Angeline

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2012
  • Opdateret: 15 jul. 2013
  • Status: Igang
Angeline forelsker sig for første gang men det er ikke uden komplikationer. Det er helt ukendt for hende at have så store følelser for et menneske, og hvordan skal det nogensinde kunne fungere når hun er nødt til at foregive at være en anden? Kan hun fortælle ham hvad hun virkelig er?

Historien foregår i en verden skabt af magi, hvor en magisk og majestætisk race beskytter kilden til al magi.

Jeg har selv skabt denne verden, og historien omkring den. Tiden kan virke forvirrende, da der både er gammeldags og moderne ting med. Men husk på at det er et magisk sted, så tid har ingen betydning, og ikke alt behøver at give mening. ;)

GOD FORNØJELSE :)

10Likes
16Kommentarer
1798Visninger
AA

4. Ny dag

Næste morgen sad Angeline endnu engang på sin klippe. Solen var ved at stå op i det fjerne men hun nød det ikke som hun plejede. Hendes tanker drejede om Aiden. Hvornår mon han ville komme? Hun trak benene op under sig. Hvad nu hvis han slet ikke dukkede op? Hun rystede på hovedet. Hvor var det fjollet. Han var jo bare et menneske, hvorfor betød det så meget for hende om han kom eller ej?

Det føltes som om tiden gik langsommere end normalt, som om solen hånede hende fordi den vidste noget hun ikke gjorde. Hun kiggede ned mod vejen der stadig var lige så øde, som den havde været da hun kom. Solen stod nu lavt på himlen, og skinnede på de store majestætiske bjerge. Hun hvilede hovedet på sine knæ og så ud mod horisonten, hvor vejen forsvandt bag et bakkedrag. Noget dukkede op i det fjerne, hun rejste hovedet med et sæt. Kunne det være ham? Det kom nærmere og nu kunne hun se den violette vogn. Ja det var virkelig ham! Hun sprang op og nærmest løb ned af bjergsiden. Hun landede med et næsten uhørligt bump på græsset, der groede ved siden af vejen.

Vognen standsede lige foran hende og Aiden trådte ud. Han smilede da han så hende og i det øjeblik gik det op for Angeline, at hun havde holdt vejret. Hun åndede lettet op og gengældte hans smil.

”Godmorgen Angeline, du ser fortryllende ud.” Hilste han. Angeline kunne mærke en ukendt varme sprede sig på hendes kinder, hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun kiggede lidt genert ned på sine nøgne tæer.

”Jeg havde håbet på at du ville tage med mig ind til byen i dag?” Han sagde det som et spørgsmål.

 Angeline rystede på hovedet. ”Det tror jeg ikke er nogen god idé.” Angeline vidste at hun gjorde det rigtige, men hun havde sådan en forfærdelig lyst til at følge med ham.

Aiden så skuffet ud. ”Nå det var da ærgerligt. Måske en anden gang så.”

Angeline smilede. ”Måske.” Sagde hun.

Aidens skuffede mine forsvandt og blev erstattet af hans vidunderlige skæve smil. Angeline mærkede sit hjerte danse sin snart velkendte lille dans.

”Nå men hvis du ikke vil med mig, kan jeg måske komme med dig?” Spurgte Aiden. Angeline blev så forskrækket over det pludselige spørgsmål, at hun ikke kunne holde et lille overrasket gisp tilbage. Hun kunne ikke vise Aiden hvor hun boede, det var strengt forbudt at tage mennesker med hjem til Philanabjerget. Aiden måtte have bemærket hendes angst, for han skyndte sig at tilføje: ”Altså bare op til din lille afsats deroppe. Jeg vil frygtelig gerne se udsigten deroppe fra.” Han smilede forsigtigt.

Angelines frygt forduftede som dug for solen, hun smilede stort til Aiden. ”Selvfølgelig.” Sagde hun som svar på hans spørgsmål.

Aiden så helt forlegen ud da han sagde: ”Men jeg har aldrig før prøvet at klatre, så du bliver vist nødt til at hjælpe mig.”

Angeline smilede. ”Det kan vi vist godt finde ud af. Kom.” Hun gik hen til bjergets fod og Aiden fulgte med. ”Bare gør lige som jeg.” Hun begyndte at klatre op. Hun vidste nøjagtig hvor hun kunne holde fast og hvor hun ikke kunne, så hun klatrede uden besvær og kiggede af og til ned for at sikre sig at Aiden var med. Han klatrede temmelig godt af en der aldrig havde prøvet det før. Han gjorde som hende og satte hænder og fødder de samme steder som hun gjorde. De nåede inden længe op på hendes afsats, selvom det tog lidt længere tid end det gjorde når det kun var hende.

Aiden satte sig forpustet på afsatsen, med begge ben hængende ud over kanten. Han stønnede af udmattelse. ”Det var hårdere end jeg havde regnet med. Du fik det bare til at se så let ud.”

Angeline smilede forstående, selvfølgelig så det let ud når hun klatrede. Hun var et højerestående magisk væsen, alt var lettere for hende end det var for almindelige dødelige. Men det kunne hun selvfølgelig ikke fortælle ham, så hun nøjedes med at sige: ”Tja, jeg har jo også prøvet det en del gange.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...