Børn af Englen.

Børn af Englen - den tredje del af triologien om den første. En uventet graviditet, hormoner, vekslende humør og en ukontrollerbar følelse til at dræbe dem alle, hver og en, er en del af det sammenkog der truer med at udslette hele familien.

5Likes
2Kommentarer
1271Visninger
AA

4. Sandheden.

 

”Jonathan? Hvis det ikke er gået op for dig, så har han ligget og skreget på gulvet, kastede blod op, og nårh ja, for ikke at glemme så er han bevidstløs lige nu.”

Sagde Claudia vredt. Jeg kunne mærke et raserianfald snige sig ind på mig. Hun havde ingen anelse om hvad der var sket med ham, det havde jeg. Hun anede heller ikke hvor stærk han var, det gjorde jeg. Jeg lagde igen hånden på panden, og forsøgte at dæmpe mit raserianfald.

Claudia så ud til at hun ville sige noget mere, men hun blev bremset af Dean, der lagde en hånd på hendes skulder og rystede på hovedet. Annabella nærmede sig mig forsigtigt, de havde begge to opfanget mit ekstremt dårlige humør.

”Elisabeth…”

Jeg rystede på hovedet, og lukkede øjnene. Jeg forestillede mig at jeg lå i sengen sammen med Jonathan, at det hele var overstået, og at tvillinger lå imellem os på sengen. Det gav mig mere ro i sindet, og jeg åbnede øjnene igen.

”Det var bedre.”

Hviskede Dean og Annabella lettet i munden på hinanden. Claudia så overrasket på dem og mig.

”Jeg tror du gør bedst i ikke at ophidse Elisabeth for meget.”

Claudia så endnu mere overrasket på Dean.

”Hun har samme selvkontrol som en nyfødt på nyværende tidspunkt, om det er hormoner eller sådan noget aner jeg ikke, men der er noget i vejen med humøret.”

Claudia nikkede let, og så tilbage til mig.

”Jeg er træt, udkørt, svimmel og jeg har ondt, stortset over det hele. Så du må have mig meget undskyldt hvis jeg er, bare en lille smule, sur.”

Sagde jeg hårdt til Claudia. Jeg fortrød det med det samme, og rystede på hovedet endnu engang.

”Som jeg sagde tidligere, så bliver det Jonathan, der kommer til at tjekke op på Rådet. De er ikke klar over hans evner, endnu. Derfor vil de højst sandsynligt ikke opdage det, hvis han roder lidt rundt i deres sind.”

Claudia så ud til at hun ville hidse sig op igen, men kølede lidt ned da både Annabella og Dean sendte hende et skarpt blik.

”Men Elisabeth…”

Hun trak vejret dybt en enkelt gang, før hun fortsatte.

”… han er bevidstløs og vi aner ikke hvad der er galt med ham.”

”Det gør jeg.”

De så overrasket på mig endnu engang.

”Det der skete med ham var at… Leila har evnen til at finde vampyrer, men hvis det er over længere afstande, bliver det svært for hende. Så i stedet for at finde mig, fandt hun Jonathan. Men fordi at det var over så lang afstand, skulle hun bruge meget koncentration. Så meget, at det kunne have slået ham ihjel, det er sket før.”

De så stadig forvirret på mig, men nu med frygt i blikket.

”Så det kunne være gået ud over dig?”

Spurgte Annabella skræmt, og lagde en arm om mig.

”Ja, meget let, jeg var jo det oprindelige mål.”

”Men hvad hvis hun forsøger igen?”

”Det gør hun ikke. Hendes forsøg var alt for risikabelt, og hun ved at hun har forvoldt stor skade, men hun ved ikke på hvem.”

”Så… hun tror at hun har gjort skade på dig, og derfor tør hun ikke at gøre det igen.”

Sagde Marcus eftertænksomt.

”Ja.”

”Men Jonathan…”

Begyndte Claudia.

”Det ser meget voldsomt ud, og det gør utroligt ondt, men med hans styrke… han vil være på toppen i morgen, og han vil have det fint. Han heler meget hurtigt.”

”Og det lover du? Altså at han har det fint i morgen?”

”Ja, jeg har selv prøvet det. Han får det fint i løbet af ingen tid.”

”Du har selv…”

Hviskede Annabella.

”Jeg var i haven, men hun kunne ikke finde ud af hvor, så hun øgede sin koncentration, lidt for meget. Tro mig, når jeg siger at jeg havde det værre end Jonathan. Men fire timer senere…”

Jeg trak på skuldrene.

