Memories

Erhm.. Ja, historien bag den her er lidt sjov :p.. Det startede egentlig ud med at være et one-shot, som jeg nu (på opfordring) har valgt at fortsætte :3.. Jeg vil ikke afsløre noget, fordi jeg synes læseren skal have lov til at blive overrasket :p god læselyst!

0Likes
1Kommentarer
1148Visninger

2. Julliard

 

Jeg træder med nervøse skridt ind på scenen, hvor et smukt steinway flygel står klar. Jeg har mine noder under armen, og prøver at lade vær’ med at se på de tre dommere, der sidder klar. Jeg kan mærke mine hænder ryster, da jeg sætter noderne klar, men prøver at skubbe det i baggrunden. Det skal ikke ødelægge min prøve.

”Navn?” spørger den ene dommer, uden at kigge op fra sine papirer. Jeg får fremstammet mit navn, og gemmer nervøst mine hænder bag ryggen. Dommeren i midten, en kvinde på ca. 42 år, smiler beroligende til mig, og spørger mig om jeg er nervøs. Jeg nikker, og prøver at få styr på mig selv. Jeg bliver nødt til at opføre mig professionelt.

”Der er ikke noget at være bange for. Bare slap helt af, sæt dig ved klaveret, og begynd at spil,” siger hun venligt, og nikker opmuntrende hen imod flyglet. Jeg nikker lydigt, og sætter mig på klaverbænken. Mine fingre lægger sig automatisk på tangenterne, og efter en dyb indånding begynder jeg at spille. Musikken flyder, og klinger utroligt godt. Den velkendte beroligende følelse fylder mig, og pludselig er jeg ikke spor nervøs mere. Jeg slapper af i hele kroppen, og koncentrere mig bare om at spille. Og det lader til at virke. Da jeg stopper, smiler alle tre dommere over hele hovedet.

De siger tak, og jeg nikker, og forlader salen, hvor en masse andre håbefulde elever venter. Dog er der en der skiller sig ud. En person jeg aldrig troede jeg skulle se igen. Han sidder med en guitar imellem benene, og ser frem og tilbage på gangen, som om han leder efter nogen. Jeg trækker lynhurtigt min hætte op over hovedet, og håber den kan gemme mig godt nok. Jeg er ikke klar til at snakke med ham igen.

Heldigvis genkender han mig ikke. Jeg får lov til at skynde mig ned ad gangen, uden at lægger mærke til mig. Udenfor Julliard venter mine forældre spænt på mig. Jeg løber ned ad trappen, og krammer dem begge, hvorefter jeg kan mærke en tåre presse på. Synet af ham var for overvældende for mig.

”Hvad så skat? Gik det dårligt?” spørger min mor omsorgsfuldt, og aer mig over håret. Jeg ryster på hovedet, og tager en dyb indåndig, for at få styr på mig selv igen.

”Det gik rigtig godt... De var vildt søde... Mor, jeg tror faktisk jeg har en chance.” Min far lægger sin arm om hovedet på mig, og kysser mig på håret, imens han fortæller mig hvor stolt han er. Jeg føler mig tryg. Men ligeså snart mine forældre giver slip på mig igen, skyder tanken om ham op i mit hoved igen, og jeg vil væk. Jeg vil hjem. Jeg spørger mine forældre om vi ikke kan køre, og efter at have kigget på hinanden, nikker de, og åbner bildøren for mig. Jeg sætter mig ind i bilen, og kaster et sidste blik op på Julliard, før vi kører væk. Hvor jeg dog håber jeg er kommet ind.

 

I de næste dage vandrer jeg omkring i huset, med rystende hænder, og sved på panden. Jeg kan ikke tænke på andet end Julliard og ham. Jeg forsøger at øve mig, men oftest bliver jeg afbrudt af mig selv, og ender op med at smide mig på sengen med min telefon, og overveje om jeg burde skrive til ham. Men hver gang stopper jeg mig selv, og smider den fra mig. Det er for farligt at skrive til ham. Og så kører mine tanker videre. Hvad nu hvis han også var derinde for at prøve? Og hvad nu hvis han kommer ind? Så skal jeg se ham hver dag. Hver dag skal jeg holde smerten ud, at se hans ansigt. Sådan kører det rundt, indtil den skæbnensvangre dag, hvor jeg modtager mit brev fra Julliard.

