Den Døende Engel

Den Døende Engel - første del af trilogien om den første. Fortællingen om hendes usædvanligt langt liv, hendes elskede og hendes nye familie.

8Likes
6Kommentarer
1721Visninger
AA

10. Vinterbal.

 

”De har i hvert fald forstand på mode.”

Kom det trist fra Annabella. Vores tøj til ballet var ankommet, og hende og Claudia stod og rodede det igennem.

Marcus, Dean og Jonathan fik udleveret hver deres sorte traditionelle jakkesæt, og Annabella og Claudia stod og rodede igennem de ti kjoler der var blevet leveret. Kjoler kun til dem, min kjole havde jeg allerede, den hang i skabet og ventede på mig. Jeg havde ikke lyst til at tage den på, jeg ville hellere gå til bal i jeans og en T-shirt. Men på trods af aftens sørgelige begivenhed, tvivlede jeg på at jeg fik lov til at gå til bal uden den kjole. Annabella ville sørge for at jeg havde den og stiletter på, også ville hun sætte mit hår. Jeg havde givet hende lov til det, normalt ville jeg have protesteret, men hun var trist i forvejen.

Jeg tænkte at det nok ville gøre hende lidt mere glad, bare en smule. De havde accepteret at Anna skulle dø, og vi kunne forhindre det, men det ville slå dem alle ihjel.

Annabella udvalgte en sort kjole, den gik hende til knæene og havde tynde stropper. Hun lod sit hår falde ned, og dække stropperne, kjolen klædte hende. Udover kjolen havde hun sorte handsker på, og sorte stiletter.

Claudia havde udvalgt en cremefarvet kjole, selvfølgelig. Hun elskede den farve. Kjolen var lang, og gik ned til gulvet. Den dækkede de sko hun havde på indenunder. Ærmerne var små, og gik ud i en lille spids på hendes skuldre.

Annabella havde sat Claudias hår op i en fin knold på bagsiden af hendes hoved, hun havde sat små perleprydede hårnåle i som stod godt til kjolen.

Der var ikke mange af os der sagde noget, kun engang imellem en lille kommentar til en fold der skulle rettes, eller noget der ikke sad godt nok.

Annabella kom hen til mig, jeg sad på sengen og var den der sagde mindst. Hun forsøgte at smile til mig, men det gik ikke godt.

”Nåh, skal vi få sat dit hår og stoppet dig i din kjole?”

Hendes smil blev mere ægte, da hun let aede min kind.

”Det må vi hellere, der er ikke lang tid til ballet begynder.”

Indskød Claudia. Hun havde fået lov til at hjælpe med mit hår.

Dean, Marcus og Jonathan vendte sig for at gå ud igen, mens jeg blev gjort i stand.

De lukkede døren efter dem, og jeg opfangede nogle spørgsmål Claudia sendte til Dean. Hun bad ham om at stille Jonathan dem.

Jeg lyttede med, mens jeg skiftede til kjolen, som Annabella havde rakt mig.

Jonathan stod lænet op af muren, ind mod os, Dean og Marcus stod overfor ham. Dean tøvede til først, men spurgte alligevel.

”Jonathan, hvordan har Elisabeth det? Og jeg mener ikke hvordan hun har det fysisk, men hvordan hun har det psykisk.”

Han vidste jeg lyttede, og jeg bad ham sige sandheden. Ikke flere løgne, det lovede jeg mig selv.

”Hun har det ikke særligt godt lige nu. Alt, der sker lige nu, er lidt for meget for hende. Hun vil helst have vi får det overstået, så vi kan rejse.”

Han nikkede forstående.

”Hvad med… Du ved?”

Jonathan lyttede opmærksomt i mine tanker, til hvis jeg skulle begynde at protestere.

”Det har ikke hjulpet at der er blevet revet op i det igen. Hun vil helst ikke tale om det, hvis det er i orden?”

De nikkede begge.

”Selvfølgelig, hun kan tale med os, når hun er klar og vil.”

Jeg hviskede at han skulle takke dem for mig. Han rettede sig op, og talte igen til Dean og Marcus.

”Jeg skulle takke jer fra hende. Hun takker jer, fordi i er så forstående og ikke presser hende.”

Mere blev ikke sagt. Annabella og Claudia som havde snakket om hvilken frisure der ville klæde mig bedst, havde lyttet med.

