Another story-THG

Historien handler om 17-årige Nicole som bor i en lille by ude i fremtiden. byen hedder Charedos. hvert år bliver to unge mennesker mellem 12-18 år udvalgt til Spillet, i spillet kan der kun være en vinder. Nicole og hendes bror Charles er nogen af de ældste børn i byen, og de træner hver dag for at gøre sig klar til Spillet, uheldigvis sker der noget uventet.

Dette her er en historie inspireret af Suzanne Collins(Der for minder det meget om Dødsspillet. Men gir det andre navne)

7Likes
5Kommentarer
1789Visninger
AA

20. Farvel alle sammen

"This is the part of me, that you'll never gonna take away from me."

-Katy Perry, Part of me.

Så mange gange var jeg lige ved at dø. Det eneste der reddede mig var Charles. Han har reddet mig alle de gange jeg var ved at dø. Han var en rigtig kriger. Han fortjente at vinde, ikke mig. Jeg så stadig May løbe mod mig i fuld fart. Denne gang ville jeg dø, Charles fortjente at vinde. Han skulle ikke redde mig denne gang. "NICOLE PAS PÅ!" skreg Charles panisk. Jeg kiggede på ham, han havde et skræmt udtryk. "Lad nu være Charles." sagde jeg. Jeg begyndte at græde. Tårene strømmede ud af mig. "På et eller tidspunkt dør vi jo alligevel." fortsatte jeg. "NICOLE, TAG DIG SAMMEN!" skreg han. Jeg rystede bare på hovedet og kiggede igen på May som var på vej til at dræbe mig. Jeg lukkede øjnene og begyndte at be. Jeg ville be om at dø, og derefter komme i himlen. Jeg hørte et ulvehyl og kiggede. Charles stod nu for anden gang og havde dræbt May. Han begyndte at gå til angreb på den anden. Han dræbte ham uden at blinke. Jeg stod nu endu engang i chok, ude i stand til at bevæge mig. Jeg stod og kiggede på Charles som dræbte dem hele tiden. En efter en. Mens jeg igen stod som den svage og kiggede på.

Jeg stod stadig og betragtede Charles dræbe mutanterne. Jeg tænkte mig om. Skulle jeg hjælpe ham eller skulle jeg prøve at begå selvmord. Jeg var i tvivl. Jeg stod i mine egne tanker. Jeg blev vækket da jeg hørte et skrig. Jeg rystede mit hoved og kiggede hen mod Charles. Han havde en mutant siddende oven på sig. Jeg gik igen i chok. Men jeg havde det som om noget sagde klik i mig. En stemme i mit hoved vækkede mig. "HJÆLP!" skreg han. Jeg kunne se dens hoved var ti centimeter fra hans. Man kunne se dens øjne, de spruttede af vrede. Men den var ikke bare sur, men hævngærig. Michael. Jeg blev vred, det var jo mig der havde slået ham ihjel første gang. Så jeg kunne nok klare ham igen. Jeg løb mod ham og rev ham væk fra Charles. Det var nu en kamp mellem mig og Michael. Han ventede ikke med at angribe. Han sprang på mig lige med det samme. Jeg kæmpede mod de skarpe tænder der snerpede efter mig. Jeg tog kniven og stak den i maven på ham. Han faldt sammen på jorden og begyndte at pive. Jeg kiggede stolt. "Bag dig!" råbte Charles, jeg vendte mig om og så endu en angribe. Sophie. Man kunne se hende i øjnene. De grønne øjne med et gyldent skær. Hun forsøgte at sprænge på mig men jeg nåede i sidste øjeblik at flytte mig. Jeg stod nu for anden igang ansigt til ansigt med hende.

