Almost lover

Endnu en sang-inspireret novelle fra mig af.

Him. Her. A pair of almost lovers.

9Likes
14Kommentarer
1795Visninger
AA

7. Strofe 7

 

Jeg ved ikke hvordan jeg fik slæbt mig hjem. Ved ikke engang hvordan jeg vaklede hele vejen hen til mit værelse, tog fat om min digtbog og vaklede ud af huset igen uden et ord. Tårerne blændede mig nærmest. Jeg kunne ingenting se. Alligevel formåede jeg at sætte op i løb. Hurtigere og hurtigere gik det, mens tårerne trillede ned af kinderne og gjorde mit ansigt koldt som is. Selvom solen skinnede, var jeg kold. Mit hjerte var koldt, hvis det da overhovedet var der. Det ville ikke have overrasket mig hvis asken af mit hjerte var strøget ud af mig og nu fløj rundt i den svage vind. Spredt ud over det hele. 

 

 

Spredt ud over det hele.

 

Goodbye, my almost lover …

 

Uden rigtig at tænke over det, skiftede jeg retning mod stranden. Den strand jeg så mange gange havde fantaseret om, hvor Nathan og jeg ville have gået hånd i hånd mod solnedgangen, smilende, forelskede. Ikke sådan her.

 

Goodbye, my hopeless dream …

 

Jeg løb, selvom mine lunger gjorde ondt, selvom mine ben truede med at give efter. Jeg løb selvom jeg ikke kunne se. Og snart stod jeg foran broen på stranden. Som i trance gik jeg ud på broen, brædderne knirkede under mig, nærmest som for at trøste mig eller græde sammen med mig. Selv vinden herude hylede sammen med mit fortabte hjerte.

 

I'm trying not to think about you Can't you just let me be? …

 

”Han har fået sig en kæreste.” mumlede jeg for mig selv, igen og igen. Stadigvæk med bogen i hånden nåede jeg enden af broen. Vandet under mig var klart. Det skvulpede som for at fortælle mig at det var okay; at jeg bare skulle gøre det.

 

So long, my luckless romance …

 

Jeg åbnede boget. En tåre faldt på papiret. Alle de digte. Alle mine følelser. Jeg ville glemme dem; ville glemme det hele.

 

My back is turned on you …

 

Jeg tog fat om papiret og rev det løs fra bogen; lod det ene digt efter det andet falde ned i vandet hvor det ikke faldt til bunds, men flød rundt på overfladen. Ordene hånede mig; udfordrede mig til at lade endnu et digt falde. Det gjorde jeg så.  Indtil det sidste papir faldt ned i vandet, siden med digtet op mod himlen. Jeg faldt ned på knæ; åbnede munden i et lydløst hulk.

 

Should've known you'd bring me heartache …

 

Tårerne faldt ned af kinderne på mig. Hele min krop rystede.  Jeg følte mig gennemboret. Gennemboret af mit eget tåbelige håb. Så kom skriget.

 

Almost lovers always do.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...