De vidste alle, at hvis jeg ikke kom væk herfra snart, ville jeg få det værre og det hele ville ende i katastrofe. Hver en dag, hver en time jeg blev her længere, blev min tilstand forværret. Jeg blev konstant mindet om mit liv her, mine løgne og mit bedrag. Det var mere end jeg kunne håndtere.

”Elisabeth? Sidder du og sover?”

Jeg slog øjnene op igen, jeg var forsvundet ind i et af mine minder fra de store krige. Annabella stemme havde kaldt mig tilbage, og de så nu begge bekymret på mig.

”Nej, jeg… jeg faldt hen.”

Jeg forsøgte at smile, men ligesom Annabella lykkes det ikke. Mit smil blegnede og blev til en lige streg i mit ansigt igen.

”Tror du vi kan aflyse? Altså at vi ikke dukker op til ballet?”

Spurgte Annabella Claudia, Claudia rystede på hovedet.

”Det ville være respektløst, og vi har ingen gyldig grund til ikke at dukke op.”

Svarede jeg mekanisk på Annabellas spørgsmål.

Det fik hende til at se endnu mere bekymret på mig, men mine bedende øjne om ikke at sige mere, lukkede munden på hende. Indtil videre.

Claudia redte mit hår igennem flere gange, mens Annabella fandt stiletter i skabet, og satte dem på mine fødder. Jeg følte mig som en beklædningsdukke, en tom livløs ting.

Claudia byttede plads med Annabella, som forsøgte at sætte mit hår i forskellige frisurer, hun ledte efter den perfekte.

Imens hentede Claudia det store spejl, der var blevet bragt til mit værelse. Det var cirka to meter, og med guldbelagt kant. Jeg havde brugt det spejl mange gange, når jeg skulle til bal, når jeg skulle i krig.

Igen rev Annabella mig ud af mine minder, men denne gang ved at stikke mig i hårbunden med en hårnål.

”Undskyld.”

Sagde hun hurtigt, og fortsatte med mit hår.

Jeg forsøgte ikke at tænke på noget, og jeg sad som en livløs dukke på sengekanten. Alt i mens Annabella satte mit hår op, og Claudia så bekymret på mig. De udvekslede blikke mellem hinanden, bekymrede og bange blikke.

”Så er jeg færdig.”

Hviskede Annabella kort tid efter i mit øre.

”Kom op og stå, du skal se dig selv.”

Sagde Claudia uden begejstring i sin stemme.

Jeg rejste mig, og vendte mig mod spejlet. Jeg fik et chok.

Hvad var der sket med mig? Jeg kunne ikke genkende mig selv. Mit før så flotte krøllede hår, var mat og lignede det var visent. Min hud der plejede at være så fin hvid, var blålig og lignede is.

Jeg var blevet tynd, mine kinder var indsunket og jeg havde render om øjnene. Jeg lignede et lig. Nu kunne jeg bedre forstå dem, hvorfor de var så bekymret.

Før jeg var blevet bragt her til, før Anna, havde jeg været smuk.

Mit hår havde været gyldent brunt og havde krøllet så smukt. Min hud havde været smuk, perfekt. Jeg havde ikke været blålig, jeg havde ikke haft samme farve som sne eller is, den havde bare været lidt lysere end almindelige menneskers. Min krop havde været perfekt, smuk. Jeg havde lignet en kvinde, en levende kvinde. Jeg havde ikke lignet det lig, der stod og så på mig i spejlet. Det lig, der stod klædt i den blå kjole fra Jonathans drøm. Det kunne ikke være mig, men det var det. Og det vidste jeg.

Jeg var et forfærdeligt hæsligt lig.

Da tårerne gled ned over mine kinder, hev Claudia spejlet væk. Hun hev det væk, så jeg ikke kunne se mig selv mere. Så jeg ikke kunne se det hæslige lig, jeg var blevet.

Jonathan kom ind, og tog mig i armene. Annabella og Claudia gik ud til Dean og Marcus, de så bekymret på mig. Men lukkede alligevel døren.

”Hvad er der sket med mig?”

Jeg græd, og Jonathan holdt mig ind til sig. Han trøstede mig, men sagde intet. Jeg spurgte igen.

”Hvad er der sket med mig?”

