Immortal or Dead - The Fight Off The Werewolfs -

Michella er den eneste der både kender til varulve og vampyre. Hun har kendt dem siden hun var ni år da hun mødte en af hver. Men som årene går begynder flere og flere at kende dem. Michella finder også ud af at hun er en del af en profeti om hende, varulven Jason og vampyren Byron.

5Likes
5Kommentarer
1676Visninger
AA

3. En gammel ven

"Michella Andrew Serras du skal op nu!" kunne jeg høre min mor råbe. Jeg orkede det ikke. For at være helt ærlig orkede jeg ikke noget som helst lige nu. Men jeg fik taget mig sammen til at stå op. Jeg tog noget noget tøj på og gik nedenunder. Jeg tog en skål, hældte havregryn i den og så mælk. Jeg gad aldrig sukker. Jeg var den lidt sunde. Men det betød ikke at jeg ikke spiste slik. Det gjorde jeg bare hver fredag og lørdag. Da jeg havde spist færdig gjorde jeg mig klar til at tage i skole.

Da jeg var kommet i skole og havde sat mig var jeg igen den stille usynlige pige. Jeg snakkede aldrig med andre end mig selv og jeg sad alene. "Elever elever sæt jer ned!" Vores strenge lære kom ind og gav sig til at snakke. "Og nu vil jeg gerne høre hvad I har lavet i ferien. Og jeg vil gerne have at Michella starter," sagde hun. "Jeg har været i Afrika hos min moster," sagde jeg. Hun nikkede. Jeg satte mig til at høre musik igen. "Og nu vil jeg gerne have at I hilser på den nye elev," sagde hun pludselig. Jeg satte mig ordenligt op. Der kom en dreng ind. Han virkede underligt bekendt. "Du kan sætte dig dernede Jason," sagde læreren. Jason? Jeg havde engang en ven der hed Jason. Han viste sig så at være en varulv. Han satte sig ved siden af mig. "Hej Michella. Længe siden hva?" spurgte han.

Jeg kæmpede mig igennem timerne inden vi fik fri. Jeg gik alene i skole gården. Eller det troede jeg jeg gjorde. "Hej. Skal du noget senere?" Det var Jason der spurgte. Jeg rystede på hovedet og holdt mig til min musik. "Du ved... Du har aldrig sagt tak for dengang," sagde han. Jeg var stadig stille. Men vreden hobede sig op og til sidst kunne jeg ikke mere. "Nej! Det ved jeg godt jeg ikke har! Hvis du ikke var blevet væk dengang så havde du måske fået et tak! Jeg sad og ventede ved vores sædvanlige sted i fem timer! Fem timer og du kom aldrig! Derfor har jeg aldrig sagt tak!" Det røg ud. Alt sammen røg bare ud. Derefter vendte jeg om på hælen og styrtede væk.

Jeg sad i min og Jason´s gamle hule ude i skoven. Siden han forsvandt havde jeg siddet her hver dag i håbet om at han ville komme og snakke. Det havde jeg gjordt hver dag i seks år. Jeg kiggede på væggen med alle mulige billeder på af mig og Jason. Og vores tegninger. Og vores `vægmalerier´. "Jeg tænkte nok du var her," Det var Jason. Jeg begyndte at græde. "Undskyld," hulkede jeg gennem tårene. Han tyssede stille og roligt. Så krammede vi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...