Børn af Englen.

Børn af Englen - den tredje del af triologien om den første. En uventet graviditet, hormoner, vekslende humør og en ukontrollerbar følelse til at dræbe dem alle, hver og en, er en del af det sammenkog der truer med at udslette hele familien.

5Likes
2Kommentarer
1273Visninger
AA

5. Børn af Englen.

 

Jeg vågnede langsomt, da jeg mærkede nogen prikke mig på armen.

”Elisabeth? Er du vågen?”

”Nej.”

Hviskede jeg, og satte mig op i sengen. Jeg følte mig heller ikke helt vågen, stadig træt.

”Du er træt ikke?”

Jeg nikkede, men rejste mig alligevel op. Jeg gjorde tegn til at hun skulle følge mig. Annabella listede stille efter mig, og forholdt sig rolig. Jeg stoppede kort op i døren, de sov, jeg kunne mærke det. Jeg gik ud af soveværelset. Jeg var nået ud på gangen, da Annabella stoppede mig.

”Måske skulle du ikke gå så langt væk fra soveværelset, du ser virkelig træt ud.”

Jeg nikkede og gabte. Jeg rystede på hovedet, for at ryste trætheden væk.

”Hvad betød det? Ja eller nej?”

Jeg havde egentligt ikke lyst til at sove mere

”Det betød nej, jeg vil gerne lave noget andet end at sove. Jeg er træt, men jeg har ikke lyst til at sove.”

”Okay, så kom med. Jeg tror gerne Claudia og Dean vil tjekke op på dig.”

Hun tog mig ved armen, og trak mig med.

”Hvordan har min nevø og niece det?”

Sagde hun, da vi var på vej ned af trappen, hun aede mig på maven.

”De sover. Endeligt, jeg troede aldrig jeg ville få ro for dem.”

”Det bliver bedre, når de kommer ud derfra…”

Hun pegede.

”… hvilket jeg i øvrigt glæder mig helt vildt til.”

Hun lavede en pirouette på gulvet, og valsede ned af trappen. Jeg lo for mig selv, og fulgte efter hende ind i stuen. Hun holdt et vågent øje med mig, mens jeg satte mig i sofaen. Da jeg havde sat mig, svingede hun et tæppe om mig. Marcus kom ind af døren, Annabella greb hans hænder og begyndte at danse rundt på gulvet med ham.

”Hvad er der med dig?”

Spurgte han, mens han forsøgte at befri sine hænder fra sin kones faste greb.

”Hun glæder sig bare.”

”Til hvad?”

Spurgte han, da han endeligt brød fri af Annabellas greb.

”Til ankomsten af vores nevø og niece, selvfølgelig.”

Annabella smilede stort, og gav Marcus et stort kram. Jeg modtog at spark, der var ved at slå luften ud af mig. Jeg lænede mig let forover.

”Elisabeth?”

”De sparker.”

Jeg lænede mig tilbage i sofaen, og lå afslappet. Jeg mærkede Annabellas lille hånd lægge sig på min mave.

”Du buler ud.”

Hviskede hun stille.

”Det var på tide.”

Sagde jeg, og smilede tilbage til Annabella.

”Og hvordan har mine børnebørn det så?”

Vi lo i munden på hinanden.

”Ved du godt hvor åndssvagt det lyder, Claudia? Hun er ældre end dig, det samme er Jonathan.”

”Jeg skulle lige prøve det, men helt alvorligt ment… hvordan har de det? Og ikke mindst dig, hvordan har du det?”

”De har det fint, de elsker simpelthen at vække mig hver time.”

”Hver halve, for at være mere præcis.”

”Så jeg er lidt træt.”

Jonathan var dukket op i mellemtiden, han satte sig ved siden af mig i sofaen. Jeg begyndte straks at læne mig ind imod ham. Han lagde armen om mig.

”Ellers andet?”

Jeg rystede på hovedet.

”Nej, jeg er bare træt.”

”Men du har sovet?”

”Meget.”

Sagde Jonathan. Hun mærkede hurtigt rundt på min mave.

”Det her er ikke godt.”

”Hvad? Hvad er ikke godt?”

Jonathan blev urolig med det samme.

”En skanning ville være mere præcis, men jeg ville mene at Elisabeths krop er ved at gøre klar til fødslen. Og med den tid det har taget Elisabeth, så ville jeg mene at vi har mindre end dage tilbage, før Elisabeth føder.”

