Børn af Englen.

Børn af Englen - den tredje del af triologien om den første. En uventet graviditet, hormoner, vekslende humør og en ukontrollerbar følelse til at dræbe dem alle, hver og en, er en del af det sammenkog der truer med at udslette hele familien.

5Likes
2Kommentarer
1271Visninger
AA

11. Deans fortælling: 1. del.

 

Det virkede som et sandt mareridt. Hun stod der foran os, det ene øjeblik som en hævnens gudinde, men med en engels ansigt. For blot det næste øjeblik at ligne en engel, der var blevet forvist fra himmelens porte. Hun rakte kniven ud, jeg troede det var for at smide den, indtil jeg mærkede Jonathans sorg. Han skreg efter hende.

”Nej! Elisabeth!”

Da gik det endeligt op for mig, hvad hun gjorde. Jeg løb imod hende, i samme øjeblik hun begravede kniven i sit hjerte.  Jeg løb, som jeg aldrig havde løbet før, og greb hende få sekunder fra at ramme græsplænen. Jeg vendte hende hurtigt i mine arme, men hendes perfekte isblå øjne var allerede tomme. Jeg kunne høre Jonathans smerteudbrud, jeg følte hans sorg. Det var knusende. Men det var for sent, og vi kunne intet gøre. Elisabeth var væk, i mine arme holdt jeg hendes lig. Jeg lagde hende forsigtigt fra mig, og lukkede hendes øjne. Jeg tog forsigtigt kniven ud af hendes bryst, og kastede den langt, langt væk fra mig, ind i skoven. Jeg lagde hendes arme ind over hendes krop, så det lignede at hun blot hvilede sig. At hun ville vågne igen, men jeg vidste godt at sandheden var en anden. Jeg rejste mig fra græsset, og nåede at standse Annabella. Hun græd hysterisk.

”Nej, nej, ikke Elisabeth. Ikke Elisabeth.”

Marcus så med sorg i blikket på Elisabeth, og dernæst på Annabella, som jeg holdt tilbage. Han tog hende i sine arme, hvor hun gav sig til at græde yderligere. Claudia holdt sig selv langt tilbage i baggrunden, hun vidste at hvis hun kom meget nærmere, så ville hun gøre nøjagtigt hvad Annabella havde forsøgt. At ruske Elisabeth tilbage til live, men det var en umulighed. Hun forsøgte at ignorerede Elisabeths lig på jorden, men det var svært. Hendes tøj var smurt ind i blod, og i hendes brystkasse var et gabende hul fra kniven.  Jeg trak hurtigt min jakke af, og lagde den over hende, for at skåne de andre. Claudia satte sig på jorden, og begyndte at græde. Vi havde kæmpet så hårdt, så længe, for at redde hende, og nu var hun død. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne fornemmede Jonathan. Jeg vendte mig hurtigt i hans retning, og så ham ligge livløst på jorden. ”Nej.” tænkte jeg. Det var slemt nok at miste Elisabeth, men jeg kunne ikke miste dem begge. Jeg løb hurtigt i Jonathans retning, og faldt på knæ ved ham. Han lå på siden, med ryggen vendt imod mig. Men han var i live. Jeg kunne se det på ham, hans krop bevægede sig i små ukontrollerede rystelser, som jeg kendte for godt.

”Jonathan.”

Hviskede jeg bekymret, udmærket godt klar over at han ikke kunne høre mig. Jeg havde fundet ham i samme tilstand en gang tidligere, i al den tid vi havde kendt hinanden, og det var kort tid efter at han havde mistet Elisabeth for første gang. Det havde taget mig måneder at få ham til at opføre sig nogenlunde normalt efter det, men denne gang tvivlede jeg på, at det ville lykkes mig igen. Han havde mistet hende, denne gang for altid, og denne gang havde han set, hvad der præcist var sket. Trillingernes smertefulde skrig bragte mig tilbage til haven. Jeg vendte opmærksomheden mod dem. Ann, som jeg genkendte hende som, da hendes hår var en anelse længere end de andres, stod med jakken i hånden. Hun skreg i smerte, og faldt på knæ. Hendes søstre faldt på knæ ved hendes side, de lagde armene om hinanden. Marcus tog hurtigt jakken fra dem, og lagde den igen over Elisabeth, med en så stor ømhed, at jeg ikke troede det muligt. Han græd også, og knugede igen Annabella ind til sig. Han så fortvivlet på mig, det endeligt gik op for ham, at Jonathan lå livløst på jorden.