”… havde jeg det fint igen. Det var før jeg begyndte at blive syg.”

De nikkede, og jeg syntes at de pludseligt svajede lidt.

”Elisabeth, er du okay?”

Annabella drejede mit ansigt om mod hendes.

”Jeg er svimmel. I svajer.”

”Det er nok på grund af dit blodtab.”

Sagde Claudia og gik over mod køleskabet. Annabella fik mig placeret på en køkkenstol og jeg fik stukket en kop blod i hånden.

”Drik.”

Hviskede Annabella og aede mig tværs over panden. Men jeg var utryg ved at de alle sammen gloede på mig. Når jeg drak noget, gjorde jeg det helst alene eller sammen med Jonathan, ellers ikke. Jeg holdt det for mig, og var ikke helt sikker på deres reaktion.

”Det er okay. Vi skal alligevel vende os til det.”

Hviskede Annabella. Jeg nikkede og begyndte stille og roligt at drikke. Min hånd begyndte at ryste let, og Annabella greb fat om den.

”Elisabeth, du er iskold.”

Hviskede hun, jeg kiggede skævt på hende, mens jeg hældte det sidste blod ned gennem halsen.

”Mere end normalt, du føles som en fryser.”

Jeg satte koppen på bordet, og før jeg kunne sige noget, var hendes hånd på min pande.

”Din pande er varmere, men stadig meget kold.”

Claudia nærmede sig forsigtigt, hendes vrede var blevet erstattet med bekymring, men hun var ikke helt sikker på om jeg stadig var sur på hende.

”Det er i orden Claudia, jeg er ikke sur på dig, jeg er sur på mig selv.”

Hun tøvede et øjeblik, og lagde så sin hånd på min pande. Hun fjernede den hurtigt igen, og nikkede.

”Hun har ret, du er meget kold.”

Annabella nikkede let.

”Elisabeth, er du oka…”

Jeg knuste koppen i min hånd, og Claudia kom med en forskrækket lyd.

”Vov på at spørge om jeg er okay, eller om jeg har det fint!”

Claudia trak sig lidt tilbage igen. Mit ansigtsudtryk var neutralt, men det var let at høre på min stemme at jeg var vred. Situationen i køkkenet var blevet anspændt.

Jeg begyndte at grine, min latter forskrækkede dem, for det var ikke min sædvanlige latter. Den her latter var ond og kold.

”De kaldte mig den mægtigste vampyr i verdenen, den stærkeste, viseste og med umådelige kræfter. Og nu… nu er jeg reduceret… Jeg er ingenting mere. Jeg kan ikke engang forsvare jer, fordi jeg er for svag. Jeg er patetisk.”

Jeg rejste mig fra stolen, og ville til at gå, men Annabella stod i vejen. Hun så direkte på mig, og sorg i blikket. Hendes tanker var åbne for mig, jeg var så træt og udkørt at jeg ikke kunne lukke for det. Min vrede blev erstattet med sorg, og jeg sank på knæ foran hende.

”Jeg er… Jeg kan ik…”

Hviskede jeg, og begravede mit ansigt i mine hænder. Deans og Marcus´s skridt forsvandt ud på gangen, og jeg kunne høre køkkendøren blive lukket.

Annabella og Claudia satte sig på gulvet ved siden af mig, og slog armene om mig. Annabella gjorde for engangsskyld ikke noget ved mit humør, hun lod mig bare græde ud.

Jeg græd min smerte ud, smerten over Jonathan, smerten over mine børn, som jeg kunne miste, smerten over min nye familie, som jeg kunne miste, smerten over hvad der var blevet gjort ved mig, smerten over tabet af min bror, jeg græd alt det ud, som jeg havde holdt inde.

Da mine tårer slap op, sad jeg stadig på gulvet, hulkende i deres arme. Annabella kyssede mig på håret, og hviskede:

”Det var på tide, jeg troede aldrig at du ville lade det komme ud. Jeg troede… Jeg troede at du ville holde det inde til evig tid, at du bare ville lade det æde dig op indefra.”

Annabella var begyndt at græde, det samme var Claudia.

”Shh… Det er okay, bare få det ud.”

Hviskede Claudia stille.

”Jeg er helt og aldeles forfærdelig, jeg gør altid det forkert og siger det forkert. Undskyld, undskyld. Jeg er så ond ved jer.”

”Vi kan holde til det.”

Hviskede Annabella.

”Jeg trænger til et bad.”