”Så må vi håbe at Jonathan kan finde ud af det.”

Jeg nikkede, og blev sparket.

”Hold så op.”

Vrissede jeg.

”Ikke nu.”

Hviskede jeg mere stille, og aede mig selv på maven. Der blev ro derinde igen.

”De hørte vist efter.”

”Det håber jeg.”

Svarede jeg Jonathan, og lagde mig tættere ind til ham.

”Kan i ikke prøve nu?”

Jeg så på Jonathan, og han nikkede.

”Vi går nu, så du kan koncentrere dig.”

Sagde Annabella igen, og rejste sig fra gulvet, hvor hun havde siddet og kigget på mig.

Dean var på vej ind i stuen, men blev jaget ud af Claudia igen. Der blev hurtigt stille i huset igen.

”Så… hvordan gør vi det her?”

Jeg lagde mig tættere ind til Jonathan, og han lagde armen om mig.

”Jeg åbner forbindelsen, men du er nødt til at tage kontakt. Bare sig sandheden.”

”At jeg er din ægtemand, jeg har gjort dig gravid og nu er Rådet på vej efter os. Nårh… ja, vi har lige brug for at de kommer og hjælper os?”

”Måske ikke lige på den måde, men noget i den stil. De har meget let ved at se når man lyver for dem, jeg tror det har noget at gøre med deres evne.”

”Okay, så lad os komme i gang.”

”Okay, det her kan godt tage lidt tid.”

Jeg lænede mig tilbage i sofaen, og begyndte at lede efter forbindelsen. Jeg havde gennem tiden oprettet mange forbindelser, så jeg måtte lede dem igennem. Pludselig var forbindelsen der bare klar og tydelig, og jeg kunne ikke lade være, jeg blev bare trukket ind i den sammen med Jonathan.

”Elisabeth?”

Jeg åbnede øjnene, og så ned på dem. Trillinger sad i en cirkel, rundt om et pentagram og messede.

”Anna? Ann? Anne?”

De åbnede øjnene, og så på os.

”Uh… Han skal ik… Hvem er han?”

”Ligeglad, lad os bare få ham væk.”

”Nej, vent! Han er med mig.”

De så forvirret på hinanden.

”Hvad?”

Sagde de i munden på hinanden.

”Det er min ægtemand, Jonathan.”

Jeg mærkede en pludselig forstyrrelse.

”Elisabeth, hvad er der?”

Spurgte Jonathan og trillingerne i munden på hinanden.

”Jeg ved det ikke, men vi er nødt til at skynde os. Vi er her ikke fysisk, så den mindste forstyrrelse kan afbryde forbindelsen.”

Endnu en forstyrrelse, men det gjorde ondt denne gang. Jonathan overtog styringen af forbindelsen, det var svært for ham, men han kunne holde den lidt bedre end jeg kunne.

”Jeg er gravid, og vi har brug for jeres hjælp.”

”Hvad?”

Råbte de i munden på hinanden.

”Der er ikke tid til at…”

Endnu en smertefuld forstyrrelse.

”Ved i hvor vi er?”

Spurgte Jonathan.

”Ja, ellers ville vi ikke kunne kontakte jer.”

”Hvor lang tid inden i kan være her?”

”En dag, måske mindre hvis vi skynder os.”

”Så skynd jer, vi har ikke meget tid.”

Endnu en smertefuld forstyrrelse, der denne gang afbrød forbindelsen.

Jeg kom med et smertefuldt udbrud, da jeg vendte tilbage til mig selv.

”Er du okay?”

”Ja, jeg ved ikke lige hvad der gik galt.”

Jeg rejste mig fra sofaen, og så på ham.

”Du ser virkelig træt ud.”

”Det var lidt hårdt at holde forbindelsen åben.”

”Ja, men…”

Jeg sank på knæ på gulvet.

”Elisabeth!”

Jonathan for hen til mig, og aede mig forsigtigt på hovedet.

”Hvad er der?”

”Jeg…”

Jeg skreg, og faldt forover. De andre kom løbende hurtigt.

”Hvad nu? Bliver du sparket igen?”

Spurgte Marcus frækt, jeg greb ham i skjorten og trak ham ned til mig.

”Nej, din idiot. Mit vand er gået.”

