Fortabt

En ung kvindes korte fortælling om hvordan hun både fandt sin eneste ene, og mistede ham igen.....

Han var hendes vej ud af en tristhed, der truede med at tage livet af hende. Samtidigt havde han levet i over tre hundrede år, og havde ventet på hende i al den tid. Hver for sig, var hvert deres liv et helvede. Et helvede, bestående af smerte, sorg og håbløshed.

4Likes
2Kommentarer
1089Visninger
AA

11. 11: Sult.

 

Jeg vågnede den næste morgen med en forfærdeligt sult, der gnavede i mig. William var vågen, men så meget træt ud, så det lykkes mig at slippe ud af sengen, inden han kunne bremse mig.

”Alena.”

Kaldte han med en grødet stemme, jeg ignorerede den, jeg var simpelthen så sulten. Jeg for hurtigt igennem min lille stue, og ud i køkkenet. Det er faktisk ud i et, da der kun er en enkelt væg der adskiller de to steder. Jeg åbnede sultent køleskabet, og opdagede at jeg kun havde to æg og en halv liter mælk i lågen, en halv pakke bacon og pizzaresterne fra i går. Jeg forsøgte at huske hvornår jeg sidst havde købt ind, men kunne ikke huske det. Ifølge mit køleskab var det meget længe siden, hvis ikke en evighed. Jeg mærkede Williams kolde hånd på min skulder, og drejede hovedet let. Han var bleg, slog det mig straks, meget bleg.

”Jeg er sulten.”

Udbrød jeg, og vendte min opmærksomhed mod køleskabet igen. Det virkede ikke just indbydende, og jeg smækkede køleskabslågen i. Min mave knurrede utilfreds, og jeg overvejede kort hvad klokken var. Jeg blev irriteret over min hukommelse, hvad angik med at købe mad ind og begyndte at gennemgå åbningstiderne for de forskellige butikker i hovedet. Tal, på den anden side, havde jeg let ved. Utroligt lange talkombinationer, kunne jeg huske så let som ingenting.

”Hvad er klokken?”

Spurgte jeg, mens jeg forsøgte at komme forbi William, mit køkken var forfærdeligt lille. Jeg ville ikke kunne komme forbi ham, med mindre han gav mig lov, hvilket han ikke gjorde. Han så træt på mig, med et strengt blik. Han havde lagt armene over kors.

”Hvorfor?”

Spurgte han. Jeg sukkede, han havde ikke forstået noget som helst. Jeg var sulten, og skulle købe ind.

”Jeg skal købe ind, jeg er sulten.”

Sagde jeg hurtigt og forsøgte at komme forbi ham igen, han satte hænderne i siden, så der blev yderligere mindre plads. Jeg sukkede, og så opgivende på ham. Han rystede på hovedet.

”Du skal ingen…”

Han stoppede op midt i sin sætning, og drejede let hovedet. Han lyttede, det var tydeligt, så jeg forholdt mig stille. Han vendte hurtigt hovedet mod mig igen, og smilede træt.

”Du har besøg.”

Han lod mig komme forbi, så jeg kunne besvare døren. Jeg kom let til at strejfe hans hånd, da jeg gik forbi. Jeg stoppede op og så på ham, han havde mærket det. Det bankede på døren for første gang, og jeg skyndte mig ud til døren. Måske det var Camilla eller Marianne? Jeg håbede på Marianne, hun ville være høflig nok til at gå igen, uden at stille spørgsmål. Hvis det var Camilla, ved den søde grød, så ville hun spørge mig om William til jeg blev grøn i hovedet og omvendt. Jeg vidste godt hvordan det så ud, hvis man så det ude fra. Jeg havde været i byen, og havde endt hjemme hos en fyr jeg ikke kendte. Få timer efter er han i min lejlighed, og har overnattet. Jeg måtte virke som en tøjte på den verden udenfor, men jeg havde ikke været i seng med William. Jeg var faktisk ikke sikker på om det var muligt med ham, eller om vi overhovedet ville komme så langt. Ja, vi holdt af hinanden, meget endda. Men jeg ville ikke kalde det kærlighed, uanset hvor mange gange han så reddede mit liv. Det bankede igen på døren, mere hidsigt. Det var næsten helt sikkert Camilla, der bankede på døren. Hun var ikke just kendt for sin tålmodighed.

”Ja, ja, jeg kommer nu.”

Sagde jeg tålmodigt, mens jeg sloges med dørlåsen. For hundrede gang mindede jeg mig selv om at jeg skulle fikse den. Det var den anden ting, tænkte jeg, mens jeg samtidigt tænkte på min åndssvage dørklokke. Der blev banket fast på døren igen.

”Ja, øjeblik. Min lås fungerer ikke ordentligt.”

Jeg fik endeligt vredet låsen rundt, så jeg kunne få døren op. Jeg var helt overbevidst om at det var Camilla, der stod på den anden side af døren, så jeg havde forbedret mig på at give hende et kram. Men jeg tog det straks i mig, da jeg så hvem personen var, og det lumske smil han havde på læberne.

”Det var da dejligt at vide.”

