Englens bror.

Englens bror - anden del af triologien om den første. Netop som alt syntes at ånde fred, og lykken er indenfor hendes rækkevidde, vågner hun skrigende fra mareridt. Mareridt, hvor hun bliver plaget af en forlængst glemt slægtning, der ikke vil hende godt. Hun skubber sin elskede fra sig, og flygter, uvidende om at uanset hvor langt hun løber, så kan hun ikke løbe fra sig selv.

8Likes
0Kommentarer
1172Visninger
AA

7. Frygt.

 

Jeg havde hevet Niklas ind gennem døren, og stod og ruskede ham i skuldrene.

”Hvad har du gjort?!”

Skreg jeg af ham.

”Hvad har du gjort?!”

Skreg jeg igen. Annabella lagde hænderne på mine skuldre, og jeg sank sammen. Jeg sank sammen på gulvet, og begyndte at græde. Annabella satte sig ned, og lagde armene om mig. Hun vuggede mig stille, og de andre nærmede sig. Niklas stod foran mig, og vidste ikke hvordan han skulle reagere. Han havde ikke ventet den her reaktion, og så forvirret på mig.

”Det er okay, det er okay.”

Hviskede Annabella beroligende. Hun holdt stadig om mig, og vuggede mig. Mine tårer trillede ned af mine kinder, og ramte gulvet en efter en.

”Godt gået Niklas.”

Brummede Jonathan, der stod for enden af trappen. Han havde fulgt med i det hele, og havde fået noget rent tøj på.

”Men hvad… Hvorfor er hun sådan?”

”Ikke nu.”

Hviskede han, og lavede et kast med hovedet i retning af mig. Jonathan gik hen til mig, og Annabella flyttede sig. Han bukkede sig ned til mig, og aede forsigtigt nogle tårer væk. Jeg slog armene om ham, og han løftede mig op fra gulvet. Han lagde den ene arm om min overkrop, og den anden satte han under mine ben, for at ikke tabe mig. Jeg lagde mit hoved ind til hans bryst, og græd videre. Han bar mig ovenpå, og gik ind på værelset med mig. Han lagde mig forsigtigt ned på sengen, gik tilbage og lukkede døren, kom tilbage og lagde en dyne over mig. Jeg lå bare og græd videre. Han satte sig på sengekanten, og aede min kind.

Han sad sådan længe, før han rejste sig igen. Han ville gå om på den anden side af sengen, og ligge sig ved mig.

”Jonathan, gå bare ned til de andre.”

”Jeg vil gerne blive.”

Svarede han bedende. Han var blevet bekymret igen.

”Gå ned til de andre, jeg vil gerne have at Niklas ved hvad der er sket. Jeg kan bare ikke være der, når det bliver fortalt.”

”De andre kan vel fortælle ham det.”

”De ved ikke hvordan de skal forklare det. Du behøver ikke være bange for at jeg stikker af.”

Et kortvarigt minde om hvad der var sket sidste gang min hemmelighed var blevet afsløret, gled forbi mine øjne.

”Elisabeth…”

Hviskede han forsigtig, og gik tilbage til mig. Han gik på knæ ved siden af sengen, og tog min hånd i sin. Han aede den forsigtig, og gav mig et kys på panden.

”… jeg ved at du ikke stikker af. Det hele er ved at ordne sig, det kommer alt til at ordne sig.”

Han holdt en kort pause, hvor han gav mig et kys mere, men denne gang på læberne.

”Jeg skal nok tale med ham, få ham til at forstå.”

”Jeg kommer ned, når du er færdig. Jeg skal bare have samlet mig igen.”

”Okay.”

Hviskede han, og rejste sig. Han gav mig hurtigt et kys mere, men denne gang kyssede jeg igen.

”Tak.”

Hviskede jeg, da han begyndte at gå.

Jeg lå på værelset i en halv time, måske en hel. Det virkede kun som nogle minutter, da Jonathan dukkede op i døren igen.

”Er du klar?”

Jeg nikkede, og Jonathan pakkede mig ud af dynen. Han hjalp mig op og stå igen. Jeg begyndte at gå, men Jonathan måtte støtte mig. Jeg havde det som om alt luften var blevet slået ud af mig, og jeg var blevet fyldt med vand i stedet. Mine knæ føltes som gele, og jeg kunne knap nok holde balancen. Jonathan slæbte mig mere, end han støttede mig.

