Never been loved - One Direction

Alannah er aldrig rigtig blevet elsket, hendes mor forsvandt da hun var spæd, hun ved ikke hvem hendes far er og hendes bedsteforældre døde i en tragisk bilulykke da hun var 7. Næsten hele sit liv har Alannah boet på børnehjem, hun er blevet hånet, skubbet og mobbet.
Så da hun fylder 20, og modtager arven fra sine bedsteforældre, vil hun væk, væk fra sit barndomshelvede. Alannah vil lede efter sin mor, finde ud af hvem hendes far er, og måske vigtigst af alt; prøve og finde kærligheden.
Men vil det lykkes? Og hvad med alt den grusomhed, som Alannah langsomt får øje på? Vil hun finde sandheden eller dø i forsøget?

157Likes
301Kommentarer
26539Visninger
AA

8. Rygter og en attenårs fødselsdag

Jeg vågner med stiv og værkende krop, endnu en søvnløs nat fuld af mareridt. Denne gang om mor og One Direction, især Niall. Jeg finder noget tilfældig tøj, men jeg ryster smuldrende skeletter, udhungrede kroppe og skræmmende barneskrig, af mig.

Jeg trasker op i køkkenet, Agnes er ikke hjemme i formiddag, så morgenmad er bare et tørt knækbrød og lidt frugt. Mens jeg spiser mit æble færdig, overvejer jeg, hvem i landsbyen jeg skal spørge om mor og Niall. Det nemmeste vil vel egentlig være, bare at spørge dem alle sammen.

Mens jeg går rundt mellem Clerihans huse, får jeg alle mulige forskellige gamle rygter at vide, den ene mere vanvittig, end den anden:

Det var vist noget med, at han i virkeligheden slet ikke kunne synge, men at det hele var autotone. Niall syntes vist at det var så skamfuldt, at det blev opdaget, at han aldrig viste sig igen.

Han blev bortført af en psykisksyg kæmpefan, de er aldrig dukket op igen.

Han var vist ludoman, og havde en kæmpegæld. Så han flygtede til et andet land.

Han blev myrdet af sine bandemedlemmer.

 

Da jeg kommer hjem igen, bliver jeg nødt til at grine over nogle af de sindssyge rygter, især hende den gamle der havde hørt, at han var blevet myrdet af sine bandemedlemmer. Bande?

Men det er også nogle få stykker, der lyder en anelse mere sandsynlige:

-  Jeg har hørt, at han fik en familie, og derfor ikke ville bo i storbyen og paparazziernes lys længere.

-  Han gik ned psykisk, på grund af presset.

 

Den  jeg ville hælde mest til, var den om, at han havde fået en familie. Men aviserne skrev jo, at han havde været forsvundet i 17 år?

Endnu engang har jeg ikke fået nogen svar, hvornår vender det?

 

Om eftermiddagen, kommer jeg i tanke om Nialls bedsteforældres hus, hvor god stand det var i forhold til mine oldeforældres. Jeg bliver nødt til at spørge Agnes, om hun ved hvorfor.

Agnes fortæller, at det egentlig er en lidt underlig historie. Efter Nialls bedsteforældres død, hørte man ikke noget, fra nogen familie i næsten et år. I landsbyens råd, var man begyndt at snakke om, om det skulle rives ned, for man ville ikke have endnu et spøgelseshus, som mine oldeforældres. Men så en dag, kom en advokat. Han ansatte en af kvinderne i landsbyen til, hver halve år at gøre hovedrent, for en dag ville der komme nogen og bo i huset. Man hørte aldrig nogensinde mere fra hverken advokaten eller familien, men hver halve år, kommer der en god sjat penge ind på kvindens konto.

 

Da det er blevet aften, bliver jeg igen enig med mig selv om, at jeg virkelig bliver nødt til at finde resterne af One Direction, de må da vide noget om hvorfor Niall forsvandt.

Jeg finder dagbogen frem, mine fingre kribler helt efter at åbne den, fordi jeg slet ikke har læst i den hele dagen.

 

D. 16 Juli, 2011

Kære Dagbog,

Jeg har ikke fået skrevet i dig, de sidste par uger, for ærligt talt har jeg ikke lavet det helt store. Jeg mest bare sammen med Niall, hvilket stadig er fantastisk(!), og jeg vil ikke bare skrive det samme dag efter dag.

Når men nu til det vigtige. Det er min fødselsdag om kun 2 dage,(eller halvanden, for det er aften nu). De sidste par uger, har jeg dog også brugt på at forberede min fødselsdag, en attensårs fødselsdag skal jo fejres ordentligt. 

På selve min fødselsdag kommer hele Clerihan(ca. 30), mine forældre, Niall selvfølgelig og så et par af mine bedsteveninder. Mine bedsteveninder kommer allerede i morgen, så vi holder sleepover natten til min fødselsdag.

Mig og bedstemor har bagt, jeg ved ikke hvor mange kager og boller de sidste par dage, selvom det har været hårdt, har det også været rigtig hyggeligt.

