Den Døende Engel

Den Døende Engel - første del af trilogien om den første. Fortællingen om hendes usædvanligt langt liv, hendes elskede og hendes nye familie.

8Likes
6Kommentarer
1717Visninger
AA

2. En tur i byen.

 

”Nej, glem det, jeg tager den ikke på”

Claudia forstod ingenting, og Annabella stod og grinede så det rungede i hele huset.

Jeg stod med armene over kors, mit krøllede hår var en høstak og jeg havde stadig Annabellas lille pyjamas på. Den var blevet krøllet, fordi jeg havde sovet så uroligt.

Claudia stod foran mig, hun havde en lyserød T-shirt i hænderne. Hun kiggede undersøgende ned på den, hun kunne ikke se at der var noget galt med den.

Der var gået et par dage siden min ankomst, og jeg havde brugt tiden på at ligge i sengen, eller være i skoven med Jonathan. Vi brugte tiden i skoven til at tale om alt det der var sket, mens vi havde været adskilt. Mine stemmebånd var groet helt sammen igen, og jeg havde ingen problemer med at tale længere.

Jeg havde fundet ud af at det værelse, jeg sov i var Deans og Claudias. De mente at det var bedst at jeg sov godt, så jeg helede hurtigere. Så de sov nede i stuen, på sofaerne. Jeg kunne ikke sove i Jonathans værelse, da han kun havde en enkelt sovesofa, som ikke var just behagelig at ligge på. Han havde forklaret mig, at han var nødt til at sove ubehageligt for ellers ville han lede efter mig i søvne. Når det føltes ubehageligt, blev han mindet om at jeg ikke var der.

Men grunden til at jeg helede så hurtigt, var på grund af de poser blod, Dean hadede stjålet fra det lokale hospital. Det samme, som han havde brugt til at redde mit liv med.

Og indtil for et par minutter siden, havde jeg sovet som et spædbarn, altså, lige indtil Annabella og Claudia havde vækket mig. De havde fået den ide, at da jeg ikke havde noget tøj, skulle vi på shopping-tur.

Så da jeg havde sat mig op i sengen, stadig halvt sovende, fik jeg stukket et par cowboybukser og en lyserød bluse i hånden.

 

”Jonathan havde advaret dig, hun kan ikke fordrage lyserød.”

Annabella fik endnu et grineanfald, så hun knap nok kunne stå op.

”Jeg synes nu ellers den ser sød ud. Men hvis du ikke kan lide den, hvilken farve så?”

Spurgte Claudia, og så afventende på mig.

”Jeg fortrækker sort.”

Sagde jeg hurtigt, og trak dynen tæt omkring mig. Jeg havde mest lyst til at sove videre.

”Jeg har ikke nogle i sort, men det har Anna vist.”

Annabella blandende sig i samtalen.

”Det ville nok ikke være nogen god ide at spørge hende, hun er stadig sur over at hun ikke er familiens midtpunkt.”

Hun sukkede, og lagde armene over kors. ”En rød?”

Spurgte jeg forsigtigt.

”Sådan en har jeg, den passer nok bedre end Claudias.”

Annabella gik hurtigt ud af rummet, og ind på hendes værelse der var lige ved siden af. Jeg kunne høre hun rodede rundt som en sindssyg, og kastede rundt med sit tøj for at finde en sort bluse.

Jeg satte mig på sengekanten, der var ikke noget jeg hadede mere, end når folk brugte penge på mig. Noget Jonathan også godt vidste, det havde han dog ikke fortalt dem.

En børste blev pludseligt kørt igennem mit hår, det var Claudia. Hun var helt vild med mit jordfarvede, krøllede hår. Hun greb fat i mine spidser, nede ved mine hofter.

”Du kunne trænge til at blive klippet, dit hår ser forfærdeligt ud.”

Jeg begyndte at grine, det kunne jeg lige forstille mig. Sidde ved en frisør, der lige havde klippet mit hår til under ørene. Hun ville vende sig om et øjeblik, og når hun kiggede på mit hår igen, ville det gå ned til mine hofter igen.

”Hvad er der? Hvorfor synes du dog det er sjovt?”

Spurgte hun mistroisk, og gav mig et jeg-vil-have-svar-blik.

”Giv mig en saks og jeg skal vise dig det.”

Hun tøvede, men fandt en saks i natbordet. Hun rakte den til mig, og spekulerede som en sindssyg, over hvad jeg mente. Jeg tog saksen og rejste mig op, i det samme kom Annabella ind med en rød bluse i hånden. Jeg klippede hurtigt og præcist, mit hår blev klippet til det var nogle få centimeter langt. Jeg rakte min hånd ud efter børsten, Claudia gav mig den uden et ord.