Han hjalp mig nedenunder, og gennem gangen. Vi var nået til stuedøren, og ikke en lyd kunne høres. De ventede på at vi kom ind. Jonathan kiggede på mig en enkelt gang, for at være sikker på at jeg ikke fortrød. Han åbnede døren for mig, da jeg nikkede. Han hjalp mig forbi de andre, der stod op. Sofaen med mit blod på, var blevet smidt ud. Jonathan satte mig i den ledige sofa, og satte sig ved siden af mig. Niklas stod ovre i det ene hjørne af stuen, og så vantro på mig. Han virkede chokeret over at jeg sad her. Hans ansigtsudtryk ændrede sig først, da Annabella skubbede lidt til ham, og jeg så væk. Han trådte lidt tættere på mig, men var stadig adskillige skridt væk fra mig.

”Hvis jeg havde vidst det her, havde jeg nok ikke… kastet det sådan efter dig. Undskyld.”

”Det er okay, du vidste det jo ikke.”

Prøvede jeg at forsikre både ham og mig selv.

”Men jeg er nødt til at vide det. Hvor meget har du fortalt Luianna?”

”Jeg har fortalt om din bror.”

Jeg stivnede, selvom jeg havde regnet med at det var det han ville sige. Jonathan lagde en arm omkring mig, og forsøgte at få mig til at slappe af.

”Hvorfor har du valgt at fortælle mig det?”

Fik jeg sagt uden at vise hvor urolig jeg var. Han så ned i gulvet, og sagde ikke mere.

”Jeg burde nok ikke… Det er ikke så vigtigt, jeg burde ikke… Jeg ville ikke have det skader dig, hvis der ikke er noget om det alligevel.”

”Niklas, hvorfor har du sagt det?”

”Jeg burde ikke…”

Begyndte han igen. Han så stadig ned i gulvet, han frygtede virkelig at det ville skade mig.

”Niklas, sig det.”

Han sukkede og så op.

”Jeg tog kontakt til Rådet, for at tale med min søster. De har ikke set hende, siden du rejste. Jeg blev bekymret for om hun måske… ville forsøge at finde ham, for at få hævn over dig.”

Mine tårekanaler var helt udtørret, så jeg kunne ikke græde mere. Men alligevel gik der lidt panik i mig, og nogle små tårer fandt sin vej frem. Mine øjne gjorde ondt, og mit blik blev tåget. Jonathan lagde armene tættere om mig, og jeg lænede mig ind mod ham.

”Hun ville sikkert ikke kunne finde ham.”

Mumlede Annabella for sig selv. Jeg løftede vantro blikket og så på Niklas. Han stod og krummede sig sammen.

”Jeg har muligvis kommet til at fortælle… hende lidt.”

Indrømmede han. Mit blik sank ned igen, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

”Hvor er han?”

Spurgte Dean, før Jonathan kunne reagere.

”Det der nu er Rusland, han er i det sydlige Rusland.”

”Så må vi vel rejse efter hende, sikre at hun ikke befrier ham.”

Kom det fra Marcus, der virkede fast besluttet på der ikke skulle ske mig noget.

”Det er jo ikke sikkert hun rejste derhen…”

Mumlede Niklas for sig selv. Han blev dog hurtigt afbrudt af Dean, der var helt enig med Marcus.

”Men hvad med Elisabeth? Vi kan da ikke bare efterlade hende her, alene og ubeskyttet.”

Brød Claudia ind.

”Hun er nødt til at komme med, vi ved jo ikke hvor han er.”

Svarede Dean på hendes spørgsmål.

”Men hun har det jo ik…”

Annabella kastede et kort øjeblik sit blik over på mig.

”… Elisabeth, er du okay?”

Hun gik over til Jonathan og mig, og satte sig på knæ ved mig. Jeg så sørgmodigt ned på Jonathans hånd der holdt min. Annabellas blik gik nu over til Jonathan, der var væk i sine minder om hans mareridt.

”Jonathan er du okay?”

Spurgte hun. Han reagerede ikke til først, men så op efter et puf leveret af min albue.

