Englens bror.

Englens bror - anden del af triologien om den første. Netop som alt syntes at ånde fred, og lykken er indenfor hendes rækkevidde, vågner hun skrigende fra mareridt. Mareridt, hvor hun bliver plaget af en forlængst glemt slægtning, der ikke vil hende godt. Hun skubber sin elskede fra sig, og flygter, uvidende om at uanset hvor langt hun løber, så kan hun ikke løbe fra sig selv.

8Likes
0Kommentarer
1166Visninger
AA

4. Afsløring.

 

Mareridtet var det samme. Jeg løb igen over stenene, som hurtigt faldt. Afgrunden bag mig voksede, og jeg fik igen øje på døren i det fjerne. Jeg satte farten op, og løb så hurtigt efter døren som jeg kunne. Men denne gang var døren ikke lukket, den stod åben. Og i døren stod Jonathan. Han stod stille, sagde intet, og fulgte mine bevægelser med øjnene.

”Jonathan hjælp mig!”

Skreg jeg fortvivlet, men han reagerede ikke. Han blev stående i døren, han flyttede sig ikke engang, da jeg sprang gennem døråbningen. Jeg fløj lige igennem ham, som var han lavet af luft. Igen blev jeg naglet til gulvet i ren frygt, men nu var frygt ikke det eneste der fyldte mit sind. Bekymringen var der også, og jeg blev bekymret for hvad der ville ske Jonathan. Min brors stemme lød igen, men denne gang sagde han noget andet. Noget der skræmte mig langt mere.

”Hvem har vi her?”

Jeg hørte ham kravle ned af muren, og lande tæt på hvor jeg vidste Jonathan stod. Jeg vendte mig bange om, og satte mig op. Min bror gik i en cirkel udenom Jonathan, så undersøgende på ham.

”Så det her er din mand? Jeg havde forestillet mig en mere… mere robust, ikke en der virker så kedelig og skrøbelig.”

”Jeg beder dig, broder. Gør ham intet.”

”Stilhed.”

Hviskede han vredt til mig. Jeg lukkede min mund og rejste mig forsigtigt op. Jonathan stod stille, gjorde stadig ikke noget.

”Gad vide hvad der sker, hvis jeg dræber ham.”

Hviskede han til sig selv. Jonathan reagerede ikke på min brors udtalelser, han virkede som om han slet ikke var til stede. Jeg selv krøb sammen ved min brors udtalelser, men gjorde ikke noget.

Før jeg kunne reagerer, løftede min bror hånden og slog den igennem Jonathans brystkasse.

”Nej!”

Skreg jeg, mens jeg så Jonathan forsvinde som en tåge.

”Nej, nej, nej, nej.”

Det skreg jeg igen og igen, jeg sank sammen på gulvet og alt min bror gjorde, var at le hånligt af mig. Alt blev langsomt mørkt omkring mig, og jeg slog øjnene op.

Jeg vågnede, og satte mig forvirret op i sengen. Min krop rystede igen af angst, og alle mine instinkter skreg at jeg skulle løbe. Jeg sad med lukkede øjne, og trak vejret dybt et par gange. Angsten lettede, og i stedet advarede mine sanser mig om noget andet, noget der var i værelset.

Jeg åbnede øjnene og så op. Jonathan sad chokeret overfor mig i en stol, han sagde intet, så bare på mig. Jeg rejste mig fra sengen, og skulle til at løbe væk. Jeg havde løjet for Jonathan, haft en hemmelighed for ham, og det vidste han nu.

Jeg nåede kun et par skridt, før han var over mig. Han havde ikke tænkt sig at lade mig slippe fra det her, det var han fast besluttet på. Jeg forsøgte at komme op, skubbe ham væk. Men han lagde sig ovenpå mig, greb fat om mine håndled og pressede dem ned i gulvet lige over mit hoved. Jeg forsøgte at få mine ben fri, men hans vægt holdt mig mod gulvet.

”Slip mig. Lad mig gå!”

Skreg jeg af ham.

”Nej.”

Svarede han hårdt tilbage, og trykkede mig mere ned mod gulvet. Jeg kunne ikke tage det længere, og begyndte at græde.

”Slip mig, vil du ikke nok?”

Græd jeg. Hans blik ændrede sig et øjeblik, fra et hårdt vredt blik tilbage til Jonathans varme brune øjne, men det varede ikke længe. Hans blik skiftede igen, og han så hårdt på mig.