De troede jeg var blevet tosset, ind til jeg begyndte at trække børsten igennem de små lokker. Hver gang jeg redte børsten igennem mit hår, blev det længere. Mit hår fik hurtigt den samme længde igen, og krøllede som før. Dog, så mit hår knap så slidt ud.

”Jeg skifter aldrig udsendende, det kan jeg ikke, uanset hvad jeg gør.”

De kan stadig ikke tro, hvad de lige havde set.

”Kan jeg få lov at skifte tøj, så vi kan komme af sted?”

De svarede ikke, de rejste sig bare og gik ud.

 

Jeg fik hurtigt skiftet, jeg lagde pyjamassen sammen, samlede mine hårlokker op fra gulvet og smed dem ud. Så bevægede jeg mig nedenunder, jeg var kun kommet ud på gangen, da Anna kom op af trappen. Hun var kold som altid overfor mig, og gik lige forbi. Jeg havde valgt ikke at tale til hende, før hun talte til mig. Hun var blevet bange for Jonathan, da han blev vred på hende. Hun havde ikke snakket til ham siden. Kom han gående, gik hun den anden vej. Sådan var det bare blevet. Jeg fandt hurtigt ned i stuen, hvor Christian, Annabella, Claudia og Jonathan var.

”Hvad har du lavet? Annabella og Claudia så helt forkert ud, da de kom herned, det gør de stadig.”

Han læste hurtigt mine tanker, imens han spurgte. Han lo.

”Hvad er det, der er så sjovt? Jake? Hallo, er du helt normal?”

Christian var bekymret for at Jonathan havde mistet forstanden. Jonathan lo, som havde jeg aldrig hørt ham le før. Han havde ikke luft at forklare, så jeg fortalte hurtigt hvad der var sket. Jonathan var holdt op med at grine, og stod i stedet og smilede stort. Han hev mig tæt ind til sig, og kyssede forsigtigt siden af min hals. Jeg fnes let ved berøringen.

Annabella og Claudia sad og kiggede lidt surt på Jonathan, de synes ikke det var sjovt. Christian forstod ingenting.

”Så du klippede dit hår, også groede det ud igen til samme længde på nogle sekunder?”

Spurgte han gentagende.

”Ja, og hvis du ikke tror på mig, kan jeg klippe det igen.”

Sagde jeg hurtigt og overbevisende.

”NEJ!”

Udbrød Annabella og Claudia på samme tid. De så på hinanden et kort øjeblik og begyndte vi alle at grine. Undtagen Christian, han kunne ikke se komikken i det. Så han rystede hovedet, og gik.

”Du kunne godt have advaret os, så havde vi nok ikke set så dumme ud.”

 Annabella kiggede på Jonathan, hun ventede på hans svar.

”Nu havde jeg ikke regnet med at hun ville klippe sit hår af.”

Sagde han forsvarende.

”Ja, okay, du kan ikke vide alt, hvad hun går og laver.”

Jonathan grinede kort, han tænkte på en aften hvor vi havde været i byen, før han havde mødt Dean. En aften med lidt for meget brændevin på min side. Jeg gav ham hurtigt en albue i siden, han kunne lige våge på at sige noget. Han greb ud efter mig, men fik kun fat i spidsen af mit hår, da jeg hurtigt havde flyttet mig fra ham. Annabella kiggede på os, hun fandt hurtigt ud af, at det var noget som hun ikke skulle vide.

Jeg fik skyldfølelse, de vidste heller ikke noget om voldtægten. Jeg havde det som om jeg løj for dem.

Claudia lagde en arm om mig, jeg afslørede mine følelser alt for let.

”Er du sikker på det er en god ide, vi tager i byen? Du ser ud til at du har det skidt.”

Jeg skiftede hurtigt humør, en af de ting jeg var meget god til, jeg var god til at bedrage.

”Jeg har det fint. Og hvad angår byturen. En god ide? Nej, men har jeg noget valg? Jeg kan ikke blive ved med at låne jeres tøj.”

Hun smilte igen, og gav mig et let kram.

”Nej, det kan du vel ikke.”

 

Annabella og Claudia havde lige noget de skulle hente, så imens var Jonathan og jeg gået ud i garagen. Vi ventede bare på dem, vi var på forhånd blevet enige om at tage Jonathans bil, der var en sort Volvo.

Jonathan og jeg steg ind foran, han så kort på mig. Han var sur over at jeg følte mig skyldig, over hvad der var sket. Jeg så væk, og mærkede en undskyldning komme listende i mit sind.

”Det er okay.”

Hviskede jeg tilbage.

Vi sad og ventede i et kvarter, før Annabella og Claudia endelig kom. Jonathan og jeg rystede i fællesskab på hovedet, da vi fandt ud af hvorfor det havde taget dem så lang tid. De havde et helt andet sæt tøj på, og havde nogle små fyldte tasker i deres hænder.