Niall har stadig ikke fortalt mig, hvad vi skal dagen efter min fødselsdag. Jeg ved godt, at det skal være en overraskelse, men jeg er så spændt.

Vi ses snart kære Dagbog,

Din Blanche.

 

D. 17 Juli, 2011

Kære Dagbog,

Mine veninder kom i dag, mig og bedstefar hentede dem i lufthavne i formiddags. Der var kun lige plads til dem, omme på bilens bagsæder, Natalie måtte sidde lidt klemt i midten, men det gik. De havde planlagt at vi skulle have pigedag i dag, det har været så sjovt og hyggeligt. Vi startede med ansigtsmasker og lidt massage af Niall, det var så rart. Fik også fortalt dem om mig og Niall, Emma hvinede helt af glæde, det var så sødt. De syntes det var rigtig fedt, at vi endelig kom sammen. De fik os endda til at kysse hinanden foran dem, det var lidt akavet, men også sjovt!

Når men bagefter lavede vi manicure og pedicure på hinanden, så jeg har de fineste lyserøde tå- og fingernegle.

Mig og pigerne har den her tradition, at når vi skal fejre noget stort, drikker vi os fulde i champagne og spiser alt for mange jordbær overtrukket med chokolade. Det startede dengang Maddie fyldte 18, for lidt over et halvt år siden. Hendes mor kom ind med champagne og jordbær, for hun mente, at det var vi voksne nok til nu, og siden har det bare hængt ved.

Klokken er tolv her om lidt, så skal vi have åbnet den sidste flaske, og efter det går vi nok i seng. Vi skal jo være klar til i morgen.

Din Blanche

Jeg bliver lidt trist, da jeg læser om mors overnatning med hendes veninder, endnu en ting, jeg aldrig har oplevet. Jeg har heller aldrig været rigtig fuld, som teenager blev jeg aldrig inviteret til festerne, ingen ville ses sammen med børnehjems freaken. Den eneste gang, jeg nogensinde har fået alkohol, var en aften efter, at jeg var flyttet fra børnehjemmet. Det var kort efter, at Miss Daisy døde, og jeg trængte til at tænke på noget andet. Så jeg tog hen på et af byens diskotekerne, men da jeg ikke havde nogen at snakke med, kedede jeg mig helt utroligt. Desuden var de fleste helt døde, af alle de stoffer de havde taget. Så jeg smuttede hurtigt igen.

D. 19 Juli, 2011

Kære Dagbog,

I går var jo som sagt min fødselsdag, og dagen var virkelig god.

I princippet startede dagen allerede ved midnat, da mig og pigerne åbnede den sidste flaske champagne og de begyndte af synge fødselsdagssang for mig. Det var så sjovt, for vi var ved at være lidt snøvlede, så sangen var bare lidt tilfældige ord pigerne lige kunne huske. Når men derefter skyndte vi os i seng, vi skulle jo have vores skønhedssøvn.

Jeg havde lidt tømmermænd om morgnen, men efter et dejlig varmt og langt brusebad, og en god stor friskbrygget kop kulsort kaffe, var jeg helt klar..

Jeg lyser op i et smil, da jeg læser, at mor elsker en god kop sort kaffe, det må jeg have arvet fra hende. Mine puslespilsbrikkers antal vokser støt.

.. til min store dag. Pigerne hjalp mig med håret og kjolen. Mit hår var samlet i en løs franskfletning, hvor pigerne havde flettet et smukke sart rosa silkebånd og små margueritter med. Min kjole matchede hårbåndet med sin farve, og så sad den virkelig flot på mig. Den er stropløs og har et stramt liv, men da der i Clerihan, næsten kun bor gamle mennesker, er der altså ikke noget der hedder lårkort, så kjolens flagrende skørt går til lige over knæet. Toppen havde bedstemor broderet fine mønstre og perler på, og hun havde endda broderet et lille N og B på, lige ved mit hjerte.

Da jeg var helt klar, følte jeg mig som en af prinsesserne fra min yndlingsroman.

Resten af dagen gik med at spise, snakke og åbne en masse gaver. Jeg fik så mange smukke og dejlige gaver. Den bedste var helt klart fra mine forældre. Ser du min mor, har altid gået med den her halskæde, en lille amulet. Så i går da jeg åbnede en fin lille sølvpakke fra mine forældre lå den deri, jeg var helt forbløffet. Tænk at mor havde givet mig sin amulet.

Da jeg havde fået den på, fortalte mor for første gang historien bag amuletten. Den har været i min mors familie i over 200 år, og den er gået i arv fra generation til generation, fra mor til datter, og altid når datteren fyldte 18. 

Jeg følte, og gør det stadig, mig så beæret, tænk at jeg fået så gammelt et familiesmykke.

 

Den anden bedste gave, var fra Niall! Det startede med, at han her til morgen tog mig, med ud i skoven…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...