”Jonathan.”

Sagde han højt og bekymret. De var godt klar over, at han havde befundet sig i en dyb depression, da jeg havde fundet ham. En depression, der næsten havde taget livet af ham. De var ikke klar over hvordan han havde været eller haft det. Jeg havde altid holdt det for mig selv, da de ellers ville se på ham med andre øjne. Det ville have mindet ham konstant om det, og det ville ikke have hjulpet. Annabella blev klar over at jeg sad bøjet ind over Jonathan, de så forfærdede på mig, de frygtede det værste. De løb imod os, jeg bremsede dem med en håndbevægelse. De satte farten ned, og gik i et hurtigt tempo hen til os.

”Er han…”

Spurgte Annabella, men hendes stemme knækkede over. Jeg rystede på hovedet, hun så kort lettet på mig, indtil hun blev klar over mit bekymrede ansigtsudtryk.

”Jeg er bange for, at han… at han har fået et tilbagefald.”

Svarede jeg svagt, på Annabellas lydløse spørgsmål. Hun sank på knæ, og gav sig til at græde igen.

”Jeg kan ikke…”

Græd hun, da Marcus lagde armene om hende.

”Jeg kan ikke miste dem begge.”

 

Stemningen i huset var sunket til et minimum, og lavere end det. Claudia og Annabellas sår var blevet forbundet. De burde have været i seng, men ingen kunne sove. Claudia aede forsigtigt Jonathans hår igen. Han lå på sofaen, hvor vi havde lagt ham, da vi havde båret ham tilbage. Hans øjne var åbne, men jeg vidste at han ikke så noget. Det var som han var fortabt inde i sig selv. Marcus trak forsigtigt et af tæpperne over ham, han satte sig sørgmodigt igen i den anden sofa. Annabella lænede sig ind til ham igen, hvor han forsigtigt slog armene om hende. Jeg åbnede døren bag mig, og gik min vej. Annabella og Marcus brød sig ikke om det faktum, at jeg havde været vogter, og at det havde været min opgave at dræbe Elisabeth. De var i sorg, som resten af os. Men jeg ønskede ikke, at udsætte dem for mere. Jeg mødte Ann, på vej op af trapperne. Hun løb hurtigt videre forbi mig.

”De er sultne.”

Forklarede hun, og hentydede til tvillingerne. Stakkeler, kunne jeg ikke lade være med at tænke. Emma og Daniel elskede Elisabeth meget højt, og nu var hun borte. Jeg var ikke sikker på om de kunne forstå det, men jeg havde ingen intentioner om at ville forsøge at forklare dem det. Ann stormede op af trappen igen, med to flasker i favnen. Hun fortsatte hurtigt ind på børneværelset, med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg fortsatte mod soveværelset, Jonathan og Elisabeths soveværelse, som nu blev brugt som lig-værelse. Jeg tøvede foran døren, men trykkede forsigtigt dørhåndtaget ned.

Jeg frøs kort i kroppen, men fortsatte ind i værelset. Anna vaskede forsigtigt det sidste indtørrede blod af Elisabeths kind. De så ikke op, men fortsatte med at vaske hende ren. Nu lignede det mere end nogensinde at hun blot hvilede sig. De havde iklædt hende en lang hvid kjole, der dækkede hendes fødder, og fortsatte ud over sengekanten, for at stoppe få centimeter over gulvet. Anne lagde forsigtigt Elisabeths højre hånd ind over hendes krop, så hånden hvilede på Elisabeths mave. Anna smed den våde klud fra sig, og aede forsigtigt nogle af Elisabeths krøller på plads. Hendes mørke hår lå bredt ud over hovedpuden, som hendes hoved hvilede på. Pudebetrækket var hvidt, og brodret med en ligeså hvid tråd. Lagnet var af samme stof, og bredte sig ud over sengen, det fortsatte ud over siderne og ned på gulvet, hvor det fortsatte lidt endnu.

Jeg fortsatte videre hen til natbordet, der var blevet rykket over i et fjernt hjørne. Jeg hev forsigtigt en skuffe ud, og trak Elisabeths smykkeskrin op. Jeg åbnede det, og fandt ud af at der ikke var andet i det end halskæden og armbåndet. Jeg tog det i hænderne, og gik tilbage til sengen. Jeg rakte kæden med hjertet til Anna. Hun så forsigtigt spørgende på mig.

”Det var en gave fra Annabella.”