”Du har løjet for mig hele tiden. Du svor at du aldrig ville holde noget hemmeligt, men det gjorde du. Du har forrådt mig, bedraget mig.”

Hans bebrejdende ord ramte mig som en glødende tang, og jeg indså hvor forkert af mig, det havde været at lyve. Jeg indså at jeg virkelig havde forrådt ham, holdt ham for nar. I mellemtiden var Annabella og Marcus dukket op, de havde hørt det hele. Dean og Claudia kom kort tid efter, men jeg kunne se på deres ansigtsudtryk at de også havde fået det hele med.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, andet end undskyld.

”Undskyld.”

Hviskede jeg med gråd i stemmen, mine tårer rendte stadig ned af mine kinder. Han gav slip på mig, og rejste sig.

”Det her tilgiver jeg dig aldrig.”

Så vendte han sig og gik. Skyldfølelsen haglede ned over mig igen, og jeg græd som aldrig før. Det rørte ham ikke, han gik og kort tid efter kunne jeg høre hoveddøren smække.

Jeg vendte mig om på siden, vendte mig væk fra de andres blikke. Jeg lå i fosterstilling og græd fortvivlet. Tårerne rendte ned over mine kinder, og ramte gulvet. Jeg havde det langt værre, end jeg nogensinde havde haft det før. Jeg hørte nogen gå, men kunne ikke koncentrer mig om hvem. Jeg var for opløst af tårer. En dyne blev lagt over min rystende krop, og jeg mærkede Annabellas evne, der forsøgte at berolige mig. Men jeg skubbede den varme følelse fra mig, jeg fortjente at have det sådan. Jeg havde forrådt Jonathan, og vidste ikke om han nogensinde ville komme tilbage til mig. Ved tanken om at jeg aldrig nogensinde skulle se Jonathan igen, græd jeg endnu mere. Annabella aede på siden af mit hoved, og forsøgte igen at berolige mig, men igen skubbede jeg det væk.

Jeg kæmpede frem og tilbage med Annabella, men vidste at hun snart ville vinde. Det var midt om natten, og jeg var stadig svag. Hun fik overtaget, men nåede ikke at berolige mig, før jeg udmattet faldt i søvn.

 

Da jeg vågnede, lå jeg oppe i sengen. Annabella sad ved min side i stolen, men hun var faldet i søvn. Jeg kunne høre en let snorken komme fra hendes hals.

Hun havde gjort det for let for mig, og jeg vidste nu hvad jeg skulle gøre. Jeg rejste mig fra sengen, og pakkede en taske med noget af mit tøj. Jeg gjorde mit allerbedste for ikke at vække Annabella, og det lykkes. Hun sad stadig og sov, da jeg lagde seddelen på sengen. På seddelen stod der: ”Undskyld for alle de problemer jeg har været skyld i. Jeg håber kun i kan glemme mig hurtigt.”

Mere havde jeg ikke skrevet til dem. Jeg lagde seddelen til Jonathan inde i min violinkasse, og vidste at han højst sandsynligt ville være den eneste der ville finde den der.

På den seddel stod der: ”Jeg er ked af hvad jeg har gjort ved dig, og ville ønske jeg kunne ændre det. Jeg håber du vil glemme mig, og at du finder en du virkelig hører sammen med, og som har fortjent dig, for jeg har aldrig betydet mere end død og ulykke for dig. Jeg vil aldrig opsøge dig igen, og du vil aldrig kunne fornemme mig mere, jeg har afbrudt vores forbindelse. Jeg er ked af at jeg ikke elskede dig højt nok til at forlade dig noget før. Elisabeth.”

Jeg svingede sportstasken med mit tøj over skulderen, og sprang ud gennem vinduet. Jeg så mig en enkelt gang tilbage, men kun for at sikre mig at de ikke fulgte efter mig. Jeg gjorde som jeg havde lovet Jonathan, og lagde en mur imellem vores sind. Han ville ikke kunne finde mig, og jeg ville ikke kunne finde ham.

Jeg løb i et par dage, til at jeg var sikker på at de ikke fulgte efter mig. Så fulgte jeg nogle mindre veje, indtil jeg fandt vejen ud til hovedvejen. Jeg valgte at gå ud mod den nærmeste hovedvej, og håbe på det bedste. Jeg lagde ikke rigtigt mærke til hvor jeg gik, jeg gik bare, håbede på at kunne komme ind til en by. Sulten var begyndt at gnave, og jeg vidste at jeg snart måtte jage.