Jeg slap ham, og faldt bag over i Jonathans favn. Jeg var ved at skrige, da endnu en ve pressede sig på.

”Øh… ligesom min første gang, så… Hvad gør vi?”

Spurgte Jonathan forvirret.

”Få hende op på soveværelset, og lig hende på sengen. Annabella, jeg skal bruge dig som støtte. Jeg skal bruge varmt vand og håndklæder. Og i to, i bliver hernede.”

Hun pegede på Dean og Marcus.

”Hvad med ham?”

Marcus pegede på Jonathan.

”Han er hendes mand, og baby-far. Så han kommer med ovenpå for at støtte.”

Jonathan lavede et skævt ansigtsudtryk, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Nu stikker du ikke af, vel?”

”Hvor skulle jeg løbe hen, når det er dig jeg vil være sammen med?”

”Ah…”

Udbrød jeg, da jeg mærkede endnu en ve.

”For alt i verden, du må ikke presse nu. Vent med det, til vi kommer ovenpå.”

”Jeg er ikke sikker på at de vil vente så længe.”

Endnu en ve pressede sig på, og før jeg vidste af det lå jeg oppe i sengen.

 

 

 

”Det hele er din skyld!”

Endnu en ve kom, og jeg pressede. Det gjorde ondt, jeg ville bare have det overstået.

”Sidst jeg tjekkede, krævede de to at lave…”

Jeg greb ham i kraven, og hev ham helt hen til mit ansigt.

”Du kan lige vove på at drille mig nu!”

Da hørte jeg pludselig den sødeste lille babygråd. Min glæde blev afbrudt af endnu en ve. Så holdt al smerten pludselig op, da endnu en lille babygråd lød. En lille bylt blev lagt i Jonathans arme af Annabella.

”Tillykke, den førstefødte er en lille pige. Den sidste er en lille dreng. Du holder pigen, og her er drengen.”

Claudia gav mig et håndklæde med en lille baby inden i.

”Er det her virkeligt?”

Spurgte jeg, da glæden boblede over inden i mig. Jeg begyndte at græde af glæde.

”Det her er så virkeligt som det kan blive.”

Hviskede Annabella, med små tårer i øjenkrogen. Claudia begyndte at rydde op, og fjernede det blodige lagen.

”Gjorde det lige så ondt som det så ud til?”

”Værre.”

Hviskede jeg tilbage til Jonathan. Han strålede af glæde. Han sad på en stol, ved siden af sengen, og holdt vores lille datter. Hun pludrede pludseligt, og hans smil blev større. En lille tåre gled ned af hans kind. Vores søn pludrede tilbage som svar.

”Du klarede det flot.”

Hviskede Jonathan, og kyssede mig på panden. Vores lille datter begyndte pludseligt at græde, og Jonathan skyndte sig at vugge hende, men hun ville ikke holde op.

”Jeg tror hun vil ned til sin mor, og ligge lidt.”

”Skal vi bytte?”

Han rystede på hovedet, og lagde hende ned til mig. Jeg holdt forsigtigt en arm om hver af dem.

”Det er ikke som jeg forestillede mig.”

Han så på mig.

”Det er bedre.”

Han kyssede mig igen på panden.

”Få nu ikke for travlt igen, jeg synes vi har fået hænderne fulde foreløbigt.”

Sagde Dean, og smilede.

”Kan kun give dig ret, Dean. Hvis i skal i gang igen, så bliver det med beskyttelse.”

Smilede Marcus og grinede.

”Bare rolig, jeg skal ikke igennem det her igen. Lige foreløbigt.”

Vores lille datter pludrede igen.

”Hvor kom det fra?”

Spurgte Marcus, og smilede. Jonathan havde lagt en dyne over os, os alle tre. Jeg lo.

”Hvad er der?”

”Ikke noget, Marcus.”

”Hvad hedder de så? For så vidt jeg ved, så har i ikke snakket om navne endnu.”

”Hun…”

Sagde Jonathan, og løftede vores pludrende datter tilbage i sin favn.

”… hedder Emma.”

Jeg nikkede enstemmigt, hans lillesøster havde heddet det samme, og han havde elsket hende meget højt. Jonathan og lille Emma havde samme hårfarve.

”Han…”

Sagde jeg, og aede ham forsigtigt over kinden.

”… hedder Daniel.”