”Hvad sagde du?”

Spurgte han forvirret, han havde ikke hørt særligt godt efter.

”Jeg spurgte om du var okay.”

Forklarede Annabella tålmodigt.

”Jeg ved det ikke rigtigt.”

Svarede han efter en lang pause. Han skævede bekymret til mig, som ikke havde sagt noget endnu. Annabella ville sige noget, men Jonathan kom hende i forkøbet.

”Elisabeth…”

Begyndte han. Jeg afbrød ham, ved at ryste på hovedet. Han sagde ikke mere, og der blev stille. De andre sagde ikke noget, de stod bare stille. Annabella rejste sig, og gik over til de andre. De talte sammen parvis i deres sind, bortset fra Niklas, der stod og trippede bekymret.

”Vi rejser, men ikke nu. Jonathan og jeg har brug for mere tid.”

Hviskede jeg omsider.

”Selvfølgelig Elisabeth.”

Jonathan rejste sig, og hev mig med op. Sammen gik vi tilbage til soveværelset, hvor vi lagde os og forsøgte på at lukke verden omkring os ude. Jonathan var stadig omtåget, men ikke særlig svag. Han behøvede ikke mere tid, det var mig der behøvede mere tid. Han vidste det, men sagde ikke noget. Han aede bare forsigtigt min ryg, mens han holdt mig ind til sig. Vi lå bare, Jonathan som forsøgte at trøste mig og jeg som bare tog imod. Vi kunne ikke sove, vi var ikke trætte. Tiden gik, uden at jeg lagde mærke til det.

 

Et pludseligt brag vækkede mig fra min trance. Jonathans arme forsvandt, og jeg opdagede han stod henne ved døren. Han åbnede den, og så ud på gangen. Han kunne ikke se noget, og kastede et blik tilbage på mig. Jeg satte mig på i sengen og lyttede. Endnu et brag lød, og vi for begge ned af trappen. Stuen var tom, det samme var køkkenet. Vi hørte endnu et brag, og løb mod hoveddøren. Jonathan åbnede den, og jeg for igennem døråbningen. Den skønne duft af forår ramte mig, men jeg havde ikke tid til at stoppe op.

Vi løb om foran huset, men der var ingen. Kun husets facade og en lukket garage mødte os. Vi løb om hjørnet, og opdagede at redskabsskuret var blevet smadret. Glas, træ og haveredskaber lå spredt ud over det hele. Vi hørte et vredt udråb, og løb videre. Vi løb længere ned i haven, længere væk fra huset. Spor efter en slåskamp, huller i græsplænen, udrevne planter og træer. Jonathan blev bekymret, men jeg havde allerede for mange følelser i kog, til at kunne udtrykke flere.

Endelig fik vi øje på noget. En skikkelse i græsset, liggende under et overrevet træ. Vi for derover, og opdagede at det var Claudia. Jonathan rev træet væk fra hende, så vi kunne se til hende. Først da opdagede vi Annabella, hun kom til syne, da bladene fra birketræet hvirvlede til side.

”Annabella. Annabella!”

Hun begyndte at røre på sig, da jeg kaldte hendes navn. Jeg vendte hende forsigtigt om, så hun ikke lå på ryggen. Da hendes lille forslåede ansigt kom til syne, forsvandt alle mine følelser og blev erstattet med vrede. Hun havde et blåt øje og et stort blåt mærke, der strakte sig ned over hendes kind. Hendes ansigt var fyldt med en masse små rifter, og der sad græstotter og jordklumper i hendes hår. Jeg kunne skimte en lille blodplet på hendes bukseben, og blev klar over at det var brækket. Knoglen stak ud.

Jeg aede hendes raske kind, og kaldte hendes navn igen.

”Mhh…”

Udbrød hun forvirret. Hun åbnede øjnene på klem, men det var svært på grund af hendes ene hævede øje.

”Annabella?”

Spurgte jeg forsigtigt igen. Hun så ikke ud til at forstå hvem der talte, eller hvor det kom fra. Jeg hev min sweater af, og lagde den forsigtigt under hendes hoved.

”Det er mig, Elisabeth.”

Forklarede jeg imens. Da jeg sagde mit navn, syntes der at komme mere liv i hende.

