Englens bror.

Englens bror - anden del af triologien om den første. Netop som alt syntes at ånde fred, og lykken er indenfor hendes rækkevidde, vågner hun skrigende fra mareridt. Mareridt, hvor hun bliver plaget af en forlængst glemt slægtning, der ikke vil hende godt. Hun skubber sin elskede fra sig, og flygter, uvidende om at uanset hvor langt hun løber, så kan hun ikke løbe fra sig selv.

8Likes
0Kommentarer
1167Visninger
AA

9. Englens hemmelighed.

 

Der var gået en uge. En hel uge siden min brors død. Det føltes underligt, jeg savnede ham ikke. Jonathan mente, at det var godt jeg ikke savnede ham. Men jeg kunne nu ikke lave være med at tænke på ham, undre mig over hvad der egentligt var blevet af ham. Jonathan bad mig en enkelt gang om at holde op med at tænke på Daniel, at det gav ham hovedpine.

Men mit sårede udtryk, havde fået ham til at bruge de næste par timer på, at trøste mig. Marcus havde kaldt det sengeterapi, og jeg havde forbandet de tynde vægge langt væk. Jonathan havde bare grint og kysset mig på kinden.

Niklas og Claudia var dem, der havde været ude og lede efter os i skoven. De andre kunne ikke på grund af deres skader. Det var blevet midnat, før de fik øje på os i skovbunden. De havde forsøgt at vække os, men de havde kun kunne vække Jonathan. Han havde bedt dem lade mig sove, og han havde med Niklases hjælp kommet tilbage til huset. Claudia havde båret mig i sine arme.

Da jeg var blevet lagt i sengen, og Jonathan fik lagt sig, var han faldet i en dyb søvn. Vi havde sovet i tre dage, hvor de andre ikke kunne vække os og var blevet mere og mere bekymret. Da vi dog endeligt slog øjnene op igen, slappede de mere af.

Marcus havde kaldt os nogle syvsovere, og havde humpet ud i køkkenet. Annabella havde vrisset af ham, bedt om at holdt hans røv i ro. Han havde grint af hende, og sagt at det godt nok var benet, der skulle slappe af. Hun havde rakket tunge af ham.

Hun havde en stor forbinding om benet, og sad med det oppe på en skammel. De blå mærker i hendes ansigt var næsten væk, men hun havde stadig en stor lilla cirkel om øjet. Hun havde spurgt Jonathan og mig flere gange om vi ikke kunne fjerne det, for hun syntes ikke det så pænt ud. Vi havde begge rystet på hovedet, vi var for udmattede.

Vi havde fortalt historien om hvad der skete flere gange, men blev nødt til at forklare den engang til en gang imellem. Det var ved at drive Jonathan til vanvid, at Marcus blev ved med at spørge om han ikke lige kunne gøre et eller andet. Marcus blev ved med at spørge, hvordan han vidste hvordan han skulle bruge sine evner. Til sidst havde Jonathan spurgt om Marcus var forelsket i ham, siden han stillede alle de spørgsmål. Marcus havde svaret, at det kunne da godt være. Jonathan havde rullet med øjnene, og vi havde alle været ved at dø af grin.

Undtagen Dean, han lå i sin seng oppe på værelset. Hans skade havde været alvorlig, og han havde brug for en masse fred og ro. Det mente Claudia i hvert fald, så da han en enkelt gang havde kigget nedenunder, havde hun jaget ham ovenpå igen.

Helt fred og ro fik han dog ikke, vi hørte en gang imellem nogle afslørende stønnen og knirkende fjedre. Vi havde tændt anlægget eller fjernsynet, og havde så lyttet til det. Engang imellem forsvandt Annabella og Marcus ud gennem døren, og vi gættede på at de skulle på ”skovtur.”

Niklas havde på den ottende dag meldte ud, at det nok var på tide han kom videre. Om det var lydene fra soveværelser, der var ved at drive ham til vanvid eller hans rejselyst, der fik ham til at rejse ved jeg ikke. Jeg tror det var lidt af begge dele.

Vi havde alle ønsket ham en god rejse, og havde så vinket farvel til ham fra hoveddøren. Jeg var kommet til at græde, da jeg vinkede farvel. Så Jonathan havde smidt mig over skulderen, og trasket ovenpå med mig. Jeg havde hørt Marcus hviske ”sengeterapi igen” for sig selv, før Annabella havde sat en rockplade på.

Jonathan havde smidt mig på sengen, og vi havde elsket lidenskabeligt og måske lidt vildt. En af dynerne var i hvert fald blevet revet i stykker, vi gættede på at det var rockpladens skyld. Vi havde grint lidt af det, før Jonathan havde overfaldt mig med lidt mere sengeterapi.

Vi havde elsket nogle gange flere, før vi besluttede at det måtte være nok for i dag, for de andres skyld. Jeg besluttede mig for at tage et bad, før Jonathan satte mig til at rydde op.

”Jeg smutter i bad.”

Sagde jeg uskyldigt. Jonathan så op på mig, og grinte. Han stod i bar overkrop, og havde kun bukser på. Jeg fik lyst til at gå hen, og hive dem af ham igen.

”Så skynd dig, inden jeg skifter mening.”

Jeg samlede hurtigt noget tøj sammen og forduftede, inden han ville have jeg også skulle hjælpe med rengøringen. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne have hjulpet særligt meget med rengøring. Jeg ville nok have endt med at lave endnu mere rod.

”Præcist.”

