Børn af Englen.

Børn af Englen - den tredje del af triologien om den første. En uventet graviditet, hormoner, vekslende humør og en ukontrollerbar følelse til at dræbe dem alle, hver og en, er en del af det sammenkog der truer med at udslette hele familien.

5Likes
2Kommentarer
1275Visninger
AA

10. Den Døde Engel.

 

Jeg bevægede mig med en falsk stolthed ned af trappen, og bad Jonathan gøre det samme. Han gjorde det dog knap så godt, som jeg. Men jeg, derimod, havde spillet dette spil længe.

”Ret dig op.”

Hviskede jeg hidsigt til ham. Han gjorde det hurtigt, og nåede at sende Annabella et bekymret blik.

”Ignorer dem.”

Vrissede jeg i hans tanker, så han rynkede sin pande. Han sendte en tanke til Annabella og Claudia, som han ikke kunne undgå at jeg hørte.

”Det er skiftet igen.”

Jeg fnøs, og bevægede mig videre ned af trappen. I en gildende, elegant bevægelse, der udstrålede min majestatiske status. Jonathan fulgte efter mig, i en rolig gang.

”Du går som en lallende galning, gå så ordenligt.”

Vrissede jeg igen. Hans blik sank mod gulvet.

”Ret dig op!”

Rasede jeg i hans tanker. Han så stift frem for sig igen.

”Du er håbløs.”

Afsluttede jeg min samtale med ham, og ignorerede ham.

”Min kære Dronning. Hvor er det aldeles nydeligt at se Dem.”

Jeg nikkede let ved Rådsmedlemmernes kommentar, og fortsatte ind i stuen.

”Goddag.”

Sagde de venligt til Jonathan. Han så på dem med ligegyldighed, sådan som jeg havde instrueret ham for få sekunder siden. Han stoppede op, og så afventende på dem.

”Det er også særdeles godt at se Dem, min herre.”

Tilføjede de, og bukkede let. Jonathan fnøs, og fortsatte ind i stuen, hvor han satte sig på sofaen. Jeg lænede mig ind mod ham, og kyssede ham begærligt på kinden. Derefter lænede jeg mig op af ham, men med et farligt smil på mine læber.

”Kom kun ind mine børn, men træd varsomt. I har forstyrret mig.”

De nikkede, og holdt deres blik ved gulvet, mens de langsomt nærmede sig. Marcus så forvirret på mig. Jeg viftede ham af vejen.

”Du kan gå, jeg har intet behov for dig nu.”

Han nikkede, lukkede stuedøren og gik sin vej. Jeg så tilbage på Rådsmedlemmerne.

”Fortæl mig så, hvad bestiller i her?”

Jeg så strengt på dem. De holdt deres blik i gulvet.

”Eric?”

Hviskede jeg charmerende, og mødte hans blik. Han sank en klump, og så på mig.

”Alena har fornemmet en forandring, min Dronning. En forandring i Dem. Vi blev blot bekymrede for Deres velbefi…”

Jeg skar ham af ved at løfte hånden.

”Og hvad får jer til at tro, at i bare kan komme anstigende som det passer jer?”

Spurgte jeg roligt, og kyssede igen Jonathan. Han sad stift ved siden af mig, og reagerede ikke på mine kærtegn. De vidste at jeg var alt andet end roligt, og overvejede derfor længe deres ord.

”Vi frygtede…”

Begyndte Elinora, men stoppede igen. Jeg så strengt på hende, og lod hende fornemme en smule af det raseri, der kogte under min hud. Hun vred sig, og peb svagt. Hun var en empati, og fornemmede derfor hver eneste følelse, der foregik i dette rum.

”Jeg har det fint, rent faktisk har jeg det glimrende. Særdeles glimrende…”

Jeg slog det fast, ved at kaste en ildkugle efter Eric for sjov. Den ramte ved siden af, men også kunne lige.

”… I har ødelagt, det der ellers skulle have været en dejlig formiddag, med min elskede.”

Jeg trak ordet dejligt ud, og gjorde det klart, at det var sex jeg snakkede om.

”Vi beklager dybt, ædle Dronning.”

Begyndte Elinora, men stoppede op, da jeg rejste mig fra sofaen.

”Hun må endnu ikke have vænnet sig til din nye styrke, min Dronning. Vi skal sørge for, at hun ikke blander sig længere i Deres liv, Al Moder.”