Hun nikkede indforstået, og gav forsigtigt Elisabeth halskæden på. Jeg tog forsigtigt hendes højre hånd. Jeg gøs, hendes hud var kold, iskold. Jeg gav hende forsigtigt armbåndet med de små diamanter på, og lagde forsigtigt hendes hånd ned på maven igen.

”Der ankommer en kiste i morgen tidligt.”

Sagde Ann svagt, og snøftede. Anne krammede hende ind til sig.

”I har gjort det godt. Jeg beklager at vi ikke har kunnet være i stand til at hjælpe.”

Anna nikkede, og rejste sig fra Elisabeths side.  Hun tørrede nogle tårer af sine kinder, før hun gik hen og slog armene om sine søstre. De græd svagt.

”Elisabeth betød meget for jer, og omvendt. Hun elskede jer meget højt. Vi tror hun ville have ønsket, at i slap for at skulle tage nogen del i dette.”

Sagde Anna roligt, og skubbede sine søstre mod døren. De gik trist mod den, men Anna stoppede kort op og så på mig.

”Hendes krop vil ikke forsvinde, fordi den er forbundet til Jonathan. Først når han er borte, da vil hendes krop forgå.”

Jeg så ned i gulvet, og svarede lavt.

”Jeg er bange for, at det ikke vil vare længe.”

Anna nikkede, og lagde forsigtigt en hånd på min skulder. Jeg så op igen.

”Elisabeth ville ikke have ønsket det. Hun ville have ønsket, at han skulle leve.”

Jeg nikkede, og gik med Anna ud af værelset.

”Det er jeg udmærket godt klar over, men han har tidligere været i den tilstand. Han kom sig aldrig, jo, hans tilstand blev forbedret, men han kom sig aldrig helt. Først da Elisabeth kom tilbage, da blev han endeligt sig selv. Denne gang kommer hun ikke tilbage, så derfor ville jeg mene, at hans tilstand er permanent.”

Anna rystede hidsigt på hovedet, og lukkede døren.

”Vi er nødt til at forsøge. Vi kan ikke lade tvillingerne miste begge deres forældre.”

Sluttede Anna af, og så mod børneværelset. Hun sukkede.

”Det kan vi bare ikke.”

Mumlede hun lavt, da døren gik på klem. Vi gik forsigtigt nærmere, vi vidste at hendes søstre var nedeunder, sammen med resten af familien. Vi begyndte at frygte, at nogen var slubbet ind i værelset. Indtil Emma stak hovedet ud af døren, og pludrede, da hun fik øje på os.

”Emma.”

Sagde Anna bebrejdende og gik hen for at samle hende op. Emma satte sig i døråbningen, og så op på Anna. Hun kaldte;

”Mor.”

Anna stoppede op igen. Jeg skyndte mig fordi hende, og samlede forsigtigt Emma op fra gulvet. Emma så undersøgende rundt i gangen, indtil jeg bar hende tilbage ind i værelset.

”Mor.”

Kaldte hun klagende. Jeg opgav, at ligge hende tilbage i sengen. Hun havde slået hul i den ene side, og måtte have kravlet ud der. Daniel satte sig træt op i sengen. Han så overrasket på mig, da jeg stod med Emma i favnen.

”Mor?”

Spurgte han, og så sig omkring. Jeg så væk.

”Mor.”

Sagde han bekymret. Anna skyndte sig ind, og samlede ham op fra sengen.

”Lad os gå nedenunder med dem.”

Forslog Anna, jeg nikkede let. Vi gik med tvillingerne i armene, hurtigt igennem gangen, men endnu hurtigere forbi værelset, hvor Elisabeth lå. Jeg lagde mærke til at Emma rakte hånden ud efter værelsesdøren, så jeg skyndte mig hurtigt videre.

”Annabella.”

Kaldte Emma utilfreds ude foran stuedøren, da Anna lagde hånden på døren. Annabella åbnede hurtigt døren, og smuttede ud, for at smække den efter sig.

”Hej lille skat.”

Sagde hun så oprigtigt glad, som hun nu kunne, med tårerne trillende ned af kinderne.

”Far.”

Sagde Emma bekymret, og så på døren, forbi Annabella. Annabella stillede sig hurtigt i vejen for hendes blik. Hun aede roligt Emmas kind.

”Skal vi gå ovenpå og lege?”

Spurgte hun stille, Emma rystede voldsomt på hovedet.

”Far.”

Sagde hun bestemt. Annabella rystede på hovedet.