Udbrød jeg pludseligt, og de flækkede af grin.

”Mon ikke det var en god ide, du har rimeligt meget blod på dig.”

Hviskede Claudia stille.

Jeg nikkede enstemmigt og Annabella hjalp mig på benene igen.

”Det kan du jo godt klare selv, så vi vil give dig lidt ro, okay?”

Jeg nikkede igen, og gik ovenpå. Jeg var kun lige kommet op på gangen, da jeg kunne høre dem hviske sammen.

”Hvordan har hun det?”

Spurgte Dean bekymret.

”Bedre, men jeg tror ikke faren er helt ovre endnu.”

Hviskede Claudia tilbage.

”Hvis der bare var noget vi kunne gøre for at hjælpe hende, hun har det virkelig hårdt.”

Hviskede Annabella sørgmodigt.

”Hvis det går galt, hvis hun mister…”

”Det gør hun ikke.”

Bed Claudia Marcus af. Han fortsatte alligevel.

”… et af børnene, hvis noget går galt. Hvis Jonathan kommer til skade, i kamp. Så bliver hun aldrig den samme igen.”

”Det går ikke galt, hun har jo…”

Jeg gik ind på værelset, og lukkede døren hurtigt igen. Jeg ville ikke høre mere af deres samtale.

”De burde passe bedre på, når de snakker om dig.”

Jeg vendte mig, og blev fuldkommen blød i knæene. Jonathan var vågen igen, han sad oppe i sengen og så kærligt på mig. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg må bare lære at lade være med at lytte efter.”

Jeg gik over til klædeskabet, åbnede lågerne og ledte efter noget rent tøj. Jeg kunne høre at han rejste sig, og gik over til mig.

”Du har blødt.”

”Ja, Claudia mener at jeg er for stresset og da du kollapsede… ja, så fik jeg et chok og derfor begyndte jeg at bløde. Og før du spørger, så har jeg det fint igen.”

Han greb fat i min arm, ligesom jeg afsluttede sætningen, og vendte mig rundt. Jeg tabte det tøj, jeg havde i hænderne, så hurtigt drejede han mig rundt. Han kyssede mig før jeg fik genvundet balancen. Han holdt mig tæt ind til sig, kysset blev bare ved og hans duft omringede mig.

Da han endelig slap mig, var jeg så omtåget at jeg næsten væltede. Han greb fat i mig, og så bekymret ud.

”Du er fantastisk.”

Hviskede jeg drømmende.

”Nok til at få dig til at vælte omkuld?”

”Nok til meget mere.”

Hviskede jeg lavmælt tilbage. Han holdt mig indtil sig, og jeg kunne høre hans latter, der forsigtigt sneg sig ud mellem hans læber. Jeg kvalte hans latter med et kys.

”Hvor er du sød.”

Hviskede jeg, da jeg slap hans læber. Så vendte jeg mig om, for at samle tøjet op.

”Hvad nu?”

Spurgte han, da han samlede mit undertøj op.

”I bad.”

Han så forvirret på mig.

”Jeg skal i bad, mine ben er stort set dækket af blod.”

”Nårh…”

Sagde han, da det gik op for ham hvad jeg mente. Han nærmede sig mig igen, og forsøgte at ligge armene omkring mig. Jeg trak mig drillende væk fra ham, men han har set det i mine tanker, og flyttede sig væk. Han fik fat i mig, før det gik op for mig. Han kyssede mig igen.

”Har du noget imod hvis jeg tager med i bad?”

”Bestem ikke.”

Han fik et smørret grin, men jeg rystede grinede på hovedet.

”Bare så du ved, herre Jonathan Kean, så er jeg bestemt ikke lagt op til noget.”

Jeg forsøgte at få min stemme til at lyde myndig, for jeg gad virkelig ikke, jeg var træt og udkørt.

”Som du vil, miss Elisabeth Kean.”

Han smilede stadig, men ikke længere på samme måde. Han fandt noget rent tøj frem, og så gik vi. Da vi kom ud på gangen, blev vi mødt af Claudia og Marcus.

”Og hvad skal i så?”

”I bad.”

Svarede vi i munden på hinanden. Marcus fik et smørret grin, og Claudia så bare glad ud.

”Så skal vi tage på tur?”

Spurgte Claudia Marcus.

”Det bliver ikke nødvendigt, vi skal bare i bad.”

Svarede Jonathan helt roligt.

”Som om…”

”Hvordan har du det Jonathan?”

Afbrød Claudia Marcus.

