Den Døende Engel

Den Døende Engel - første del af trilogien om den første. Fortællingen om hendes usædvanligt langt liv, hendes elskede og hendes nye familie.

8Likes
6Kommentarer
1703Visninger
AA

6. Hjemme.

 

Da jeg vågnede, troede jeg det hele var en drøm. Jeg lå i mit værelse, på min seng. Jeg så rundt, det var det samme. Men der var noget anderledes, jeg kunne bare ikke finde ud af hvad.

Jeg rejste mig, og drejede en omgang.

Min himmelseng stod i midten af værelset, de små trapper op til min seng. Min seng var betrukket med røde farver, intet anderledes der. Forhænget, i rødt, der er broderet med gyldne farver, og mønstre. Det hang som det skulle. Jeg så ned af mig selv, jeg var klædt i en silkenatkjole. Den var hvid, broderet ved udskæringen ved min hals, og den var lårkort.

Den kunne jeg ikke huske, at jeg havde.

Jeg var nok bare forvirret af min drøm, og vendte mig mod mit klædeskab. Det stod også på sin plads, henne i hjørnet, op af væggen. Jeg rystede på hovedet, og forsøgte at glemme min drøm. Men den havde virket så virkelig.

Da jeg åbnede klædeskabet, fik jeg et chok. Alt det tøj, som Annabella og Claudia havde købt til mig, hang inde i skabet. Drømmen var virkelig, og det gjorde mig bekymret. Rådet havde fundet mig, og jeg var i live. Men hvad med de andre, hvad med Jonathan? Havde de dræbt dem?

Jeg søgte efter svar, og fik dem. Jeg fandt Jonathan, men hvor han var, vidste jeg ikke. Han sov stadigvæk, og var uskadt. De havde ikke gjort skade på ham.

Dean og Claudia var sammen, de var vågne og sad og holdt øje med Marcus og Annabella, der sov. Heller ikke de var skadet, men de var i et mørkt kammer.

Jeg måtte finde dem, og komme væk herfra. Jeg frygtede for deres liv, ingen uvidende vampyrer måtte kende til mig. Sådan var reglerne, hvis de blev brudt betød det døden.

Jeg greb hurtigt et par bukser og en bluse, og tog det på. I bunden af skabet fandt jeg nogle sko. Da jeg rejste mig op, efter at havde taget sko på, faldt mit blik på læderjakken. Den hang på en bøjle, lidt for sig selv. Jeg greb den, og opdagede noget i den ene lomme. En lille fin sølvkæde med et hjerte i, kom op af lommen. Jeg holdt den i hånden, og så på den.

 

Nogle få minutter efter gik jeg ned af gangen, med kæden om halsen og med jakken på. Gangen havde heller ikke ændret sig, malerier på væggene, alle af mig. Hvordan jeg havde set ud, i hver en tidsalder. Der var flere hundrede malerier, men de havde ingen betydning for mig, jeg kunne godt huske hvordan jeg havde set ud. Malerierne var for Rådsmedlemmerne, så de kunne så hvor gammel jeg var, se min betydning, min magt.

Jeg gik hurtigere, min bekymring for de andre var blevet stærkere. Jeg måtte finde dem nu.

Jeg gik ned af mange forskellige gange, det var mere end hundrede år siden jeg sidst havde gået her, men jeg huskede vejen som havde det været i går.

Jeg stoppede op. Jeg fornemmede at Annabella, Marcus, Claudia og Dean var tæt på. Meget tæt på.

Jeg drejede om et sidste hjørne, foran mig stod der to vampyrer og holdt vagt. Bag dem var en dør, og bag den dør, var de andre.

Da jeg trådte nærmere, opdagede vampyrerne mig. Lyset på gangen var svagt, så de opdagede mig først da jeg var trådt helt om hjørnet. De bøjede sig ned på knæ, og rejste sig ikke. Det var en regel, alle, uanset alder og magt, skulle bøje sig for mig.

Jeg gik hen mod døren, trykkede dørhåndtaget ned, og gik ind. Det var ikke tilladt at spørge mig, hvad jeg skulle. Jeg var den mægtigste vampyr, og det var ikke tilladt at tvivle på mig.