”Elisabeth?”

Spurgte hun svagt. Jeg var lige ved at juble, da hun sagde mit navn.

”Ja, ja, det er mig. Åh, Annabella. Hvad skete der?”

”Jeg… jeg ved det ikke. Det skete så hurtigt… der var pludseligt bare noget der ramte mig og… Claudia. Åh gud, Claudia.”

Hun forsøgte at sætte sig op, da det gik op for hende, at Claudia også var blevet ramt. Jeg skubbede hende tilbage.

”Bliv liggende, Annabella. Du er skadet. Bliv liggende.”

Bad jeg hende, mens jeg kastede et blik over på Jonathan og Claudia. Jonathan havde vendt hende om på ryggen, og sad bøjet hen over hende. Han forsøgte at få hende til at vågne op, men hun reagerede ikke. Hendes arm lå i en underlig vinkel efter sammenstødet med træet. Hendes hår var vådt af blod, det kom et sted fra hendes hovedbund.

”Claudia? Claudia? Elisabeth, hvad er der galt med hende? Hvorfor svarer hun ikke?”

Jeg besluttede for at skåne Annabella, ved ikke at fortælle hende det hele.

”Hun er bevidstløs, Annabella. Det er derfor hun ikke svarer. Bare rolig, hun vågner nok lige om lidt. Hun har bare slået hovedet lidt.”

Jonathan kastede et kort blik på mig, da han blev klar over at jeg løj. Jeg rystede kort på hovedet, og nikkede med hovedet i retning af Annabella.

Jeg vendte igen min opmærksomhed mod Annabella, hvis øjne var ved at falde i.

”Annabella?”

Kaldte jeg. Jeg kunne se på hendes ansigt, at hun hørte mig, men vidste at hun snart ville miste bevidstheden igen.

”Hvor er de andre?”

Spurgte jeg forsigtigt. Hendes øjne røg op igen, de udtrykte bekymring og angst.

”Åh gud, Marcus, Dean, Niklas… Jeg er nødt til at hjælpe dem.”

Hun forsøgte at rejse sig, men igen skubbede jeg hende ned og ligge, og brugte hendes egen evne imod hende. Hendes blik begyndte at blive sløret igen, og hun blev afslappet.

”Jeg skal nok tage mig af det, søde, lille Annabella.”

Hviskede jeg hypnotiserende til hende.

”Sov, jeg tager mig af det. Du skal bare fortælle mig hvor de andre er.”

”Jeg… jeg ved det ikke.”

Hviskede hun tilbage, før hun sank ind i en dyb søvn.

”Elisabeth.”

Kaldte Jonathan kort. Jeg vendte mig om, og så at Claudia var vågen. Hun så bekymret imellem os, og rystede svagt.

”Claudia, hvad skete der?”

Spurgte Jonathan forsigtigt, mens jeg tog mig af hendes skader.

”Lad være.”

Hviskede hun pludseligt. Hun forsøgte at flytte sin skadede arm fra mig, men kunne ikke. Det var for smertefuldt, og hun skar en grimasse.

”Du må ikke.”

Hviskede hun bedende.

”Men Claudia, hun forsøger på at hjælpe dig…”

Begyndte Jonathan. Hun vinkede med sin raske arm, for at få ham til at tie stille.

”Der er nogen her, brug dine kræfter på at bekæmpe den fremmede i stedet.”

Hun skar en grimasse igen, da jeg følte på hendes hoved efter skaden.

”Hvad skete der?

Spurgte Jonathan igen. Jeg fandt skaden, og helede den. Selvom Claudia protesterede ivrigt.

”Du er nødt til at være stærk. Den fremmede ser ikke ud til at have nogle evner, men er meget fysisk stærk og hurtig.”

”Jeg klarer mig. Claudia, hvad skete der?”

Spurgte jeg. Hun lukkede øjnene et øjeblik, og jeg blev bange for at hun ville miste bevidstheden igen. Hun åbnede dog øjnene igen, og begyndte at fortælle.