En bil dyttede af mig, og kørte op på siden af mig.

”Hvad så smukke, hvor skal du hen?”

Jeg så ikke op, og svarede ligegyldigt.

”Ingen steder.”

”Mit yndlingssted.”

Svarede han og lo.

”Vil du have et lift?”

Jeg så på den gamle bil, der kørte ved siden af mig. Manden bag rattet var i halvtredserne, og lille. Han havde en stor skaldet plet på toppen af sit hoved, gule, skæve tænder og stank af sved.

”Okay.”

Svarede jeg.

”Smid bagagen ind på bagsædet.”

Jeg smed tasken ind på bagsædet, og hoppede selv ind på sættet ved siden af manden. Han slikkede sig om munden, jeg ignorerede det og lod som ingenting. Bilen begyndte at køre, og radioen spillede en kærlighedssang. Jeg slukkede den, da jeg kom i tanke om Jonathan.

”Nåh, nåh. Der er måske nogen, der er blevet droppet?”

”Det var nu mere mig, der droppede ham.”

”Det er sgu lige meget, det gør ondt begge veje rundt. Ja, ser du, dengang jeg første gang giftede mig…”

Manden fortalte om sine erobringer, og det kedede mig. De sidste par dage havde jeg ikke fået meget søvn, og jeg sad og halvsov. Et klap på min skulder vækkede mig dog hurtigt igen.

”Du ser sgu lidt træt ud tøs. Kravl du hellere om på bagsædet og sov lidt, der er langt til den næste by. Et par hundrede kilometer.”

Jeg nikkede til hans forslag, og kravlede imellem hans sæde og mit, om på bagsædet. Jeg ignorerede det faktum at han overbegloede mig, så meget endda, at han skiftede kørebane uden at opdage det.

Jeg lagde min taske i den ende, så jeg kunne bruge den som hovedpude.

”Tøs, der ligger et tæppe under mit sæde.”

Han kiggede i bakspejlet, og holdt øje med mig, imens jeg fandt tæppet frem og lagde det over mig.

Jeg lå godt, det var mørkt og stille, motorens brummen lå så beroligende. Jeg faldt hurtigt i søvn, men fik ikke lov at sove længe.

Jeg blev vækket ved at bilen var stoppet, og manden havde smækket med døren. Jeg kastede et hurtigt blik ud af vinduet, og opdagede at vi var midt ude i ingenting. Vi var ikke engang ude på hovedvejen længere, men ude på en landevej. Manden gik udenfor, travede frem og tilbage som om han forsøgte at tage en svær beslutning. Pludselig kom han hen til døren, det så ud til at han havde besluttet sig.

”Hvad sker der?”

Udbrød jeg, da han åbnede døren og stak en pistol i panden på mig.

”Du regnede vel ikke med at turen var gratis. Tag tæppet og kom.”

Jeg greb fat om tæppet, og gik ud af bilen. Han skubbede mig lidt væk fra bilen, og begyndte at studere mig.

”Drej rundt smukke, lad mig se lækkerierne.”

Han viftede med pistolen, og jeg gjorde som han sagde. Jeg drejede en omgang, og kunne se manden savle. Han kom tættere, og satte pistolen i ryggen på mig. Frygten skyllede ned over mig, men jeg viste det ikke for den fremmede. En lille plan var ved at forme sig i mit sind, men jeg skulle først have lokket den fremmede væk fra vejen.

Han greb fat om mig, trykkede mig hårdt ind mod hans skridt. Så lod han fingrene køre ned over maven på mig, glide ned til mine hofter og befamle mine lår. Så skubbede han mig lidt væk, og jeg bemærkede den voksende bule i hans bukser.

”Bred tæppet ud.”

Beordrede han. Han viftede igen med pistolen, men jeg gjorde ikke mine til at ville bevæge mig.

”Jeg sagde…”

”Jeg hørte dig godt, skat.”

Forbavselsen i hans ansigt, da jeg kaldte ham skat var tydelig. Jeg nærmede mig ham igen, og forsøgte at gå så sexet som muligt. Jeg skulle have ham lokket væk fra vejen, og ind i skoven. Selvom jeg havde den største lyst til at dræbe idioten nu, måtte jeg vente. Jeg kunne ikke risikere at en anden bil kom forbi i samme øjeblik, som jeg satte tænderne i ham.