Den ene vampyr så på mig, da jeg lukkede døren. Men sænkede hurtigt blikket igen, det var heller ikke tilladt at rejse sig, før jeg sagde man måtte.

Jeg lukkede hurtigt døren, jeg kunne ikke holde det ud, når nogen opførte sig sådan for mig. Da jeg lukkede døren forsvandt lyset fra gangen, og det var helt mørkt.

Nogen trak vejret, men de kunne ikke se mig. Det var for mørkt, kun jeg kunne se dem.

Marcus og Annabella var vågnet, da jeg havde åbnet døren, og var kravlet hen i det ene hjørne. Dean og Claudia sad ovre i det andet hjørne, de havde ikke set at det var mig. De havde kun set en skikkelse træde ind, og lukke døren. De frygtede det værste.

Jeg tændte lyset, ved at sende en tanke. Lyset blev langsomt skarpere, så deres øjne kunne vænne sig til det. Da de opdagede det var mig, slappede de af igen. Annabella sprang op, og gav mig et knus. Jeg gengældte det, de var uskadte.

Claudia fik også et knus, jeg indså hvor bekymret jeg havde været. Marcus blev siddende på gulvet, og Dean rykkede sig over til ham.  Jeg gav slip på Claudia, og gik over til ham. Annabella og Claudia fulgte efter mig.

Han havde været bevidstløs, og hans skade var tydelig. Et hårdt slag havde ramt ham på siden, og han havde en stor bule. Jeg lagde en hånd på hans arm, han gøs ved min berøring, men slappede af igen. Jeg sendte hurtigt energi ind i kroppen på ham, jeg helede hans skade, så han fik det bedre.

Han sad et øjeblik, og sundede sig. Så så han op på mig.

”Tak. Men hvorfor er du varm?”

Spurgte han uroligt, da jeg trak hånden til mig igen.

”Jeg er ikke varm, Jonathan er. Vi er forbundet nu. Hvad der sker med ham, sker med mig. Prøv om du kan rejse dig.”

Han rejste sig uden problemer, han havde det fint igen.  Jeg vendte mig om for at gå, men blev stoppet af Annabella.

”Hvor vil du hen? Vi må ikke gå for dem, derude.”

Hun lavede et nik mod døren, hun var bekymret for at vi ville blive stoppet af Vogterne.

”I må gå, når i er med mig.”

Sagde jeg lidt utilfreds, og vendte mig mod døren.

”Men Elisabeth…”

Claudia blandede sig i samtalen, hun var også bekymret for at de ikke kunne komme forbi Vogterne.

”Sådan er reglerne, ingen må tvivle på min dømmekraft, ingen må holde mig tilbage, for jeg er den første. Som Jonathan sagde, jeg er som en dronning for dem, og derfor bestemmer jeg. De må ikke holde jer tilbage, hvis jeg siger i må gå. Så lad os gå.”

De så på hinanden, og på mig. De var bange for at Vogterne ville holde dem tilbage, men de ønskede heller ikke at blive i mørket. De valgte at følge mig, det var nok det bedste.

Jeg åbnede døren og gik ud, Vogterne sad stadig i den stilling jeg havde forladt dem i. De andre tøvede et øjeblik, men fulgte mig hurtigt. Vi var nået ud af døren, og de stod nu foran mig.

Dean og Marcus holdt om Claudia og Annabella, de sendte hinanden forvirrede tanker.

Jeg vendte mig mod Vogterne, hvis jeg ikke sagde de måtte rejse sig, skulle de blive siddende sådan.

”I kan rejse jer.”

Sagde jeg til dem, uden at udtrykke en følelse. Jeg boblede at glæde over at blive genforenet med de andre, men det måtte Vogterne ikke vide. Det kunne blive farligt, hvis det kom for de andre Rådsmedlemmers ører, at jeg holdt af dem. Specielt hvis de fandt ud af at jeg havde forvandlet Jonathan, og at han var den der hørte sammen med mig. Jeg vendte mig igen væk fra Vogterne. De rejste sig, uden en lyd.