Han krammede mig længere ind til sig, så han holdt mig op af hans bryst.

”Du har ikke godt af at være her. Det hele, det minder dig om din fortid. Du har måske ikke lagt mærke til det, men du spiser næsten ingenting, og sover kun lidt. Men når du endelig ligger og sover, har du mareridt. Du ligger og skriger, græder af smerte og sorg. Derfor ville jeg gerne have vi skulle være taget af sted for længst, så du kunne få det bedre.”

Jeg hulkede, og kunne ikke tro hvor forfærdeligt jeg så ud.

”Jeg vil hjem.”

Græd jeg.

”Jeg vil væk herfra, jeg vil ikke være en tom ting, jeg vil ikke være et lig.”

Jeg forsøgte at fjernede billedet af mit udseende fra mit sind, men det var umuligt.

”Shh…”

Han forsøgte at trøste mig, og berolige mig.

”Vi tager til ballet, og lige bagefter tager vi hjem. Vi tager hjem, så du kan glemme alt det her. Så du kan få ro, få tid til at blive stærk igen. Så du kan blive dig selv igen.”

Jeg begyndte at græde yderligere, da jeg ikke kunne få billedet væk.

”Jeg vil ikke være et lig.”

Han forsøgte at bedste vis at trøste mig.

”Shh…”

Vi stod et stykke tid, hvor jeg bare græd. Tårerne trillede ned af mine kinder, og Jonathan tørrede dem væk. Det gjorde ondt på ham at se mig sådan, han havde det elendigt over at han ikke kunne hjælpe mig. At han ikke kunne få det til at gå væk.

Mine tårer holdt op med at trille ned af mine kinder, og jeg kunne op på Jonathan igen. Han så bekymret på mig. Jeg var nødt til at tage mig sammen, Rådsmedlemmerne ville finde ud af mit nummer, hvis jeg virkede svag og ked af det. Jonathan gav slip på mig, og gav mig et øjeblik så jeg kunne samle mig selv igen.

”Er du klar?”

Spurgte han forsigtig.

”Ja.”

Så tog han armen rundt om mig, og førte mig ud af mit værelse. Et værelse, jeg håbede på aldrig at skulle se igen. De andre vendte på os ude på gangen, de så vi var klar og vi begyndte at gå.

Vi gik af de mange gange, Jonathan og jeg havde gået den vej før, det havde de andre ikke. Så de holdt sig tæt på os, for ikke at fare vild.

Vi var nået halvvejs, da en stemme kaldte mit navn.

”Elisabeth.”

Jeg vendte mig rundt og fik øje på Niklas, han stod i skyggen af en søjlen og så sig vagtsomt om.

”Niklas.”

Hviskede jeg glad. Jeg trådte tættere på ham.

Han kiggede sig om en ekstra gang, før han trådte ud af skyggen. Jeg lagde hurtigt mærke til at han ikke var klædt i festtøj, men noget let mørkt tøj og han havde en kappe på.

”Niklas, hvad sker der? Hvorfor har du…”

Han afbrød mig med et kram, og forklarede hurtigt imens.

”Jeg kan ikke være her mere. Jeg kan ikke holde det ud, specielt på grund af Luianna. Jeg rejser Elisabeth. Jeg rejser ud i verden, jeg har gerne ville se den længe. Men jeg har altid været låst inde bag de her mure, låste fast af Luianna. Farvel Elisabeth, jeg håber vi kan mødes igen en anden gang.”

Han gav mig et forsigtigt smil.

”Farvel Nilas.”

Hviskede jeg, da han gav slip på mig igen og forsvandt i skyggerne igen. Han hørte det og smilede en sidste gang til mig, før han drejede om et hjørne.

Nu var der ingen grund for mig, for nogensinde at vende tilbage.

Jonathan lagde armen om mig igen, og vi fortsatte mod tronsalen. Før vi trådte om det sidste hjørne, advarede jeg hurtigt de andre.

”Vi.. de har mange selskabslege, så jeg advarer jer, drik ikke noget som helst i får tilbudt. Der er ofte blandet syre i blodet, cirka tre eller fire glas. Kun tjenerne ved hvilke glas, så de holder de glas væk fra Rådsmedlemmerne. De finder det morsomt når en drikker af de ”dårlige” glas, der er ikke blandet nok syre i til at dræbe, men nok til at man vil vride sig af smerte de næste par dage. Hvis en fremmed byder jer op til dans, sig nej tak. I kan være uheldige at det er en, der er interesseret i jeres blod og det overlever i ikke. Tal høfligt hele tiden, uanset hvem det er, så er i sikre på at i ikke kommer i problemer. Gå aldrig alene, hold jer samlet, eller vil i forsvinde.”

