Moments - One Direction

Louis og Kristen har været bedste venner siden, ja, siden forever! De er uadskillelige, lige indtil Kristen som 6 årig bliver tvunget til at flytte med sin mor til London. Det betyder at Kristen skal sige farvel til alt i Doncaster, også Louis. 13 år efter ses de igen, men hvordan er deres forhold? Og hvad sker der da Kristen finder ud af at hendes bedste ven nu er kendt?

24Likes
22Kommentarer
2797Visninger
AA

4. 3. Is home always the best?

-13 år senere-

 

 

Kristens POV.

 

”Endelig!! De sidste ting er på plads og de sidste kasser tømte!” Sagde Emek og dumpede ned i sofaen. ”Den er så behagelig!” Stønnede hun udmattet og lagde sit hoved tilbage.  Jeg grinede og dumpede ned ved siden af hende. Emek var min bedste veninde. Hun var min nabo i London. Faktisk var hun også fra Doncaster, bare udkanten af byen. Nu er vi bedste veninder og besluttede os for at flytte hjem til Doncaster, sammen. Min mor havde ret da hun sagde at hendes job ville skaffe hende flere penge, mange flere penge. Emek kom selv fra en okay rig familie. Vi var flyttet ind i et hus, ikke ret langt fra hvor jeg boede før. ”Wow. Det er vidunderligt at være tilbage i Doncaster” Sukkede jeg og lukker øjnene. ”Det siger du ikke!” Sagde Emek og grinede lidt. Jeg kiggede ud af vinduet. ”Det er vidunderligt vejr! Lad os gå en tur?” Foreslog jeg og rejse mig. ”Neeejjjj!!” Stønnede Emek udmattet og sank længere ned i sofaen. ”Jo kom nu! Vi skal alligevel ned og have noget aftensmad” Jeg tog fat i Emeks arm for at trække hende op og stå. ”Neej!! Kan DU ikke bare hente nogle pizzaer? Du ved hvilken jeg skal have!” Hun kiggede bedende på mig. ”Fint! Det kan godt tage lidt tid, jeg vil gerne se lidt af byen igen. Vi ses!” Jeg gik ud i gangen og tog min jakke og sko på. Jeg gik ud af døren og hen af vejen.

 

I et stykke tid gik jeg bare rundt indtil jeg nåede til den park som lå lige ved siden af hvor jeg boede før. Jeg besluttede at gå ind gennem parken, så jeg drejede ind af stien. Jeg gik i mine egne tanker bare og tænkte på hvor meget tid jeg havde tilbragt her da jeg var mindre. Sammen med Louis. Jeg lagde slet ikke mærke til den bold der kom direkte mod mig før den ramte mig lige i hovedet. Jeg vaklede lidt til siden og, klodset som jeg er, faldt jeg direkte på røven. Jeg sad og kiggede forvirret rundt. Et øjeblik var jeg helt svimmel og kunne slet ikke fokusere på nogen eller noget omkring mig. Det eneste jeg kunne hører var nogle drenge der grinede lidt væk fra hvor jeg sad. Dumme drenge. Ingen respekt for folk der bare er ude og gå. Jeg rystede på hovedet og rejste mig vaklende op. Jeg fik øje på deres bold der lå lidt væk, så jeg gik hen og samlede den op. Jeg vendte mig mod drengene og gik hen mod dem. ”Jeg tror den her er jeres..” Sagde jeg. De var begge nogle ret så søde drenge, men den ene af dem fik mig til at stivne. Han havde brunt hår som var skubbet hen over panden over i den ene side. Han havde sandfarvede bukser på og en rød og hvid stribet trøje samt seler som hang løst. Jeg stod bare og stirrede på ham. ”Ja, det er vores. Undskyld, det var mig der ramte dig med den før, det var ikke meningen.” Jeg rystede kort på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden. Jeg kiggede direkte ind i øjnene på den her dreng, som mindede mig så meget om en gammel vel. Jeg var næsten 100% sikker på hvem det var. ”L-Louis….?” Fik jeg endelig fremstammet. Jeg kunne lade vær med at spørge. Det røg bare ud af munden på mig. Det ville være vildt akavet hvis jeg ikke havde ret i hvem han var. Hans øjne var låst fast i mine da han kom tættere på. Han stod lige foran mig uden at fjerne sit blik fra mig i bare et sekund. Han tog fat i mit håndled og trak op i mit ærme så man kunne se det lidt for lille perlearmbånd omkring mit håndled. Det var virkelig ham. ”Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen Boo!” Udbrød han og trak mig ind til ham i et kæmpe kram. Jeg krammede ham med det samme tilbage. ”Jeg troede heller aldrig jeg skulle se dig igen Lou!” Fik jeg sagt en smule halvkvalt med hovedet begravet i hans bryst. Han skubbede mig en smule væk så han kunne se mig, men han holdte stadig min hænder i sine. Vores øjne låste sig fast til hinanden igen. Jeg troede virkelig han ville være vred på mig efter jeg forlod ham og at der er gået 13 år siden da. Mit hjerte var lettet over han ikke var vred. Hans øjne fyldtes med tåre og pludselig kunne jeg se en smule vrede i dem. Han slap mine hænder, samlede bolden op jeg havde sluppet da han krammede mig og gik tilbage til sin ven. ”Louis?” Sagde jeg forvirret. Han svarede ikke. Louis sagde noget til den anden dreng jeg ikke rigtig hørte og de begge begyndte at gå. ”Louis!!?” Råbte jeg efter ham da de allerede var et stykke væk.  Han svarede stadig ikke. Han kiggede ikke engang tilbage.

Men han var jo så glad. Han virkede overhovedet ikke sur. Og det var jo ikke mig der bestemte at jeg skulle forlade ham. Han kan da ikke bare gå sådan der. Kan han?

 

 

VIGTIGT!!!  Først og fremmest - UNDSKYLD for den ufattelig lange vente tid! Beklager virkelig meget!!! 

For det andet - Jeg har ændret det med at det er hende der gav ham et armbånd, så det i stedet var det ham der gav hende det:P Har også ændret det i de ander kapitler :P 

For det tredje. - LIKE!:) Så er i bare nogle engle:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...