”Far… Jonathan…”

Forsøgte hun sig frem, men hver gang knækkede hendes stemme over.

”Han kan ikke lige nu, lille skat.”

Sagde hun endeligt. Daniel vred sig i Annas favn.

”Far?”

Kaldte han utilfreds, og så surt på Anna. Han så på Emma, der så surt på Annabella.

”Far.”

Sagde hun bestemt. Annabella rystede igen på hovedet. Emma blev sur, og knurrede lavt, før Annabella sank bevidstløs om på gulvet. Hun fnøs, og så op på mig.

”Vil se far.”

Sagde hun bestemt. Jeg nikkede, og rakte hånden ud efter dørhåndtaget.

”Dean…”

Hviskede Anna, men jeg forsatte. Jeg åbnede forsigtigt døren, og trådte over Annabella, der stadig lå bevidstløs på gulvet. Anna sukkede, men fulgte hurtigt efter, da Daniel så surt på hende.

”Dean! Hvad i alverden laver du?”

Udbrød Claudia, og sendte mig en hidsig tanke. Jeg gennemgik hurtigt hvad Emma havde gjort, da vi havde nægtet hende det. Hun skyndte sig hurtigt ud i gangen, for at hjælpe Annabella op igen.

”Far.”

Udbrød Emma grædefærdigt, da hun fik øje på Jonathan i sofaen. Han så tomt op i loftet. Tæppet dækkede stadig det meste af hans krop, med undtagelse af hans ansigt og hals. Han var forfærdeligt bleg, næsten lige så bleg som Elisabeth. Emma vred sig hidsigt i min favn, samtidigt med Daniel. Marcus flyttede sig hurtigt fra den ekstra sofa, så vi kunne sætte os i den med tvillingerne. Emma brød næsten øjeblikkeligt fri fra min favn, og kravlede hurtigt over i den anden sofa. Hun kravlede hurtigt forbi Jonathans ansigt, og op på hans brystkasse. Daniel kravlede lidt efter, men satte sig i min favn. Han snøftede stille, så jeg lagde armene om ham.

”Far?”

Kaldte Emma. Jonathan reagerede ikke, men blev tavst liggende. Emma lagde sig ned på hans bryst, og knugede hans skjorte i sine hænder. Hun gav sig til at græde.

”Far, du skal vågne.”

Sagde hun stille, før hun begravede sit ansigt i hans skjorte, hvor hun gav sig til at græde yderligere. Daniels snøften blev til en gråd, så jeg holdt ham tættere ind til mig. Vi sad tavst og så på, mens deres verden gik i stykker.

 

”Vi er nødt til at få noget føde i ham.”

Sagde Annabella, og holdt forsigtigt Jonathans hånd i sin.

”Men han reagerer jo ikke, på noget som helst. Hvordan skal vi så få ham til at drikke noget?”

Sagde Marcus svagt, og så væk fra Jonathans blege ansigt.

”Hvordan… hvordan fik du ham til at drikke sidst?”

Spurgte Claudia forsigtigt, jeg havde aldrig fortalt hende om det. Jeg rystede på hovedet.

”Det vil du ikke vide.”

Sagde jeg lavt, og forsøgte at holde minderne under kontrol. Hun fik et enkelt glimt, og gøs. Annabella så afventende på os, mens hun aede Jonathans hånd. Den var bleg, lige så hvid som et stykke papir. Det var et gyseligt syn, da hans blodårer stod tydeligt frem.

”Jeg troede, at du havde fået dem, da du…”

Mumlede Claudia let, og aede indersiden af min arm. Jeg lod hende vride den rundt, så hun kunne se arrene. Hun aede dem bedrøvet.

”Det var den letteste måde.”

Sagde jeg roligt, og trak armen til mig. Jeg lagde armene over kors, skjulte mine ar fra Marcus og Claudias nysgerrige blikke. Annabella var fokuseret på Jonathan, og lagde knap nok mærke til hvad der foregik omkring hende. Hun så dog op, med et fjernt blik. Hun brugte sin evne. Den arbejdede på højt tryk, for at forsøge at få Jonathan tilbage.

”Jeg kan ikke nå ham.”

Mumlede hun fjernt, da hendes øjne blev yderligere sløret.

”Det er som om han har bygget en mur omkring sig, en mur af ligegyldighed.”

Hendes blik blev nærværende igen. Hun så bestemt på mig. Jeg rystede på hovedet.