”Men du vil da ikke have vi bliver afbrudt vel? Vi kan jo fortsætte så meget længere, hvis vi er alene. Vi kan jo bare gå ind i skoven.”

Jeg hviskede ham roligt ind i øret, og jeg kunne høre ham trække vejret tungt.

”Okay.”

Hviskede han. Jeg ledte vej ind i skoven, og fandt et sted der ikke var for langt væk fra bilen, men som også var langt nok væk til at ingen ville kunne høre det, når jeg dræbte ham. Jeg bredte tæppet ud, og rejste mig igen. Jeg så afventende på ham. Han var stadig forbavset, og der gik et stykke tid før han opdagede at jeg ventede.

”Din kæreste må sgu ikke have kunne præstere en del i sengen, så ivrig som du er.”

Hviskede han til sig, da han sænkede pistolen og begyndte at lyne sin bukselinning op. Jeg nærmede mig ham, og kom helt tæt op af ham, før jeg hviskede ind i hans øre.

”Jeg tror ikke du skal forvente det store, specielt hvis du er død.”

Han så hurtigt op, og opdagede blikket i mine øjne. Jeg vred pistolen fra ham, og satte tænderne i hans hals. Han forsøgte at kæmpe imod mig, men måtte hurtigt opgive.

Da jeg var færdig med ham, tømte jeg hans lommer. Jeg fandt noget tyggegummi, det smed jeg væk, hans pung og nøglerne til bilen. Jeg tog et hurtigt kig i hans pung, der lå omkring 800kr i, hans kørekort, pas, kreditkort og hævekort. Jeg fandt koden til hans kort på bagsiden af et billede, han havde af ham selv.

”Idiot.”

Hviskede jeg for mig selv, inden jeg pakkede ham ind i tæppet og smed ham ned i den nærliggende branddam. Jeg fandt vej tilbage til bilen, og smed alle hans ting ud i grøften. Det eneste jeg lod ligge var min taske og et kort. Jeg steg ind og kørte. Jeg fandt hovedvejen efter kort tid, og besluttede mig for at køre efter den nærmeste by.

Manden havde løjet for mig, der var kun femten kilometer ind til den nærmeste by. Så jeg kom ind til byen på under et kvarter. Jeg lagde mærke til den meget lave pil, der viste benzin. Jeg måtte hellere få tanket, og det skulle være i en fart. Til min egen overraskelse fik jeg øje på en benzintank, i det samme jeg løftede blikket fra måleren.

”Hvor belejligt.”

Hviskede jeg sarkastisk til mig selv. Jeg rystede på hovedet og kørte derind. Jeg parkerede bilen udfor en af standerne, samtidigt dukkede en ung pige i smækbukser op. Hun havde grønne øjne, en olieklat på venstre kind og havde sat sit lyse hår op i en knold.

”Hvad kan jeg hjælpe med?”

Spurgte hun venligt.

”Jeg skal sådan set bare have tanket.”

”Nåh… okay, men det kan jeg da lige gøre. Hvis du altså har noget du skal eller sådan noget.”

Hun så lidt nervøst frem og tilbage mellem mig og jorden. Jeg gættede på at hun var mekanikerens lærling, med den beklædning hun havde på.

”Det må du da gerne, men så har du vel ikke noget imod at fortælle mig hvor det nærmeste hotel er henne.”

Hun var gået i gang med at hive slangen ned, men grinte da jeg spurgte efter et hotel.

”Beklager, men det er du sgu lidt for langt ud på landet til at finde.”

Hun havde åbnet dækslet og stoppe slangen i, men standeren sagde intet da hun trykkede sammen om håndtaget. Hun gav standeren et hårdt spark, også gik den i gang.

”Det gamle lort trænger til at blive udskiftet.”

Mumlede hun lidt for sig. Igen så hun ned på bilen, og væk fra mig.

”Okay, intet hotel. Så har du vel intet imod at fortælle mig hvor det nærmeste motel eller overnatningssted er?”

”Der ligger en campingplads op af vejen, bare kør lige ud. Der er nogle hytter, du kan leje.”

Hun viftede med hånden i retning af en vej, der var i den modsatte retning af hvor jeg var kommet fra. Men hun havde stadig vendt sin opmærksomhed mod bilen.

”Men jeg advarer dig lige mod ejeren, han er lidt speciel. Han vrøvler engang imellem, alt sådan noget om at han kender de kongelige eller sådan noget.”

”Okay.”