Han smurte ekstra tykt på, ved at kalde mig Al Moder. Fordi de var overbevidst om at jeg var den første, og eneste, at jeg på den måde var deres Moder.

”Vi beklager dybt, min Dronning. Hun vil blive straffet.”

Tilføjede Eric yderligere, da jeg kom tættere på dem. Han var begyndt at frygte for sin elskedes liv, hun trak sig skræmt tilbage fra mig. Jeg rakte en hånd op, og signalerede at hun skulle komme tættere på mig. Hun så skræmt på mig, men nærmede sig. Hun tog min udstrakte hånd, og kyssede den forsigtigt.

”Vi beklager dybt, Al Moder. Vi vil rejse, og ikke forstyrre Dem længere, min elskede Nattens Dronning.”

Hviskede hun med stor frygt i sin stemme, og kyssede min hånd endnu engang.

”I beklager dybt, men det er ikke nok.”

Hviskede jeg kedsomt, og tog et fast greb om hendes håndled. Hun udstødte en smertelig lyd, da jeg klemte til, og mærkede hendes knogler brække under mine fingre. Eric vred sig. Han ville gribe fat i sin elskede, men turde ikke.

”I keder mig dybt, og for dette er der ingen undskyldning.”

Jeg trak hende hurtigt ind til mig, og slog armene om hende. Hun begyndte svagt at græde.

”Sh… Rolig mit barn.”

Hviskede jeg lokkende. Hun så på mig, og stivnede.

”Det er snart overstået.”

Hviskede jeg, inden jeg begravede mine tænder i hendes hals. Et skrig undslap hendes læber, før hun blev tavs og slap. Jeg slap hende igen, og hun sank livløst på gulvet. Jeg slikkede mig om munden, og så på Eric. Han så forvirret ned på sin elskede, der lå bleg og tom på gulvet. Han mødte mit blik, med en blanding af frygt og had.

”Som sagt; så har jeg det meget bedre.”

Sagde jeg roligt, og lo en kold latter, før jeg rev hans hoved af, så jeg stod med det i hænderne.

”Natte, nat.”

Hviskede jeg til de overraskede øjne i hans hoved. Det blev til støv i mine hænder, jeg lo igen og vendte mig mod Elinora, der var ved at komme til sig selv. Hun græd, og forsøgte at trække sig væk hen over gulvet.

”Skal du ikke forenes med ham i døden?”

Spurgte jeg, inden jeg rakte ud efter hende. Hun sank om på gulvet, besvimet af rædsel. Jeg sukkede, og rev hendes hoved af så vel som jeg lige havde myrdet hendes elskede.

”Kedsommeligt.”

Sagde jeg, med et tydeligt anspor af kedsomhed i min stemme, da jeg smed hovedet fra mig. Det blev til støv, og blande sig med det andet.

”Som i livet, så i døden.”

Sagde jeg poetisk, og lo igen. Min opmærksomhed var ikke vendt mod Jonathan, og jeg opdagede ham derfor ikke, før han taklede mig ned på gulvet. Jeg knurrede rasende efter ham, så det rungede. Han tvang sig ind over mig, så han kunne holde mig nede på gulvet. Jeg kunne høre løbende skridt, og så rasende på ham.

”Forræder!”

Råbte jeg hidsigt, og vred mig. Døren ind til stuen blev åbnet.

”Hun har mistet kontrollen.”

Jeg bed ud efter hans hals, i et forsøg på at kvæle hans irriterende stemme. Jeg fik vredet min ene arm fri, og greb fat om ham. Han så forfærdet op.

”Løb!”

Råbte han bestemt, da jeg rullede rundt med ham, og brækkede hans ryg. Jeg skubbede hurtigt mine egne ryghvirvler sammen i mine tanker, et trick han endnu ikke kunne, hans heling ville tage længere tid. Jeg sparkede ham i hovedet, og bandede, da mit eget hoved bragede. Jeg så sulten op, fra hans bevidstløse krop.

”Annabella, kom her. Det er længe siden, at jeg har smagt ungt blod.”

Hun rystede på hovedet, forsøgte at ryste hypnosen af sig. Marcus greb hendes hånd, og rev hende af sted ud af hoveddøren. Dean og Claudia fulgte dem hurtigt.

”En jagt, det er endnu længere siden. Jeg håber, at du kan lide at høre dem skrige i rædsel og smerte.”

