Nothing else matters☥One Direction

Leah, en pige fra provinsbyen Carlott, blev fundet død den enogtyvende september, blot én dag før hendes fødselsdag, hvor hun fyldte atten år. Niall, en dreng fra Mullingar i Irland, var forsvundet sportløst i tre dage, fra den treogtyvende til den seksogtyvende september. Når de to var sammen, var det som om tårer, vrede, og knuste hjerter, ikke var noget der fandtes. De to, var nærmest det sødeste par man kunne finde nu til dags. Så forestil dig Niall, når han finder ud af hans kæreste, er død? Hende, der helt klart skulle have været hans kone, efter nogle par år? Forestil dig hendes fire bedste venner, når de finder ud af deres bedste veninde, er død? Hende, som de vidste, betød enormt meget for deres bedste ven, Niall? Dette er en novelle på to kapitler.

15Likes
43Kommentarer
2387Visninger

3. 2.

Som hun stod der, helt igang med at færdiggjorde maden, havde hun ingen anelse om, at en mand var brudt ind i huset. Syngende, bevægede hun sig rundt i køkkenet, blot for at gøre maden klar, til at han kom hjem. Ham, som var hendes kæreste, ville forhåbentlig værdsætte at hun havde lavet mad til ham. Han elskede trods alt mad, så lidt glad blev han nok. Hun nynnede en lille melodi, som hun elskede højt. Hun havde lavet en lille suppe til sig selv, da hun havde lidt ondt i sin hals. Pludselig, da hun var i gang med at fylde en blå skål med suppen, kunne hun ikke trække vejret. Nogle kolde hænder, holdte hende for munden. Hun prøvede at bide i hændernes hud, men det var for svært. Hun prøvede derfor at slikke dem, men smagen derefter var forfærdelig, så hun stoppede straks. Hun prøvede at slippe ud af grebet, men det hjalp ikke. Et stykke tape blev sat på hendes læber, så hun ikke kunne snakke. Hænderne, der før havde forhindret hende i at trække vejret, klemte nu hendes hals. Hun kunne ikke udstønne noget, på grund af tapen. Lige så stille, begyndte tårerne at trille ned af hendes kinder. Hun prøvede at sparke personen med hænderne, men han skubbede hende bare hårdt ind i væggen. Kort efter, mærkede hun et hårdt, spydigt stik i hendes side. Hun kunne skrige, hvis tapen ikke forhindrede hende i det. Blodet strømmede ud fra hendes side. Personen med hænderne vendte hende nu op, så hun stod lænet op ad væggen. Hun var så stille ved at falde ned på gulvet, men hænderne holdte hende oppe. Hun kunne nu se personen med hændernes øjne. Det var en besynderlig mand, med mørke øjne, sort hår, og beskidt tøj. Endnu et stik kunne mærkes i hendes ene lår. Dét, var det sidste hun kunne klarer. Hendes livløse krop svandt ned på jorden, mens blodet strømmede ud, fra to af hendes sider. Den sidste sætning hun noget at tænke, var hjerteskærende for hende selv. Niall, jeg elsker dig.

Hun gik rundt i huset, mens hun havde en hvid kjole på, og håret løst. Hendes smukke brune hår hang ned af hendes forvredne skuldre, da hun gik rundt der, i det hus hun engang boede i. Hun undersøgte hele huset, for at sikre sig, intet var anderledes. Det sidste set hun kiggede, var køkkenet. Hun gik langsomt derud, nærmest for at lave en dramatisk scene, men det var ikke spor let. Der var nogle unge kvinder, der tørrerede blodet fra skabene og væggen væk. Hun vidste ikke hvordan blodet dog endte der. Måske havde drabsmanden tøret sine hænder ind i hendes blod, og derefter lavede mønstre med det på skabene og væggen. Hendes lig var taget væk, hvilket nok også var det bedte for de unge kvinder der skulle til. Hun kunne hører nogle velkendte stemmer, træde ind i huset. Mennesker, hvis stemmer lød som pure engle.

”Hun var da lækker!” lød det fra en af menneskerne, der var gået ind i stuen. Hun susede usynligt ind i stuen, for blot at se menneskerne, én sidste gang. Hun kunne sagtens huske dem alle sammen. Drengen med krøllerne, den sjove dreng, drengen med udtrykket, drengen med den søde kæreste, og drengen med et hjerte af guld. Hjertet af guld, tilhørte hendes egen dejlige Nialler, som måske alligevel ikke var hendes alligevel.

”Og sød,” lød det fra endnu et menneske, der sad og stor smilede. Der var en mulighed for de måske var fulde, men det var han i hvert fald ikke. Han sad der, ulykkelig, ikke smilende, utryg i andre menneskers nærvær. Det tog hende lang tid at opfange, at menneskerne havde prøvet at få ham til at komme sig over hende, og få en ny kæreste.

”Men hun er ikke Leah,” indskød han hurtigt, efter menneskernes ord. Hun kunne græde, hvis blot hun var i stand til det. Han kunne ikke se hende, uanset hvad. Hun kunne ikke gøre sig synlig, bare så han kunne se hende, og blive skræmt. Menneskerne nikkede forstående, og så alligevel ikke.

”Åh, for fanden!” En af menneskerne lød til at have lyst til at falde om. Han, havde måske bare lyst til at dø. Det kunne han vil sagtens ønske, eftersom han ikke vidste, hvor forfærdeligt det egentlig var at dø ung. Hun satte sig ned på sofaen ved siden af ham, hvor hun derefter kiggede rørt på ham. Hun elskede ham, han elskede hende, hvorfor skulle Gud dog være så irriterende unfair? Hun satte sig tættere på ham, lænede sig op til ham, og hviskede noget i hans øre. Han kunne hører det. Det var klart, eftersom han begyndte at ryste, efter hun havde hvisket ham i øret. Menneskerne spurgte ham hvad der var galt, men han svarede ikke.

”Nialler, du må ikke engang tænke på selvmordstanker. Der er alt for mange der elsker dig, til du bare kan forsvinde fra denne verden. Tænk på din familie, dine venner, dine fans, musikken, smilene, maden, alt det du vil savne. Du kan ikke bare opgive alt det, for kun min skyld. Bliv på denne verden, for dine næres skyld, og for min skyld. På trods af det, vil jeg have dig til at huske på, at jeg elsker dig. Fordi det gør jeg virkelig, om de andre vil have det eller ej. Jeg elsker dig så fandens højt, men du må ikke elske mig, okay? Du skal finde en endnu smukkere pige, gifte dig med hende, og have en masse små børn. Du kan kun være lykkelig, hvis du opgiver mig. Farvel Nialler. Jeg elsker dig.”

Det var det sidste hun sagde, før hun så lyset ankomme. Hun var parat til at tage op til det sted, hvor hun nu hørte til. Lyset var stort og klart, så der var ingen tvivl om, hun skulle nærme sig det. Mens hun rejste sig op og gik hen imod lyset, gav hun ham et luftkys, selvom han ikke kunne se det. Hun var usynlig for ham. Præcist som hun havde været, de sidste to måneder. Derefter vinkede hun ulykkelig til ham, og tog af sted. Som om han kunne se hende, vinkede han i retning af døren, lige der hvor hun var forsvundet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...