Den ene så på mig, han åbnede munden, og talte.

”Min dronning, herskerinde af Natten. Vi har fået at vide at fangerne ikke måtte flyttes.”

Han modtog et hårdt slag af den anden, der tydeligvis var ældre og kendte reglerne bedre. Slaget sendte ham i gulvet, så blodet dryppede fra hans mund.

”Ti, i Dronningens nærvær.”

Den anden som havde slået ham, bøjede sig for mig igen, og så ned i gulvet.

”Min dronning, jeg beder Dem glemme fejltagelsen, fortaget af en simpel Nyfødt. På grund af Deres nærvær har vi måtte øge sikkerheden. Nyfødte som ikke er færdige med deres træning, har måtte deltage. Jeg beder Dem glemme, min Herskerinde. Han er endnu ung, og vil blive straffet.”

Jeg vidste allerede hvad straffen ville indebære, en anden Nyfødt, havde talt til mig før. Han havde mistet tungen, blot for at glemme at kalde mig De.

”Det kan ske, men jeg ser gerne at drengen slipper for straf, jeg kan se potentiale i ham, som kræver at han har en tunge til at tale med.”

Jeg så strengt på den ældre, der lå bøjet for mine fødder.

”Jeg vil se gennem fingre med det, for Deres skyld, min Dronning. Han vil slippe for straf.”

Jeg nikkede ligegyldigt, som om jeg havde andre, mere vigtige for.

”Du kan rejse dig igen.”

Jeg vendte mig igen, og førte de andre tilbage til mit værelse. De så lamslåede på den Nyfødte, der lå og blødte på gulvet. Mens vi gik gennem gangene, søgte jeg efter Jonathan. Jeg havde problemer med at finde ud af hvor han var, fordi han stadig sov.

”Elisabeth, er alle de her malerier virkelig af dig?”

Marcus så med stor interesse på malerierne, han fandt skønhed i dem. Han havde ikke set på mig, da han stillede spørgsmålet. I stedet så han på et billede af mig, fra fjortenhundredetallet.

På billedet var jeg klædt i en kjole, med lange ærmer. Den var grøn og mit hår hang ned over mine skuldre. Jeg sad på en stol, med en bog i mine hænder.

”Ja, de er alle af mig Marcus.”

Svarede jeg utålmodigt efter at komme videre.

”Hvor mange er der?”

Spurgte Annabella, hun havde diskuteret med Marcus i deres sind, om de virkelig var af mig.

”Jeg holdt op med at tælle, da der kom over hundrede.”

Pludselig fandt jeg Jonathan, han var blevet flyttet ind på mit værelse, og den der havde flyttet ham, var der stadig. Jeg stoppede op, og forsøgte at finde ud af hvem det var. Men jeg kendte ikke personen, så jeg kunne ikke finde ud af hvem det var. Dean som havde gået ved siden af mig, med Claudia i hånden, havde set at jeg var stoppet op, og prikkede til mig.

”Elisabeth, hvad er der?”

Spurgte han uroligt.

”Det er Jonathan, jeg kunne ikke finde ham før, men nogen har lagt ham ind på mit værelse. Og den person er der stadig.”

Jeg gik fremad igen, men Dean og Claudia holdt sig bag mig. Dean var gået i forsvarsposition.

Døren gik op, da jeg stod ved den. En ung Nyfødt, en kvinde, kastede sig til jorden. Hun vidste hvem jeg var, og at hun havde gjort noget forkert. Hun holdt beskyttende hænderne om hovedet, mens hun ventede på sin straf. Jeg så ind gennem døren, hun havde lagt Jonathan i sengen, der var ikke sket ham noget. Han sov stadig fredeligt.

Jeg så ned på kvinden, der lå foldet sammen på gulvet. Hvorfor havde hun flyttet ham herind? I stedet for at åbne for hendes sind, spurgte jeg hende, hun virkede anderledes end de andre normale Nyfødte.

”Fortæl mig, Nyfødte. Hvorfor har du flyttet ham herind?”

”Min Dronning, jeg passede Dem, mens de sov. De kaldte på ham, i søvne. De var bekymret for ham.”

