Another story-THG

Historien handler om 17-årige Nicole som bor i en lille by ude i fremtiden. byen hedder Charedos. hvert år bliver to unge mennesker mellem 12-18 år udvalgt til Spillet, i spillet kan der kun være en vinder. Nicole og hendes bror Charles er nogen af de ældste børn i byen, og de træner hver dag for at gøre sig klar til Spillet, uheldigvis sker der noget uventet.

Dette her er en historie inspireret af Suzanne Collins(Der for minder det meget om Dødsspillet. Men gir det andre navne)

7Likes
5Kommentarer
1800Visninger
AA

7. Fra by til by

"Men jeg fortæller jer kun om de vigtigste. En af de mest farlige byer er byen Chunst, der er drengen Michael på 18 og pigen Sophie på 18, de er begge meget farlige. De lærer at kæmpe så snart de kan gå og tale, men pigen Sophie er ligesom en avox, hun taler aldrig sådan rigtig kun hvis det er strengt nødvendigt. Og drengen Michael kan kaste en kniv før man kan nå at blinke. de har kun vundet engang mere end jer. Og så er der byen Jaynar, de er sindtsyg god til at lave kamouflage og sniger sig ind på sin modstander og derefter dræber. Resten var bare heldige, bortset fra byen Ireas, de vandt ved at deres soner havde fået træning i al hemmelighed. Så lidt snyd var det. Nå men træningen begynder nu, hyg jer." sagde April imens hun forsvandt over på en balkon sammen med spilmesteren.

Mig og Charles ville prøve at spille så uskyldige som muligt så vi begyndte at lære at lave fælder, det kunne måske hjælpe når man skulle lave mad, men ellers ikke. Vi sad og holdte øje med hvordan de andre spillede. Dem fra Chunst var virkelig brutale, de kastede med spyd og lavede gift til pile. De må have blivet trænet lige siden de var helt små. De kastede rundt med hinanden, og var totalt kolde overfor alle. Man kunne se i deres blikke at de var ligeglade med alle. De spruttede simpelhent af selvtillid. Men mig og Charles var også gode. Og vi stolede på hinanden. Da vi havde trænet hele dagen, blev vi sendt til vores værelser. "Nicole lad os lave en aftale, vi dræber ikke hinanden og vi holder sammen inde i arenaen. Så overlever vi nemlig i længere tid. Ok?" spurgte Charles. "Ja, jeg stoler på dig. Vi kæmper til det sidste." sagde jeg. Jeg havde aldrig nogen sinde dræbt et rigtigt menneske før. Så det skræmte mig virkelig.

Vi skulle være udhvilet til imorgen hvor vi skulle træne og lave interviews med Caeser. Åhh jeg fik nerver på. Vi fik en masse mad til aftensmad. Men jeg vidste hvad de prøvede på. De ville have os til at spise en masse mad, og så når vi kommer ind i arenaen så er vi vant til at få så meget mad, at vi sulter os ihjel. Så jeg spiste næsten ikke noget. "Søde er der noget galt?" spurgte Zoey, "Du spiser ikke så meget." "Jeg skal ind i en arena mod min egen bror og dræbe ham." svarede jeg sarkastisk. "Slap bare af søde, i er bare nødt til at stole på hinanden." sagde April med hendes blide stemme. Den beroligede mig altid. Hun var som en mor for mig. Jeg kunne ikke sove, i overmorgen er jeg død, jeg havde ikke nogen særlige evner. Jeg ville dø med det samme, men heldigvis var Charles en fantastisk kriger. Han vinder helt sikkert.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...