Angeline

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2012
  • Opdateret: 15 jul. 2013
  • Status: Igang
Angeline forelsker sig for første gang men det er ikke uden komplikationer. Det er helt ukendt for hende at have så store følelser for et menneske, og hvordan skal det nogensinde kunne fungere når hun er nødt til at foregive at være en anden? Kan hun fortælle ham hvad hun virkelig er?

Historien foregår i en verden skabt af magi, hvor en magisk og majestætisk race beskytter kilden til al magi.

Jeg har selv skabt denne verden, og historien omkring den. Tiden kan virke forvirrende, da der både er gammeldags og moderne ting med. Men husk på at det er et magisk sted, så tid har ingen betydning, og ikke alt behøver at give mening. ;)

GOD FORNØJELSE :)

10Likes
16Kommentarer
1801Visninger
AA

5. Oprindelse

Det blev ikke sidste gang Angeline tog Aiden med op på sin klippeafsats. Hver morgen kom Aiden kørende i sin pantertrukket vogn, og hver morgen klatrede Angeline og Aiden sammen op på klippen. Angeline var efterhånden begyndt at tænke på stedet som hendes og Aidens, det var ikke længere kun hendes specielle sted. Altid inden Aiden tog af sted, spurgte han om Angeline ikke ville med, hver gang smilede hun og takkede pænt nej. Men hun var begyndt at tænke, om det virkelig ville være så frygteligt hvis hun tog med ham? En enkelt dag kunne vel ikke skade, kunne det? Hun var så nysgerrig efter at se de dødeliges hjem, Aidens hjem. Hendes mor havde jo trods alt sagt at hun ikke ville forhindre hende i at se verden, men hun havde vist heller ikke forventet at et menneske ville invitere Angeline med hjem.

En aften da Angeline og hendes mor sad ved aftenbordet, sagde Angeline: ”Mor, jeg har tænkt mig at rejse ud for at se hvor menneskene bor.”

Hendes mor blev så forskrækket at hun nær var blevet kvalt i sin suppe. Hun så på Angeline med store øjne men trak så på skuldrene. ”Tja, jeg vidste vel at den dag ville komme før eller siden, selvom jeg havde håbet på at det blev siden snarere end før.” Hun smilede et lille trist smil. ”Jeg går ud fra at der ikke er noget jeg kan gøre for at få dig på andre tanker?” Angeline rystede på hovedet. Hendes mor sukkede, men hun smilede og sagde: ”Jamen så har jeg vel ikke andet valg end at lade dig tage af sted.”

Angeline kunne ikke lade være med at grine højt, hun sprang op af stolen og slog armene om sin mor. ”Tak mor. Jeg elsker dig.” Hun kyssede hende på kinden og satte sig ned igen.

Efter maden hjalp Angeline med opvasken og gik så op på sit værelse. Ikke længe efter bankede hendes mor på, og trådte ind. ”Hvornår tager du af sted?” Spurgte hun stille.

”I morgen.” Svarede Angeline ligeså stille.

”Allerede i morgen?” Hendes mor sukkede dybt. ”Her bliver så stille uden dig.” Hun så på Angeline, som ikke helt vidste hvad hun skulle sige. ”Jeg ved ikke hvor længe du har tænkt dig at være væk, så jeg har noget jeg vil give dig.”

”Det behøver du altså ikke mor, jeg er jo ikke væk for evigt.” Sagde Angeline forbavset.

”Det ved jeg godt kære, men jeg vil gerne give dig den nu.” Hendes mor stak hånden i lommen på det forklæde hun altid havde på når hun var hjemme, og op trak hun en lille guldmedaljon, formet som et hjerte, det hang i en tynd guldkæde. Angeline var målløs.

”Det kan jeg altså ikke tage imod.”

Hendes mor fejede al tvivl væk med en enkelt håndbevægelse. ”Selvfølgelig kan du det min skat.” Sagde hun ganske stille men bestemt. ”Denne halskæde er gået i arv fra mor til datter i mange generationer. Den kan spores helt tilbage til Anahera selv, men nu er det vist på tide at jeg giver den videre til dig.” Hun holdt forventningsfuldt halskæden op, og Angeline løftede op i sit hår så hendes mor kunne komme til hendes hals. Da hendes mor havde lukket halskæden lod hun den falde ned, og den lagde sig tilrette lige under Angelines kraveben. Hendes mor smilede til hende.

”Perfekt.”

Angeline pillede ved vedhænget og så på sin mor. Med en stemme fuld af kærlighed sagde hun: ”Tak mor.” Hun gik i stå da det gik op for hende hvad hendes mor lige havde sagt.

”Du sagde at halskæden kan spores tilbage til Anahera, betyder det” Hun blev afbrudt af sin mor.

”At vi nedstammer fra Anahera? Ja skat det gør det.”

Angeline vendte og drejede vedhænget mellem sine fingre. ”Men stammer vi ikke alle sammen fra hende?” Hendes mor nikkede. Angeline så spørgende på hendes mor.

”Hvordan kan det så være at det er vores familie der har arvet halskæden?”

Hendes mor smilede, og så på sin datter. ”Tja, jeg tror vist du er parat til at få det at vide.” Hendes mor strøg Angeline over håret. ”Det er sandt at Anahera er alles moder, du kender jo historien om hvordan vores land Anaphilon blev skabt.”

Angeline nikkede, hun havde mange gange fået fortalt historien om hvordan de to elskende Anahera og Philon var druknet, og udfra deres stærke kærlighed til hinanden udsprang landet Anaphilon: landet skabt af kærlighed. Det siges at deres ånd stadig levede i Kilden, og kun de renhjertede kunne nærme sig. Intet måtte forurene Kilden, det var derfor Angelines folk brugte størstedelen af sit liv på at vogte over den. Hvis Kildens kærlighed blev forurenet, ville hele Anaphilon synke ned på bunden af havet, hvorfra det var opstået.

Hendes mor fortsatte sin fortælling. ”Kun vi engle, som menneskene så pænt kalder os, og vores modstykke dæmonerne kender til hele historien. Anahera var gravid da hun og Philon døde, og ligesom deres ånd levede videre, gjorde deres barns ånd også. Landet voksede sammen med barnets ånd, og da både land og barn var fuldt fuldtudviklet, stod barnet som den første op af Kilden og fik fast form. Det var en kvinde. Hendes forældres ånd talte til hende, bad hende om at passe på landet og Kilden. Anahera gav deres datter sin hjertemedaljon som symbol på hendes herkomst, og som en påmindelse om at hun aldrig skulle glemme den kærlighed Anahera og Philon delte, den kærlighed der altid ville leve videre, ikke kun i Kilden, men også i landet og i vort folk."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...