Formanede jeg dem.

”Hvad mener du med at forsvinde?”

Spurgte Claudia bekymret.

”Den sidste der forsvandt til bal, fandt vi først tre dage efter ballet. Med halsen skåret over, og hængende i stormasten på franskmændenes skib.”

Claudia greb hårdere fat i Dean, og vi gik det sidste stykke.

Vi var de sidst ankommende, og de andre blev lukket ind først.

Jonathan og jeg skulle vente, en tjener skulle have tid til at give Rådet besked. Så Rådet kunne præsentere os, specielt Jonathan, for gæsterne.

Endelig blev vi lukket ind, og jeg måtte koncentrerer mig om at opretholde det falske smil på mine læber. Jeg lagde min arm under Jonathans, og vi trådte ind.

Ballet var ikke blevet startet endnu, og alle gæsterne var trådt ud i siderne af tronsalen. Rådsmedlemmerne sad i deres stole, men havde i dagens anledning klædt sig festligt på. Deres kapper havde de ikke på, og man kunne se deres ansigter. Jeg gjorde mit bedste for ikke at se på dem, for så ville jeg ikke kunne lave mit falske smil.

Et af Rådsmedlemmerne rejste sig, og præsenterede os.

”Mine damer og herrer, ærede gæster. Jeg byder jer velkommen til dette års Vinterbal. I år har Den Ældste valgt at deltage i ballet, og i år med hendes mand ved hendes side.”

Et gisp gik gennem gæsterne, de havde ikke ventet at jeg ville få en mand. Nogle få så en ekstra gang på Jonathan, men vendte hurtigt blikket ned mod gulvet, når de opdagede jeg kiggede på dem. De begyndte at hviske til hinanden, noget der ikke ville have været højt, hvis ikke det havde været for den store tronsal og at de alle hviskede på samme tid.

Rådsmedlemmet rømmede sig, og der blev stille igen. Han fortsatte.

”Jeg beder jer forstå, at Rådet ikke længere vil bestå af tretten, men fjorten.”

Endnu et gisp løb igennem gæsterne. Det havde de ikke ventet.

”Jonathan er det nyeste medlem i vores kreds, han er som vi. Unik.”

Rådsmedlemmets blik faldt på Jonathan, jeg kunne ikke lide den måde han sagde unik på. Jonathan gav min hånd en klem for at jeg skulle koncentrere mig og holde masken.

Rådsmedlemmet fortsatte igen.

”Vores kreds har altid haft en dronning, men nu også en konge. Og vi vil bede jer, Højheder, om at åbne ballet med den første dans.”

Jeg nikkede til Rådsmedlemmet, og tog Jonathan i hånden. Musikanterne begyndte at spille, og vi begyndte at danse. Der gik ikke lang tid, før Annabella og Marcus sluttede sig til os. En vogter havde skubbet dem ud på gulvet, de var min nye familie og det blev vist på denne måde. At vi var de første der dansede. Dean og Claudia sluttede sig til os, og vi dansede rundt på gulvet. Jeg glemte helt hvor vi var, indtil musikken stoppede.

Vi blev vinket op til Rådets plads i den ene ende af tronsalen, vi gik der op, hånd i hånd.

En trone magen til min var blevet stillet op ved siden af min, Jonathans trone. Jeg brød mig ikke om det, og var glad for at vi snart skulle forlade det her sted.

Vi satte os, der var helt stille, indtil vi begge sad ned. Musikken begyndte igen, ballet var åbnet. Gæsterne greb deres partnere i hænderne, og gik ud på gulvet. Tjenerne begyndte at komme ind med blodet, og ballet var godt begyndt.

Mens vi sad der, holdt vi hele tiden øje. Jeg holdt øje med Annabella og Marcus. Jonathan holdt øje med Dean og Claudia.

Vi kunne ikke risikere at der skete dem noget, men vi blev konstant afbrudt.