Sagde jeg til Jonathan, der havde genvundet bevidstheden. Han så på mig med bekymring i sit blik. Han læste mine tanker, mine ideer om hvad jeg havde tænkt mig at gøre ved hans familie.

”Nej.”

Skreg han, da jeg for ud af døren, på jagt efter hans forældre, og resterende søskende. Jeg vidste, at det ikke ville vare længe, før han kunne jage mig. Jeg måtte derfor ikke spilde tiden. Jeg satte af i et langt spring, og væltede rundt på jorden med Annabella i armene. Hun skreg. Godt, tænkte jeg for mig selv, de andre ville uden tvivl komme tilbage efter hende. Og ganske rigtigt, hendes skrig havde fået de andre til at stoppe op, Marcus var endda på vej tilbage efter hende.

”Fortæl mig så min kære, hvor meget holder du af mig nu?”

Hviskede jeg i hendes øre, inden jeg bed hende. Hun skreg igen. Jeg lukkede hendes mund, og lagde hånden over den, for at få ro. For at få madro. Hun vred sig mindre og mindre under mig. Et hårdt slag ind på siden af mit hoved, fik mig til at slippe hende og rulle væk fra hende. Jeg blev liggende, med vilje.

”Åh, hvad har jeg dog gjort?”

Spurgte Claudia. Det overraskede mig, jeg havde ikke regnet med, at hun havde styrken eller viljen til at slå mig. Hun var stærkere end jeg havde regnet med. Jeg lo koldt.

”Godt gået, min kære. Du har formået at slå Jonathan bevidstløs.”

Sagde jeg, og lo igen, da jeg mærkede hvor tomt hans sind var.

”Så nu kan jeg dræbe jer i fred. Uden hans latterlige forsøg på at redde jer.”

Annabella lænede sig tilbage, så meget hun nu kunne, når hun sad på jorden. Hun holdt den ene hånd mod det blødende sår på sin hals. Jeg slikkede mig sultent om munden.

”Jeg vil nyde det her.”

Sagde jeg, og slikkede mig endnu engang om munden, som et sultent rovdyr. Hvilket var præcist hvad jeg var, jeg lo koldt over den kendsgerning.

”Det tror jeg næppe.”

Lød det roligt, før han sprang over sin familie og ind i mig. Jeg knurrede rasende efter ham, og slog ud. Men han læste hvad jeg ville gøre, og modværgede det.

”Din… din…”

Jeg kunne ikke udtrykke mit raseri i ord. Han havde snydt mig! Han havde ikke været bevidstløs, han havde bare tømt sine tanker. Bygget en svag mur, der skar mig fra ham, men ikke ham fra mig. Jeg hvæssede, og bed efter ham. Igen undgik han det. Vi rullede rundt endnu engang, da jeg vred mig for at komme væk. Men han landede ovenpå mig igen, han kunne læse hver eneste tanke jeg havde, og jeg kunne ikke læse hans. Jeg knurrede efter ham igen.

”Så kom dog til dig selv.”

Bad han mig anstrengt. Jeg bed rasende ud efter ham igen, han undgik mig igen.

”Jeg er født til det her.”

Jeg sparkede ud efter ham, han forhindrede det hurtigt. Men han opdagede ikke mit impulsive bid. Jeg bed ham hårdt i halsen. Han hvæssede rasende, og forsøgte at bremse mig.  Blodet fyldte min mund. Han slog mig hårdt i siden. Jeg slap ham, og begyndte at le.

”Jeg skulle have ladt dig dø i den gyde. Du er en svækling!”

Råbte jeg, mens jeg lo ondt videre. Blodet fra hans hals dryppede ned på mit tøj. Min latter fandt ingen ende. Skridt tæt ved, mindede mig om at hans familie var i live, endnu.

”Jonathan?” Jeg bed ud efter ham igen, han undgik det kun lige og lige, fordi han nåede at flytte sit fokus tilbage på mig.

”Jeg sagde at i skulle løbe.”

Vrissede han vredt, da jeg slog ud efter ham igen. Jeg opgav at stritte imod, han kunne alt for let afværge mine forsøg på at komme fri. Jeg blev modløs.

”Men…”

Begyndte Annabella hæst.

”Stik af, hun pønser på noget.”

Sagde han, og flyttede sin vægt, så han pressede mig hårdere ned i jorden. Det gjorde ondt, jeg hvæssede hidsigt, men bed ikke ud efter ham.

