, men det hjalp ikke denne gang. Jeg sukkede frustreret. Det bankede på døren. Jeg gik tøvende derud og åbnede den. Så kastede jeg mig i armene på en lyshåret ven, der greb mig. "Jeg har sådan savnet dig," mumlede han ned i mit hår. Jeg kyssede hans kind og trak ham med indenfor. "Hvordan fandt I mig?" Niall kiggede rundt omkring i min stue. "Zayn fortalte det. Men Harry fulgte efter dig og fortalte så mig, hvor du boede." Jeg nikkede. Jeg var ikke vred på Zayn - jeg forstod ham godt. "Går du i skole?" Jeg rystede på hovedet. "Nej, jeg ville uddanne mig som mekaniker i stedet." Han nikkede og smilede så. Hans mave rumlede højt. Jeg begyndte at grine - mit første rigtige grin, siden jeg var taget væk fra England. "Skal jeg lave noget mad?" Han rystede på hovedet, så jeg stirrede forvirret på ham. "Nandos har stadig åbent." Jeg rystede smilende med hovedet og gik ud af døren med Niall. Han havde altid kunne få mig til at grine - selv i de sværeste tider.

 

Her er det så. Undskyld for ventetiden, men håber det har været det værd <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...