De andre nikkede enstemmigt. Han havde samme hårfarve som mig.

”Må jeg prøve at holde ham?”

Jeg nikkede, og Annabella tog ham op i favnen.

”Hvor er han sød.”

Jeg nikkede, og begyndte at mærke hvor hårdt fødslen havde taget på mig, hvor træt jeg var.

”Vi har faktisk købt nogle ting til dem.”

”DU har købt nogle ting. Hun har glædet sig så meget, at hun ikke kunne sove.”

Forklarede Marcus. Så gik han, men kom hurtigt tilbage med en babyseng til tvillingerne.

”Jeg kunne heller ikke sove.”

Sagde Claudia, og vidste os det sødeste hjemmestrikkede babytæppe.

”Der er matchende puder, og bamser.”

Dean vidste os to puder, en blå og rød. Bamserne var i samme farver.

”Ingen lyserød?”

Sagde Jonathan, da Marcus tog Emma op i favnen. Han tog min hånd, han kunne mærke at jeg var meget træt.

”Det er gået op for os, hvor meget, du hader lyserød.”

Jeg smilede, og mærkede langsomt at mine øjenlåg var ved at glide i.

”Elisabeth?”

Jeg åbnede øjnene igen, og så på Annabella. Hun var ved at blive bekymret.

”Hun er bare træt.”

Sagde Claudia, og tog Daniel over i sin favn. Han pludrede utilfreds.

”Beklager lille ven. Men du skal også i seng nu.”

Hun kilede ham under hagen, og han pludrede igen. Hun lagde ham ned i vuggen, da Dean havde lagt det lille lagen og puderne derned. Marcus lagde også forsigtigt Emma ned i vuggen, hun gjorde mine til at ville græde, men lod være da Marcus aede hende på den lille kind. Dean lagde forsigtigt tæppet over dem begge. De begyndte at pludre sammen.

”Tøsen kan lide mig.”

Sagde Marcus og tog fat rundt om Annabella.

”Nu må vi hellere gå, så Elisabeth kan få noget søvn.”

Sagde Claudia, og så længe på vuggen. Dean tog hende ved hånden, og gik ud af værelset med hende.

”Kom så, Bells. Vi skal lave de nybagte forældre være lidt alene.”

Hun nikkede, men gik modstræbende med.

Jeg faldt i søvn, inden døren blev lukket.

 

Jeg vågnede først, da Daniel begyndte at græde.

”Jeg var vist ikke hurtigt nok denne gang.”

Ham smilede, og vuggede forsigtigt Daniel i sin favn.

”Græder de meget?”

Spurgte jeg, og forsøgte at sætte mig op. Jeg måtte opgive, jeg var meget, meget træt og øm.

”De er begyndt at brokke sig lidt, jeg tror de er sultne. Men Annabella er allerede på den, hun kommer om lidt med nogle flasker.”

Han havde knap nok afsluttet sin sætning, før Annabella listede ind i værelset.

”Hey, du er vågen.”

Jeg nikkede, og smilede til hende.

”Må jeg?”

Spurgte Annabella Jonathan. Han nikkede, og gav Annabella Daniel. Han pludrede igen. Jonathan hjalp mig op og sidde, han satte sig bag mig, så jeg kunne læne mig op af ham. Daniel begyndte at græde igen.

”Han vil vist ikke have noget fra mig.”

Hun gik hen til mig, og gav mig Daniel i favnen. Jeg vuggede ham let, og han holdt op med at græde. Annabella gav mig sutteflasken. Daniel kiggede på den, og rakte hånden ud efter den. Til først pillede han undersøgende på den, før han bed i den. Han pludrede højt af glæde, og begyndte at drikke blodet fra sutteflasken. Han tømte den langsomt, men sikkert.

”Uanset hvor længe jeg ser på ham, så ser han bare så sød ud.”

Sagde Annabella glad.

”Så uvirkelig ud.”

Hviskede Jonathan glad i mit øre. Jeg tog sutteflasken fra Daniel, han pludrede utilfreds.

”Så lille skat, flasken er tom.”

Sagde jeg til ham, og begyndte at græde af glæde igen. Så gjorde han pludseligt noget uventet, han rakte sin lille hånd ud efter mig. Han tog med sin lille finger en tåre af min kind, og så gjorde han for alvor noget utroligt.