Turen ind til byen tog en halv time, selv med Jonathans fart. Han kørte helst med farten over hundrede. Imens vi kørte, snakkede Annabella og Claudia om hvilke tøjbutikker vi skulle i, og alt det tøj jeg skulle prøve. Jeg sukkede dybt, jeg tvivlede på mine overlevelseschancer på den her tur.

Mit sorte humør morede tilsyneladende Jonathan, der ikke var i dårligt humør mere. Annabella og Claudia forstod ikke, at jeg var så meget imod en tur i byen. Jeg forsøgte på bedste vis, at forklare at jeg bare ikke var vild med at prøve en masse tøj, og så at andre betalte for det.

Jeg opgav til sidst, de kunne ikke forstå at jeg synes det var så kedeligt, og de havde jo ikke noget imod at betale for mit tøj. De havde alligevel så mange penge, da de jo havde snydt en smule med nogle kreditkort.

Men jeg havde en dårlig fornemmelse, den her tur ville ende på en anden måde end vi havde planlagt det. Jeg var blevet stærkere, men jeg var stadig for svag til at bruge alle mine evner, så hvis der skete noget, måtte jeg klare mig uden.

Jonathan lagde sin hånd på min, jeg måtte simpelthen til at huske at sløre min tankegang, når han var i nærheden. Jeg kiggede ind i hans øjne, de var stadig lidt bekymrede, men de udstrålede også glæde.

Han vendte igen opmærksomheden mod vejen, men lod sin hånd ligge på min. Jeg lagde mærke til stilheden, og vendte mig om. Annabella og Claudia sad og kiggede på os, deres talestrøm var stoppet. Det strålede ud af dem begge, de var glade på Jonathans veje, de havde aldrig set ham så glad før.

De opdagede at jeg kiggede på dem, de vendte hurtigt opmærksomheden mod hinanden igen, og deres talestrøm begyndte igen. Men den var ikke som før, nu var deres opmærksomhed ikke på samtalen, men på os.

Det ville blive en lang tur.

 

Jonathan satte os af på hovedgaden, han havde noget han skulle ordne, og før jeg fandt ud af hvad det var, kørte han.

Annabella og Claudia trak af sted med mig, og jeg forbandede shopping langt væk. Hele byen var pyntet op, den var pyntet op med visne blade og regnskyer i pap. Jeg forstod ingenting, hvorfor skulle byen pyntes sådan?

”Undrer du dig over udsmykningen?”

Spurgte Claudia forsigtigt. Jeg nikkede.

”Mon ikke, hvad gør den godt for?”

Claudia stod med hendes hænder på mine skuldre og smilte, hun nød det. Endnu en datter i familien, hun kunne tage sig af.

”En form for mærkelig tradition de har her i byen, når sommeren slutter. De fejrer det med fest, dekorerer hele byen og holder udsalg. Hvilket er en god ting, jeg elsker shopping.”

Brød Annabella ind.

”Hvad ville du gøre, hvis der ikke var noget der hed shopping?”

Annabella havde givet mig forklaringen, før Claudia kunne nå at svare mig.

Nu stod hun og tænkte, jeg kunne ikke stå for fristelsen, jeg lukkede stille op for hendes sind.

Tankerne for rundt, hun forsøgte at bygge en verden op, en verden uden shopping, det lykkes ikke.

”Jeg har simpelthen ingen anelse. Nej, Elisabeth, tak.”

Claudia smilte stort, jeg lignede et spørgsmålstegn og Annabella stod og tænkte i hendes helt egen verden. Jeg havde sagt det i en spøg, og Annabella sagde tak.

Claudia forklarede hurtigt, og jeg fik lidt mere kendskab til Annabellas specielle sind.

”Annabella har et meget kunstnerisk sind. Hun er en lille forfatter, som Marcus har beskrevet det. Hun er god til at opdigte historier, ja, hele verdener. Det, du sagde, er en udfordring til Annabella, og dem får hun ikke mange af mere. Vi andre har opgivet, vi giver hende nogle der er for lette.”

”Okay… Det tror jeg, at jeg forstår.”

Claudia smilede igen stort til mig, og trak så af sted med mig.

 

Jeg var ikke vant til byen, og fulgte bare efter Annabella og Claudia. Mens jeg holdt hovedet bøjet mod jorden. Vi gik ned af en gå-gade, der var mange mennesker, men når de fik øje på Annabella og Claudia, gik de uden om.

”Så skal vi i hvert fald ikke bekymre os om pladsmangel.”

Annabella havde sagt det til mig, da vi var gået ned af gade nummer hundrede.