”Men…”

Begyndte hun igen. Jonathan flyttede sit blik fra mig.

”Jeg sagde…”

Længe nåede han ikke, før jeg slog ham hårdt i maven. Han løsnede ufrivilligt sit greb, på grund af smerten. Det var alt var jeg havde behov for. Jeg slog ham endnu engang, og sprang fri. Jeg landede sikkert fra ham, flere meter borte.

”Nu er jeg jo nødt til at bruge beskidte tricks.”

Råbte jeg højt, og lo ondt igen. Jeg kaldte på træernes indre stemmer, og beordrede dem til at holde Jonathan fanget. De veg væk fra mit sind, de så mørket i det. Jeg beordrede dem igen, de lystrede, af frygt for hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke fik min vilje. Trærødderne brød op omkring Jonathan, og indhyllede ham. De strammede omkring ham, så det blev umuligt for ham, at bevæge sig. Han skreg i smerte, da de greb for hårdt fat og knuste nogle ribben. Jeg faldt leende på knæ, i smerte.

”Ikke så hårdt, mine kære.”

Hviskede jeg bydende til træerne, mens mine ribben helede. 

”Fang lige min frokost, mens i er i gang.”

Det varede ikke længe, før Dean, Claudia, Marcus og Annabella var omringet af skarpe trærødder, der truede med at kunne dræbe dem, hvert øjeblik det skulle være. Jeg lo igen, og kastede et blik i nærheden af Jonathan. Han vred sig hidsigt, men hver gang han formåede at ødelægge en rod, lukkede yderligere tre sig om ham. Jeg lo igen, højt, koldt og længe, for at overdøve Annabellas gråd. Marcus slog armene om hende, så vel som Dean holdt Claudia ind til sig.

”Vi har mistet hende.”

Græd Annabella, da jeg lod endnu en bølge af følelser ramme hende og Dean. De skælvede, men holdt sig på benene, holdt oppe af deres elskede.

”Du er nødt til at stoppe.”

Jeg så mig overrasket omkring, og fik øje på rosenbuksen ved min side. Jeg så længe på den, det var den selv samme, som jeg for måneder siden, havde plejet.

”Hvor vover du, at fortælle mig, hvad jeg skal?!”

Råbte jeg surt af den.

”Hun er sindssyg.”

Konstaterede Dean, og undgik mit blik, da jeg så i hans retning. Jeg fnøs, og rejste mig igen.

”Måske…”

Besvarede jeg hans konstatering.

”… men det er også meget sjovere end at være et nervevrag.”

Jeg lo igen, da de så ned i jorden, for at undgå mit blik. Jeg gik hen til rosenbusken, der var blevet tavs igen. Jeg lo igen, og rakte hånden ud efter den. Jeg lukkede hånden om stammen.

”Nårh, nu er der ro.”

Kommenterede jeg, og rev rosenbusken op fra jorden. Jeg kastede den langt, ned i den anden ende af haven. Jeg så på Jonathan igen, på hans familie og opdagede at de alle undgik mit blik. Men hvorfor? Havde jeg gjort noget galt? Jeg rystede de åndsvage spørgsmål ud af mit hoved, og kom til at se ned i jorden. Noget glimtede i hullet, hvor rosenbuksen havde stået. Jeg bukkede mig ned efter det, og samlede det op. Det var en kniv, en gylden kniv. Den var blank, og knivskarp. Jeg skar let mine fingre, da jeg førte dem over bladet, der var dobbeltsidet.

”Interessant.”

Mumlede jeg, og lod fingrene følge de sirlige mønstre. Den var som intet andet, jeg nogensinde havde set før. En gennemført skønhed, perfekt balanceret. Men samtidigt også bekendt. Havde jeg selv lagt den der? Nej, blev jeg enig med mig selv om. Jeg havde været her, mange gange før, men jeg havde aldrig skjult noget i jorden. Men hvem ville dog også skjule så perfekt en kniv, sådan et perfekt våben? Medmindre…

”Kender du noget til denne her?”

Spurgte jeg Dean, han fik et skævt ansigtsudtryk, men sagde intet. Jeg talte igen til træerne. En hurtig bevægelse, og et skrig. Claudia lå nu på jorden, spiddet igennem den ene skulder, af en trærod. Jeg fnes frydeligt, da jeg så blodet dryppe ned på jorden.