”Det kan ikke lade sig gøre længere. Vi lever af dyreblod. Jonathan kan kun overleve på menneskeblod Selv hvis vi holdt op med at jage, og begyndte at indtage menneskeblod, så ville det ikke hjælpe. For resten af dyreblodet skulle først passere igennem vores system.”

Hun nikkede, hun havde regnet med det svar. Hendes blik blev igen fjernt, da hun vendte sin opmærksomhed mod Jonathan igen.

”Hvad med…”

Begyndte Claudia, men blev afbrudt af Anna.

”Jeg beklager, men Elisabeth har forbudt os, at indtage menneskeblod.”

Hendes søstre sluttede sig tavst til hende, og holdt hinanden oppe. Anna var klart den stærkeste af dem, som jeg var den stærkeste af os andre. Claudia så på dem med opgivelse i sine øjne.

”Vores elskede er stadig mennesker, Elisabeth har set deres ansigter, men har ikke fortalt os om dem. Det er meningen, at vi selv skal finde dem.”

Forklarede hun, og lagde armene om sine søstre. Anne nynnede svagt en lille, trist melodi.

”Hvis vi jager, da vil vores elskede ikke kendes ved os. Så vil de aldrig blive vores, da skal vi være alene en evighed.”

Tilføjede hun, før hun aede noget hår væk fra Anns øjne. Ann var klart den svageste, hun hang opgivende på sine søstre med et tomt blik. Anna så trist på sin søster, og lagde begge arme om hende. Anne gik i forvejen, og åbnede døren.

”Lad os få dig i seng.”

Sagde Claudia forsigtigt med sin velkendte moderkærlighed i sin stemme, og rettede sig op. Hun gik hurtigt efter dem, og spurgte mig forsigtigt i mine tanker, om det var i orden, at hun gav Anna, Anne og Ann vores soveværelse for natten. Jeg svarede et ja, og tilføjede at hun skulle huske en ekstra dyne.

”Annabella?”

Hviskede Marcus i Annabellas øre. Hun reagerede knap nok.

”Skattemus, du skal i seng. Du er nødt til at sove.”

Bad han, og rettede sig op igen, rystende på hovedet. Han sukkede, og lagde armene over kors. Jeg så spørgende på ham.

”Hun er så langt inde i Jonathans sind, at hun ikke kan høre mine tanker. Jeg vælger at tro, at hun ignorerer min stemme for tiden.”

Sagde han kort. Jeg nikkede beskæftigende. Annabella havde siddet ved Jonathans side, lige siden hun var kommet til sig selv, efter at Emma havde sagt et forsigtigt undskyld til hende.  Tvillingerne lå begge i Daniels seng, de lå trangt, men det var nødvendigt. Ingen af os, havde just lyst til at gå ud og købe Emma en ny seng. Desuden tror jeg, at de begge syntes godt om det. De havde i hvert fald lagt tæt op af hinanden, og havde snorket om kap.

”Hvor lang tid, inden dyreblodet ville være ude af vores system?”

Spurgte Marcus, og bragte mig tilbage til den sørgelige stemning i stuen.

”En uge, måske mere.”

Sulten gnavede i mig igen, jeg havde ignoreret den for længe. Men at gå på jagt, var ikke just det jeg havde lyst til på nuværende tidspunkt. Jeg trak vejret dybt, og skubbede sulten væk igen.

”Du er sulten.”

Kommenterede Marcus. Jeg nikkede, men sagde ikke noget. Han så på mig.

”Glem det.”

Slog jeg fast, og hvæssede unødvendigt meget. Han trak sig lidt tilbage.

”Du er meget sulten.”

Kommenterede han igen. Jeg sendte ham et surt blik.

”Du er humørsyg. Jeg kender dig godt nok til at vide, at du snart skal jage. Hvornår jagede du sidst?”

Jeg brummede, jeg kunne ikke lide det emne han bevægede sig ind på.

”Hvorfor ikke? Du har gjort det før, hvorfor kan du ikke gøre det igen? Du er den af os, hvor det er længst tid siden, at du har taget på jagt.”

Jeg så ned i gulvet, væk fra hans spørgende blik. Jeg svarede stadigt ikke på hans spørgsmål. Han prustede utilfreds, og gav mig et strengt blik.

”Hvorfor?”

Spurgte han igen, og trak det ud. Jeg sukkede, og mærkede efter Claudia i mine tanker. Hun sov heldigvis, væltet omkuld på vores soveværelsegulv, hvor trillingerne lå og snorkede i sengen. Jeg sukkede igen, og pegede på Annabella.