Jeg kunne ikke finde rundt mere, men kunne se på Annabella og Claudia at de var vant til byen.

Endelig, efter hvad der virkede som en evighed, stoppede vi ude foran en butik. En tøjbutik, hvad ellers?

Vi gik ind og Claudia og Annabella for i hver sin retning, for at finde noget pænt tøj til mig.

Jeg blev nervøs, jeg kunne ikke lide at være alene et fremmede sted.

”Elisabeth, tag dig sammen.”

Jeg gentog det for mig selv, om og om igen, indtil jeg var rolig. Jeg begyndte at gå rundt i butikken, og kigge på indretningen. Butikken var ikke særligt stor, den bestod af tre lokaler, det som jeg stod i, prøverum og et større rum ved siden af det her.

Der stod borde med bukser, nogle hylder med sko og nogle knager med bluser og jakker. Der var sat højtalere op, og et enkelt fjernsyn kørte med nogle reklamer for tøjet. Kasseapparatet stod inde i det andet rum, hvor der var mere tøj.

Jeg gik stille rundt og kiggede ligegyldigt på nogle bluser, da døren gik op og en større flok mennesker trådte ind. Jeg kiggede rundt igen, mere grundigt denne gang, og ganske rigtigt udsalgskilte.

Spar op til 40 %, køb to betal for en, køb to udsalg varer, få den billigste til halv pris.

Jeg forsøgte at gøre mig usynlig, så jeg gemte mig blandt jakkerne og skohylderne.

”Hvornår kommer de tilbage?”

Jeg hviskede det for mig selv, for lavt til at nogen kunne høre det. Imellem tiden havde gruppen af mennesker delt sig, og var begyndt at brede sig ud i hele butikken. Nogle få dukkede op bag mig, jeg vendte mig hurtigt om og gik.

Lige ud i midten af butikken, hvor de alle kunne se mig.

En lille, langhåret blondine gik forbi mig. Uheldigvis kræver mennesker ikke den store koncentration for at åbne deres sind, så hendes sind åbnede sig for mig, uden at jeg havde bedt om det. Alle sindene åbnede sig, og stemmerne kom listende, de fortalte og forklarede. De undrede sig over mig, hvem var jeg, de havde aldrig set mig før, hvor kom jeg fra…

”Freak.”

”Hvad fuck glor hun på?”

”Utroligt.”

Det blev for meget, stemmerne blev for høje, for mange.

En hånd blev lagt på min skulder, jeg fik et chok. Uden at have lagt mærke til det, havde jeg sendt elektriske impulser ud i luften. Lyset gik amok, fjernsynet glimtede og billedet hoppede og dansede og højtalerne udsendte ikke musik, kun støj.

Annabella var blevet opmærksom på det, og var kommet i tanke at de begge havde efterladt mig alene.

Hun førte mig udenfor, hvor hun satte mig på en bænk og lagde en arm omkring mine skulder.

”For mange mennesker?”

”Ja.”

Fik jeg fremstammet, jeg var stadig svag og burde have passet bedre på. Mit lille nummer kunne have afsløret os, og det var for udmattende for mig at gøre den slags ting endnu.

Claudia kom farende ud af butikken, hun ledte efter os. Da hun fik øje på os, gik hun hurtigt hen til os, og tog mig i hænderne. Hun satte sig ved siden af mig. De sad nu på hver sin side af mig, jeg følte mig som et lille barn, der manglede sine forældre. Og nu havde to fremmede fundet mig, og ville hjælpe.

”Hvad skete der? Er du okay Elisabeth?”

Spurgte Claudia hurtigt. Jeg så ned i jorden, da hun holdt mig tættere ind til sig.

”Det tr… Det tror jeg.”

Claudia lagde mærke til at jeg trak på det. Annabella spurgte igen, hun var blevet bekymret for mig.

”Hvad skete der? Du ser lidt skidt ud.”

Kommenterede hun, og holdt kort sin hånd mod min pande.

”Mine evner er ved at komme tilbage. Normalt behøver jeg ikke at anstrenge mig, sindene åbner sig bare for mig. Men fordi jeg er svagere end jeg plejer, kan jeg ikke rigtigt styre det ordentligt, det blev for meget på en gang, så derfor flippede elektronikken ud.”

Jeg forsøgte at smile, men det lykkes ikke rigtigt, da jeg stadig var lidt svimmel. Annabella virkede overrasket, og stillede endnu et spørgsmål.

”Hvor mange evner har du egentligt? Det er normalt kun at have en, men du kan læse tanker, få elektronikken til at gå i hård knude… Hvad ellers? Jonathan har ikke fortalt at du havde så mange evner, han kunne godt…”

Claudia stoppede hende midt i hendes talestrøm, hun så kort på mig, også så hun på Annabella. Hun var nysgerrig, men hun ville ikke have at jeg blev dårlig igen, så jeg valgte at fortælle dem det, ellers kom spørgsmålet bare en anden gang. Jeg kunne lige så godt få det overstået.