Sagde han stilfærdigt, og lod sin tunge glide over hans overlæbe. En vane, jeg kendte, han var halvfuld og når han var sådan, så var han altid i sit værste humør. For man vidste ikke hvad man kunne forvente af ham, han kunne være glad det ene øjeblik, rasende det næste, tude-prins det næste igen. Jeg forsøgte at synke den hårde knude, der havde samlet sig i min hals. Det viste sig at være umuligt. Han slikkede sig over læben igen, mens hans blik gik op og ned over min krop. Jeg trak mig længere tilbage, væk fra ham, men om bag døren, så jeg hurtigt kunne smække den.

”Nej, nu vil du vel ikke være uhøflig mod en gammel ven?”

Sagde han ganske uskyldigt, men jeg faldt ikke for den længere. Jeg gav ham et ondt blik.

”Hvad vil du her, Jakob?”

Han slikkede sig over læben igen, og igen gled hans blik op og ned af min krop. Han trak på skuldrene, og trådte ind mod mig. Jeg trak mig tilbage, for langt, og han udnyttede det straks. Han trådte tættere på mig, og stod med sin ene fod inde i lejligheden. Han slikkede sig igen over læben, mens hans blik lå låst fast på mine bryster under min krøllede top. Jeg forsøgte at skjule dem med min frie hånd. Jeg kendte godt det blik, han var liderlig, ekstremt liderlig. Og han havde udset sig mig, måske som straf for at jeg aldrig var gået i seng med ham. Jeg havde ikke stolet nok på ham.

”Skat, var der nogen ved døren?”

Råbte William hjemmevant ude fra køkken, altså han havde en meget god hørelse. Jakob rettede sig op i sin fulde højde, han tænkte meget, man kunne næsten høre det knase i hans miniature hjerne. Han lagde sin hånd på min skulder, og gav mig et skarpt blik. Han hviskede lavmælt, overbevidst om at William ikke kunne høre ham.

”Du kommer med mig, lille luder. Så skal jeg give dig den tur du fortjener, din lille møgfinke.”

Jeg var bange, skræmt for hvad han ville gøre ved mig. Heldigvis havde William en meget, meget god hørelse og dukkede lydløst op i stuen. Jeg havde ikke engang opdaget ham, før han talte, jeg var låst fast af Jakobs skræmmende øjne.

”Skat, er der noget galt?”

Sagde han kærligt, som havde vi kendte hinanden længe og havde været kærester mindst lige så længe. Jakob slap hurtigt min skulder, og gav sig til at studere William med et truende blik. Men af de to, da var William nok den mest skræmmende. Naturligvis ikke for mig, jeg var hunderæd for Jakob. Men hvis du havde spurgt en tilfældig mand eller kvinde på gaden, hvad de var mest bange for; En blodtørstig vampyr, eller en ung fyr i tyveerne? Ja, det kan man nok gætte sig til. William trådte, som om det var den mest naturlige ting i verden, hen til mig og kyssede mig på halsen. Jakobs øjne blev kort spærret op, før han fik dem under sin svage kontrol igen.

”Hvem helvede er du?”

Spurgte han giftigt, og så på William som om han kunne finde på at myrde ham.

”William, William Blackthorn.”

Engelsk, slog det mig. Den svage accent jeg engang imellem hørte i Williams stemme var engelsk. Jakob så ikke overbevidst ud, og skævede til mig.

”Min kæreste.”

Sagde jeg ganske roligt, da William lagde armen om mig og Jakob trådte længere væk. Jakob så på mig, dumt, men som om han havde lyst til at slå mig. William smilede ubekymret, som om han overhovedet ikke var klar over hvem Jakob var.

”Og hvem er du?”

Spurgte William ganske roligt, og lænede sig ind til mig. Det gik op for mig at William spændte i sine muskler, helt vildt endda. Jeg kunne mærke mod min hud, hvordan han kæmpede med sig selv, for ikke at kaste sig over Jakob og muligvis myrde ham. Jeg blev dog hurtigt enig med mig selv om, at hvis William kastede sig over ham, så var det for at slå ham ihjel. Han havde reageret meget stærkt, da vi kort havde talt om hvad Jakob havde gjort mod mig.

”Det er lige meget skat, han skulle alligevel til at gå.”

Sagde jeg ganske rolig og lagde hånden på døren, så Jakob kunne se den. William lagde begge sin arme om mig, som om han stod på spring til at bortføre mig et eller andet sted hen. Sengen, måske?

”Faktisk…”

Sagde Jakob endeligt, da jeg ville til at lukke døren.

”… du har tilfældigvis ikke min læderjakke vel?”

Spurgte han ganske uskyldigt. Jeg rystede voldsomt på hovedet.

”Den har jeg brændt.”

Han trak chokket foden til sig, jeg vidste at han elskede den jakke. Jeg smækkede hurtigt døren i hovedet på ham. Vi stod og ventede, lyttende efter hans skridt ned af trappen. De kom endeligt, og jeg åndede lettet op. Jeg tvang låsen rundt, og for en gangs skyld låste den uden problemer. Jeg mærkede at William havde givet slip på mig, og jeg vendte mig om for at sige tak for hans redning. Jeg vendte mig, men tøvede. Han var faktisk utrolig bleg, og hans blik var fjernt, han fokuserede på noget. Jeg fulgte retningen af hans blik, og det gik op for mig, at hans blik var fokuseret på min hals. Jeg gættede på at han kunne fornemme min hurtige puls, der langsomt faldt til ro igen.