”Jeg prøver lige en gang til, Dean. Kender du noget til denne her?”

Han så forfærdet fra Claudia til mig, og nikkede så svagt. Jeg sukkede, og legede med kniven i min hånd. Jeg kastede den fra den ene hånd til den anden, uden overhovedet at kigge på den.

”Jeg kan ikke høre dig.”

Sagde jeg drillende, og lod rødderne stramme om Jonathan yderligere, så han klunkede svagt. Dean vred sig trodsigt, jeg holdt både hans kone og søns liv i mine hænder. Han vidste at hvis han gjorde yderligere protester, så ville det også gå ud over hans anden søn og datter. Han ønskede det ikke, for alt i verdenen. Han valgte at svare.

”Ja, det er min.”

Svarede han roligt, selvom jeg vidste at han var alt andet end det. Jeg gik med legende skridt over græsplænen, og legede stadigt med kniven i hænderne. Nu havde jeg i stedet mit blik på den.

”Og hvor, må man spørge, har du fået så prægtig en kniv fra?”

Spurgte jeg drillende, og lod trærodden vride sig i Claudias sår, så hun skreg af smerte.

”Jeg fik den.”

Svarede Dean. Han løj ikke, han turde det simpelthen ikke, men han holdt noget tilbage. Jeg stoppede trærodden, og så på Dean, med et blidt smil.

”Fortæl endeligt videre, jeg bremser dig så men ikke.”

Han sank en klump, og nikkede så. Jeg lod kniven hænge ned langs min side, i min højre hånd.

”Jeg var i sin tid… jeg var vogter.”

Sagde han lavt. Marcus så overrasket på ham, det samme gjorde Annabella. Jonathan forholdt sig roligt, da han hørte Deans ord. Jeg pegede på Claudia, hun nikkede hurtigt. Hun havde godt vidst det. Jeg sukkede, og gjorde håndtegn til at han skulle fortsætte.

”Jeg fik kniven, da jeg havde afsluttet min træning. Jeg fik besked på, at jeg skulle… At jeg skulle udføre en opgave for dem. Opgaven gik ud på, at jeg skulle dræbe. At jeg skulle dræbe en anden vampyr, med den kniv der.”

Jeg løftede igen kniven op til ansigtet, og så nærstuderende på den. Der var noget specielt over den. Jeg rettede mit blik mod ham igen, og så hånligt på ham.

”Hvorfor netop denne kniv?”

Udspurgte jeg ham. Han sukkede, og ville ryste på hovedet, men lod være.

”Jeg fik at vide, at den er det eneste, der kan… At det var det eneste, der kunne dræbe vampyren, jeg blev sendt ud efter.”

Han holdt stadigt noget tilbage. Jeg gav ham et strengt blik, og ville løfte hånden for at bore trærodden længere ind i Claudia. Han rystede hurtigt på hovedet.

”Hvem?”

Spurgte jeg ham. Han tøvede, indtil jeg løftede hånden yderligere.

”Dig.”

Svarede han hurtigt. Jeg lod hånden falde, og så overrasket på ham i et kort øjeblik, før jeg kunne få mit ansigt under kontrol igen.

”Mig?!”

Hvæssede jeg, og spyttede i arrigskab. Han nikkede forsigtigt.

”Rådet ville have mig dræbt, hvorfor?”

Hvæssede jeg. Han svarede mig hurtigt, af frygt for hvad jeg ville gøre i mit raseri.

”De frygter dig, det har de altid gjort. Så da de indså, at du var syg og svag, besluttede de sig for at det ville være det bedste tidspunkt at… At skille sig af med dig.”

Jeg så nærmere på kniven.

”Men hvorfor denne?”

Spurgte jeg stille, for mig selv. Dean overhørte spørgsmålet, og svarede roligt;

”Fordi det er det eneste på denne jord, der har været her længere end dig.”

Jeg så hidsigt på ham, hvad mente han med det?

”Den er gået i arv, lige siden det første råd. Fra overvogter til overvogter, fordi de vidste, at det er det eneste der kan skade dig, som du ikke heler lynhurtigt af. Derved kan du også dræbes af den. Den blev holdt hemmeligt af samme grund.”

Jeg knurrede rasende, men han fortsatte.