”Annabella, Claudia, mine evner er uden grænser. Jeg kan manipulere med naturens elementer, elektronik, hvad du end kan finde på, det kan jeg. Hvis jeg ikke var svag, kunne jeg med lethed flytte os til Antarktis og tilbage igen. Uden problemer, jeg kan meget og det er det, der gør mig anderledes end andre vampyrer. Det, der gør mig farlig at omgås.”

Sluttede jeg tøvende af, og så op på Annabella.

”Kan du så også se fremtiden?”

Annabella sad med store hundehvalpeøjne, hun fandt det fascinerende at jeg kunne så meget.

”Nej, fremtiden er ikke en ting, du kan lægge fast, den er ikke en ting du kan bestemme over. Fremtiden ændrer sig hele tiden, så hvis man kunne se, ville det ændre sig for ens øjne hele tiden. Det ville gøre en vanvittig.”

Jeg hviskede nærmest det sidste, et glimt fra min fortid dukkede op, men det blev stoppet. Jeg så op, Annabella havde lagt hendes hånd i mine hænder, hendes evne arbejdede. Hun så på mig, hun smilte et sødt lille smil til mig, og åbnede sin mund for at tale.

”Jeg er begyndt at kunne mærke, når du tænker på… Din fortid. Så kan jeg stoppe det, før det gør dig dårlig.”

Sagde hun undskyldende, i tilfælde af at jeg ikke ville have hendes hjælp. Men jeg bød det glædeligt velkommen.

”Tak, Annabella. Det hjælper.”

Forsikrede jeg hende om.

”Hvordan vidste du egentligt, hvordan man ville reagere på at kunne se fremtiden?”

Claudia så på mig, det var ikke meningen at det skulle siges højt, men hun var kommet til det alligevel. Hun slap mig forsigtigt, og så afventende på mig. Jeg vendte blikket ned mod jorden, jeg kunne ikke se dem i øjnene, når jeg fortalte dem det.

”Jeg rejste på et tidspunkt rundt med en flok af vampyrer, de vidste selvfølgelig ikke hvem jeg var, men det var sikrest at rejse i grupper på det tidspunkt. En vampyr havde afsløret sig for menneskene, og han var blevet dræbt af dem. Han var en gammel, harmløs vampyr, der bare ønskede at leve i fred. Efter det, satte menneskene jagt ind på vampyrer. Dusører blev udlovet, såkaldte vampyrjægere dukkede op, og mange handelsmænd tjente gode penge på at sælge talismaner, forskellige urter mod beskyttelse, smedjer solgte våben til højeste bydende. Kirken tjente stort på at slå uskyldige mennesker ihjel, der var under anklage for at være vampyrer. Vi holdt os til små landsbyer, og holdt os altid i bevægelse.

Engang kom vi til en lille landsby, den var på den anden ende, købmandsdatteren var blevet fundet skyldig i at være vampyr. Hun skulle brændes den næste dag, og blev låst inde i et forrådskammer under bødlens hus. Jeg kunne ikke lade hende dø, for noget der ikke var hendes skyld. Så da hele byen sov, forsøgte jeg at redde hende. Det stakkels pigebarn, hun var så bange, hun stod med løkken om halsen, da jeg kom. Hun havde lavet det af et tæppe, og det hjalp ikke at jeg kom ind af døren.

Hun var bevidstløs, da jeg bragte hende til de andre. De fleste var rejst, kun den yngste var tilbage, han ventede på mig.  Han ville ikke kunne have styre det, så jeg overtog hans sind, jeg brugte ham til at forvandle hende. Da hun vågnede igen, havde hun det fint. Hun fandt sig i sin nye skæbne, hun lærte hurtigt og jeg kom til at holde af hende. 

Der var gået nogle uger, drengen havde forladt os, og vi rejste kun os to. Vi havde været ude at jage, da hun så at det var en fælde, vi nåede at slippe væk i sidste øjeblik. Vi troede i starten, ikke at det var noget der kunne give problemer. Men der gik nogle uger, hendes syn blev værre og værre.

Til sidst så hun hele tiden, hun lå bare og skreg på jorden. Jeg forsøgte at fjerne det, men det krævede at jeg gjorde det hele tiden. Det kunne jeg ikke, jeg fik ikke min søvn og det gjorde mig bare mere træt.

Hun bad mig en dag om at dræbe hende, hun kunne ikke mere, det kunne jeg heller ikke. Så i stedet for at hun skulle lide, gjorde jeg en ende på hendes smerter.”