”William?”

Spurgte jeg forsigtigt, og lagde den ene hånd over min hals. Han kom til sig selv, og rystede fortvivlet på hovedet. Han så væk, da det gik op for ham, at jeg så på ham.

”Du er sulten, ikke?”

Han nikkede knap nok, men jeg så det dog. Han virkede pludseligt som et barn, der var blevet snuppet med fingrene i kagedåsen, og skammede sig på grund af det. Jeg rakte en hånd ud efter ham, men han skubbede den væk. Han så stadig ikke på mig.

”Du burde ikke komme for tæt på, jeg har ventet for længe.”

Jeg nikkede forstående, og hans øjne fandt mine igen. Han havde igen det triste blik i sine øjne, og jeg fik helt ondt af ham.

”Mens jeg…”

Han tænkte kort, forsøgte at formulere det rigtigt, så han ikke skræmte livet af mig.

”… søger føde.”

Sagde han til sidst, jeg nikkede. Han gav mig et svagt smil som tak, for ikke at løbe skrigende væk.

”Da pakker du dine ting, tøj og så videre, nok til flere dage.”

Jeg så forvirret på ham, hans øjne søgte væk igen.

”Hvad gør jeg?”

Spurgte jeg forvirret. Han sukkede, og så på mig igen med et mere bestemt blik.

”Du pakker dine ting, fordi du skal bo hos mig nogle dage.”

Jeg rystede på hovedet, det ville jeg altså ikke. Han lavede en utilfreds grimasse.

”Lige nu ville nok ikke være det bedste tidspunkt at komme mig på tværs.”

Sagde han lettere irriteret, og gjorde mig opmærksom på at hans humør var meget tæt på kulkælderen, når han var sulten. Jeg så stadig forvirret på ham, hvorfor skulle jeg bo hos ham? Mit spørgsmål måtte have været meget let at læse i mine øjne, for han svarede på det.

”Jeg tager voldtægtstrusler meget alvorligt, derfor.”

Rasede han let, og gav mig hurtigt et undskyldende blik bagefter. Jeg nikkede, jeg var, for at være helt ærlig, en lillebitte smule bange for ham i det øjeblik. Hans humør var uforudsigeligt, og jeg havde lidt under sådan et humøret, både fra min far og fra Jakobs side.

”Men lad nu være med at pakke tredive kufferter.”

Jokkede William, og trådte lidt væk fra mig. Han bøjede sig ned, og fandt sine sko frem. Jeg gav ham et dumt blik, da han havde fået dem på.

”Tror du virkelig at jeg kunne finde på det?”

Hans smil dukkede frem på ansigtet igen, han trak på skuldrene. Jeg rullede håbløst øjnene af ham. Jeg opdagede det knap nok, da han lænede sig frem og kyssede mig på kinden. Jeg opdagede det faktisk først, da han havde taget fat i døren. Han havde gjort det så hurtigt han overhovedet kunne, jeg var åbenbart lidt for indbydende, stående der i krøllet top og underbukser.

”Jeg ville egentligt sige til dig, at du ikke behøver at skynde dig. Men jeg ved at så snart du er gået, så går jeg nok lidt i panik. Så…”

Jeg trak lidt på det, og afventede hans reaktion.

”… hvis du kunne skynde dig en lille smule?”

Han smilede og nikkede let. Han låste hurtigt døren op, og trådte ud. Han vendte sig, og sagde roligt til mig;

”Jeg skal nok skynde mig.”

Jeg tøvede lidt med min bemærkning, men tænkte at jeg lige så godt kunne sige det.

”Skynd dig nu ikke så meget, at du ikke får nok at… spise. Eller for den sags skyld får det galt i halsen, hvis du overhovedet kan det.”

Han nikkede smilende, og smilet smittede lidt af på mig.

”Jeg skynder mig, men sørger for at jeg ikke skynder mig for meget. Okay?”

Jeg nikkede ivrigt, og gav ham en håndbevægelse, der signalerede at han skal smutte. Han forstod det ikke helt, og så tvivlende på mig.

”Det betyder; stik så af med dig.”

Oversatte jeg, han smilede endnu en gang og skyndte sig af sted. Jeg blev stående med åben dør, indtil jeg ikke kunne høre hans skridt mere. Så smækkede jeg hurtigt døren i, kæmpede lidt med låsen, men den overgav sig, og jeg fik låst. Desværre kendte jeg mig selv for godt, jeg var allerede ved at gå i panik over at være alene. Jeg blev bange for at Jakob ville komme tilbage, bryde døren ned og gøre hvad han ville imod mig. Jeg rystede hurtigt hovedet, for at få tankerne væk. Men jeg greb nu alligevel battet, der stod lænet op af min sofa. Jeg svingede det over min skulder, og tog det med ind i soveværelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...