Gæsterne kom og bøjede sig for os, par efter par. De lykønskede Jonathan, for hans heldige position. De spurgte ind til os, hvordan vi havde det. Men mest hvordan han havde det med det hele.

Mange tidligere bejlere kom også og lykønskede, mens de i deres sind forbandede ham langt væk. Kun nogle få ønskede at de var i hans sted, og ønskede ham intet ondt.

Da vi havde været igennem de fleste gæster, brød et Rådsmedlems stemme igennem.

”Nu var alle har haft chancen for at møde Jonathan, og hilse på ham. Så nu skal vi videre til aftensunderholdning, og vi er heldige i aften, mine damer og herrer. Vi har haft dobbelt fangst hvad angår lovbrydere.”

Hendes stemme talte hånligt, og det var ikke til at tage fejl af hun glædede sig som et barn. Glædede sig til straffen der ville være ekstra hård i aften, for fornøjelsens skyld.

Hun talte igen.

”Hvis i vil gå ud på terrasserne til venstre, vil i have den perfekte udsigt.”

Gæsterne bevægede sig, og Annabella, Marcus, Claudia og Dean holdt sig bagerst i folkemængden.

Vi, de heldige, i Rådet havde den bedste udsigt. Vi havde en terrasse for os selv, vi rejste os og gik derud.

Månen stod højt på himmelen, og der var vindstille. Der var helt stille, bortset fra de begejstrede råb fra gæsterne. Jonathan og jeg nærmede os rækværket, og så ud på marken ved siden af det kæmpe palæ, der udgjorde Rådets hjem.

To kæmpe bål var sat op, den ene stod der allerede nogen på.

Det var Erectus, han så ned i jorden og sagde intet.

Efter han havde overfaldet mig, var han blevet pågrebet af vogtere. Dean, Annabella og Marcus havde holdt ham hen, mens Claudia havde hentet Niklas, så han kunne hjælpe.

Niklas havde fået Erectus arresteret, og nu skulle han dø for at bryde den allervigtigst regel. At jeg ikke måtte blive skadet.

Den næste der skulle på det andet bål, blev slæbt hen af jorden. Store røde streger på hendes ryg, efter piskeslag, lyste op under månens lys. Hendes hår var uglet, og lige så beskidt som hendes tøj. Hun forsøgte ikke at kæmpe imod, hun vidste det ikke nyttede noget. Hun lod sig slæbe op på bålet, kæmpede ikke imod da de lænkede hende til træpælen. Hun havde givet op.

Jonathan gav min hånd et klem, jeg måtte holde masken.

Vogteren, som holdt faklen, rakte en arm i vejret. Rådsmedlemmerne nikkede enstemmigt, og bålene blev tændt.

Erectus vred sig af smerte, men kunne ikke komme fri af lænken. Han skreg og vred sig, han væltede under sit forsøg på at komme fri, og flammerne opslugte ham.

Anna sagde intet, flammerne slikkede op af hendes ben, satte ild i hendes tøj og hår. Men hun sagde ikke et ord, hun skreg ikke, hun så bare ned i jorden. Tomt, og ensomt.

Da hendes krop faldt sammen, gik vi ind igen. Træet ville brænde til i morgen, men det var der ikke morskab ved.

Ballet kunne fortsætte, og vi satte os i tronen.

Jeg var lammet af skyldfølelse, skyldfølelsen brød ud og jeg kæmpede inderligt for at den ikke skulle komme ud. Jeg var så dybt koncentreret om kampen, at jeg ikke så dansen, smerten, da den første vampyr drak af et ”dårligt” glas. Jeg koncentrerede mig så meget, at jeg ikke så noget. Jeg kæmpede voldsomt for ikke at lade skyldfølelsen vise sig, jeg kæmpede for at opretholde min maske, mit falske smil.

Mit falske smil blegnede og blev til en streg i mit ansigt. Jonathan rejste sig, og jeg fulgte ham.

Han vendte sig hurtigt mod de undrende Rådsmedlemmer, han fandt hurtigt på en løgn, for at forklare mit ansigtsudtryk.

”Hun har ikke sovet så godt, ren og skær spænding over ballet. Jeg beklager meget, men vi er nødt til at trække os tilbage. Vi har en lang rejse foran os.”

Han lo let, og ventede deres svar.