Jeg havde lyst til at græde, da jeg var færdig med at fortælle, men Annabella holdt stadig mine hænder. Hun holdt mig rolig.

Vi sad længe på bænken. Sad bare, sagde ingenting. Vi måtte til at videre, jeg kunne snart ikke holde ud at sidde der længere. Jeg flyttede deres hænder fra mig, og rejste mig og gik. De fulgte hurtigt efter mig.

”Kender i andre butikker, hvor der er knap så mange mennesker? Det var meningen jeg skulle have tøj, ikke?”

Claudia kom til sig selv.

”Jo, men Elisabeth. Din historie… Den…”

Begyndte hun, jeg afbrød hende hurtigt.

”Det er fortid, og den skal i ikke lade ødelægge den her tur. Jeg har vænnet mig til at miste…”

Jeg gøs let ved ordene, vænnet mig til, da jeg godt vidste at det var en løgn.

”Elisabeth…”

 Annabella havde hørt mig, og blandede sig.

”… ingen vænner sig til at miste nogle, de holder af. Uanset hvor gammel man er.”

Sagde hun roligt, hun var godt klar over at jeg havde løjet. Jeg så væk.

”Bare glem jeg har fortalt jer historien, jeg kan ikke holde ud når nogen er ked af det på mine vegne.”

Bad jeg forsigtigt, og lagde armene om mig selv. Claudia sukkede over min modvilje, men gav efter.

”Okay, lad os finde en anden butik, hvor vi kan kigge efter tøj.”

 

”Hvad med den her?”

Spurgte jeg forsigtigt. Jeg havde fundet en sort læderjakke, lange ærmer, sølvfarvede knapper og to brystlommer.

”Den her? Mener du det alvorligt eller prøver du at signalere at du ikke gider flere butikker?”

Annabella havde hurtigt taget jakken af bøjlen, og stod med den i hænderne. Vi havde været i syv andre butikker på jagt efter en jakke til mig, men de var enten udsolgt eller var upraktiske.

”Jeg mener det alvorligt, den er smart og praktisk.”

Sagde jeg roligt, da jeg så hendes skæve blik.

”Elisabeth, mener du ikke at den er lidt vovet?”

Spurgte hun tøvende, og gav mig et tvivlende blik.

”Annabella, jeg er ikke femten, husker du nok. Jeg er ikke din irriterende lillesøster, som du skal passe på at jeg ikke kommer i ballade.”

Hviskede jeg utålmodigt til hende, men besluttede mig for at skifte taktik, da hun ikke var blevet overtalt. Jeg smilte stort til hende, hun kunne ikke stå for mig, når jeg smilede charmerende til hende.

”Det gælder ikke. Claudia!”

Claudia dukkede op med sytten forskellige par bukser og bluser i hænderne. Det var noget jeg skulle prøve, kunne jeg hurtigt konstatere. Jeg sukkede dybt.

”Er det ikke nok med de andre sytten stykker tøj, i har købt til mig i de andre butikker?”

Spurgte jeg klagende.

”Du kan jo lige prøve det, også se hvad du synes.”

Jeg fik stakken af tøj, stukket i hænderne, jeg sukkede dybt igen. Hun mente, at hvis jeg kunne passe det, så skulle jeg have det. Claudia opdagede endeligt jakken, Annabella stod med i hænderne.

”Jeg troede ikke du kunne lide læderjakker.”

Sagde hun skeptisk, og tog den fra Annabella. Jeg gav Annabella et bedende blik, som hun forsøgte at ignorere, men det mislykkes. Hun var ved at give efter.

”Elisabeth fandt den, hun kan godt lide den, men jeg ved ikke rigtigt. Den er lidt vovet.”

Sagde hun roligt, som om jeg bestemt ikke skulle have den.

”Annabella, dog. Hun er ikke femten, og skal vel have lov at bestemme lidt selv.”

Sagde Claudia moderligt, som for at løse en konflikt mellem to søstre.

”Hun er ikke femten, men hun ser sådan ud. Hun ender med at give en eller anden hjertestop, hvis hun fortsætter med at finde sådan noget tøj. Hun kommer i hvert fald til at give Jonathan et ordentligt skræk, han er vel ikke vant til at hun ser sådan ud.”

Jeg rømmede mig, højt nok til at de kunne høre det, men for lavt til at ekspedienten hørte det, da hun gik forbi med nogle få bluser i hænderne.

”Jeg står her stadig, og jeg forlanger den jakke, ellers kan i godt glemme at jeg prøver mere tøj.”

Sagde jeg stædig, da Claudia var ved at give efter for Annabellas ord.

”Fint.”