Hviskede Jonathan i mit sind. Jeg lo tørt af ham i mine tanker og smuttede ind på badeværelset.

Jeg tog et dejligt, langt bad. Der var ingen grund til at skynde sig, tvært imod. Jeg sørgede for at sæbe mig godt ind, og skylle grundigt. Tørre mig godt, børste mit hår flere gange før jeg tørrede det helt. Jeg trak nogle lavt taljede jeans på og en rød T-shirt. Jeg åbnede vinduet, og gav mig til at børste mit hår igen. Da børsten gled igennem med lethed, lagde jeg den ned i skuffen igen. Jeg stod og betragtede mit spejlbillede et øjeblik, sikrede mig at jeg så ordentligt ud.

Da krampede min mave, og jeg måtte støtte mig til vasken for ikke at falde. Krampen forsvandt igen, og jeg gav slip på vaskens kant. Nu kunne det være nok, nu ville jeg finde ud af hvad der var galt. Jeg lagde min hånd på min mave, og sendte en undersøgende energi derind. Da jeg fik svaret, skreg jeg.

”Jonathan!”

Skreg jeg igen, og sank sammen på gulvet. Han kom løbende, skarpt forfulgt af Claudia. Jeg havde låst døren, men han var ligeglad. Han rev døren op, og løb hen til mig. Jeg lå på gulvet, og rystede kraftigt. Jeg var bange, det var umuligt, alligevel var det sket.

”Sh… Elisabeth rolig.”

Han forsøgte at berolige mig, men jeg var alt for bange. Han satte sig på gulvet, og løftede mig op i hans favn. Jeg sad og rystede, mens han forsigtigt aede min kind.

Mine minder fløj forbi mine øjne, minderne om Christian, der havde givet sit liv for mig, fordi han havde været klar over det. Minderne om min bror, der havde hylet, da han havde rørt min mave. Minderne om min sygdom, mine opkastninger og mit udseende.

”Elisabeth, hvad er der galt?”

Han så at jeg gik mine minder igennem, men forstod ikke hvorfor.

”Jeg er…”

Hviskede jeg i hans sind.

”Jeg er gravid.”

Han stivnede, og blev bleg. Hans blik blev fjernt, og jeg så at han gik sine minder igennem. Han ledte efter symptomer på min graviditet.

”Er der noget galt?”

Spurgte Marcus bekymret, da han så hvor bleg Jonathan var blevet. De andre var kommet fra nedenunder, og Dean inde fra værelset.

”Det kan ikke passe.”

Hviskede Jonathan. Min mave krampede igen, og jeg blev klar over, at det ikke var kramper. Jeg tog Jonathans hånd og lagde den på min mave. Jeg havde ikke troet, at Jonathan kunne blive endnu mere bleg. Men det blev han, da han mærkede sparkene fra den livsform, jeg bar inde i mig.

”Men det er umuligt.”

Mumlede han så lavt, at kun jeg kunne høre det. Han sad chokeret, og mærkede hvordan væsenet leverede det ene spark efter det andet i mit mellemgulv.

”Hvad er der galt? Jonathan, er der noget galt?”

Han så chokeret op fra min mave, da sparkene holdt op, og så op på de andre.

”Hun er… Hun er…”

Han kunne ikke afslutte sætningen, og rystede på hovedet. Som var det en ond drøm, han ville glemme. De andre blev klar over at han ikke kunne afslutte sin sætning, og så på mig. Jonathan lagde igen hånden på min mave, og mærkede efter livsformen.

”Jeg er… Jeg er gravid.”

Hviskede jeg og begyndte at græde. Jeg var så bange, det var umuligt for vampyrer at blive gravide. Vi var låst fast i tiden, det burde ikke være muligt.

”Jamen, søde, det er umuligt.”

Annabella humpede ind på badeværelset, og satte sig ved siden af Jonathan og mig. Væsenet begyndte at sparke igen. Jonathan greb hurtigt Annabellas hånd og lagde den på min mave. Ligesom Jonathan blev hun bleg, det samme gjorde Marcus. Han så i hendes sind, hvad hun følte. Claudia sprang ind, og satte sig på knæ ved siden af mig. Annabella flyttede sin hånd, så Claudia kunne komme til. Hun og Dean blev blege på samme tid, og så forvirret rundt på de andre og hinanden.

”Hvad gør vi?”

Hviskede Annabella grædefærdig, hun var bange på mine vegne. I det samme tog sparkene til, og tårerne strømmede ud af mig. Jonathan løftede mig op, tættere ind til sig.

”Vi finder ud af noget, vi finder ud af noget.”

Hviskede han lovende i mit sind.

”Måske man kunne fjerne det?”

Forslog Marcus.

”Nej!”

Skreg jeg så højt, at jeg gav dem alle et chok.

”Elisabeth, du ved jo ikke om det er Jonathans.”

Sagde Dean forsigtigt.

”Dean, måske var det ikke lige det bedste du…”

Hviskede Marcus til ham.

”Det er det, det må ikke være…”

Begyndte jeg, men jeg kunne ikke afslutte sætningen. Væsnet var holdt op med at sparke, men min rystelser blev ved. Det måtte ikke være en af voldtægtsmændenes, det måtte det ikke. Jonathan løsnede sit greb, da det gik op for ham at det var en mulighed. At det ikke var hans.

Jonathans greb var for løst, og jeg gled bag over. Han nåede at gribe mig, inden mit hoved ramte gulvet. De andre forsvandt, Jonathan, der var bøjet ind over mig forsvandt, lyset forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...