Kærlighedens stalker.

Jessy James er en helt almindelig kvinde i New York, som arbejder på et krisecenter. Men hvad gør hun, når hun bliver taget af en mystisk fremmed, som også har været i hendes drømme de sidste mange gange. Vil hun kunne klare det. Og hvordan vil den fremmede reagere på hendes kærlighedsliv.

4Likes
7Kommentarer
1366Visninger
AA

4. Forvirring

 

Da jeg kommer til mig selv, er der helt mørkt. Min krop er øm, og jeg ligger i fosterstilling på noget hårdt. Jeg prøver at rejse mig, men mine hænder er bundet på ryggen. I det fjerne kan jeg høre noget, der brummer. Min stemme er også tør. Jeg prøver at rømme mig, men noget forhindrer mig i det. Med et opdager jeg at jeg har stof i munden. Jeg kan mærke at den giver mig en kvælende fornemmelse. Jeg prøver af alle mine kræfter at få stoffet ud af munden og det lykkes. Så begynder jeg at skrige, trods min tørre stemme. Jeg skriger på hjælp. Jeg kan mærke at angsten vælder op i mig. Jeg begynder også at sprælle som en anden fisk, trods mine bundne hænder. Jeg sparker på alt hvad jeg kan. Lige pludselig stopper brummelyden, men det stopper mig ikke med at skrige. Jeg kan høre en bande og lige pludselig kommer der lys frem, men det første jeg ser, får mit hjerte til at standse. Manden fra mine drømme, Michael står der og smiler ad mig, men det er et falsk smil. I hans øjne kan jeg tydeligt se vrede og lyst. Jeg prøver at rejse mig op, men Michael presser mig ned igen. Jeg trækker vejret tungt og samler mod til at skælde ham ud. Med et ryger det ud af mig. "Hvor er jeg henne, din idiot og hvad vil du med mig?". Michael kigger på mig. Du er i et bagagerum i min bil, og længere fremme er mit hus. Angående mine intentioner, så har jeg fortalt dig om dem". Jeg kigger på ham og pludselig kan jeg huske alt det, der skete inden mørket kom. Jeg gisper og han ler sagte. "Du bedøvede mig dit psykopatiske svin". "Det var heller ikke min mening at gøre det, siger han sagte. Men jeg vidste at du ikke frivilligt ville gå med mig". Jeg kigger mærkeligt på ham. "Er du sindssyg eller hvad. Jeg ville aldrig gå frivilligt med dig. Du er sindssyg og har brug for hjælp. Kør mig tilbage til krisecenteret, så kan jeg Tanya hjælpe dig". Han ler igen, mens lysten i øjnene bliver mere tydeligt. "Jeg er ikke interesseret i Tanya min egen, siger han mens han nærmer sig mit ansigt. Det er dig, jeg vil have og nu har jeg dig". Med et løfter han mig op og får mig på benene. Jeg kigger omkring. Der er tæt skov omkring os. Der er intet tegn på liv tæt på. Min angst bliver værre og værre. Foran kan jeg se et stort hvidt hus bygget af træ med en terrasse. Han begynder at gå med mig, men jeg begynder at vriste mig fri. Jeg kæmper alt hvad jeg kan, og han mister taget i mig.  Jeg begynder at løbe alt hvad jeg kan mod skoven, mens jeg skriger på hjælp og håber indædt, at nogen vil komme og redde mig. Men pludselig kan jeg mærke at jeg vælter og en presser sig oven på min krop. Jeg skriger igen, men mærker en hånd dække for min mund. Mine arme gør ondt under alt presset. Jeg kigger op og ser ham igen, smilende og sindssygt. "Jessie, siger han forførende. Hvo rfor flygte fra dette Paradis. Jeg har lige bragt dig herhen. Jeg ryster hovedet fra side til side for at fjerne hans hånd. Med et mærker jeg begge hans hænder på siden af mit hoved og hans læber på mine. Jeg går i panik. Han kysser mig indædt og prøver at presse hans tunge ned i min mund. Jeg bider tænderne sammen for at han ikke skal få den tilfredsstille af at tungekysse mig. Han sukker i kysset og rejser sig hurtigt op. Jeg prøver at kravle væk, men han tager fat i mine arme og holder mig godt fast. Mine arme begynder at klage over smerten. Han tvinger mig hen til huset. Jeg kan se, at han i sin anden hånd holder en gammel nøgle. Det må være til hoveddøren, tænker jeg. Jeg prøver igen at vriste mig fri, men han klemmer godt fast på mine arme. "Det nytter ikke noget, hvisker han tæt på mit øre. Der er ingen naboer og ingen kan høre dig. Så du kan godt spare dig dine julelege Jessie". Jeg stopper med at vriste mig fri, og jeg kan mærke at han løsner sit greb en lille smule, men stadig ikke nok til at jeg kan kæmpe mig ud af dem. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, og jeg lader dem få frit løb. Jeg vil væk herfra. Jeg vil hjem. Michael ænser ikke mine tårer, men går med mig hen mod hoveddøren. Imens han låser døren op, slipper han ikke taget i mig. Han åbner døren og skubber mig indenfor. Jeg mister fodfæstet og falder ned på gulvet. Han skynder sig at låse hoveddøren og får mig rejst op igen. Jeg kigger rundt. Vi er i en slags entre. Der er mørke træpaneler overalt og i højre side står en gammel kommode med sorthvide billeder i rammer. Der er en trappe i venstre side, som fører ovenpå. Han går hen med mig mod trappen og pludselig løfter han mig over ryggen og går op af trappen. Jeg prøver at sparke på ham med mine ben, men han holder dem solidt fast. Jeg kan mærke, hvor tunge hans trin er, og det slår mig. Jeg har ingen anelse om hvad klokken er. Jeg ved at det var aften, da han angreb mig, men jeg kunne ikke forestille mig at det var formiddag nu. Med et kan jeg mærke at han lægger mig på en seng og holder med nede. Jeg prøver at rejse mig, men han presser hans krop mod min. Jeg kan mærke mit hjerte hamre voldsomt. Han kigger på mig med lysten lysende ud af hans øjne. "Ved du hvor lang tid, jeg har ventet på det her min kære", siger han kærligt , mens hans hænder rører ved hele min krop. Jeg kan mærke gåsehuden brede sig ved hver gang han rører ved mig. Hans ansigt begynder sig langsomt at nærme sig midt. Jeg går i panik og begynder at skrige. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...