Annabella gav sig, hun var tydeligvis utilfreds, det morede mig og jeg begyndte at grine. Først stod de bare og kiggede på mig, men så måtte de overgive sig til sidst.

Vi stod og grinede et stykke tid, og bagefter fik jeg prøvet tøjet. Det blev købt og betalt, og vi forlod forretningen. Jeg, med min nye læderjakke.

 

Vi var godt læsset med poser og skoæsker, jeg havde talt tyve poser sidst, men det var to butikker siden. Uden at vi havde lagt mærke til det, var det blevet sent. Meget sent, solen var for længst gået ned og månen stod nu klar og høj på himmelen.

Annabella ringede hurtigt til Jonathan, nu kunne han godt hente os, vi var færdige med at shoppe.

Han meddelte hurtigt at han lige havde noget, han skulle ordne. Så han ville blive en halv time forsinket, så vi måtte finde på noget vi kunne få tiden til at gå med.

Annabella fandt hurtigt på noget vi kunne lave, der var en lille smykkebutik, der havde åbent sent. Claudia syntes at det var en god ide, og så måtte vi af sted igen.

Butikken lå et par gader væk, og det ville tage lang tid at gå der om, i mennesketempo, for ikke at blive opdaget. Så vi skød genvej gennem nogle gyder.

Vi kom hurtigt hen til butikken, vi nåede det inden den lukkede. Den havde åbent i tyve minutter endnu.

Jeg brød mig ikke om det, butikken lå inde i en smal gyde og der var kun to udgange. Det ville være det perfekte sted, at overraske nogle der lige havde købt ind ved butikken.  Jeg forsøgte at ryste tanken af mig, jeg fandt det for let, at finde steder hvor mennesker kunne jages uden afbrydelser.

Annabella fornemmede min uro, lagde en hånd på min skulder og skubbede mig blidt ind i butikken. Annabella og Claudia gik rundt i butikken, søgte, kiggede rundt for at se om der var kommet nye ting. En hylde med vedhæng og halskæder blev opdaget og udforsket.

Jeg kunne ikke koncentrere mig om smykkerne, mit blik var vendt mod det eneste vindue ud mod gyden. Et par unge mænd, tydeligvis fulde, gik forbi. Udover dem var der kun nogen fugle og gamle aviser, men jeg var stadig utryg, hvad var der galt?

Mens jeg stod optaget af mine egne tanker, var tiden fløjet forbi. Butikken skulle til at lukke, Annabella og Claudia var i gang med at betale for de ting, de havde søgt sig ud. Annabella havde købt en sølvhalskæde til mig, hun havde også købt et lille glashjerte som hun satte i, før hun svingede den over mit hoved.

Først fik jeg et chok, indtil jeg fornemmede at det var hende. Hun lukkede halskæden, og vendte mig mod et spejl. Halskæden passede perfekt til min lyse hud.

”Tak…”

Fik jeg fremstammet, jeg skulle lige komme mig over chokket.

”Det glæder mig du kan lide den. Vi skal til at gå nu, butikken lukker og Jonathan er her om nogle små minutter.”

Også dansede hun ellers ud af døren, hun var glad for at jeg kunne lide gaven.

”Annabella holder meget af dig, derfor hjertet.”

Forklarede Claudia. Hun stod ved siden af mig, og smilede venligt.

Jeg havde undret mig længe nu, men ville ikke selv tvinge mig frem til svaret i deres sind. Men jeg kunne ikke spørge Anna, hun var stadig sur på mig. Jeg valgte at spørge Claudia, hun var trods alt en slags mor for dem. Det var det jeg godt kunne lide ved hende.

”Hvad er Annas historie? Har det noget med at gøre med hvorfor hun hader mig?”

Spurgte jeg forsigtigt, men lod som ingenting.

”Had er et stærkt ord.”

Sagde hun roligt, da vi trådte ud af butikken. ”Ikke desto mindre er det sandt.”

Vi begyndte at gå, mens hun tænkte. Jeg valgte ikke at lytte til hendes tankegang, hun skulle selv bestemme.

”Vi fandt Anna og Christian for nogle få år siden. De havde rejst rundt i verden i lang tid, på jagt efter andre af vores slags. Deres skabere havde efterladt dem, uden at lære dem noget. Anna har et meget stort problem med at styre sin sult, det er næsten umuligt for hende, medmindre hun går på jagt regelmæssigt. Hun har stadig ikke vænnet sig til smagen af dyr, og hader det. Da hun fandt ud at du er den første, mener hun at det er din skyld, og din skyld alene, at vampyrer eksisterer. Hun skylder let skylden på andre, da hun ikke kan bære den selv. Man skulle tro…”

Claudia blev afbrudt, da en af de unge mænd jeg havde set tidligere, dukkede frem af skyggerne.