”Fint, tak.”

”Som jeg sagde, det ser voldsomt ud, men det bliver hurtigt bedre.”

Sagde jeg hurtigt for at pointere.

”Nårh, okay.”

Sagde Claudia roligt.

”Men så, held og lykke med badningen.”

Sagde Marcus smørret og gik med Claudia.

Jeg rystede stadig på hovedet, da Jonathan trak mig med ind på badeværelset.

 

Han kyssede mig et par enkelte gange, men ellers blev det ikke til mere, mens vi var i bad. Han havde lige sæbet mit hår ind, og var ved at skylle det igen, da jeg lagde mærke til hvor bleg han var.

”Jeg ved det, men det kan vi ordne bagefter.”

Sagde han roligt, han var ikke det mindste bekymret.

”Og du er måske ligeglad med hvordan du ser ud, når de kommer?”

Han var blevet færdig med mit hår, og jeg var nu i gang med hans. Han så forvirret ud, og var ikke helt med på hvad jeg mente med de?

”Tvillingerne, din klods. Dine børn som jeg render rundt med. Vil du være lige så ligeglad når de kommer? Du kan godt regne med at du ikke kommer i nærheden af dem, hvis du ligner et omvandrende lig.”

Han rynkede på øjenbrynene, og jeg blev flov.

”Undskyld, det er ikke min mening at bide sådan efter dig, der er bare… Du skal passe bedre på, du er stadig ung, meget kan nå at gå galt endnu. Du skal passe på.”

Han sænkede sit blik. Jeg havde igen begået en fejl.

”Undskyld, det er ikke min mening at lyde som din mor. Jeg vil bare gerne have at der ikke sker dig nog…”

Han kyssede mig pludseligt igen, og jeg kom til at sprøjte ham i øjnene med noget vand.

”Undskyld, undskyld Jonathan.”

Han tørrede vandet ud af øjnene, og så på mig igen.

”Jeg skal nok passe bedre på, men gider du gøre mig en tjeneste?”

Jeg nikkede ivrigt.

”Lad vær med at sprøjte mig i øjnene med mere vand, du ved jeg ikke kan fordrage det.”

”Nårh, ja. Du er jo vandskræk.”

Jeg sprøjtede efter ham igen.

”Elisabeth.”

Sagde han anspændt.

”Ja, ja. Jeg skal nok lade være fra nu af.”

Jeg modtog et pludseligt spark, og væltede for over. Jonathan forsøgte at forhindre mig i at vælte, men på grund af det glatte gulv, væltede vi begge to. Han endte med at ligge ovenpå mig.

”Ups.”

Grinede han, og rejste sig fra mig.

”Godt der ikke er nogen hjemme mere.”

Så kyssede jeg ham og han væltede ned over mig igen. Han holdt inde et øjeblik, og lyttede. Men det eneste han kunne høre var os, de andre havde gættet sig til hvad der skulle ske.

 

Jeg lå inde i soveværelset, og slappede af. Jonathan havde for en kort stund forladt sengen for at ordne badeværelset. Jeg lagde forsigtigt min hånd på maven, og lukkede øjnene. Jeg regnede med at de sov, de bevægede sig i hvert fald ikke særligt meget.

”Hold op med at se sådan på mig.”

Grinte jeg og åbnede øjnene.

Jonathan smilede bare af mig, og lagde sig i sengen igen. Han tog mig ind til sig, og kyssede mig blidt endnu engang på kinden. Jeg rakte ud efter ham under dynen, og trak ham tættere ind til mig.

”Øv.”

Udbrød jeg.

”Hvad nu? Sover de ikke alligevel?”

”Du har fået bukser på igen.”

Sagde jeg og lo. Han lo med, og kyssede mig endnu engang.

 

Jeg vågnede ved den lette lyd af en banken på døren, og rakte ud efter Jonathan. Han var der ikke, og jeg løftede træt mit blik op fra puden. Han stod allerede op og besvarede den lette banken. Han hviskede sammen med en, men jeg var for træt til at høre efter. Jeg lod mine øjne langsomt falde i, mens jeg forsøgte at falde i søvn igen. Jeg sov næsten da Jonathan lagde sig ved min side igen.

”Elisabeth? Sover du?”

”Mh…”

Mumlede jeg og gemte mig under dynen.

”Elisabeth?”

”Selvfølgelig sover jeg.”

Mumlede jeg under dynen.

”Kan du ikke høre det?”

”Jo, selvfølgelig. Du sover som en sten.”

