Another story-THG

Historien handler om 17-årige Nicole som bor i en lille by ude i fremtiden. byen hedder Charedos. hvert år bliver to unge mennesker mellem 12-18 år udvalgt til Spillet, i spillet kan der kun være en vinder. Nicole og hendes bror Charles er nogen af de ældste børn i byen, og de træner hver dag for at gøre sig klar til Spillet, uheldigvis sker der noget uventet.

Dette her er en historie inspireret af Suzanne Collins(Der for minder det meget om Dødsspillet. Men gir det andre navne)

7Likes
5Kommentarer
1803Visninger
AA

17. Lad mig nu bare dø

Jeg havde siddet og holdt vagt hele natten. Hele natten har jeg holdt mig vågen. Ikke et eneste tidspunkt hvor jeg sov. Jeg har bare siddet og spekuleret på hvor Charles var, han havde været væk hele natten. Imens jeg sad og tænkte var der en der tog en hånd på min skulder. Jeg frygtede det var en modstander og trak så mit sværd. "Lad vær." bad en grædende stemme. "Undskyld jeg troede du var en modstander." undskyldte jeg da jeg så det bare var May. Hun kiggede bare på mig med triste øjne, som om jeg havde svigtet hende. "Hvad har du gang i?" spurgte en velkendt stemme, jeg kiggede hen mod en tyk tåge og så så Charles komme frem, hans våben var der blod på og i hans hånd havde han et andet våben end det han gik med. "Hvor har du fået det fra?" spurgte jeg, "Jeg spurgte altså først." svarede han med stemmen lidt hævet. Jeg skulle til at svare da dødskanonen lød. "Du har lige slået en person ihjel." hviskede jeg, "Hør Nicole, han angreb mig i jeg prøvede bare på at redde mig selv." han havde taget fat i mine arme og prøvede at fange mit blik. Men jeg kunne ikke andet end at kigge i jorden og føle mig såret af min bror. "Hvorfor gik du bare? Du kunne havde været død nu! Ved du hvad? Gå, gå du kan jo sagtens klare dig selv, siden du går og slår folk ihjel uden jeg ved det!" råbte jeg, han kiggede bare på mig med et forvirret blik. "Her har jeg siddet hele natten og ventet på du kom. Jeg troede vi var søskende, men åbenbart ikke. Søskende holder sammen og forlader ikke bare hinanden og går omme bag ens ryg!" fortsatte jeg. "Nicole prøv at hør her, jeg stoler på dig, jeg forlader dig ikke bare. Jeg havde bare brug for at tænke lidt." svarede han og kiggede mig i øjnene. Jeg vidste han bad om tilgivelse, og jeg plejede at tilgive ham. Men denne gang var det anderledes. "Hvis du ikke går, så gør jeg det." svarede jeg ham koldt og begyndte at pakke mine ting sammen. "Nicole lad være, vi er ikke så mange tilbage. Lad os nu bare holde sammen til det sidste." sagde han og tog fat omkring min skulder. "Det kan jo være ligemeget hvis vi alligevel dør. Lad os mødes til det sidste." svarede jeg ham koldt. Jeg tog mit våben og gik mod tågen. Jeg kunne høre ham kalde mit navn. Men jeg ignorerede det.

***

Jeg gik og gik inde i den store jungle. Jeg tænkte på hvad spillemesteren havde planlagt i år. Jeg forstyrret af en underlig lyd. Jeg kiggede mig over skuldren og så hele junglen blev opslugt. Jeg gik i chok og begyndte at løbe den modsatte vej. Vi var fem spillere tilbage, og vi havde allerede været herinde i tre uger. Han ville have en vinder nu. Jeg kiggede mig over skulderen og så at junglen blev opslugt hurtigere og hurtigere. Jeg blev forskrækket og faldt over en rod som stak op af jorden. Jeg ville dø nu. Jeg begyndte at græde og prøvede desperat at komme op at stå. Jeg var sikker på det her var enden. Lige da den var en meter foran mig stoppede den op. Den holdt bare stille lige foran mig. "Du får femten sekunder til at komme videre." sagde en stemme. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Indtil jeg endte ved den enorme kuppel i starten af spillet. To andre var allerede kommet, to drenge. De var helt forvirret og kiggede bare på mig. Lidt senere kom Charles og May frem. De havde forstået hvad der skulle til at ske nu. "I er de sidste fem i spillet, vi ville gerne have en vinder nu. Det her er det tidspunkt hvor vi skal have en vinder. Enten kan i slå jer ned sammen og dø af dyrene, eller kan i dræbe hinanden. Det er op til jer." det var den samme stemme som før, denne gang talte den bare til os alle. Vi kiggede på hinanden alle sammen, vi var alle enige om at dræbe hinanden. Ingen ville slå sig ned. Så det var nu det hele endte. Der gik et stykke tid indtil at de to andre begyndte at løbe over mod mig og May. Jeg prøvede desperat at holde mt sværd stille, men det mislykkede. Drengen kom tættere og tættere på mig. Han havde en stor kniv i hånden, han hævede sværdet op i luften og skulle til at angribe. Enden var kommet, så dræb mig nu bare. Lad mig have en smertefri død. Der er ingen grund til at lade mig lide. Dræb mig nu bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...