”Christian kom ind efter i var gået. Han sagde, at han havde noget vigtigt at fortælle, at vi skulle komme ud i haven. Vi gik alle sammen her ud, selv om vi tvivlede på at han havde noget vigtigt at fortælle. Han virkede bekymret, tynget af noget. Det gjorde os alle sammen nysgerrig, vi ventede spændt. Han begyndte at tale, han sagde at han vidste hvorfor du var syg, at det var derfor han havde reddet dig.”

Hun holdt pause, og skar en grimasse. Et kort knæk lød, da Jonathan satte Claudias arm på plads. Den havde heldigvis ikke været brækket, kun vredet af led.

”Han skulle lige til at sige det, da noget ramte ham. Han ramte redskabsskuret med et brag, og det blev smadret.”

Hun skar en grimasse igen, da Jonathan tjekkede at hendes arm sad rigtigt.

”Gider du godt holde op? Jeg prøver på at fortælle.”

Vrissede hun. Jonathan trak hænderne til sig, og løftede dem op, så Claudia kunne se at han ikke ville pille mere ved hendes arm. Hun fortsatte.

”Flere ting blev kastet, og var tæt på at ramme Marcus og Annabella. De stod tættest på redskabsskuret, men blev tvunget til at løbe væk, eller var de blevet ramt. En sten blev kastet, og ramte Annabella i ansigtet. Vi kunne høre nogen grine. Jeg kunne fornemme nogen komme tættere på os, og vi begyndte at løbe. Jeg ved ikke hvor langt Annabella og jeg kom, før vi blev ramt af birketræet. Annabella blev slået bevidstløs, og kunne ikke hjælpe mig med at flytte træet fra os. Jeg kunne ikke gøre det med en arm, så jeg forsøgte at hive mig fri. Men stammen lå direkte oven på mig, og jeg kunne ikke. Niklas, Dean og Marcus havde ikke opdaget det, før de var for langt væk, og han var for tæt på. Jeg kunne høre ham komme tættere på, men der var ikke noget jeg kunne gøre for at komme fri. Han hviskede til mig, at han ville gemme Annabella og mig til sidst, så slog han mig. Jeg må have mistet bevidstheden på det tidspunkt.”

”Og du kan ikke huske mere?”

Spurgte Jonathan.

”Nej, ikke før du kommer og hiver i min dårlige arm.”

Svarede hun med et svagt smil.

”Undskyld, men nu forsøgte jeg altså bare at sætte den på plads.”

”Claudia.”

Hviskede jeg stille. Jeg var ved at have regnet ud hvad der var sket.

”Hvem slog dig?”

Claudia så bekymret på mig, på en måde, som kun en mor kan. Da hendes svar kom, blev jeg lammet.

”Din bror, Daniel.”

Jeg begyndte at ryste, jeg kunne ikke mere. Han var fri, og nu ville han slå alle ihjel jeg holdt af.

”Jeg kan ikke… jeg kan ikke mere.”

Hviskede jeg opgivende. Claudia hev sig op og sidde, og lagde en hånd på min skulder.

”Elisabeth, se på mig.”

Jeg så op, og mødte hendes øjne.

”Elisabeth, du kan godt.”

Sagde hun opmuntrende til mig.

”Nej, jeg kan ikke. Jeg kan ikke stoppe ham, og nu vil han slå jer alle sammen ihjel.”

Græd jeg.

”Vil du virkelig opgive din familie så let?”

”Hvad mener du?”

Spurgte jeg forvirret.

”Vil du lade ham slå os alle ihjel så let?”

”Nej!”

Skreg jeg panisk.

”Så kæmp imod ham.”

”Men det… Det kan jeg ikke, han slår mig ihjel.”

”Du er stærk Elisabeth, meget stærkere end du tror.”

”Jeg kan ikke.”

Fastholdt jeg.

”Han er min bror.”

”Er han din bror, hvis han dræber alle du holder af?”

”Nej.”

Hviskede jeg indrømmende.

”Så kom frem fra det fængsel han har givet dig. Bryd fri af din frygt, og vis ham hvor stærk du er.”

”Jeg kan ik… godt.”

”Det ved jeg du kan.”

Claudia sendte mig et af hendes opmuntrende smil, og jeg mærkede hvordan jeg brød fri fra min frygt. Jeg mærkede suset af mine evner, der gjorde klar til kamp. Jeg var klar.

I det samme hørte vi et smertefuldt skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...