”Det siges at på natten, hvor du forvandlede dig, og gik amok, da kæmpede høvdingen imod dig. Han gav sit liv for at beskytte sit folk, så de kunne flygte. Men hans unge søn, den yngste, greb kniven fra hans bælte og kæmpede imod dig. Kniven brugte han til at såre dig, selvom du var alt for væk i blodrusen til at lægge mærke til det, eller huske. Han jog dig på flugt, men ikke før du havde slagtet størstedelen af landsbyen. Inden hans far døde fortalte han sin søn om kniven, at han havde fundet den i din vugge. Den som landsbyfolket havde fundet dig i. Det var meningen, at du skulle have været blevet dræbt, men du var kun et spæd. De kunne ikke gøre det, og opfostrede dig i stedet. Dine forældre efterlod dig i kulden, for at du skulle fryse ihjel, fordi de heller ikke var i stand til at gøre det.”

Jeg så hidsigt på ham, og knugede tæt kniven i min hånd.

”Deres fejl, ikke min.”

Mumlede jeg, og sparkede irriteret til en sten. Mine forældre, gik det op for mig, at Dean havde sagt. Det var første gang, at jeg nogensinde havde hørt sige noget som helst om dem. For mig, var det som om jeg slet ingen havde.

”Hvad mere?”

Spurgte jeg surt, og drejede kniven i min håndflade. Han svarede ikke.

”Hvad mere?”

Han sukkede, indtil jeg knurrede surt efter ham. Jeg fik trærodden til at slippe Claudia, blot for at holde sig klar til angreb over hende.

”Der er ikke mere, meget er gået tabt gennem tiden.”

Forklarede han. Men det var ikke der, ikke der, jeg huskede kniven fra. Jeg så på den igen, holdt den tæt på mit ansigt. Jeg studerede den grundigt, og kom i tanke om det. Det føltes som om et stort sort hul åbnede sig under mig, og opslugte mig. Eller som en ballon, der lige var blevet pustet op, blot for at jeg nu skulle blive flad igen, da der ingen knude var blevet bundet. Den var fra min drøm, min drøm om lunden med gravstenene, med mit eget dyriske jeg. Jeg så op på dem, med chok i mine øjne. Det var som om jeg så på dem med nye øjne. De klyngede sig desperat til hinanden, usikker på hvad de skulle gøre. Jeg elskede dem, hver og en af dem, som var de min rigtige familie. Men det var de jo, de var min familie, gik det op for mig.

”Dø, dø for dem.”

Hviskede stemmen fra mit dyriske jeg i mit øre. Jeg kunne mærke mine kinder blive våde.

”Eli… Elisabeth?”

Hviskede Annabella, hun havde fornemmet forandringen. Hun holdt sig stadigt på halsen. Hendes hals, gik det op for mig. Jeg så på dem. Claudia blødte fra et stort sår på skulderen, Annabella fra halsen og sammen med Marcus og Dean var de tæt omringede af trærødder, der stod klar til at spidde dem. Og Jonathan, min elskede Jonathan, blev stadig holdt i et stramt greb af rødderne, så det var umuligt for ham at trække vejret. Jeg havde været ved at dræbe dem, gik det hurtigt op for mig. Jeg havde været ved at dræbe dem alle.

”Dø, dø for at redde dem.”

Hviskede mit dyriske jeg igen i mit øre. Jeg accepterede det, og lod trærødderne falde til jorden. Jeg vendte kniven i min hånd, så spidsen pegede ind imod mig. Jonathan vred sig hidsigt i de resterende rødder, da det gik op for ham, hvad jeg gjorde.

”NEJ! NEJ! NEJ!”

Skreg han i mine tanker, indtil jeg skar dem af. De andre havde endnu ikke forstået, hvad der foregik, og stod som frosne på jorden. De havde ikke rørt sig. Jeg trak vejret dybt en enkelt gang, og nød den skønne duft af efterår. Det var en god årstid, tænkte jeg trist. En god årstid at dø på. Jeg rakte kniven ud, i den fulde længde af min arm.

”Nej! Elisabeth!”

Skreg Jonathan forfærdet, da jeg lod kniven fare mod mit bryst, med spidsen pegende på mit hjerte. Den var så skarp, at jeg næsten ikke mærkede den, da den for ind i mit bryst. Jonathan skreg i sorg, men det lød allerede så fjernt. Jeg så frem for mig, og så Dean komme løbende imod mig, da jeg lukkede øjnene og faldt, for sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...