”Kan hun høre mig?”

Marcus blev kort fjern i blikket, før det blev skarpt igen. Han rystede på hovedet, jeg så afventende på ham.

”Hun sover.”

Jeg så på hende. Hun sad oprejst, med åbne øjne og fjern i blikket.

”Det er svært, at forklare… Men hun hviler sig i Jonathans tanker, så hun ikke skal starte forfra, når hun vågner igen.”

Jeg nikkede let til hans forklaring, selv om jeg måtte indrømme, at det så lidt underligt ud. Jeg så tilbage på ham. Igen så Marcus afventende på mig. Jeg sukkede.

”Du må love mig, at det ikke kommer videre.”

Han så forvirret på mig, men nikkede. Jeg gav ham et skarpt blik.

”Jeg lover, at det ikke kommer videre.”

Jeg nikkede, tilfreds med hans løfte. Jeg rettede mig op, og lod mine hænder falde ned langs siden.

”Første gang jeg gjorde det, da levede jeg af menneskeblod i forvejen.”

Marcus fik et tvivlende blik, så jeg holdt en kort pause, før jeg fortsatte.

”Vogtere bliver trænet hårdt, og menneskeblod er det eneste der er stærkt nok til at holde os i gang. Man kan sige, at vi får skabt en afhængighed, der kan være ødelæggende, hvis vi bryder den. Vi har behov for menneskeblodet, da vi ellers ville blive vanvittig af sult, under træningen. Afhængigheden fortsætter, selv efter at træningen bliver afsluttet. Under træningen bliver vi presset til grænsen, og ud over den. Det er det der gør vogtere så livfarlige, i forhold til almindelige vampyrer. Den del af os, der er rent instinkt og drabslyst, bliver vækket under træningen. Og den del kræver frisk menneskeblod for at overleve.”

Jeg pauserede igen, og så på Marcus. Han var chokeret, det her var langt fra hvad han havde regnet med at jeg ville fortælle ham. Jeg så væk igen, og fortsatte:

”Da jeg fodrede Jonathan med mit eget blod, undertrykkede jeg den del af mig. For at sige det simpelt; jeg udsultede den, indtil den blev tvunget til at gå i dvale igen. Jeg ville ikke have været i stand til at gøre det på egen hånd. Blodet i min krop ville have været nedbrudt for langsomt, og jeg ville have været blevet vanvittig. Så på en måde hjalp Jonathan og jeg hinanden.”

Jeg stoppede, og så på Marcus. Han lukkede hurtigt munden igen, og tænkte længe.

”Så…”

Begyndte han, men stoppede igen. Han turde ikke sige det.

”Så hvis jeg begynder, at indtage menneskeblod igen, vil jeg vække den del.”

Sagde jeg roligt. Han tøvede stadigt. Jeg lagde armene om kors, og lænede mig tilbage op af væggen. Marcus sagde endeligt noget, efter lang tids tænkning.

”Hvad ville der ske?”

Jeg vred let mine hænder på mine arme, og svarede ham.

”Jeg ville blive afhængig igen, denne gang så stærkt, at jeg ikke ville kunne bryde det. Delen af mig, ville få overtaget, og jeg…”

Jeg stoppede ved det skrækscenarie.

”Du ville gå amok?”

Spurgte Marcus uroligt, jeg nikkede. Jeg rystede det svagt af mig.

”Derfor kan jeg ikke. Jeg… jeg kan bare ikke.”

Indrømmede jeg, både for ham og for mig selv. Han nikkede.

”Det gør mig ondt, at du skal kæmpe så meget med det.”

Jeg trak på skuldrene.

”Jeg har lært at leve med det, eller… Jonathan har hjulpet mig til at leve med det.”

Rettede jeg det, og tænkte på Jonathans blide blik, da jeg havde fortalt ham, at jeg ikke kunne leve med den del af mig. Den del han ikke havde Annet, hvor jeg havde det fra. Han havde hjulpet mig til at leve videre, både fordi han havde været for svag til klare sig selv, men også fordi at jeg var kommet til at holde af ham som en søn. Jeg så på Jonathan, og følte, at jeg havde brudt mit løfte. Da jeg, for så mange år siden, endeligt havde fået trukket ham ud af depressionen. Da havde jeg lovet mig selv, at han aldrig skulle gennemgå det endnu engang. Jeg havde lovet, at han aldrig skulle opleve en lignede smerte nogensinde. Og nu havde jeg fejlet.

”Jeg tager på jagt.”