Hun skjulte noget, hun havde ikke sagt det hele. Jeg åbnede hendes sind, så jeg kunne finde hendes navn. Da jeg fandt det, lukkede jeg hurtigt igen, hun var bange. Hendes tanker for rundt, og gav mig hovedpine.

”Eila, hvorfor har du hentet ham? Se på mig, jeg er ikke vred.”

Hun så op, og slappede mere af. Jeg havde gjort mit bedste for at lyde venlig, så hun ikke ville være bange. Det havde hjulpet, og hun var mere rolig.

”Jeg hentede ham, fordi at… Jeg ved De elsker ham, selvom De ikke må. Det er min evne, jeg ved når nogen er forelsket, og hvem de er forelsket i. Men min evne kan ikke bruges, jeg er ikke noget værd som Vogter. Så jeg tænkte at hvis jeg bragte ham til Dem, ville De hjælpe mig. Hvis De ikke hjælper mig, slår de mig ihjel.”

Hun var bange, hun havde godt indset sin skæbne, hvis hun blev her.

”Du har gjort det rette. Jeg vil sende dig væk herfra nu, men du må love aldrig at nævne det for nogen. At jeg sendte dig væk, og hvad du ved.”

Hun nikkede ivrigt.

”Min dronning, jeg lover.”

Jeg kunne stole på hende, hun ville intet fortælle. Jeg koncentrerede mig om at sende hende væk et øjeblik, og vendte så min opmærksomhed mod de andre.

”Hvor sendte du hende hen?”

Spurgte Marcus uroligt, og så på den tomme luft, hvor den Nyfødte havde stået førhen.

”Afrika.”

Dean nikkede, der var mange dyr der, og få mennesker ud i den vilde jungle. Han ville have gjort det samme, hvis han kunne. Jeg gik ind gennem døren, med retning mod Jonathan. Han var uskadt, og det så ikke ud til at det var blevet opdaget, hvad han var.

Jeg tog hastigt skridt op af trappen, til sengen. Jeg satte mig på kanten, og så på ham. Han lå med åben skjorte, dog kunne man ikke se bidemærket. Det var på hans højre side af halsen, og man ville kun kunne se det, hvis man hev blusen væk. Det undrede mig at han stadig sov, han burde have været vågen nu. Var der noget galt?

Jeg lod min energi strømme ind i kroppen på ham. Der var noget, der holdt ham bevidstløs. Jeg ledte videre. Min energi blev ledt hen til hans arm, og jeg slog øjnene op.

Forsigtigt, vendte jeg hans arm rundt. To små huler i hans arm, afslørede det hele. Han var blevet bedøvet, de havde opdaget det. Jeg sukkede, reglerne var blevet brudt. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg sad og overvejede flugtmuligheder, de ville alle lykkes, men Rådet ville finde os igen. Alt for let.

Jeg blev revet ud af mit tankespind, da Annabella lagde en hånd på min skulder. Hun så bekymret på Jonathan. Jeg svarede på det spørgsmål, der lurede i hendes sind.

”Han har det fint, de har bare bedøvet ham. De fleste Nyfødte har svært ved at styre sig, så for at han ikke mister kontrol har de bedøvet ham.”

Hun blev yderligere bekymret.

”Hvornår holder bedøvelsen op med at virke?”

Jeg vendte igen min opmærksomhed mod Jonathans krop, bedøvelsen var næsten helt væk. Jeg så igen på Annabella, og besvarede hendes spørgsmål.

”En halv time, måske mindre.”

Jeg rejste mig igen, og gik ned af trinene. Annabella fulgte mig, vi gik ned til Dean, Claudia og Marcus.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til dem, de stod som statuer og så på mig. Jeg hørte små hviskende stemmer fra deres sind, de talte sammen parvis. Jeg lukkede af for deres stemmer, og koncentrerede mig i stedet om at lave nogle møbler, så de kunne sidde ned eller sove.

Først forestillede jeg mig, en seng magen til min. Bare i hvidcreme farve, jeg forestillede mig den stod ovre ved væggen, i nærheden af mit klædeskab.