Hun kiggede i et stykke tid på mig. Jeg lagde hovedet på skrå og smilede ondskabsfuldt. Jeg prøvede at ligge hende ned psykisk. Hun rystede bare på hovedet og angreb. Hun hoppede endu engang på mig, men denne gang nåede jeg ikke at flytte mig. Hun lå nu oven på mig. Jeg holdt mine hænder om hendes mund. Hun var ved at bide fingrene af mig. Jeg kiggede på Charles som selv havde problemer. Tre på engang var igang med at angribe. Nu skulle der handles hurtigt. Han havde tydeligvis brug for hjælp. Jeg brugte alle mine kræfter og knækkede så Sophies mund. Hun lå nu på jorden og var døende. Jeg tog kniven og borede den igennem hende. "ARGHH!" skreg en. Jeg kiggede på Charles som var blevet bidt i armen. En mutant skulle til at dræbe ham. Jeg tog kniven og kastede den efter den. Perfekt ramt. Charles lå og vred sig på jorden. Jeg skyndte mig dræbe dem rundt om ham. Det var ikke helt nemt. Jeg forsøgte med uden held. Jeg var færdig. Da jeg lå med mutanten oven på mig gav jeg op. Jeg havde ikke flere kræfter. Jeg lukkede øjnene, da den tunge vægt oven på mig forsvandt. Jeg åbnede mine øjne og så at mutanten forsvandt. Jeg vidste det betød at en af os var meget tæt på døden. Jeg rejste mig op og løb over til Charles som lå med blod ud over det hele. Et frygteligt syn.

Jeg satte mig end ved siden af ham. "Tilykke med sejren." hviskede han, "Det er ikke slut endu." hviskede jeg tibage og begyndte endu engang at græde. "Jo Nicole, tag nu bare hjem til mor og far. Nyd sejren. Jeg klarer mig deroppe." hviskede han og tørte tårene væk. "Nej, endten kommer du med mig, ellers tager vi begge to afsted til døden." sagde jeg og trak kniven. "Nej Nicole ad være, mit liv er slut nu. Jeg har oplevet det jeg ville." sagde han og tog sin gode hånd og tog kniven ud af hånden på mig. "Charles, hvordan skulle jeg kunne leve uden dig? Jeg ville have skyldfølelse resten af livet." hviskede jeg. "Nej du vil ej. Stol på mig denne her gang." hviskede han og begyndet at lukke øjnene. "Charles ikke sove nu. Du har også et liv foran dig, dit er ikke slut nu. Du skal stadig nå at opleve ting sammen med mig." hviskede jeg og ruskede i ham. "Giv nu op Nicole, jeg er død nu." hviskede han og tog fat i min hånd. "Vi ses en dag?" hviskede han. Jeg nikkede og gav ham et kys på kinden. "Vi ses en dag." hviskede jeg tilbage. Han lagde sig til at dø. Jeg græd igen. Hans hånd slap min. Det var forbi, jeg kunne tage hjem. Men kun mig. "Tillykke, du er vinderen. Du kan nu leve i rigdom i resten af dit liv." sagde en stemme. "Nej." hviskede jeg til mig selv. Jeg tog kniven og holdte den over min brystkasse. "Nej." hviskede jeg igen. Jeg så Aero-fartøjet over mig. Klar til at hente mig. Det var nu eller aldrig. Jeg var sikker på mit valg. Jeg lukkede øjnene. "Den dag bliver i dag." hviskede jeg og stak kniven i mit hjerte. Jeg faldt sammen ovenpå Charles.

Jeg så det hvide lys komme nærmere. "Hvorfor himlen når jeg har været sådan et frygteligt menneske?" spurgte jeg. "En tung stemme svarede: "Du er ikke et frygteligt meneske, Gud har tilgivet dig dine sønder. Velkommen til himlen." Jeg kiggede ned af mig selv, jeg havde en hvid kjole på, mit hår var løst med en masse slange krøller og jeg havde nogle smukke vinger. "Jeg kommer nu bror. Dagen er i dag." sagde jeg til mig selv. Jeg gik ind i yset og mødte min bror. Jeg var lykkelig. Døden var lykke for mig. Endelig fandt jeg den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...