Sagde jeg kort, og vendte ryggen til Marcus. Jeg begyndte at gå, da han talte igen.

”Jonathan får det aldrig bedre, vel?”

Jeg vendte mig mod Marcus igen, han så afventede på mig. Han kendte allerede svaret, han havde bare behov for at høre det fra en anden.

”Nej.”

Svarede jeg, og gik videre ud i gangen. Jeg for ud af hoveddøren, bandende indvendigt. Jeg havde netop fortalt Marcus hvad der var sket og ville ske, men også hvad jeg havde været. Jeg havde lovet mig selv, at ingen anden levende sjæl, skulle få sandheden at vide. Og så af alle i verden havde jeg fortalt det til Marcus, spasmageren. Jeg bandede igen, og for ind i skoven.

 

Emma strammede grebet i min krave endnu engang, da flere tårer trillede ned over hendes kinder. Daniel sad i Claudias favn, og græd ind i mod hendes bluse. Han ville slet ikke kigge. Jeg kunne godt forstå ham, hvis jeg kunne, så ville jeg have gået min vej. Men det kunne jeg på den anden side, heller ikke have været bekendt.

Annabella trykkede forsigtigt en dybrød rose fra haven, ind i Elisabeths hånd. Hun trådte tilbage, ind i favnen på Marcus, som lagde en arm trøstende om hende. Trillingerne græd lavt, og holdt armene om hinanden.

Da jeg var kommet hjem fra skoven, efter flere timer af roede tanker, var kisten ankommet. Trillingerne havde hurtigt fået bedemændene til at tro, at de slet ikke have været her med den. Elisabeth var blevet lagt i den, og den var blevet stillet i stuen. Jonathan lå stadigt, tomt og bleg på sofaen. Han havde stadig ikke rørt sig. Det var en simpel kiste, som var malet i en lignede hvid farve som Elisabeths kjole. Låget lå på gulvet, ved siden af kisten. Ingen af os, havde endnu haft kræfterne til at lægge låget på. Elisabeths blege ansigt så for engangsskyld fredfyldt ud, lagde jeg mærke til. Hun smilede ikke, men hun så fredfyldt ud. Noget hun aldrig havde været, i den tid jeg havde kendt hende.

”Mor.”

Græd Emma stille, og klyngede sig ind til mig. Hun gav sig til at hulke. Jeg aede hende forsigtigt på ryggen, for at trøste hende. Trillingerne tog mod til sig, og løftede forsigtigt låget op fra gulvet. De lagde det forsigtigt på kisten. Så snart de slap, og Elisabeth ikke længere var at se, brød Ann sammen og faldt grædende på knæ. Hendes søstre gik hurtigt på knæ ved siden af hende, og slog grædende armene om hende. Deres hulk smittede af på Annabella, som kastede sig grædende ind i Marcuses favn. Han kneb selv en tåre, og skjulte sit ansigt ved hendes skulder. Claudia kom hen til mig, med Daniel i armene. Han græd stadig, den lille stakkel. Claudia græd også, tårerne trillede ned af hendes kinder. Jeg forsøgte at lade som ingenting, men jeg måtte indrømme, at det var hårdt. Først nu gik det egentligt op for os alle, at Elisabeth var død. Daniel kiggede kort ud fra Claudias bluse, han så på kisten, men så hurtigt væk igen. Dernæst fæstnede hans blik sig ved Jonathan, også her, skyndte han sig at se videre.

”Hvem er du?”

Udbrød han, da han kiggede over skulderen på Claudia. Jeg var det eneste, der hørte det. Jeg vendte mig om for at kigge. Jeg blinkede chokeret med øjnene.

”Claudia, Marcus, Annabella… Trillinger… har jeg mistet min forstand, eller sidder der en lille pige på stuegulvet?”

Kaldte jeg spørgende, de vendte sig mod stuedøren, som den lille pige sad foran.

”Jeg kan også se hende, så du har ikke mistet din forstand.”

Sagde Anna undrende, og rejste sig. Hendes søstre fulgte hende. Alles blikke var nu vendt mod den lille pige, men hun så ikke ud til at ænse det. Hun sad med to grene, en i hver hånd og legede med dem. Hun var iklædt en slags kjole, lavet af pels. Hendes brune hår strittede ud til alle sider, som om det ikke havde været redt længe. Der var desuden små striber af skidt, på hendes arme og ben. Hun lavede svagt en irriteret lyd, da den ene gren knækkede imellem hendes fingre. Hun mumlede noget, noget helt uforståeligt, men alligevel lød det bekendt.