”Det er selvfølgelig synd I er nødt til at trække jer tilbage, og at I skal rejse så hurtigt. Min Herre. Men træk jer endelig tilbage hvis Den Ældste er så træt, hun skal nødigt overanstrenge sig. Gå endelig.”

Jonathan nikkede let, og lagde en arm rundt om mig. Så gik han med mig, de andre fulgte os hurtigt, de havde set mit ansigtsudtryk. De blev bekymret igen.

Vi gik ud af tronsalen, og var på vej ned af gangene, da jeg mistede bevidstheden.

Jeg faldt sammen i Jonathans arme, Annas straf havde været for meget. Men vi havde ikke tid til at stoppe op, så Jonathan løftede mig op som en dukke i hans arme. Jeg svævede et øjeblik imellem bevidstheden og ubevidstheden, da jeg mærkede vinden på mit ansigt. Det gav mig fred, vi var på vej væk. Jeg mistede bevidstheden helt, og sank for første gang ind i min egen drøm, en drøm uden mareridt.

 

Da jeg slog øjnene op igen, sad han ved min side. Han sad på sengekanten og så på mig, med et smil på læberne.

Månelyset faldt på dynen, der lå over mig.

Jeg satte mig op, jeg lå i vores dobbeltseng og så rundt på hans ting. Jeg var hjemme, der hvor jeg virkelig hørte hjemme. Jeg lo af glæde, jeg havde det vidunderligt, jeg kunne lægge det hele bag mig. Jeg ville ikke længere blive mindet konstant om min fortid, nu kunne jeg koncentrere mig om min fremtid, min fremtid med Jonathan.

Der var intet, vi skulle bekymre os om. Rådet ville ikke genere os, og vi ville kunne være i fred.

Jeg blev afbrudt i min tankegang af min mave, den tiggede efter føde. Jonathan rejste sig, og jeg fulgte ham. Vi gik sammen ned i køkkenet. Jeg hoppede op og satte mig på køkkenbordet, min krop summede af energi og glæde.

Jonathan lo af mig, mens han hældt noget blod op til mig. Han gav mig koppen, og jeg tømte det hurtigt. Han lo igen, og tog det. Mens han fyldte det igen, begyndte jeg at undre mig over hvordan vi kom hjem, og hvor de andre var henne.

Han gav mig koppen, jeg drak lidt langsommere den her gang, men det blev alligevel tømt hurtigt. Jeg var ved at blive mæt, men havde plads til en kop mere.

Jeg rakte den ud til ham, og han tog den igen. Han smilte igen, han var glad. Han var glad over jeg havde det bedre allerede.

Jeg fik koppen stukket i hånden igen, og jeg tog kun små slurke af gangen. Imens besvarede Jonathan mine spørgsmål.

”Vi har tilsyneladende fået nogle biler af Rådet, dem kørte vi hjem i.”

Jeg var ved at få en slurk blod galt i halsen, hvad havde vi fået?

”Nogle biler, så vi kunne køre hjem. Du sov hele vejen.”

Pludselig skiftede hans smil, han smilte igen, men det var et lumsk smil. Jeg tømte koppen igen, og stillede mit sidste spørgsmål.

”Hvor er de andre henne?”

Han så på mig, og trådte nærmere. Han virkede pludseligt usikker.

”De er ude og jage, men de kommer ikke tilbage lige foreløbigt. De vil give os lidt privatliv, vores værelser har rimeligt tynde vægge. Men hvis du stadig har det dårligt, venter vi. Jeg vil ikke have du fortryder det, eller får det dårligt med det. Fordi… fordi du ikke er klar endnu.”

Han så ned i gulvet, og så tøvende ud.

”Jonathan, det er dig jeg vil have.”

Forsikrede jeg ham.

”Elisabeth, hvis du ikke er klar…”

Jeg satte af fra bordet, og lænede i hans favn. Jeg slog benene om ham, og han greb fat om mig, for at jeg ikke skulle falde ned på gulvet. Vores læber mødtes, og han fandt hurtigt ud af at jeg var klar, og ikke ville vente længere.

Mens vi kyssede, begyndte han at gå tilbage mod soveværelset. Jeg havde stadig benene om ham, og vores læber skiltes ikke en enkelt gang. Vi kom ind i værelset igen, og vi smed os på sengen.

Den nat elskede vi for første gang i vores nye liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...