Jeg mærkede et sæt arme der lagde sig om min dyne, og trak i mig.

”Jonathan.”

Vrissede jeg, da han forsøgte at hive dynen af mig. Jeg trak den tættere om mig.

”Lad mig sove.”

Bad jeg ham, da jeg mærkede et spark.

”Fedt.”

Mumlede jeg, og rev dynen af mig. Jeg smed den i hovedet på ham.

”Du vækkede dem.”

Vrissede jeg, måske lidt for vredt. Men jeg var bare så træt.

”Undskyld.”

Sagde han og trak mig ind til sig. Han svøbte mig ind i dynen, og lagde armene om mig. Han lod dog en lille åbning til mit ansigt være, så han kunne se på mig.

”Du er virkelig træt, ikke sandt?”

Jeg nikkede, og lagde mit hoved på hans bryst.

”Det må du undskylde, jeg vidste ikke du var så træt.”

”Det er okay.”

Hviskede jeg træt og gabte. Han lagde en finger under min hage og løftede mit ansigt op. Han kiggede på mig et kort øjeblik og pakkede så dynen tættere om mig.

”Du er virkelige, virkelige træt… og sulten ikke?”

Jeg nikkede træt, og forsøgte at vikle min arm fri af dynen så jeg kunne lægge den om ham. Han rejste sig og gik, før jeg kunne få sagt noget. Jeg brummede utilfreds, og lagde dynen tæt om mig for at sove igen.

Jeg var faldet i søvn, da han kom tilbage. Han prikkede forsigtigt på dynen, et sted i nærheden af min mave. Det blev besvaret med et spark. Jeg vågnede med det samme, men var lige så hurtigt ved at falde i søvn igen.

”Elisabeth?”

Hviskede han, da jeg lukkede øjnene igen.

”Mhh…”

Jeg drejede væk fra ham, og forsøgte at ignorere ham. Jeg var så træt.

”Jeg har blod med til dig.”

Hviskede han stille ud for mit øre.

Jeg satte mig med et sæt op i sengen, og så på ham. Han rakte forsigtigt koppen hen imod mig, og jeg rev den grådigt ud af hans hænder og drak. Jeg var så træt, at det ikke var gået op for mig, hvor sulten jeg egentligt var. Han aede mig forsigtigt på hovedet, mens jeg drak det sidste.

Da jeg havde slikket de sidste dråber af mine læber, tog han koppen igen. Han gik igen for at hente mere, imens sad jeg og forsøgte at samle mine tanker. Mit sind virkede tåget, og det var svært for mig. Det gik op for mig at Jonathan blokerede sine tanker, jeg undrede mig over hvorfor, men forsøgte ikke at bryde det. Han havde vel en god grund, og for tiden var det heller ikke meget han opfangede fra mig.

”De snakker om dig, og… det er om… om du ved hvad.”

Jeg nikkede og trak dynen tættere om mig, så den dækkede det meste af min krop. Han aede mig på ryggen, og rakte koppen frem imod mig. Jeg tog imod den, og drak forsigtigt. Han satte sig på sengekanten, og aede fortsat min ryg, mens han drak af sin egen kop. Jeg lænede mig ind imod ham, så han kunne holde om mig i stedet.

Da jeg havde halvdelen tilbage, havde han tømt sin kop. Jeg drak stadigt forsigtigt, fordybet i mine tanker om tvillingerne og trillingerne. Han kyssede mig forsigtigt i håret, og hviskede;

”Hvad tænker du på?”

”Tvillingerne og trillingerne.”

Jeg drak hurtigt det sidste, han tog koppen og stillede den på natbordet, ved siden af sin. Jeg satte mig i hans skød, og rakte ud efter hans hænder. Jeg greb dem, og placerede dem forsigtigt på min mave. Han lagde sit hoved på min skulder og lukkede øjnene, mens han nød deres små forsigtige spark mod mit maveskind. Han trak roligt vejret, og sad fuldkommen stille med mig på sit skød. Indtil de holdt op med at sparke, så hviskede han stille.

”Jeg kan næsten ikke vente til de er kommet ud der fra.”

Han kyssede mig glad på kinden. Jeg drejede hovedet, og kyssede ham igen. Han drejede mig rundt, så jeg sad med siden til ham. Han kyssede mig igen på kinden, før jeg lagde mit hoved op af hans brystkasse. Han lagde sine arme om mig, og holdt mig tæt.

Langsomt, men sikkert faldt jeg i søvn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...