Mens hun tankede færdigt, blev der ikke sagt mere. Jeg var ikke i humør til at snakke, og pigen virkede desuden en smule bange for mig.

”Så er jeg færdig, du kan betale inde ved min mor. Bare sig til hende det er ved stander to.”

Så gik hun igen, lige så hurtigt som hun var dukket op. Jeg fik fundet pungen i tasken, og traskede af sted mod butikken. Butik var måske overdrevet, men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle kalde det. Butikken bestod af et lille rum, der stod nogle stativer med blade, der var en kølerdisk med mælk, pålæg og ost og nogle hylder med brød og slik. Det var det hele, og det var ikke lige fordi det lignede at der blev gjort rent regelmæssigt.

Jeg ignorerede det, og gik op til kassen. En ældre, meget kraftig bygget dame, stod bag ved. Hun havde næsen dybt begravet i et blad, og jeg ville have troet hun sov, hvis det ikke lige var fordi hendes røde hår konstant blev skubbet om bag ørene.

”Kan jeg komme til at betale?”

Spurgte jeg uden at forvente et svar. Hun hørte mig dog, og gav sig til at brokke sig.

”Nej, nu har jeg aldrig. Ikke så meget et undskyld for at forstyrre mig midt i…”

Hun stoppede op midt i sætningen, da hun så op på mig. Hun måbede, og hendes underkæbe hang så meget at jeg troede den skulle falde af. Og som om det ikke var nok blev hun lige så hvid i hovedet, som om hun havde set et spøgelse.

”Jeg har tanket ved stander to.”

”Ja, nu skal jeg.”

Svarede hun stadig chokeret, og begyndte at taste ind på kasseapparatet. Hun løftede blikket en enkelt gang, men sænkede det hurtigt igen, da hun opdagede at jeg så på hende.

”Det… det bliver 297,50kr.”

Jeg smed en hundredekrones seddel og en tohundredekrones sedler på disken og gik.

”Behold resten.”

Sagde jeg til damen, der stadig så måbende efter mig. Jeg skyndte mig tværs over tankstationen, og satte mig ind i bilen. Jeg smed pungen om på bagsædet, drejede nøglen rundt og kørte i den retning pigen havde angivet, mod campingpladsen.

Campingpladsen var i det mindste ikke i samme forfatning som benzintanken, det var lidt bedre, men var nok et sted de fleste almindelige mennesker holdt sig fra. Kontoret så gammelt ud, og malingen skallede af næsten alle steder, og det så heller ikke ud til at taget var tæt. Men jeg havde ikke andre steder at tage hen, i hvert fald ikke lige foreløbigt. Jeg parkerede bilen ved indgangen, ved siden af den malede sol, der bød en velkommen. Jeg rakte om på bagsædet, og fik fat i min taske og min pung. Jeg steg ud af bilen, låste den og svingede tasken over skulderen. Jeg holdt pungen i hånden, og gik ind af døren ved kontoret. En mand, der mest af alt mindede mig om en muldvarp, kiggede op og bød mig velkommen.

”Velkommen, velkommen til den glade humle bi.”

Han rejste sig, og gik hen til disken hvor jeg stod. Han var nødt til at kravle op på en stol, for at kunne nå op til disken. Imens han kæmpede med at komme op, fik jeg set mig lidt omkring i butikken. Der var nogle hylder med alt muligt, lige fra badetøj til dåseleverpostej. Udover det var der også en køledisk med øl og mælk, men der stod også et par kasser med forskellige slags spiritus stablet henne i det ene hjørne.

”Ja, det er desværre det jeg sælger mest af. Du forstår, de unge.”

Hans hæse stemme bragte min opmærksomhed tilbage til ham, og jeg så ham lave et nik ud mod et vindue. Han havde set, at jeg havde set kasserne med spiritus.

”Hvad kan jeg gøre for dig?”

Spurgte han venligt med sin hæse stemme.

”Jeg vil gerne leje en hytte.”

”Hvor lang tid? En time, en dage, måske flere?”

”En time?”

Spurgte jeg mistroisk. Han lavede igen et nik mod hovedet mod vinduet, og jeg forstod lige bedre.

”De gider ikke betale for en hel dag, når de kun har lyst en time.”

Han smilede skævt, og jeg ville vædde på at han kiggede med en gang imellem.

”Hvad koster det for en uge?”

”En uge?”