Hans øjne var blodskudte, og det var tydeligt at han ikke kun var påvirket af alkohol. I hans højre hånd holdt han en kniv, lang nok til at gøre noget alvorligt skade.

”Giv mig jeres penge, og så sker der ikke jeres veninde noget.”

En anden trådte frem fra skyggerne, han holdt Annabella tæt ind til sig, med hånden over hendes mund. Det var tydeligt, at de mente det alvorligt. Annabella ville med lethed kunne have sluppet fri, men vi var midt inde i byen, deres skrig ville kunne høres for let. Jeg vidste, jeg var nødt til at gøre og hvad prisen ville være. Men jeg havde ikke et andet valg, Annabella kunne komme til skade, og det ville jeg ikke risikere. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt en enkelt gang. Jeg satte i bevægelse, selv Annabella og Claudia ville ikke kunne følge med i den fart.

Et hurtigt, let hop op af væggen, gav mig kræft nok til et enkelt spark, som sendte manden med kniven i jorden. Han ville ikke rejse sig lige foreløbigt. Jeg hoppede hurtigt over Annabella, og landede bag ved ham, der holdt hende. Jeg vendte ham hurtigt og fjernede den kniv, han havde skjult oppe i ærmet. En hurtig armbevægelse og han blev slået bevidstløs. Jeg smed kniven langt fra mig.

Endnu en, der havde skjult sig i skyggerne sprang frem. Hun forstod ingenting, og fægtede løs rundt om sig med en kniv. Jeg havde ikke opdaget hende, før hun sprang ud. Jeg forsøgte at undgå hendes kniv, men hun ramte mig. Hun ramte mig hårdt, og slog mig i jorden. Da hun fik øje på mig, sprang hun på mig.

Annabella og Claudia stod i chok, og kunne ikke bevæge sig. Hun huggede ud efter mit ansigt, og snittede min kind. Jeg kunne mærke mit kolde blod løbe ned af mit ansigt. Annabella satte sig endelig i bevægelse og rev hende væk fra mig, pigen reagerede ved at slå ud efter hende.

Claudia kom hurtigt hen til mig, og lagde en hånd på min kind. Pigen slap fri af Annabellas greb og for mod Claudia. Jeg skubbede hurtigt Claudia væk, og spændte ben for pigen. Hun væltede forover og slog hovedet ind i muren bag mig.

Det slog hende ikke bevidstløs, så hun forsøgte at komme op og stå igen. Men slaget havde gjort hende desorienteret og forvirret, jeg greb hurtigt ind. Jeg lagde mine hænder på hendes hoved, og drejede rundt.

Knæk. Hun sank sammen på jorden, jeg havde gjort det så mange gange før, at det var en vane.

Jeg støttede mig til muren og gik væk fra hendes krop.

Annabella løb hurtigt hen til pigen, og undersøgte hende. Imens tjekkede Claudia til mændene, deres puls var stærk og regelmæssig. Pigens var ikke.

Annabella vendte sig mod mig, og skulle til at sige noget. Da Jonathan kom kørende, i høj fart, ned gennem gyden. Han steg ud af bilen, og så fra Annabella til Claudia.

Han så hurtigt på liget af pigen, og på mændene, så satte han i løb over til mig.

Han greb mig, før jeg sank helt sammen. Annabella tog sin jakke af og lagde den sammen som en pude. Jonathan lagde mit hoved på den, og tog forsigtigt min jakke af.

Kniven sad stadig i siden på mig, og gjorde at jeg blødte slemt. Jonathan tog hurtigt sin bluse af, og rev den i strimler. Han greb fat om kniven, men blev stoppet af Claudia, der lagde en hånd over.

”Hvis du hiver den ud, kan du risikere det bliver værre.”

Sagde hun uroligt.

”Jeg kan ikke stoppe blødningen, medmindre jeg tager kniven ud, og hvis jeg ikke stopper blødningen, bliver det meget værre.”

Kommenterede han uroligt. Claudia flyttede hurtigt hånden, og lod Jonathan arbejde.

Jeg mistede bevidstheden et øjeblik, men genvandt den, da mit hoved blev lagt i Annabellas skød på bagsædet i bilen. Hun aede bekymret min pande.

Jonathan kørte hurtigt hjem, mens jeg svævede mellem bevidstheden og bevidstløsheden.

Vi ankom, og han løftede mig hurtigt ud af bilen og indenfor.

Da han havde båret mig ind af hoveddøren, gik han ind med mig i køkkenet. Dean sad klar, han havde fundet forbindinger og ekstra blod frem. Jeg blev lagt på bordet, og fik et kort glimt af Anna, der stod i døren og så hånligt på mig.

Dean stak en nål i armen på mig, så alt blev tåget og forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...