Skjulte Kræfter

Melanie har i lang tid haft problemer med sin krop, og efter et opkald fra sin mor, finder hun ud af hvorfor: hun har nogle kræfter, som menneskeheden endnu ikke kender til.
Men i virkeligheden er der nogle mennesker, som også har disse specielle kræfter.
De er blevet delt ind på nogle skoler, som ligger skjult overalt i verden, og her skal Melanie også gå, efter hun møder den smukke og gådefulde Jared.
Men med disse kræfter, tiltrækkes onde dæmoner. Og dæmonerne behøves ikke nødvendigvis at være monstre. Nogle af dem er mennesker, og der er særligt én, som Melanie skal passe ekstra meget på...

OBS!!! Jeg har fået MEGET inspiration fra "Dæmonernes By", og der er mange punkter, der ligner lidt .. Men ellers har jeg selv sammensat plottet! :D

50Likes
64Kommentarer
4777Visninger
AA

8. Dæmonfanger?

”Jeg er en hvad?” spurgte jeg.

”En dæmonfanger.” gentog min mor.

Jeg vidste ikke helt hvad der foregik i mit hoved, og selvom at jeg burde være helt fra forstanden, så forstod jeg det på en måde. På en måde havde jeg altid vidst det dybt, dybt inde.

”Og det er..?” Jeg trak ordet ud, mens jeg selv tænkte på muligheder for svaret.

”Det er lidt ligesom en skyggejæger. Faktisk er det næsten det samme.” Min mor tog en dyb indånding.

”Du er et menneske med specielle evner. Og du vil bruge de evner til at dræbe dæmoner, og sende dem videre til Sjælelandet, ligesom os andre her på skolen.”

Jeg stivnede. Sjælelandet? Hvad var det nu for noget?

”Sjælelandet?” spurgte jeg.

”Hør, lige nu er Sjælelandet ikke vigtigt, du får det forklaret senere. Du skal bare vide at du er et menneske med -”

”Med specielle evner.” afsluttede jeg hende.

Hun nikkede. ”Ja, lige præcis. Du har fået skænket nogen specielle evner, som du forhåbentlig skal bruge på at udrydde dæmoner med. Jeg skal bare vide om du kan acceptere det på en eller anden måde?”

Jeg nikkede. Okay, så jeg var en dæmonfanger. Men så kom jeg i tanker om at hun havde sagt ’forhåbentligt’.

”Vent, hvad mener du med ’forhåbentligt’?”

Min mor sukkede. ”Det er ikke alle der vælger at føre dæmoner over til Sjælelandet. Andre vælger måske bare at leve livet normalt, eller måske vælger de den… den anden vej.” Hun tøvede ved de sidste ord, og jeg kunne se at hun på en eller anden måde havde svært ved at sige dem. Som om at det gjorde ondt på hende.

”Med den anden vej… mener du så..?” spurgte jeg.

”Den onde vej, ja. For nu at sige det rent ud.”

Jeg pustede ud. Hvad havde jeg dog fået mig selv viklet ind i? En verden fuld af ting, jeg ikke anede eksisterede, eksisterede nu lige foran mig, og jeg var endda en af dem. Det var nu sjovt.

”Okaay,” Jeg trak ordet ud. ”Og hvorfor er det nu lige at jeg er en ’dæmonfanger’ eller hvad du nu kaldte det.”

”Der er et stort og mægtigt Råd, som er et overhoved for alle os… ja, lad os kalde os overnaturlige mennesker. De havde så for år tilbage, sagt til nogle som os, at de skulle fange dæmoner, og sende dem til Sjælelandet, så de ikke skabte kaos i universet.”

Jeg var sikker på at jeg lignede et spørgsmålstegn, og det bemærkede mor åbenbart også, for i hvert fald sagde hun: ”Jeg ved at det lyder indviklet, men du lærer det nok snart.”

”Hvad mener du med, at jeg lærer det nok snart?”

Min mor bed sig i underlæben.

”Skat, du skal gå her på skolen.”

Det tog lidt tid, før jeg forstod ordene.

”Hvad?!” udbrød jeg. ”Det kan du da bare ikke! Jeg kan da ikke lige pludselig droppe ud af skolen! Hvad vil de ikke tænke om mig? Åh nej, og hvad med Matt? Hvad skal jeg dog sige til ham?” Tårerne pressede nu på igen. Forbandet, jeg var ellers sikker på at jeg havde grædt dem væk.

”Lille skat, jeg ved at det lyder helt overvældet, men tænk på det på den her måde. Du havde jo ikke rigtig nogen venner ud over Matt, vel? Vi kan sagtens få alle dine skolekammerater til at glemme alt om dig, hvis det er det du vil have. Desuden har jeg allerede meldt dig ud af skolen.”

Mine øjne blev store af overraskelse, men denne gang sagde jeg ikke noget.

”Lille skat, du er noget helt særligt. Du kan ikke gå på en skole med normale mennesker. Du er nødt til at komme i lære her, så du kan styre sine kræfter. Og Matt han er jo stadig din ven, ikke?”

Jeg nikkede. ”Okay,” hviskede jeg, mens jeg stirrede ligefrem.

Min mor sukkede og slappede tydeligvis mere af nu.

I mens rejste jeg mig op og spadserede ud af rummet.

Okay, så hvis jeg var en såkaldt ’dæmonfanger’, burde jeg vel nok træne mig til en ikke? Jeg mener man skal jo kunne sende disse uhyggelige dæmonerne til Sjælelandet ved hjælp af ens evner og våben, ikke? Jeg gik direkte hen til mit værelse, hvor jeg fandt mit kort over bygningen. Træningsværelset var det næste stop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...