Spurgte han overrasket, han virkede nærmest chokeret over at nogen ville blive her så længe. Han rystede på hovedet en enkelt gang, og var nødt til at slå det op. Han ledte forgæves i sine papirer, og så op på mig igen efter et stykke tid.

”Jeg beklager meget, men jeg har en elendig hukommelse. Og det er jo så længe siden at nogen har ville blive her så længe.

Han smilede skævt igen.

”Men vi kan vel finde en løsning. Hvor vil du gerne være henne, ved strande, skoven eller tæt på indgangen? Du bestemmer selv, jeg har alle ledige…”

Han drejede en omgang, og kastede et blik i nøgleskabet.

”… undtagen nummer tolv. Den ligger tæt her på, men den er fri om en time.”

Jeg lænede mig ind over disken, og talte lavt til manden.

”Hvad ligger længst væk? Jeg venter besøg, hvis du forstår.”

”Ah… Jeg forstår, det er meget højlydt.”

Hans smil blev større, og jeg kunne se hans skæve tænder. Men det var ikke sandt, jeg ventede ikke besøg. Jeg var bare nødt til at have en god grund, for at holde den mand væk fra min hytte.

Jeg rettede mig op igen, og så afventende på den lille mand. Han havde lænet sig tilbage i sin stol, og sad med den ene hånd gemt væk under sin hage. Det var tydeligt at se, at han tænkte så det knagede.

”Skal hytten ligge lidt for sig selv, eller i nærheden af nogen andre?”

”Helst for sig selv.”

Jeg var ikke i humør til at få uventet besøg af fulde, liderlige teenagere. Det ville højst sandsynligt ende i at jeg fik et forklaringsproblem. Specielt fordi jeg ikke var sulten.

”Du kan få nummer sytten, den ligger tæt på stranden. Så der er nok lidt koldt om natten, men det vil du nok ikke ligge mærke til.”

Han smilede stadig skævt til mig, og jeg var glad for at jeg ikke kunne høre hans tanker.

”Og den ligger for sig selv?”

”Ja, der er et godt stykke til den nærmeste hytte eller her til for den sags skyld. Mine gamle ben kan ikke klare turen derud, så det er kun rengøringskonen der kommer derud. Hun er her hver tirsdag, så du er heldig, kællingen er lige skredet.”

Jeg var glad for at høre, at han ikke kom derud. Det lettede lidt på mit humør, og jeg åbnede pungen.

”Hvor meget bliver det?”

Spurgte jeg ivrigt for at komme væk fra manden, der var begyndt at trække vejret tungt.

”Ro på lille frøken. Du kan betale, når du tjekker ud. I tilfælde af at du beslutter dig for at blive længe, man ved jo aldrig.”

”Nej, det gør man jo aldrig.”

Svarede jeg med et falsk smil, da jeg modtog nøglen. Jeg stormede mod døren, og samtidigt kunne jeg høre manden tale til sig selv.

”Hun havde godt travlt du gamle. Ja, du har måske ret. Han venter sgu nok allerede på hende. Nej, det var ikke som når vi drak te hos dronningen. Det var så gode tider, så…”

Jeg smækkede døren, før manden kunne afslutte sin samtale med sig selv. Han var ikke kun speciel, som pigen havde beskrevet, han var jo skingrende sindssyg. Jeg var kun glad for at komme ud af mandens kontor.

Jeg fandt et kort over campingpladsen, på siden af bygningen. Kortet var slidt, og næsten ulæseligt, og sidst det var blevet skiftet, havde været i slutningen af firserne. På trods af mine vanskeligheder med at læse kortet, fandt jeg dog vej frem til min hytte.

Hytten lå i en halvtimes gåafstand af kontoret, i mennesketempo. Jeg kunne ikke risikere at storme ud til hytten, fordi jeg så desperat gerne ville væk fra manden, at jeg blev set af nogle mennesker.

Jeg ankom til hytten, og blev overrasket. Hytten lå i læ ved det sidste stykke af skoven før stranden, og så faktisk velholdt ud. Den røde maling på ydersiden af væggene var måske ikke helt ny, men den skallede ikke. Taget var sort, og det så ud til at være blevet lagt for nyligt. Døren og vindueskarmene var malet hvide, og heller ikke her skallede malingen af. Indvendigt var der hyggeligt, på trods af at der stank af dødt dyr. Der var et lille køkken, når man kom ind af døren. Køkkenet bestod af et lille køleskab, nogle tomme skabe og et bord med en tilhørende stol. Ovre i det ene hjørne stod en sofa og en kakkelovn, oven på kakkelovnen stod der en gryde, så jeg gættede at der tilberedte man sin mad. Der var to rum mere i hytten et badeværelse og et soveværelse. Soveværelset bestod af en dobbeltseng, der næsten fyldte det hele. Der var kun en lille smule plads, man kunne gå på, så man kunne nå vinduet. Der var gardiner ved vinduet, og vinduet kunne låses med en lille hasp. Men det kunne være lige meget, jeg ville ikke komme til at sove herinde.