Min mor vækker mig meget tidligt, ved at smække min værelsesdør op, hoppe ned på min seng, og ruske hårdt i mig, med en hvid stor konvolut i hånden. Jeg har aldrig været et morgenmenneske, så jeg spørger søvndrukkent hvor det brænder, og prøver at tvinge mine øjne op. Min mor stikker konvolutten helt op i ansigtet på mig, og smiler spændt. 

Langsomt går det op for mig, hvad det egentlig er hun sidder med, og spændingen tager over. Jeg griber hurtigt fat om det, og river det op i ryggen, men inden jeg trækker papiret ud, stopper min mor mig.

”Hvis du nu ikke er kommet ind... Så må du ikke være for ked af det, vel skat?” siger hun, og ser på mig. Jeg ryster på hovedet, og tager fat i papiret, der bestemmer min fremtid. Med rystende hænder trækker jeg det ud af konvolutten, folder det op, og læser de første linjer.

Kære frøken Rahbek

Det er med glæde at vi kan oplyse Dem om at De er optaget på Julliard School of Music.

Mine øjne glider over de to linjer igen og igen, og jeg kan langsomt mærke min mund åbne sig. Min mor ser bekymret på mig, og læner sig ind over min skulder, for at læse med. Da hun har læst brevet, giver hun mig et stort kram, og begynder at sige en hel masse, som bare ryger ind ad det ene øre, og ud ad den andet. Det eneste jeg kan fokusere på, er tanken, om han mon også er kommet ind. Hvis han er, skal jeg se ham hver eneste dag. Jeg havde ikke regnet med at komme ind. Det var bare en drøm for mig. Men jeg kom ind. Og nu sidder jeg med brevet, der beviser det. Og jeg kan ikke finde ud af, om det er godt eller skidt. Min mor puffer til mig, og spørger om der er nogen hjemme, med et bekymret udtryk, da jeg ikke har reageret de sidste 3 minutter. Det er trodsalt ret stort at få af vide, at man er kommet ind på Julliard.

”Jeg... Jeg... Kom ind...” hvisker jeg, uden at tænke over mine ord. Det kommer af sig selv. Det sidste år har jeg løjet overfor mine forældre, hver gang jeg har været trist. Når jeg har tænkt på ham, har jeg løjet, og bare sagt jeg havde det lidt småskidt. Eftersom jeg aldrig har givet mine forældre nogen grund til ikke at stole på mig, har de troet på det, og ladet mig blive hjemme fra skole. Ikke altid det mest praktiske, eftersom jeg ofte har haft brug for at være sammen med venner, i stedet for at være alene med mine tanker.  

Mine forældre beslutter sig for at vi skal fejre det, så jeg finder noget pænt tøj, sætter mit hår op, og bruger rimlig lang tid på at lægge en pæn make-up, før vi tager af sted til min yndlings sushi restaurant. Hele vejen derhen siger jeg ikke et ord, men prøver at virke så glad som overhovedet muligt.

”Vi er simpelthen så stolte af dig, skat,” siger min mor, da vi venter på vores mad. Jeg smiler, siger tak, men kan stadig ikke lade vær’ med at tænke på ham. De samme tanker kører i cirkler, og det irriterer mig grænseløst. Jeg fortæller ikke mine forældre om mine bekymringer. Jeg smiler, griner, og spiller min sushi, præcis som jeg ville gøre normalt. Da vi er færdige med desserten, går vi i biografen, og ser en film, hvorefter vi tager hjem, og jeg går i seng med det samme. Jeg har ikke lyst til at være vågen længere end højst nødvendigt. Jeg ligger længe, og bare glor op i loftet, imens tankerne kører rundt i hovedet på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...