Mr. and Mrs. Bad - Jason McCann

Eleanor Hendrix lever sit liv i skyggen af sin far, mens hun betror sig Jason sine største hemmeligheder. Noget hun aldrig skulle have gjort. For mens hun er uskyldig, er Jason en kriminel, der kun har én grund, til at være Eleanors kæreste. Nemlig hendes fars penge. De mange milliarder han ejer, er noget Jason så hjertens gerne vil have fingrene i. Så da Lola Wood, der altid siger sin mening som hun føler den, og gør absolut det modsatte af hvad folk ønsker hun skal, træder til, bliver det pludselig endnu nemmere for Jason. Lola og Jason udfører skridt for skridt deres mesterplan, men ender det hele i sidste ende med at falde sammen? Både Eleanor og Lola lider af Amors pil mod den samme dreng, så er alting så sikkert som det burde være? Jason McCann er ikke ligefrem berygtet for at få folk nær døden for sjov.

112Likes
525Kommentarer
25296Visninger
AA

15. 13

Jeg sad på sengen og betragtede hende vågne ligeså stille. Spændt på hvilken tilstand hun var i og om det var muligt at få hende til ikke at flippe ud. Alle de tanker farede rundt i mig, indtil hun åbnede øjnene og kiggede på mig. Hendes morgenhår gjorde hende direkte grim. Ikke at hun var pæn før, det havde jeg aldrig synes. For mig var udseende bare en ting, men de fleste kunne bare ikke finde ud af at gøre det pænt på nogen måde. Heller ikke Lola havde styr på det, men var dog i høj grad pænere end Eleanor.

Hun rejste sig i sengen og tog hænderne til hovedet – tømmermænd. Ikke underligt efter alt det alkohol jeg hældte i hende i går, men det hele endte som Lola og jeg havde planlagt det. Hun lå nu her, klar til at blive holdt i fangenskab indtil hendes far betalte os de penge vi ville have.  ”Hej Jason,” gabte hun og kiggede på mig. Hun smilte til mig, men jeg gad ikke engang bevæge min mundvige en smule op ad. Hun lod dog ikke mærke til det, og begyndte straks at nærme sig mit ansigt. Hendes øjne var lukkede, men jeg behøvede så ikke at se på de grønne øjne der gemte sig bag. Da hun kom nærmede undveg jeg, og hun mærkede det straks og kiggede underligt på mig.

”Eleanor du aner slet ikke hvor du er vel?” sagde jeg højt og mistænksomt. Hun kiggede undrende rundt og fik et overrasket ansigt i ansigtet. ”Gud! Er jeg for første gang hjemme hos dig!” udbrød hun glædeligt og kiggede mig kærligt ind i øjnene. Jeg var bare fuldkommen ligeglad med at hun prøvede at smigre mig. Det ville ikke hjælpe.

”Eleanor. Du må altså vide, at jeg intet hus har,” sagde jeg stift og kiggede følelsesløst ind i hendes øjne, men igen opfattede hun ingen ting. Heller ikke at jeg løj.

”Alle har da et sted at bo, Jason, det ved du da!” sagde hun højt og kiggede stille rundt og studerede det livløse værelse. Væggene havde ingen farve, døren var halvødelagt, der var ingen hylder, billeder eller noget. Det eneste der gav hullet noget dekoration var sengen eller det store hul i væggen over sengen.

”Jeg har ikke.”

”Hvad er det her så?”

”Det her huset du skal leve i indtil din far vælger at betale,” sagde jeg og kiggede på hende. Hvordan ville hun opfatte det her. Hun kiggede undrende på mig, altså hun fattede ikke noget. ”Eleanor, du er kidnappet.” Hendes øjne blev store, men stadig ikke troende på det jeg sagde. ”Jeg har kidnappet dig, fordi jeg vil have penge. En løsesum for dig. Din fars penge.” Jeg sagde det langsomt, og da det endelig gik op for hende, udstrålede hun en stor vrede og undrende følelse i øjnene.

”Det kan du da ikke mene?” sagde hun, men jeg nikkede. Jeg mente det helt og aldeles. ”Men du kan da ikke holde mig her?” sagde hun hysterisk og løb over mod døren, der dog sekunder før hun nåede den blev åbnet af Lola. Helt planlagt.

”Du skal ingen steder søde ven,” sagde hun og smilede til hende. Vi grinede begge to, og Lola gik længere ind i rummet så Eleanor blev tvunget hen mod sengen. ”Hvad laver du dog her?” sagde hun opbremsende da hun nåede sengen. Lola smilede fornøjet og stillede sig ved siden af mig. Hendes alt for høje stiletter lavede irriterende lyde mod gulvet som hun gik. ”Vi har kidnappet dig, søde Eleanor. Du kommer kun væk, hvis din far har tænkt sig at betale os de millioner vi har tænkt os at du er værd,” sagde Lola men jeg rettede hurtigt på hende. ”Altså ikke at du er så mange penge værd, du ville ikke engang være en sølle øre værd,” sagde jeg og grinede med Lola der var med i baggrunden.

Tårerne begyndte at tage form i Eleanors øjne. ”Jason? Hvad var vores forhold?” spurgte hun mig grædefærdigt om. Det var det spørgsmål jeg havde ventet på hele dagen. ”Vi havde intet forhold. Jeg har aldrig i mit liv elsket dig. Aldrig sådan en person som dig ville jeg kunne elske, Eleanor.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...