”Hun ser ikke ud til at være meget ældre end tvillingerne. Men hvor kommer hun fra?”

Spurgte Annabella, og gik lidt tættere på den lille pige. Annabella trådte på en af de løse gulvbrædder, som klagende gav en lyd fra sig. Den lille pige holdt op med at lege, og så tavst på gulvet. Hun kiggede pludseligt op, og formede et stort O med sin mund. Jeg stivnede, vi stivnede alle. For vi genkendte de perfekte isblå øjne, der så overrasket på os.

”Elisabeth?”

Spurgte Claudia overrasket. Annabella brød hurtigt ind.

”Det hed hun ikke til at begynde med, hun tog det navn senere. Men hvad var det nu hun hed, hun har fortalt mig det. Det var…”

Annabella forsøgte desperat at huske Elisabeths rigtige navn, men hun kunne ikke huske det. Den lille pige, eller Elisabeth, som hun senere havde heddet, så op på mig. Jeg genkendte øjnene, som at være Elisabeths, men det nysgerrige blik i dem, havde jeg aldrig set før. Hun sagde igen noget, også denne gang noget helt uforståeligt. Emma klukkede dog glad, som om hun forstod. Jeg så på hende, og hviskede stille:

”Hvad siger hun?”

Emma så tilbage på mig, og oversatte.

”Hun er sur over at hendes ene dukke knækkede.”

Det gik op for mig, at pindene den lille pige legede med, lod hun, som om de var dukker. Hun lagde irriteret den knækkede ”dukke” fra sig, og gav sig til at lege videre med den anden. Jeg så tilbage på Emma, og sagde højt, så de andre kunne høre det.

”Emma, min kære. Vil du spørge hende, hvad hun laver her?”

Emma nikkede ivrigt, og spurgte glad. Det lød som noget uforståeligt sludder i mine ører, men den lille pige så ud til at forstå det, og svarede stille. Emma så knap så glad ud, og så på mig igen.

”Hun venter.”

Sagde hun, og greb med sin ene hånd ekstra godt fat i min bluse.

”På hvad Emma?”

Spurgte jeg igen højt. De andre lyttede opmærksomt, mens Emma spurgte igen og fik svar. Hun lagde sig ind til mig igen, og så bedrøvet ud.

”Hun venter på sine forældre, det gør hun hver dag. Fordi de har efterladt hende, og nu venter hun på, at de kommer tilbage efter hende.”

Sagde hun stille, og så trist ud på den lille piges vegne. Hun så dog ikke ud til at ligge mærke til det, og legede halvhjertet videre med sin ”dukke”. Annabella nærmede sig forsigtigt, den lille pige så på hende, og sagde noget uforståeligt igen. Emma oversatte;

”Hun siger, at du skal lade hende være. Hun venter på sin mor og far, og at hun ikke vil gå nogen steder uden dem.”

Sagde Emma stille, og så hen i nærheden af kisten, med hendes mor i. Annabella rakte alligevel ud efter den lille pige, blot for at hendes hånd forsvandt igennem hende. Annabella trak skuffet hånden til sig, og satte sig på gulvet ved siden af den lille pige. Den lille pige legede videre med sin pind, og skubbede noget hår væk fra ryggen. Jeg sank en klump, da jeg så de blå mærker på hendes ryg. Hun var blevet banket, flere gange. Nogle af mærkerne var næsten helt væk, og nogen var stadig ved at blive dannet. Det gik op for mig, at hun så på mig. Hun sagde noget igen, som Emma oversatte. Selvom det var tydeligt, at Emma ikke forstod hvad det handlede om.

”Hun siger, at det er derfor hun venter på sin mor og far. Hun siger, at det er fordi at han er ond ved hende.”

Den lille pige så på mig, med Elisabeths klare blå øjne. Tristheden i hendes blik var ikke til at tage fejl af, den lille pige var en yngre udgave af Elisabeth. Hun var Elisabeth som barn. Men hvordan kunne hun være her? Også alligevel ikke? Hun rejste sig pludseligt op, med usikre skridt, og gik sin vej. Hun gik igennem døren. Annabella rejste sig hurtigt, og åbnede den. Hun stak hovedet ud i gangen, og trak det så tilbage.

”Hun er væk.”

Sagde hun overrasket, og gik ud i gangen for at lede efter hende. Jeg havde dog på fornemmelse, at hun ville komme igen senere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...