Jeg gik ud af soveværelset, og låste døren. Jeg stod et øjeblik og forsøgte at få styr på mine tanker, der kredsede om Jonathan. Jeg skubbede dem fra mig, men vidste de lå og lurede i et afkrog af mit sind. Jeg besluttede mig for at tage et kig på badeværelset.

Badeværelset bestod af et wc, en håndvask og en bruser. Bruseren stod ovre i det ene hjørne, den bestod af en væg, der stak ud fra den ene væg også var der hængt et forhæng imellem. Håndvasken var beskidt, og der var kalkpletter over det hele. Jeg kastede et blik i spejlet, og opdagede hvorfor damen på benzinstationen havde gloet sådan på mig. Min hud var meget lys, og jeg var begyndt at ligne et lig igen. Jeg tog spejlet ned fra væggen, og stilede den med forsiden op af væggen. Det ville plage mig, hvis spejlet blev hængende på væggen og viste den afskyelige ting, jeg var ved at blive. Jeg tjekkede wc’et og opdagede et brugt kondom, der flød rundt i vandet. Jeg skyllede ud, og blev enig med mig selv om, at det ikke var i denne uge rengøringsdamen havde været fordi.

Jeg brugte de første par timer i hytten på at gøre rent. Jeg åbnede alle vinduerne på vid gab, for at lufte lugten af dødt dyr ud. Jeg fandt noget brænde stablet ved siden af hytten, og brugte det til at tænde op med, så jeg kunne koge noget vand.

Det varme vand brugte jeg til at skrubbe badeværelsets fliser med, til at tørre af og til at vaske gulvet i køkkenet med. Da jeg endelig var færdig, havde jeg brugt over ti kogninger af vand til at gøre rent med. Da jeg hældte vandet ud i vasken i køkkenet, opdagede jeg hvor træt jeg var blevet. Jeg lagde gryden til tørre på hovedet i vasken, og gik over til sofaen. Jeg satte mig ved siden af min tasken, og fandt kortet frem.

Jeg foldede kortet ud, og lagde det på gulvet. Jeg fandt hvor jeg var, og fandt ud af at campingpladsen slet ikke hed den glade humle bi, men hed den lille muldvarp. Den gamle mand var så glemsom, at han ikke engang kunne huske hvad campingpladsen hed. Jeg rystede på hovedet, og mærkede trætheden igen. Jeg lagde mig ned på sofaen med hovedet ovenpå tasken, og faldt i søvn.

 

Da jeg vågnede næste morgen, lå jeg og rystede på gulvet. Jeg havde haft mareridt igen, og fordi der ikke havde været nogen til at vække mig, havde jeg lavet et hul i væggen og jeg havde væltet bordet. Hvordan det var gået til, var lige meget. Jeg følte mig stadigvæk træt, og kastede et blik ud af vinduet. Solen stod højt på himlen, jeg havde sovet længe.

Jeg fik sat mig op, men for hurtigt, og jeg var ved at vælte bagover igen. Jeg var svimmel igen, og mit hoved dunkede let. Det føltes som om jeg havde været ude og drikke, men det havde jeg jo ikke.

Jeg rystede det af mig, og fik rejst mig op. Bordet rejste jeg op igen, og jeg skubbede sofaen foran bulen i væggen. Kortet lå stadig på gulvet, det foldede jeg sammen og lagde på bordet. Jeg fandt min taske under stolen, den smed jeg op på stolen. Jeg besluttede mig for at gå i bad, og fandt et rent sæt tøj frem. Jeg tog det med ud i badeværelset, og smed det ved siden af vasken. Jeg opdagede at der ikke var nogen håndklæder eller noget sæbe.

”Selvfølgelig er der ikke nogen håndklæder, man skal hente det ved idioten.”

