Angeline

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2012
  • Opdateret: 15 jul. 2013
  • Status: Igang
Angeline forelsker sig for første gang men det er ikke uden komplikationer. Det er helt ukendt for hende at have så store følelser for et menneske, og hvordan skal det nogensinde kunne fungere når hun er nødt til at foregive at være en anden? Kan hun fortælle ham hvad hun virkelig er?

Historien foregår i en verden skabt af magi, hvor en magisk og majestætisk race beskytter kilden til al magi.

Jeg har selv skabt denne verden, og historien omkring den. Tiden kan virke forvirrende, da der både er gammeldags og moderne ting med. Men husk på at det er et magisk sted, så tid har ingen betydning, og ikke alt behøver at give mening. ;)

GOD FORNØJELSE :)

10Likes
16Kommentarer
1815Visninger
AA

9. Slottet

Vognen kørte op ad en lang grusvej, forbi buske, træer med violette kroner og de smukkeste blomster i et utal af farver. Angeline kunne mærke at det gik op ad bakke, og hun stak hovedet ud af vinduet for at se hvor de var. Hun blev noget overrasket over det syn der mødte hende. Ikke langt fremme knejsede høje tårne bygget af store sten. Mellem alle tårnene var en port af mørk træ, med gyldne forkromninger.

Angeline måbede. ”Er vi på vej mod slottet?”

”Ja selvfølgelig.” Nikkede Aiden, med et undrende blik hvilende på hende. ”Det troede jeg du vidste.”

”Vidste hvad?” Angeline forstod slet ikke hvad der foregik. Skulle hun stå foran kongen for at få lov at blive?

Aiden bare grinede. ”Du ved det virkelig ikke, vel?”

Hun kunne ikke gøre andet end at ryste forvirret på hovedet. Vognen standsede lige foran slottets port, og vognens dør blev åbnet af en vagt der havde posteret ved porten. Aiden trådte først ud, og bød endnu en gang sin hånd til Angeline, der denne gang tog imod den uden tøven. Hun rystede af ærefrygt da hun stod foran den store port, i det endnu større og eventyrlige slot. Hele sit liv havde hun siddet og kigget på slottet fra sit bjerg, hun havde beundret det på afstand, og nu hvor hun stod foran alt dets pragt, følte hun sig en anelse svimmel. Det var smukkere end hun nogensinde havde forestillet sig. De store hvide sten som slottet var bygget op af, skinnede svagt i lyset og fik hele slottet til at se forgyldt ud. Rundt omkring var murene elegant dekoreret med et sirligt mønster i guld, som fik slottet til at virke levende og magisk. Tårnenes mørke violette tage, kunne kun svagt anes fra jorden af. Angeline var så betaget, at hun knapt bemærkede, at Aiden havde taget hendes hånd, og var begyndt at føre hende frem mod porten.

Hun fulgte bare ganske stille med, da Aiden trak hende indenfor. Slottet var ikke mindre eventyrligt indenfor. De kom ind i et meget stort rum, med utroligt højt til loftet. Der var udsmykket, med de fineste guld og violet mønstrede vægtæpper. Store grønne buske, med fuchsia farvede blomster, voksede i store gyldne potter. Et langt violet tæppe, førte op af en bred trappe, der endte i en balkon med en dør i hver ende. Over denne balkon, hang en meget stor gylden lysekrone, med klare krystaller. Det var som at træde ind i en helt anden verden.

Aiden førte hende op ad den store trappe, og mod døren til venstre. De trådte ind i et rundt rum, Angeline gik ud fra, at de måtte være, i et af tårnene. En trappe snoede sig længere op i tårnet, ved at følge væggen, og Angeline kunne ikke se hvor den endte. Men Aiden førte hende ikke op ad trappen, han førte hende gennem en dør, i den østlige ende, af det cirkulære rum. Denne dør førte til en lang og bred gang, med en dør i hver ende, og en i midten af højre væg. Øverst på venstre væg, var store mosaikvinduer strategisk placeret, langs hele vægen. Aiden førte Angeline halvvejs ned ad gangen, og stoppede foran døren på højre side af dem. En enkelt tjener, klædt i en meget mørk lilla uniform, stod vagt ved døren. Han bukkede for dem, og åbnede så den store dør.

Denne gang trådte de ind i det hidtil største rum. Der var to døre i dette rum, foruden den de lige var trådt ind af. Der var en i væggen overfor dem, og en i væggen til venstre for dem. Hele rummet, men særligt væggen til højre for dem, var dekoreret med store billeder af kvinder og mænd, med henholdsvis kroner og tiaraer på hovedet. I loftet hang en kæmpe guld lysekrone, med klare diamanter i forskellige størrelser. Under lysekronen var placeret et langt, hvidgyldent, marmor bord, fint dækket med en violet bordløber, og gyldent service. Et overdådigt udvalg af mad stod klar på bordet, og tjenere stod klar med stofklude over armen, og små bakker med hver en kande på, i hænderne. Ved den ene bordende sad en elegant kvinde, med ansigtet vendt mod de to, der lige var trådt ind ad døren. Ved den anden bordende, sad en stor og mægtig udseendet mand, der ligeledes så mod dem.

Manden var den første der brød stilheden. ”Lige i tide til maden ser jeg.” Sagde han med et stort grin om munden, og et glimt i øjet.

Aiden grinede og svarede bare: ”Hej far.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...