Jeg åbnede øjnene, og sengen tonede frem ovre ved væggen. Nu var der en seng til Dean og Claudia, så manglede jeg bare til Marcus og Annabella.

Jeg vidste ikke hvilke farver de kunne lide, og besluttede mig for at lave sengen i en lys grøn farve, der mindede mig om græs. Den stillede jeg ved den anden væg, og så åbnede jeg øjnene igen.

Sengene stod ved væggene, de så forvirret på dem, som om de aldrig havde set en seng før. Men jeg vidste at det var på grund af min evne, de gloede sådan på sengene.

Annabella kom først til sig selv, og så på mig igen.

”Hvorfor har du lavet senge? Skal vi blive her?”

Annabella så fortvivlet på mig, hun var bange, bange for hvad der skulle ske nu.

”Jeg har lavet senge, fordi at i trænger til at sove. Og ja, vi skal blive her. I hvert fald indtil jeg har talt med Rådet, fordi at jeg har brudt nogle regler, og hvis jeg tager af sted nu, så ville de bare hente mig igen.”

De var alle kommet til sig selv igen, og så spørgende på mig.

”Hvilke regler?”

Spurgte Dean.  De kendte allerede nogle regler, men ikke dem alle. Jeg måtte hellere fortælle dem alle reglerne, så de ville forstå.

”I kender nogle regler, men ikke alle. Så jeg vil fortælle jer dem, også selvom det er nogle i kender i forvejen. Første regel: Den Ældste må ikke skades eller dræbes. Anden regel: Ingen uvidende vampyrer må kende til den Ældste. Tredje regel: Ingen vampyrer må dræbe et Rådsmedlem. Fjerde regel: Ingen vampyrer må afslører sig for uvidende mennesker. Femte regel: Ingen Rådsmedlemmer må lave en vampyr, uden at have rådført sig med resten af Rådet. Sjette regel: Ud over den Ældste, må der ikke være flere specielle vampyrer end de tolv. Der er flere regler, men de er ikke nær så vigtige som de seks første.”

Jeg tav, og så op mod Jonathan.

”Du brød reglerne, da du fortalte hvem du var til os, og da du forvandlede Jonathan.”

Jeg nægtede bekræftende.

”Ja, under normale omstændigheder ville han være blevet slået ihjel for længst.”

Dean tænkte det hurtigt igennem, han rystede tanken fra sig, Jonathan måtte ikke dø. Jeg talte igen.

”Men fordi jeg er den Ældste, kan de ikke slå ham ihjel. Jeg lavede reglerne, og kan derfor som den eneste bryde dem. Men også fordi at hvis de slog ham ihjel, ville jeg også dø. Rådsmedlemmer er forbundet med den de elsker, så meget at kommer jeg til skade, får han de samme skader. Men det er ikke helt uden konsekvenser, at jeg bryder reglerne.”

Indrømmede jeg, og så på dem igen.

”Hvad vil der ske med dig? Med os?”

Spurgte Annabella bange. Jeg fik lyst til at knuge hende beskyttende ind til mig, men lod være.

”Mig ville de ikke kunne røre, og jeg vil holde hånden over jer. I vil ikke lide nogen overlast.”

Annabella så ned i gulvet, en tåre ramte gulvet, og flere var på vej. Jeg blev ked af det, hvorfor havde jeg fortalt dem hvem jeg var?

”Undskyld.”

Det fløj ud af mig, jeg var så ked af det. Hvis det ikke var fordi jeg havde sagt noget til dem, havde de ikke behøvet at være her. Annabella og Claudia kom hen til mig, og førte mig med dem. Claudia talte til mig, mens de førte mig over til den cremehvide seng.

”Du skal ikke undskylde, det er i orden. Du kunne ikke vide at de ville finde dig. Det er i orden, du sagde selv vi var sikre.”

Jeg havde sat mig på sengekanten, og havde bøjet hoved. Annabella og Claudia sad på hver sin side, og havde lagt en hånd på mine skuldre. De lænede sig ind til mig, og Annabella fyldte mig med glæde. Jeg havde brug for det, jeg så med gru, frem mod mødet med Rådet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...