Jeg havde det skidt, og var i dårligt humør. Jeg havde den største lyst til at kvæle manden, hvis han sagde at han ikke havde nogen håndklæder eller noget sæbe. Men jeg kunne ligeså godt forsøge, så jeg gik ind til min taske igen og fandt pungen frem. Det skulle ikke undre mig, hvis det kostede noget.

Jeg gik i meget højt tempo hen til kontoret, mit humør var blevet endnu mere sort, fordi det skulle selvfølgelig regne når jeg skulle der op. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det, for så kunne jeg blive afsløret.

”Hurra for det gode vejr.”

Mumlede jeg sarkastisk for mig selv. Jeg stoppede op ud foran kontoret, da jeg hørte der var andre derinde.

”Den sædvanlige hytte?”

Hørte jeg mandens hæse stemme spørge.

”Ja, selvfølgelig. Altid hytte seks, ikke sandt skat?”

Jeg hørte en pige grin lavt. Jeg hørte nogen lette skridt, og gættede på at det var pigen, der gik rundt blandt hylderne. Jeg hørte hende pille ved noget der klirrede, og gættede på at hun roede rundt i spiritussen.

”Hey skat, skal vi ikke have lidt hygge med tilbage til hytten?”

Spurgte hendes lyse stemme.

”Selvfølgelig, du tænker da også på alt. Det er vel på husets regning, ikke gamle?”

”Selvfølgelig, alt for stamkunderne.”

Svarede den gamle mands stemme. Det gik kun nogle få minutter, før manden og pigen i regnjakker trådte ud af kontoret. Jeg gik lige forbi dem, og så ikke efter dem. Men jeg mærkede den unge mands blik i min ryg. Jeg ignorerede det, og gik ind på kontoret.

”Og hvad kan jeg hjælpe dig med unge dame?”

Spurgte den gamle mand.

”Har du håndklæder og sæbe?”

”Ja, det har jeg da. Men det er kun for kunder her.”

Jeg rystede på hovedet, han havde allerede glemt at jeg havde tjekket ind.

”Jeg er kunde her, jeg tjekkede ind i går. I hytte nummer sytten.”

”Nåh… så må jeg have glemt at give dig det med. Det må du godt nok undskylde.”

Manden hoppede ned fra stolen, og dukkede kort tid efter op med et håndklæde og en uåbent sæbe. Jeg skyndte mig at spørge efter shampoo, før manden hoppede op på sin stol igen.

”Har du shampoo?”

Han stod og så lidt op i loftet, før han svarede.

”Ja, men det er du nødt til at købe. Det står vist nok nede på hylden ved siden af madolien.”

Han satte sig op, imens jeg hentede en shampoo ned fra hylden. Jeg valgte en tilfældig, og gik tilbage til manden.

”Det bliver ti kroner.”

Jeg lagde en hundredekrones seddel på bordet, men manden så skeptisk på den.

”Jeg kan ikke veksle, så den kommer på regning.”

Han skubbede shampooen tilbage mod mig, og hoppede igen ned fra stolen og forsvandt ud i baglokalet. Jeg tog mine ting, og gik hurtigt ud derfra. Den mand virkede mere og mere underlig. Før jeg gik ud i regnen, pakkede jeg sæben og shampooen ind i håndklædet og tog det tæt ind til kroppen. Jeg løb tilbage til hytten, i normalt mennesketempo, men jeg kunne dog ikke lade være med at føle at jeg blev iagttaget. Så snart jeg kom ind i hytten, følte jeg mig mere sikker.

På vej tilbage havde jeg haft regnen i ryggen, så håndklædet var tørt. Jeg smed skoene ved døren, og smed min sweater over stoleryggen. Jeg tog en kort runde i hytte, hvor jeg trak gardinerne for og sikrede at alle vinduer var lukkede og at døren var låst.

Få minutter senere var jeg i bad. Vandet var heldigvis varmt, og det var lige hvad jeg trængte til. Det varme vand løsnede op for mine spændinger, og jeg slappede for første gang af på campingpladsen. Jeg åbnede shampooen, og fandt ud af at den lugtede af meloner og bær. Den lugtede af sommer, og jeg tog et ekstra langt bad.

Da jeg kom ud af badet, følte jeg mig ren og mit hår duftede skønt. Jeg svingede håndklædet om mig, og skulle til at tørre mig. Da jeg fik det underligt, og fik kvalme. Rummet begyndte at snurre omkring mig, og jeg fik det rigtigt skidt.

Jeg nåede hen til wc’et, hvor jeg kastede op. Bagefter blev alt mørkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...