”Moah…”

Sagde han, og jeg begyndte at græde endnu mere. Han rakte sine hænder ud efter mit hår, og greb fat i det. Så begyndte han at lege med det, sno det rundt om sine hænder og stoppe det i munden.

”Utroligt.”

Hviskede Jonathan og Annabella i munden på hinanden.

”Claudia!”

Råbte Annabella.

”Annabella…”

Inden jeg kunne nå at irettesætte hende, begyndte Emma at græde.

”Ups.”

Hviskede hun.

”Det glemte jeg.”

Jonathan rystede på hovedet, og jeg grinte bare. Jeg var mere optaget af Daniel, der legede med mit hår. Annabella tog forsigtigt den grædende Emma op fra vuggen, og vuggede hende.

”Nårh… Undskyld lille Emma, undskyld. Vækkede jeg dig?”

Hun begyndte at græde endnu højere.

”Måske du skulle give hende til Elisabeth?”

Annabella nikkede, og ventede mens Jonathan forsigtigt løsnede Daniels fingre fri fra mit hår. Han pludrede utilfreds.

”Beklager lille ven, men nu er det din søsters tur.”

Sagde Jonathan og tog Daniel op til sig, mens Annabella gav mig Emma. Hun blev rolig med det samme jeg lagde armene om hende. Annabella tog Daniel op til sig.

”Utroligt, og du var bekymret.”

Jeg ignorerede Annabellas kommentar, og så bare på Emmas grønne øjne der så op på mig. Claudia, Marcus og Dean kom en efter en ind i rummet.

”Moah!”

Begyndte Daniel at sige, og begyndte at græde. De andre så overrasket på ham. Annabella begyndte stille at vugge ham, og han holdt langsomt op.

”Han kan tale.”

Sagde Marcus overrasket.

”Lidt i hvert fald.”

Sagde jeg, og kiggede ned på Emma igen.

”Hvad med dig, Emma? Kan du også sige noget?”

Hun kiggede længe på mig, og åbnede så munden.

”Faar.”

Jeg smilede overrasket, og hun pludrede tilfreds. Hun begyndte at række ud efter Jonathan, han så forvirret på hende.

”Så tag hende da… Farmand.”

Marcus begyndte at grine, da jeg sagde at Jonathan skulle tage hende.

”Fahman.”

Sagde Emma, og Jonathan så endnu mere overrasket på hende. Hun rakte ud efter ham igen. Han hjalp mig, så jeg kunne sidde op af sengen, så jeg kunne sidde selv. Han tog hende forsigtigt ind til sig.

”Fahman.”

Sagde hun igen, og hev ham i kraven.

”Moah.”

Sagde Daniel utilfreds igen, og gjorde mine til at ville græde igen. Annabella skyndte sig at give mig ham. Han puttede sig tilfreds ind til mig.

”Gad vide…”

Sagde jeg undrende.

”Daniel, det her er Annabella. Kan du sige hendes navn? Annabella.”

”Anbell.”

Sagde han og grinede. Jeg aede ham på kinden.

”Dygtig. Det her er Marcus.”

Sagde jeg og pegede.

”Marcus.”

”Macu.”

Sagde han, og grinede igen.

”Claudia.”

Sagde jeg og pegede igen.

”Cla…”

Han rystede på hovedet, og begyndte at lege med mit hår igen.

”Han gider vist ikke mere.”

”Gladi”

Sagde Emma og grinede.

”Dean.”

Sagde Jonathan og pegede.

”Dea.. Ahn…”

Sagde hun og kiggede på Jonathan igen. Han nikkede, og hun grinte højlydt. Jonathan holdt hende ind til sig, og vuggede hende let.

”Moah.”

Sagde Daniel stille, jeg så på ham igen. Hans små blå øjne så op på mig, han rakte sin anden hånd ud efter min kind. Han aede let min kind, og pludrede glad, da jeg aede hans. Annabella gav Jonathan sutteflasken til Emma, han fodrede forsigtigt Emma. Jeg holdt op med at ae Daniel.

”Claudia gider du tage ham?”

Hun nikkede glad, og tog ham op til sig.

”Moah.”

Klagede han, og jeg mærkede et kort stik af smerte i højre side af mit hoved. Jeg forsøgte at rejse mig, men det blev pludseligt mørkt, da jeg gav slip på Daniel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...